Prædiken i messen for den spansktalende gruppe i domkirken 4. søndag i advent

Læsninger: Es 7,10-14   Rom 1,1-7   Matt 1,18-24

At kunne tro på Gud er en gave fra ham, ikke noget, vi bare kan gøre af egne kræfter. At kunne tro er et udtryk for, at Gud henvender sig til hver enkelt af os, der får denne gave. Ligesom Gud har grebet ind i livet hos hver enkelt af os, så har han også overordnet grebet ind i menneskenes historie. Det vigtigste indgreb består i, at hans Søn er blevet menneske. Som vi skal svare på troens gave med et ja, skal vi også i tro tage imod Guds Søn og lade hans komme gøre en forskel også i vort liv.

I første læsning og evangeliet hører vi om to mennesker, som hver på sin måde møde en henvendelse fra Gud. Den ene, kong Akaz, siger nej til at kræve et tegn af Gud under påskud af, at han ikke vil friste ham. Umiddelbart er det smukt træk ved Akaz; men det er ikke af respekt for Gud, at han nægter at kræve et tegn. Et tegn kan betyde, at han må gøre noget. Det har han allerede mærket og frygter derfor, at Gud med sit tegn kan kræve noget af ham, han ikke ønsker at gøre. Derfor er det bedst, ikke at kræve for meget af Gud.

Der er noget paradoksalt ved denne indstilling. Mange andre gange kunne vi jo godt tænke os, at Gud greb ind i en given situation, når vi f.eks. ønsker helbredelse for os selv eller andre eller ønsker, at en frygtet ulykke ikke vil blive til virkelighed eller blot ønsker, at udviklingen af vort liv må ske til det bedste for os. Det er der heller ikke noget galt i at ønske; men vi må også have mod til at bede Gud gøre vor tro dybere, kunne give slip på noget, vi er stærkt knyttet til, for at kunne blive endnu mere frie til at tjene ham.

I evangeliet oplevet Josef noget, som også er et tegn, men som han ikke i første omgang erkender eller forstår. Tegnet kommer faktisk lidt på tvært, skaber en pinlig situation, som han forsøger at komme ud af på så retfærdig en måde som muligt. Han bliver ikke vred, han søger ikke kynisk sin egen fordel, men tænker på Maria, selv om han kunne have ment, at hun have bragt både sig selv og ham i en pinlig situation.

Josef har ikke bedt om noget tegn, men bliver konfronteret med en begivenhed, Jomfru Marias svangerskab, som bagefter bliver forklaret for ham i en drøm. Josef kunne have al mulig grund til at flygte fra situationen og forsøge at skabe en ny tilværelse, som han selv kunne bestemme over. I stedet lader han sig lede i tro og tillid til at acceptere det, som er ved at ske, at Guds Søn skal fødes. Gud pålægger ham det ikke som en straf, han bare må finde sig i, men som noget, han får lov til at blive en del af. Lige som jomfru Maria ved bebudelsen forstår han ikke det hele nu, men siger ja til at være med til det, som Jomfru Maria ved bebudelsen sagde ja til.

De to hændelser, forudsigelsen af Immanuels fødsels til Akaz og forkyndelsen af hans komme til Josef, er Guds svar på en situation af håbløshed. Kong Akaz befandt sig midt i Israels trængsler, mens Josef blev vidne til Guds indgriben for at frelse menneskeheden fra synden og dens følger, dvs. de menneskeskabte ulykker, som vor verden slås med.

Vi skal tro på, at Gud kan og vil gribe ind, vi skal tro på, at en vanskelig og farlig situation kan forandres. Dog skal vi ikke gøre det i tro på, at vi selv magter det, at den rigtige politik, den rigtige jura, den rigtige økonomi og blot tilstrækkeligt med magt kan gøre forskellen. Vor daglige erfaring og medier fortæller os, at det ikke bringer de sande løsninger. Kun Gud kan gøre den virksomme og langtidsholdbare forskel. Det er, hvad vi er blevet opmuntret af hele adventstiden. Her har vi hørt den ene trøstende og opmuntrende læsning efter den anden, forudsigelsen af, at ufrihed og fornedrelse vil blive erstattet af frihed og genoprettelse af den tidligere stabilitet.

Guds indgriben er dog ikke kun en nøjagtig genskabelse af fortiden. Genoprettelsen af Israel drejede sig om mere end om at vende tilbage til fortidens styrke og stabilitet. Den betød en forudsigelse af den endelige frelses komme. På samme måde skal vi også se Guds indgriben i vort liv som en forandring, hvor noget gammelt må vælges fra og noget nyt vælges til. Der er tale om en omvendelsesproces, hvor en del af det, som Gud ønsker skal ske, kun kan ske, hvis vi mennesker forandrer vort liv og vor holdning til tilværelsen, kort og godt, at vi ligesom den hellige Josef lader os lede af Gud.

Nu havde Josef ikke gjort noget forkert, så han skulle omvende sig. Hans forsigtighed over det, han oplevede var udtryk for hans korrekthed og retfærdighed: at han ikke ville stille Jomfru Maria i et dårligt lys. Hans lydighed og åbenhed over for Gud var med til at sætte noget nyt i gang. Omvendelsen fra en forkert eller mindre meningsfuld tilværelse kan også være med til at sætte noget nyt i gang. At få tilgivelse betyder ikke kun, at livet uforandret kører videre som før. Enhver tilgivelse bør udtrykke et ønske om, at der kan ske mere i vort forhold til Gud, at vi kommer ham nærmere og derfor også bliver mere rede til at gøre hans vilje og blive involverede i hans frelsesplan.

Som mennesker ser vi både tilbage på en lang historie med dens op- og nedture og lever i øjeblikket, i vor egen tid, som vi søger at påvirke eller i det mindste få det bedste ud af. Som kristne skal vi have en ambition, der går lidt ud over det. Nok skal vi prøve at påvirke tiden og dens ånd, men også se, at vi kan komme lidt videre, både for at sikre, at fortidens fejltagelser ikke bliver gentaget, og for at frigøre de nye muligheder, der ligger i at engagere sig i et liv med Gud.

I anden læsning hører vi Paulus tage en sådan udfordring op. Det er indledningen til hans brev til romerne, som slår en optimistisk tone an, der grunder i, at han føler sig virkelig kaldet til at være apostel og dermed også har en autoritet og en sendelse, en opgave med at føre andre mennesker til frelsen, til at lade dem komme til at tilhøre Kristus.

Vi har lov til at glæde os over traditionen omkring advent og jul. Denne glæde kan styrke vor identitet og vort tilhørsforhold både kirkeligt og menneskeligt. Men vi skal også se os lidt ligesom de mennesker, som Gud tidligere talte til. Han vil ikke åbenbare os noget nyt og andet, men som mennesker af netop vor tid bruge os til at få det bragt videre, som de store personligheder i frelseshistorien var særligt involveret i. Vi har sikkert ingen ambition om at blive historiske personer i lighed med frelseshistoriens store skikkelser; men også det stille engagement kan flytte noget. Josefs engagement var ret passivt og bestod blot i at acceptere det, som Gud havde planlagt. Det var sådan set essensen af Josef liv, ikke i resignation, men i erkendelse af, noget Gud havde sat noget stort i værk. Vi har chancen for noget mere. Vi skal under alle omstændigheder prøve på at lytte til Gud, tage imod det, han lægger til rette for os, mere end blot ved at lade ting ske, men ved at handle aktivt ud fra den tillid, vi i tro viser Gud. På den måde bliver vi Kristi medarbejdere. Han ønsker bestemt også, at vi skal vise ham tillid og tage imod det, han forelægger os, men også, at vi aktivt handler ud fra det. På denne måde vil vi være med til at få Guds rige til at vokse og gøre den forskel, vi gerne ser.

Amen.