Pavens tarmoperation forløb godt

Gemelli-hospitalet i Rom. Foto: ANSA

Pave Frans er tilsyneladende sluppet godt fra sin nylige tarmoperation. Ifølge Vatikanets pressekontor onsdag aften varede indgrebet på Gemelli-hospitalet i Rom tre timer og forløb uden komplikationer.

Den 86-årige pave ankom til klinikken ved middagstid. Forinden havde Vatikanet meddelt, at paven skulle gennemgå en tarmoperation under fuld narkose. Beslutningen om at operere blev angiveligt truffet ”for et par dage siden” af pavens lægeteam. Operationen var nødvendig, fordi pave Frans havde lidt af tilbagevendende, smertefulde og stadig mere alvorlige symptomer på tarmslyng forårsaget af et brok.

Efter operationen vil paven modtage postoperativ behandling på klinikken. Et italiensk bispedømme meddelte i går onsdag, at Frans tidligst vil kunne modtage besøgende i audiens den 18. juni. Bispedømmet Teramo-Atri henviser til præfekturet for den pavelige husholdning, der har aflyst en planlagt audiens hos biskop Lorenzo Leuzzi af Teramo den 17. juni.

Tilbage i 2021 gennemgik pave Frans også en tarmoperation, og i begyndelsen af i år nævnte han, at hans tarmsygdom – en smertefuld inflammation i tyndtarmen – var vendt tilbage. I marts var Frans indlagt på hospitalet på grund af lungebetændelse.