Paven har bedt om at mødes med Putin i Moskva

Foto: Vatikanets medier

Pave Frans har udtalt, at han har bedt om et møde med den russiske præsident i Moskva for at bidrage til at bringe krigen til ophør, og advarede om at den russiske ortodokse patriark Kirill, som er en vigtig støtte for præsident Vladimir Putins krig mod Ukraine, ikke bør være Putins ’alterdreng’. Det rapporterer Christopher White i National Catholic Reporter.

Pavens bemærkninger fremkom i et interview offentliggjort 3. maj i det italienske dagblad Corriere della Sera.

Heri afslørede pave Frans, at han tyve dage efter krigens start bad Vatikanets topdiplomat, den italienske kardinal Pietro Parolin, om at kommunikere til Rusland, at han var villig til at rejse til Moskva i et forsøg på at ende konflikten, som han sammenlignede med det, der skete i Rwanda for 25 år siden. Selv om paven ikke brugte ordet, har Vatikanet anerkendt hutusernes voldshandlinger mod tutsierne i 1994, der kostede over 800.000 mennesker livet, som et folkemord. 

”Vi har endnu ikke fået noget svar og vi insisterer fortsat”, sagde paven om sin anmodning om at mødes med den russiske præsident.

Frans har talt med Ukraines præsident Volodymyr Zelensky to gange siden krigens start, og som et brud på den diplomatiske protokol forlod han Vatikanet 25. februar, dagen efter at Ukraine blev invaderet, for at begive sig hen til Ruslands ambassade ved Den Hellige Stol og udtrykke sin bekymring over konflikten.

I interviewet gentog Frans igen, at en rejse til Ukraines hovedstad Kyiv ikke ligger på bordet for øjeblikket, og at en rejse til Rusland for at stoppe krigen har førsteprioritet.

Paven kom også med yderligere detaljer om videokonferencen den 16. marts med den russiske patriark Kirill og sagde, at under deres 40 minutter lange diskussion ”sagde jeg til ham: vi er ikke statsansatte præster”.

Han sagde videre, at Kirill brugte de første tyve minutter af det virtuelle møde på at skitsere Ruslands begrundelser for krigen.

”Jeg lyttede til ham og sagde til ham: Jeg forstår ikke noget som helst af dette”, sagde paven i interviewet. ”Patriarken kan ikke forvandle sig selv til at være Putins alterdreng”.

De to religiøse ledere havde planlagt at mødes den 14. juni i Jerusalem – hvilket i så fald ville være det andet personlige møde nogensinde mellem en pave og den russiske patriark – men i et interview med det argentinske dagblad La Nacion den 21. april sagde pave Frans, at Vatikanet havde konkluderet, at et møde på dette tidspunkt ville være med til at skabe mere ”forvirring”.