Verdensbededagen markeres den 1. september, på første dag i Skabelsestiden, der løber frem til den 4. oktober.
Kære brødre og søstre!
’Lyt til skaberværkets stemme’ er temaet og opfordringen til dette års Skabelsestid. Denne økumeniske tid begynder den 1. september med Verdensbededagen for Skaberværket og slutter den 4. oktober, på den hellige Frans’ fest. Det er en særlig tid for alle kristne, en tid til at bede sammen og til at tage vare på vort fælles hjem. Initiativet, der oprindeligt kommer fra den økumeniske patriark af Konstantinopel, giver os anledning til at pleje vor ’økologiske omvendelse’ – en omvendelse, den hellige Johannes Paul II opfordrede til som svar på den ”økologiske katastrofe”, der blev forudsagt af den hellige Paul VI tilbage i 1970. [1]
Hvis vi lærer at lytte til den, kan vi fornemme en slags dissonans i skaberværkets stemme. På den ene side er der en sødmefyldt sang, som lovpriser vores kære Skaber; på den anden side er der et bittert klageråb over hvordan vi mennesker mishandler den.
Skaberværkets sødmefyldte sang indbyder os til at praktisere en ”økologisk spiritualitet” (Laudato si’, 216), for Guds nærvær i naturen. Den er en opfordring til at bygge vor spiritualitet på ”en kærlig bevidsthed om, at vi ikke er adskilt fra andre skabninger, men sammen med dem udgør vi et enestående universelt fællesskab” (ibid., 220). Navnlig for Kristi disciple styrker en sådan indsigtsfuld erfaring bevidstheden om, at ”alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” (Joh 1,3). Lad os i denne Skabelsestid atter bede i Skaberværkets store katedral og glæde os over ”det store kosmiske kor” [2] af utallige skabninger, som lovpriser Gud. Lad os sammen med Frans af Assisi synge: ”Lovet være du, Herre, for alle dine skabninger” (Solsangen). Lad os sammen med Salmisten synge: ”Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren” (Sl 150,6).
Desværre ledsages vor sødmefyldte sang af et bittert råb. Eller rettere sagt af et kor af bitre råb. For det første råber vor søster, Moder jord: som gidsel for vor egen griskhed stønner og trygler hun os om at stoppe med at mishandle og ødelægge hende. Og så har vi forskellige skabninger, der råber. Underlagt en ”tyrannisk antropocentrisme” (Laudato si’, 68), der står i diametral modsætning til Kristi centrale plads i skaberværket, uddør talrige arter og vil aldrig mere kunne synge Guds pris. Men også de fattigste blandt os råber. De rammes stadig hårdere af klimakrisen; de lider mere under følgevirkningerne af tørke, oversvømmelser, storme og hedebølger, der bliver stadig mere hyppige og intense. Desuden råber vore søskende, de oprindelige folk. På grund af økonomisk rovdrift bliver deres forfædres land invaderet og ødelagt fra alle sider, og de kommer med ”en himmelråbende klage” (jf. Querida Amazonia, 9). Og til sidst vore børn, der også råber. Truet af en snæversynet egoisme beder ængstelige unge os voksne om at gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, eller i det mindste begrænse, at økosystemerne på vores planet bryder sammen.
Alle disse bitre råb bør få os til at angre og ændre vor skadelige livsstil og systemer. ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 3,2): Denne evangeliske opfordring indbyder os til et nyt forhold til Gud, og medfører – sådan som den altid har gjort – også til et anderledes forhold til vor næste og til skaberværket. Forfaldet i vores fælles hjem fortjener samme opmærksomhed som andre globale udfordringer, fx alvorlige sundhedskriser og væbnede konflikter. ”At leve kaldet til at tage vare på Guds skaberværk er en væsentlig del af et godt moralsk liv; det er ikke et valg, man har eller et sekundært aspekt ved den kristne erfaring” (Laudato si’, 217).
Som troende mennesker føler vi endnu mere ansvar for dagligt at optræde i samklang med dette krav om omvendelse. Men kravet er ikke kun individuelt: ”Den økologiske omvendelse, som er nødvendig for at skabe varig forandring, er også fællesskabets omvendelse” (ibid. 219). Ud fra dette perspektiv er nationernes fællesskab også kaldet til at engagere sig aktivt, med størst mulig samarbejdsvillighed, især på FN’s møder vedrørende miljøspørgsmål.
Cop27-klimatopmødet, der bliver afholdt i Egypten i november 2022, er første mulighed til at vi sammen kan fremme en effektiv implementering af Paris-aftalen. Det er også på den baggrund, at jeg fornyelig besluttede, at Den hellige Stol – i Vatikanstatens navn og på dens vegne – skulle tiltræde FN’s rammekonvention om klimaforandringer og Paris-aftalen i håbet om, at det 21. århundredes menneskehed ”vil huskes for at have påtaget sig sin tids alvorlige ansvar” (ibid., 165). At nå Paris-målet om at begrænse temperaturstigningen til 1,5°C er ganske krævende, og fordrer et ansvarsfuldt samarbejde mellem landene om at vedtage mere ambitiøse klimaplaner eller nationalt fastsatte bidrag, for at reducere CO2-udledningen til nul så hurtigt som muligt. Det gælder at ”omvende” forbrugs- og produktionsmodellerne, og livsstile, så de i endnu højere grad respekterer skaberværket og alle folks, de nuværendes såvel som fremtidige generationers holistiske menneskelige udvikling – en udvikling, der er baseret på ansvar, på visdom og forsigtighed, på solidaritet og på opmærksomhed overfor alle fattige og fremtidige generationer. Det, der må ligge til grund for alt sammen, er pagten mellem mennesket og miljøet, som – for os troende – afspejler ”Guds skaberkærlighed, som vi kommer fra og som vi er undervejs mod” [3]. Den overgang, som denne omvendelsen medfører, må ikke forsømme retfærdighedens krav, især overfor de arbejdere, der rammes hårdest af virkningerne af klimaforandringerne.
På Cop15-topmødet om biodiversitet, der afholdes i Canada i december, vil det være op til beslutningstagerne at gribe den vigtige mulighed for at indgå en ny multilateral aftale for at stanse ødelæggelsen af økosystemer og udryddelsen af arter. Ifølge gammel ’Jubelårsvisdom’ har vi behov for ”at mindes, vende tilbage, hvile, reparere og genoprette” [4]. For at stoppe det fortsatte sammenbrud af ”livets netværk” – biodiversiteten – som Gud har givet os, lad os da bede og opfordre nationerne til at enes om de fire nøgleprincipper: 1) at anlægge et klart etisk grundlag for den omvendelse, som er nødvendig for at redde biodiversiteten; 2) at bekæmpe biodiversitetstabet, at støtte dens bevarelse og dens genopretting, og at tilfredsstille menneskers behov på en bæredygtig måde; 3) at fremme global solidaritet i lyset af det faktum, at biodiversitet er et globalt fælles gode, der kræver et fælles engagement; 4) at sætte de mennesker, der befinder sig i sårbare situationer, i centrum, herunder dem, der rammes hårdest biodiversitetstabet, såsom de oprindelige befolkninger, ældre og unge.
Jeg gentager: ”I Guds navn beder jeg de store udvindingsindustrier – minedrift, olievirksomheder, skovbrug, ejendomsvirksomhed, fødevareindustri – om at stoppe med at ødelægge skove, vådområder og bjerge, at stoppe med at forurene floder og have, at stoppe med at forgifte folk og mad” [5].
Man kommer ikke udenom, at de økonomisk rigeste lande har en ”økologisk gæld” (Laudato si’, 51). Det er dem, der har forurenet mest de sidste to århundrede; denne gæld kræver, at de tager mere ambitiøse skridt både ved Cop27 og Cop15. Udover at handle beslutsomt indenfor deres egne grænser medfører det, at de også må holde deres løfter om økonomisk og teknisk set at støtte fattigere lande, der allerede nu bærer klimakrisens tungeste byrder. Det ville også være passende at sørge for en videre finansiel støtte til bevarelse af biodiversiteten. Også økonomisk mindre rige land bærer et betydeligt ansvar, men ansvaret er ”differentieret” (jf. ibid., 52); andres menneskers udsættelse kan aldrig retfærdiggøre ens egen uvirksomhed. Det er nødvendig at handle, alle sammen, med beslutsomhed. Vi er i færd med at nå et ”bristepunkt” (jf. ibid., 61).
Lad os under Skabelsestiden bede om, at Cop27- og Cop15-topmøderne kan forene menneskefamilien (jf. ibid., 13) når det gælder om at takle den dobbelte krise – klimakrisen og tabet af biodiversitet – med beslutsomhed. Den hellige Paulus’ opfordrede alle til at glæde sig med de glade og græde med dem, der græder (jf. Rom 12,15). Lad os græde med skaberværkets bitre råb, lad os lytte til det og svare med handling, således at vi og fremtidige generationer fortsat kan glæde sig sammen med skabningens sødmefyldte sang om liv og håb.
Rom, Laterankirken, 16. juli 2022, mindedagen for den salige jomfru Maria af Karmelbjerget
FRANS
[1] Jf. tale til FAO, 16. november 1970.
[2] Johannes Paul II, generalaudiens, 10. juli 2002.
[3] Tale til mødet ”Tro og videnskab undervejs mod Cop26", 4. oktober 2021.
[4] Jf. Budskabet til Verdensbededagen for skaberværket, 1. september 2020.
[5] Videobudskab til folkebevægelser, 16. oktober 2021.