”’Sørg for ham’. Medlidenhed som en synodal øvelse i helbredelse” er titlen på budskabet i anledning Verdensdagen, som fejres lørdag den 11. februar, på Vor Frue af Lourdes’ mindedag.
”På denne 31. verdensdag for de syge, midt under en synodal vandring, inviterer jeg jer til at reflektere over den kendsgerning, at det netop er gennem erfaringen af skrøbelighed og af sygdom, at vi kan lære at vandre sammen i overensstemmelse med Guds stil, der er nærhed, medlidenhed og ømhed”, skriver pave Frans.
Lær af Den gode Hyrde
Han citerer fra Ezekiels bog: ”Jeg vil selv vogte mine får og lade dem lejre sig, siger Gud Herren. De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde” (Ez 34,15-16).
Faderen vil ikke miste nogen på vejen. Som fællesskab skal vil lære af ham og ikke lade os styre af nogens brug-og-smid-væk mentalitet.
Lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner i dagens verden
Pave Frans’ rundskrivelse Fratelli tutti aktualiserer lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner (jf Luk 10,25-37). Der er mange, som står hjælpeløse og alene i vejkanten i disse tider. I lignelsen er Den barmhjertige Samaritaner – et menneske, der selv var foragtet – den, der lader sig bevæge af barmhjertighed og hjælper den fremmede, der ligger forslået langs vejen. Således er han med til at ændre verden og fremme broderskab.
Kirken som et felthospital
Kirken bør måle sig op imod Den barmhjertige Samaritaner. I vore dage er det særligt vigtigt, at dens mission kommer til udtryk i udøvelsen af omsorg. ”Vi er alle skrøbelige og sårbare; vi har alle brug for medfølelse og opmærksomhed, som forstår at stoppe op, nærme sig, pleje og rejse op. De syges tilstand er altså en appel, der bryder ligegyldigheden og sætter tempoet ned for dem, der går videre som on de ingen søskende havde”.
”I spiser det fede, ulden bruger I til klæder, og de fede dyr slagter I. Men I vogter ikke fårene. De svage har I ikke styrket, de syge har I ikke helbredt, og de kvæstede har I ikke forbundet, de bortkomne har I ikke ført tilbage, de vildfarne har I ikke ledt efter, og de stærke har I underkuet med vold” (Ez 34,3-4).
Guds ord siger os også hvad vi bør gøre. Slutningen på lignelsen om den gode samaritaner viser hvordan praktisk broderskab, der begynder som et møde mellem to, så kan udvides til organiseret omsorg. ”Herberget, værten, pengene, løftet om at holde hinanden informeret (jf Luk 10,34-35): Alt dette får os til at tænke på præstetjeneste, på arbejdet med sundheds- og socialmedarbejdere, på indsatsen rettet mod familier og frivillige. Takket være dem modvirker det gode dagligt det onde over hele verden”.
Sørg for hinanden
”Sørg for ham” (Luk 10,35), siger samaritaneren til værten. Det samme siger Jesus til enhver af os, og opfordrer til sidst: ”Gå hen og gør ligeså!” (Luk 10,37).
”Lignelsen viser os, med hvilke initiativer samfundet kan genopbygges takket være mænd og kvinder, der sætter sig ind i de andres skrøbelighed, som ikke accepterer et udelukkelsessamfund, men handler som næste og rejser den faldne mand op igen og bringer ham på fode, for at det gode skal være fælles for alle” (Fratelli tutti, 67). For ”vi er skabt til en fuldkommenhed, der kun kan nås i kærlighed. Et liv i ligegyldighed over for lidelsen er ikke et muligt valg” (Fratelli tutti, 68).
Resumé: Vuokko-Helena Caseiro – Vatikanstaten