Paven ved onsdagsaudiens d. 27 november: Må vidnesbyrdet om "evangeliets glæde" bringe fred og håb


Under sin ugentlige generalaudiens i dag, onsdag d. 27. november, fortsatte Pave Frans sin katekese om Helligånden og fokuserede på den åndelige glædes gave, som er en af Helligåndens frugter. Paven bemærkede, at Ånden - i modsætning til flygtige verdslige glæder - giver os en dyb og varig glæde, der er født af hans tilstedeværelse i vores hjerter, og som inspirerer os til at dele denne glæde med andre.

Nåde og frihed
Pave Frans forklarede, at Åndens frugter opstår gennem samspillet mellem nåde og frihed. De udtrykker hver persons unikke kreativitet, hvor "tro virker gennem kærlighed" på glædesfyldte og særegne måder. Paven understregede, at selvom vi alle har særlige gaver, er vi alle uden undtagelse kaldet til at være "kærlige, tålmodige, ydmyge fredsskabere" i alt, hvad vi gør.

Glæde - Åndens frugt
Pave Frans forklarede, at den glæde, der er Åndens frugt, giver os en følelse af fylde og opfyldelse, som vækker ønsket om, at den må vare evigt. Han citerede sankt Augustins ord til Gud: "Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig."

Glæde mangfoldiggøres, når den deles med andre
Pave Frans understregede, at evangeliets glæde, i modsætning til anden glæde, kan fornyes dagligt og smitte andre. Gennem det konstante møde med Guds kærlighed, der udvikler sig til et berigende venskab, frigøres vi fra vores egen snæversyn og selvoptagethed. Her finder vi "kilden og inspirationen til al vores indsats for evangelisering," da det er naturligt at blive motiveret til at dele denne glæde med andre. Den glæde, der er Åndens frugt, falmer ikke - den "mangfoldiggøres, når den deles med andre."

Filip Neri - glædens helgen
Afslutningsvis mindede paven om sankt Filip Neri, der levede i Rom for fem århundreder siden, og som blev kendt som "glædens helgen". Paven fremhævede hans ord til fattige og forladte børn: "Mine børn, vær glade; jeg ønsker ikke skrupler eller tungsind; det er nok for mig, at I ikke synder." Pave Frans bemærkede, hvordan Filip Neris glæde var en frugt af Ånden, og hvordan han gennem denne glæde blev "en sand evangelist."

Evangeliets glæde
Pave Frans mindede om, at ordet "evangelium" betyder "glædeligt budskab". Han opfordrede alle til at tage apostlen Paulus' opfordring til menigheden i Filippi til sig: "Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær" (Fil 4,4-5).

Skrevet af Thaddeus Jones, Vatican News (oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener)

Billede: Vatican Media