Prædiken i domkirken 17. februar, 6. alm. søndag

Læsninger: Jer 17,5-8          1 Kor 15,12.16-20              Luk 6,17.20-26

”Forbandet den mand, som stoler på mennesker,” lyder det i begyndelsen af første læsning. Både selve udsagnet og ordvalget lyder ret overraskende. Lever vi netop ikke af at stole på mennesker, er vort samfund ikke i høj grad bygget op på gensidig tillid, er det ikke det, der holder os oppe, også i de nære kontakter? Hvordan kan det så være en forbandelse at stole på mennesker? Men dette hårde udsagn afsvækkes ret hurtigt, allerede i tredje sætning, fordi det jo kun er noget, som vi skal vogte os for – altså stole på mennesker – hvis vort hjerte også viger fra Herren.

Alligevel skal vi lytte nøje til, hvad profeten siger, fordi selv om det er godt at stole på mennesker, at vi er afhængige af denne gensidige tillid, så ligger vi også meget under for, hvad mennesker siger og mener er det rigtige. Vi bygger mange af vore forhold op på, hvad det jordiske samfund mener er rigtigt og har værdi. Derfor kan det nemt blive sådan, at vi kun fokuserer på det jordiske, kun på menneskelige strukturer, på menneskelige færdigheder, på menneskelige ambitioner, mens vi glemmer, at det er Gud, der skal være centrum i vort liv, og at det kun er ham, der for alvor kan gøre os lykkelige, give os det sande livsgrundlag, gøre at vi ikke bliver skuffede.

For mange mennesker er det et paradoks, og noget, som man i bedste fald ikke rigtigt vil vente på, fordi det, som mennesker kan skaffe og bringe til veje, er noget, som ret ofte kan gå hurtigt, i hvert fald i velfungerende samfund. Og ligeledes fordi vi selv er i kontrol over mange ting, så er vi også selv herre over at få tingene til at ske, sådan som vi ønsker det. Derfor betyder det, at stole på mennesker også i høj grad at stole på os selv, at vi mener, at vi har løsningen til lykken i vor hånd. Men som kristne er det af afgørende betydning, at vi giver Gud førstepladsen, og derfor går det også i opfyldelse henad vejen, der siges i anden del af læsningen om den mand, der stoler på Herren. Og det er ikke bare en rosenrød beskrivelse af, hvordan det går os, når vi stoler på Herren. Det at sætte sin lid til Gud kan ofte være forbundet med store udfordringer. Nogle gange svækkes vor tillid til Gud eller vor tro på, at han kan gribe ind, ved at mange mennesker netop ikke lever op til, hvad Gud forventer af dem. En sådan krise af tillid, en sådan atmosfære af vrede, af frustration og skuffelse oplever vi også for tiden i Kirken, hvor mange menneskelige ting har svækket Kirkens troværdighed, hvor vi – også på grund af disse menneskelige ting synes at Guds anliggende med Kirken ikke rigtigt brænder igennem. Så er det også, at vi fristes til at sige, jamen, når Kirken på sine traditionelle præmisser, som bygger på Guds indstiftelse, i hvert fald hvad de vigtige ting angår, ikke har formået at ændre på tingene, jamen så må der mere menneskelige og jordnære initiativer til, og disse jordnære initiativer består ofte i, at så må vi tilpasse os verden omkring os, så må de løsninger, der er brug for, foretages af mennesker, der er i takt med denne verden. Så er det, at vi må ændre på tingene, også på Kirkens traditioner for at forebygge det, vi mener har været med til at svække den. Men også dette er en menneskelig og derfor også meget kortsigtet for ikke at sige uvirksom løsning; for Kirken bliver ikke reddet af at menneskelige initiativer tager over eller den bliver tilpasset verden omkring sig. Den kan kun reddes ved, at mennesker sætter deres lid til Gud. At sætte sin lid til Gud betyder ikke bare at stole på, at han nok skal gribe ind. Det betyder også at handle i hans ånd, at lade sig lede af ham, at følge hans bud også dér, hvor det kan være svært.

Hvis det lykkes, - og det er altid det, der er lykkedes, når Kirken har taget sig sammen til reformer, - jamen så er Kirken også blomstret op. Og de gange der har været store reformbølger i Kirken, har det altid betydet, at man strammede op på troen og på troslivet, at man tog budene og læren mere alvorligt – ikke at man tilpassede sig verden omkring sig.

Naturligvis er der samfundsmæssige forandringer, der bevirker at ikke alle ting kan gøres, som de blev gjort engang. Også fordi der tidligere var megen overfladiskhed, traditionsbundethed og mekanismer, automatik i det man gjorde. Men når vi netop tager højde for, at mennesker i dag søger autenticitet, er det også en god mulighed for, at denne autenticitet søges opbygget ved, at man netop tager troen mere alvorligt, ikke slækker på noget, men tværtimod efterlevet det endnu ivrigere.

Det er også det, vi kan sige går igen i dagens evangelium, som er Lukas’ version af saligprisningerne; de kan virke som en lidt skrabet udgave i forhold til Mathæus’ videregivelse af dem. Hos Mathæus hører vi om mennesker, der kæmper for fred og længes efter retfærdighed. Hos Lukas drejer det sig om mennesker, som er i en trykket situation, h vor de mangler mange basale ting. Nu er det ikke sådan, at sådanne mennesker – fattige og sørgende – absolut skal prise sig lykkelige og ikke misunde de mennesker, der har alt, hvad de ønsker sig og ikke har nogen modgang i livet. Også saligprisningerne er et udtryk fra Jesu side om at sætte vor lid til ham. At vi gennem vor afmagt også kommer til at give udtryk for, at vi har brug for ham, at vi ikke bare opgiver tanken om, at vi selv kan løse vor situation og vore problemer, men at dette også gøre os åbne og modtagelige for, hvad Gud har parat til os.

På denne måde kan også det gå i opfyldelse, som lyder i anden del af første læsning. Dér sammenlignes den mand, der tager sin tilflugt til Herren med et træ, der er plantet ved bækken og sender sine rødder til vandløbet, der ikke frygter, når sommerheden kommer. Netop nu kan vi måske også føle, at Kirken er på en ørkenvandring, hvor løsningerne synes fjerne, hvor modet hos mange synes opgivet. Men dér skal vi alligevel netop stole på, at hvis vi er rodfæstet i troen på Gud og derfor også den fundamentale tillid til Kirken, som Jesus har skabt grundlaget for, så har vi også rødder, der rækker ud til de vandløb, som måske synes et stykke fra os i øjeblikket, hvor vi føler, at der langt til at noget kan blomstre og bære frugt.

Men netop fordi vi er rodfæstet i troen på Jesus, - hvis vi er det, - så er det, at vi har disse rødder, så er det, at vi altid vil være i forbindelse med Gud, både gennem den nåde som troen på ham og sakramenterne giver, og gennem den dialog med ham, som viser, at han er tæt på os; at vi også tror på denne nærhed. Derfor skal vi også altid stole på, at Kristi Kirke kan bære frugt, at den ikke går under, at den ikke dør, og at dens budskab ikke er irrelevant.

Det er en vigtig opgave at sætte sig for i disse tider, både for vort eget personlige kristenlivs skyld og for vor relevans for verden. Udover at vi selv skal føle os opmuntret og styrket af vor tro på Gud, så skal vi også stadigvæk vidne om Kristus for verden, også gøre det igennem hans Kirke: ikke mene, at fordi Kirken er svækket af mange dårligdomme, at så har den ikke længere nogen berettigelse til at forkynde sandheden og til at fortælle, hvad der er sandt. Det skal vi hele tiden tro på, at det har Kirken; men det forudsætter naturligvis også, at alle, der forkynder, efterlever, hvad der forkyndes. Det er en udfordring for os alle sammen. Der er områder, hvor vi kan føle os svage; men det viser kun så meget desto mere, hvor vigtigt det er, ikke for at erklære budskabet for sandt, men for at åbne den begyndende dialog med mennesker, som er afvisende over for denne sandhed. Vi skal også tænke på, at selv det mest overbevisende vidnesbyrd, selv den bedste forklaring af trossandhederne, nogle gange kan prelle af på mennesker. Men hvis ens levevis ikke er i orden, hvis der er noget, som ikke stemmer, bliver denne afstand endnu større. Vi kan ikke altid forvente umiddelbart, at det aktivt engagerede vidnesbyrd med det samme bærer frugt. Gud har sit eget tempo med at lade mennesker nå frem til sig. Men under alle omstændigheder skal vi for vor egen frelses skyld altid være opmærksomme på at gøre, hvad Gud ønsker af os, efterleve det, som han har overleveret os gennem sin Kirke.

Amen.