Prædiken i domkirken julenat 2019

Læsninger: Es 9,1-6   Tit 2,11-14   Luk 2,1-14

Den 1. december i år udsendte pave Frans et apostolsk brev med julekrybben som tema. Det kan synes lidt mærkeligt, at et paveligt dokument af en vis vægt beskæftiger sig med et nærmest folkloristisk emne som julekrybben. Hertil kommer, at vi, der kender denne tradition, måske synes, at der ikke kan siges noget, vi ikke allerede ved.

”Admirabile signum,” (AS) Det forunderlige tegn, som skrivelsen hedder, rummer dog en stor dybde og præsenterer os for mange ting vedrørende julekrybben, som ikke længere er almen viden eller noget, vi bare kan tage for givet.

Indtil nu har det nok været sådan, at vi har betragtet julekrybben som et overskud, som en folkelig måde at fortælle, hvad julen egentlig drejer sig om, nemlig at Guds Søn blev menneske. Julekrybben skulle synliggøre det juleevangelium, som vi alle er fortrolige med, yderligere befæste os i noget, vi allerede ved. Traditionen med julekrybben har altså været noget, som har afspejlet en tro, der blev betragtet som en selvfølgelighed, ja, som til tider har præget hele samfund med sine traditioner og etik.

I begyndelsen af sin skrivelse opfordrer Paven til, at traditionen med julekrybben bliver plejet og ikke mindst, at den dér, hvor den er ved at forsvinde eller måske allerede er borte, bliver revitaliseret. Vi kan godt tillade os at tolke Pavens ord som mere end blot at pleje en smuk tradition. Vi er jo vant til, at nogle traditioner sygner hen, ofte uden, at det er den store ulykke, fordi de enten ikke berører noget væsentligt eller bliver erstattet af noget andet og måske mere tidssvarende.

Julekrybbens forsvinden eller svækkede synlighed kan dog godt ses som mere end en tradition, der går af mode. Med julekrybbens forsvinden står også selve julebudskabet i fare for at blive glemt eller fortrængt. Paven taler også om julekrybbens plads i det offentlige rum, altså ikke kun i kirker og private hjem. Mærkeligt nok – og glædeligt nok – er offentlige julekrybber herhjemme blevet mere almindelige; men der er steder i verden, også i traditionelt kristne miljøer, hvor julekrybber har været en del af det offentlige rum, hvor de nu bekæmpes, ofte under påskud af hensynet til andre religioner, men sikkert mere fordi det kristne budskab bliver mere og mere ubekvemt, provokerende og politisk ukorrekt.

Set på denne baggrund drejer pave Frans’ brev sig om mere end om blot at pleje en smuk tradition, nemlig om at gengive det kristne budskab sin plads i vor bevidsthed og i vort og samfundets liv. Vi skal naturligvis igen blive opmærksomme på Guds Søn, komme til tro på ham og lære at se hans budskab som noget, der er både relevant og uundværligt for os. Med vor traditionelle fejring af julen mindes vi noget, som har fundet sted for lidt over 2000 år siden, nemlig at Gud gjorde det helt grænseoverskridende at lade sin Søn blive menneske; grænseoverskridende her ikke forstået som noget upassende, men som noget, vi slet ikke kan få til at passe med vor normale måde at tænke på – at to så forskellige verdener som Guds og vor kan mødes, at den almægtige Gud kan gøre sig lille og sårbar.

Vi kan ikke helt på samme måde som hyrderne gøre os begreber om, hvad der skete den første julenat, hvor det, der skete, skete for første gang og indledte en ny ære i menneskedens historie. Det betyder dog ikke, at vi kun skal mindes hyrdernes og andres møde med Jesusbarnet. Også vi skal opleve, at Gud kommer til os, gøre det med Marias og Josefs åbenhed og med hyrdernes erfaring af at have fået en opfordring til at opsøge barnet, og netop ikke efterligne kong Herodes’ angst, brutalitet og afvisning. Vi skal med andre ord ønske os at blive i stand til at opleve Guds Søns komme til os som noget lige så revolutionerende, som det var for de mennesker, der var umiddelbare vidner til det. Vi skal ikke pleje julens traditioner, heller ikke julekrybben, fordi det ville være synd at opgive dem, fordi de nu engang har eksisteret så længe. Nej, vi skal virkelig se Guds Søns komme som noget, der redder verden.

Mennesker spørger undertiden, hvad de skal frelses fra, især hvis det går dem godt, og de ingenting mangler eller savner. Når man betragter vor verden, bør ingen dog være i tvivl om, at den trænger til heling. De fleste mennesker oplever også én eller anden form for udfordring, der gør livet svært. Frelsen består så i Guds tilbud og henvendelse til hver enkelt af os: med troens lys, hvis vi tvivler, med nærhed og håb, når vi er kede af det og lider, men også med formaning og tilgivelse, hvis vi ved vore fejl og vor egenvilje har gjort livet vanskeligt for os selv eller andre. At tage imod frelsen betyder klart at erkende, at vi ingenting magter af os selv eller ved alene at satse på menneskelige ressourcer. Pave Frans taler i sit brev om, hvor tit natten indhyller vort liv og at Gud er blevet menneske for at besvare spørgsmål som ”Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvorfor elsker jeg? Hvorfor lider jeg? Hvorfor skal jeg dø? (AL nr. 4) Der er sikkert mange andre spørgsmål, som stilles ud fra mørket, men som Gud med sin nærhed kan give svaret på.

Mange steder i verden omfatter en julekrybbe andet end blot lige Den hellige Familie omgivet af et par hyrder og de vise mænd. Der kan være hele landskaber, fremstilling af alle mulige menneskelige aktiviteter i både fortid og nutid, alt sammen for at fortælle, at selv om Jesu fødsel foregik et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, så skal vi se ham komme i alle mulige menneskelige sammenhænge, netop for at erkende, at hans komme er konkret og vedkommende til alle tider.

Pave Frans nævner i sit brev (AS nr. 4), at der i et ellers levende og pulserende krybbescenarie kan forekomme ruiner af gamle bygninger, minder om en fortid, som er blevet afbrudt eller langsomt har fortonet sig. Disse ruiner, siger Paven, skal forestille den faldne menneskehed, det som forfalder, som er fordærvet og sygnet hen. Dette scenarie siger, at Jesus er det nye i en gammel verden, og at han er kommet for at hele og genopbygge, for at gengive vort liv og verden deres fordums glans, ikke for at tilfredstille en nostalgi, men for at sikre en holdbar fremtid. Det er også, hvad vi hører i læsningen fra profeten Esajas’ bog.

Vi har en lineær tidsforståelse, som får os til at tro, at alt kun kan blive bedre. Vi har, siger vi, lagt barbari og gamle styreformer bag os. Videnskab, teknisk kunnen og en fremstormende økonomi har gjort livet lettere for os. Vi har svært ved at tro, at denne udvikling kan standse, og i hvert fald har vi svært ved at acceptere udsigten til at skulle undvære noget af det, vi nu tager for givet. Samfund og imperier før vor tid er dog brudt sammen, og selv midt i vor egen velstand og sikkerhed kan vi lide nederlag. Derfor er der brug for at give plads til Ham, som både kan rede os ud af disse nederlag og hjælpe os med at lægge grunden til noget, som har stabilitet og blivende værdi. Derfor skal vor skepsis over for nogle af tidens fænomener ikke opfattes som dommedagstoner og lovprisning af gode gamle dage, men som et led i en proces, som viser, at der altid er plads til Gud, at vi altid er parate til at tage imod ham, at vi som hyrderne er villige til at bryde op for at opsøge ham og, at vi ikke frygter hans herredømme som en trussel mod vor autonomi, men ser det som en frelse og en berigelse.

For mange kan julekrybben være pynt og sentimentalitet, og den primære kilde til vor viden om Guds Søns komme til os er juleevangelierne, både det, vi lige har hørt, og det, der bliver læst op i juledags messe. Dog er det vigtigt for os, at evangelierne ikke forbliver nøgterne beretninger for os, men at vi lader dem åbne sig for os med vor forestillingsevne, ikke i form at en individuel og vilkårlig fortolkning, med ved, at vi forestiller os at være en del af de scenarier, Jesus optræder i i evangelierne. Denne metode er en del af Den hl. Ignatius’ retrætepraksis. Det var det, Den hl. Frans af Assisi ville opnå med at arrangere den første julekrybbe, og som pave Frans bygger videre på, når han siger, at vi skal føle os medinddraget i frelseshistorien, som samtidige til den begivenhed, altså Jesu fødsel, der er levende og aktuel i de allermest forskellige historiske og kulturelle kontekster (AS nr. 3).

Lad os bevare og hæge om traditionen med julekrybben, ja endda prøve at få den udbredt, også til steder, hvorfra man helst ser den forsvinde; men lad os først og fremmest begynde at leve med i det, som Guds Søn komme til os som menneske satte gang i: Et liv med ham, i lydighed mod ham, i begejstring for ham og med mod til at følge hans opfordring til at være med til at ændre verdens gang ad det spor, han med sin menneskevordelse lagde ud.

Amen.