Prædiken i domkirken juledag 2019

Læsning: Es 52,7-10   Hebr 1,1-6.  Joh 1,1-18

”Gud, du har skabt menneskenaturen i underfuld værdighed og har endnu mere underfuldt fornyet den.” Disse ord indgår i dagens bøn denne første juledag, men i den tridentinske messe siges de også, når præsten blander vinen med vand under frembæringen af gaverne, en ceremoni, der skal vise hen til Kristi to naturer, den guddommelige og den menneskelige.

Disse ord siger langt mere end, at Guds Søn blev menneske, det mysterium, vi fejrer i julen. Menneskevordelsen er for Guds Søns vedkommende en engangsforeteelse. Følgen af den var, at han færdedes på jorden, forkyndte Guds rige og beseglede sin forkyndelse med sin død og opstandelse, hans egentlige frelsergerning.

Men menneskevordelsen skete ikke kun for at give Guds Søn en tid på jorden til at gennemføre sin frelsermission. Den er det stærkeste udtryk for Guds kærlighed til os. I sin dialog med Nikodemus siger Jesus: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham (Joh 3,16). Guds kærlighed til Israels folk var ikke mindre under den gamle pagt. Han viste folket mange tegn på omsorg. Om sand menneskelig kærlighed ved vi dog, at den altid kan finde på mere og vil mere, altid kan fordybes, også selv om det består i gentagelser. Hvad der allerede var en stor kærlighed fra Guds side mod hans folk i den gamle pagt, blev fuldbyrdet til det yderste, da han lod sin Søn blive menneske med alt, hvad det indebærer af sårbarhed, men først og fremmest af nærhed.

Menneskevordelsen har ikke bare gjort noget for os, men også ved os. Det er det, der menes med, at Gud har fornyet menneskenaturen. Selv om mennesket, som vi kender det, fra skabelsens begyndelse har været det samme, fysisk som åndeligt, så er der alligevel sket en fornyelse af os, da Guds Søn blev menneske. De fleste vil nok sige, at det mærker de ikke noget til, og vi, der tror, vil måske også have svært ved at forklare det. For når nu vi mennesker i princippet altid har været de samme, så har vi også stadig de samme drømme, længsler og talenter sammen med vor afmagt og vore moralske svagheder, og hvad er så forskellen på før og nu i forhold til menneskevordelsen?

At Gud nærmer sig os mennesker kan aldrig være noget ensidigt og virkningsløst. I den gamle pagt kunne et direkte møde med Gud være skæbnesvangert: ”Ingen kan se mig og beholde livet” siger Gud til Moses (2 Mos 33,20b), hvorefter han arrangerer for Moses, at han kan få et glimt af ham bagfra.  I den nye pagt er det anderledes. Her hedder det, som vi lige hørte i evangeliet: ”Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1,14). Dermed menes, af Gud ved sin Søns menneskevordelse på en anden og inderligere måde har inddraget os i sit liv, og nu sådan, at vi ved at være tæt på ham ikke bare får lov til at beholde livet, men også får del i hans guddommelige natur, dvs. i livet med ham, ikke kun som et løfte om evigt liv, men også her og nu. Guds frelse har åbnet os vejen til himlen, men også allerede nu givet os adgang til et særligt fællesskab med ham, ikke mindst i Eukaristien, der jo ville være utænkelig uden Menneskevordelsen, fordi den har gjort det muligt at tale om Kristi Legeme som en konkret virkelighed.

Det skal dog også siges, at der forbliver en snert af sandhed i Guds ord til Moses om, at ”ingen kan se mig og beholde livet.” Her skal vi dog tilføje ”livet”, som vi forstår det og definerer det, dvs. ud fra vore præmisser om frihed of individualitet. Når man har set Gud, dvs. klart har mærket hans eksistens og henvendelse, kan man ikke længere i alle henseender leve, som man vil. Det, at have set Gud, betyder først og fremmest at være blevet mødt af hans kærlighed og udfordret af, at han gerne vil bruge os, at vi betyder noget for ham. At møde Gud betyder dog også, at vi bliver gennemlyst af ham og dermed erkender vore fejl. Det betyder ikke kun at opdage, at vi ikke altid har givet Gud den fulde plads i vort liv. Det betyder også at erkende eller i hvert fald at blive konfronteret med ting, som strider i mod det at være menneske. Når Guds Søn ved sit komme til jorden underfuldt har fornyet menneskenaturen, så betyder det, udover en helt ny mulighed for deltagelse i livet med ham også, at den oprindelige uskyld er blevet genoprettet, ikke kun som en status, men også som noget at bevare og definere sig ud fra.

Mange mennesker ser sikkert deres befrielse som noget, der kommer helt andre steder fra end fra Gud, som noget, man selv har tilkæmpet sig, ja, som noget, man har opnået netop ved at distancere sig fra Gud. Et dårligt kristent vidnesbyrd, Kirkens til tider mangelfulde dialog med verden omkring sig kan have næret denne opfattelse; men frihed fra Gud betyder ikke nødvendigvis sand frihed eller sikring af ægte menneskelighed. Hvis vi selv begynder at definere, hvad sand menneskelighed er på bagrund af umiddelbart positive ting som demokrati, frihed, lighed og individualitet, vil det nemt kunne udmøntes i et begrænset menneskesyn: Mangel på respekt for det ufødte og afsluttende liv, omdefinering af familie og ægteskab, forvirring omkring kønsidentitet, skepsis over for fremmede, stærk forbrugermentalitet. Heldigvis er der også i den sekulære verden kræfter, som afspejler en stor medmenneskelig indsats, som er imod spild af mad og smid-væk-kulturen; indsatsen for klimaet har mange engagerede fortalere, også uden religiøs baggrund. Men både troende og ikke troende kan komme i fare for at udvælge sig sager, man vil kæmpe for, og så forkaste andre. Kun det autentiske kristne menneskesyn formår at holde sammen på alle emner, betragte dem som ligeværdige. Modstand mod abort og aktiv dødshjælp må være ligeså oplagt som modstand mod dødsstraf; engagementet i næstekærligheden må være ligeså stærkt som forkyndelsen og forsvaret for troens sandheder, og promoveringen af overholdelsen af Guds bud må ske parallelt med omsorgen for dem, der af forskellige grunde ikke med det samme magter det fuldkomne, ikke for at billige, hvad der er forkert, men for at bevare en kontakt i form af omsorg.

Guds Søns menneskevordelse er den højeste form for forening af sandhed og kærlighed. Gud har skabt alt og står for alt, hvad der er sandt, også det, vi ikke fatter. Den stærke identifikation af Kristus med sin Kirke, at vi ikke kan gøre noget uden at blive på ham, det sande vintræ, er også noget, som skal give os tillid til, at Kirken er en garanti for denne sandhed. Samtidig er menneskevordelsen et udtryk for Guds omsorg og barmhjertighed, som foruden at være en værdi og en kraft i sig selv også skal være en udfordring af os alle til efterfølgelse i form af omsorg for medmennesket. Jesu identifikation af sig selv med andre mennesker, især de nødlidende, er en logisk følge af menneskevordelsen, en stærk understregning af menneskets værdighed, en værdighed, som man har, også når man er svag og ikke kun, når man er rig, magtfuld, produktiv og ser godt ud.

I anden læsning til læsningernes tidebøn til dagens fest mediterer den hellige pave Leo den Store netop over menneskets værdighed  set i lyset af Menneskevordelsen. Han siger: ”Du kristne, erkend din værdighed, og da du har fået del i guddommelig natur, så må du ikke falde tilbage til den gamle elendighed og leve et liv, der er dit slægtskab uværdigt. Tænk på, hvilket hoved og hvilket legeme du er lem på. Husk på, at du er udrevet af mørkets magt og ført over i Guds lys og hans rige.”

Pave Leo taler om befrielse fra den gamle elendighed; men der er også megen ny elendighed, der kan undgås, hvis vi skønner på vor værdighed, ikke en selvdefineret værdighed, men netop den, vi har opnået ved at være skabt af Gud og ved hans  Søns så tætte fællesskab med os. Menneskevordelsen er som mysterium ufattelig, Johannesevangeliets beskrivelse af den umiddelbart alt for indforstået; men virkningerne af den er meget kontante: Tæt fællesskab med Gud, højnelse af vor værdighed og dermed grund til optimisme, men også et klart påbud om at bruge vor status til at udbrede Kristi kærlighed.
Troens mysterier forbliver mysterier, men bliver gjort relevante af Kristi nærhed til os. Lad os derfor forsøge at trænge dybere ind i dem for både at lære ham bedre at kende, blive bekræftet i vor værdighed og ivrige efter at forsvare andre i Kristi ånd.

Amen.