At spise og mættes i fællesskab – en fortælling, der tæller, og hjælper os i det daglige (Luk 9,11b-17).
Festen for Kristi Legeme og Blod fejres verden over med processioner efterfulgt af en højtidelig velsignelse. Vi begiver os ud af vores vante omgivelser med hilsen for øje og for at dele Kristi tilstedeværelse med vores omverden. Samtidig bestyrker festen vores fællesskab i Kirken og i menighederne, hvor vi færdes til daglig.
Dagens evangelium giver os bespisningsunderet ifølge Lukas. De følgende overvejelser vil i det jordnære dreje sig om, hvordan vi kan gøre det forunderlige ved et fællesmåltid til et vidnesbyrd om Kristi kærlighed og nærvær iblandt os. Denne gæstfrihed og gavmildhed er med til at nære vore nærmeste, også uden for kirkeligt regi. Gæstfriheden kan række ud blandt vores næste, som også undertiden ligger os geografisk fjernt og på afstand.
Men lad os for nu zoome ind på teksten og den lille episode. En god måde kan være at sætte sig til rette og indleve sig i situationen. Forestil dig, at du er en af de mange som er fulgt efter Jesus, eller at du er en af disciplene. Lad teksten tale til dig, lige præcis hvor du befinder dig. Du kan læse det følgende som inspiration til bedre at blive forankret i fortællingen og så vende tilbage til selve teksten og din oplevelse med at læse den igen, nok en gang.
Vi følger teksten tæt i håbet om bedst at kunne mættes af Guds ord. Jesus taler til skarerne om Gudsriget. Skaren er en broget flok af nysgerrige, ofte anmassende, folk, som Jesus ved flere lejligheder undviger for at kunne bede i fred eller være sammen med sine disciple. Skarerne er i bevægelse; men Jesus standser op og tiltaler dem. Vi får ikke at vide, hvad han fortæller dem om Guds rige. I stedet virkeliggør han Guds rige for øjnene af dem og helt ned i deres maver gennem bespisningsunderet. Vi kan spørge os selv, om ikke også vi nogle gange er nysgerrige medløbere og måske kun lejlighedsvis rammes af et strålende Gudsnærvær. I al fald er Jesu adfærd den velkendte, han forkynder og så helbreder han dem, som har brug for hjælp eller støtte. Det græske ord for hjælp er therapeia, som vi kender fra terapi eller helbredelse, og som også kan betyde at yde omsorg, lindre eller varme. Jesus taler til os, samtidig med at han helbreder os.
Hele optoget, får vi at vide, har været i bevægelse, på vandring. Rejse og bevægelse er et yndlingstema hos Lukas. Men lige nu går dagen på hæld. Dagslyset lægger sig. Disciplene bliver urolige for madsituationen og tilskynder Jesus til at sende skarerne bort og gå ud for at proviantere. Jesus svarer med den direkte befaling, der også taler til os i dag: ”Giv I dem noget at spise!”. Buddet henvender sig direkte til dig og mig og disciplene. De tolv bliver først ramt af magtesløshed og ser alene det mangelfulde i blot at have fem brød og to fisk til rådighed og tænker selv, at de må gå ud at købe ind. Jesus besvarer deres flugtfantasi med at bede disciplene opfordre skaren, der nu er blevet til et folk, til at sætte sig i grupper.
Der er i denne lille sekvens sket en radikal udvikling fra at være på vandring, på vej, på farten, på indkøb, til, når dagen går på hæld også selv at hælde til at tage plads, falde til ro, finde til bords. Bespisningsunderet er undervejs, før nogen overhovedet har fået noget at spise. Vi har som læsere også fundet os til rette og er indstillet på at lade os nære.
Når alle har fundet sig til rette, velsigner og bryder Jesus fisk og brød. Han giver det fra sig til disciplenes videregivelse – og alle bliver mætte til stor forundring.
En del af underet har med tal at gøre
Femtallet optræder på forskellig vis: Der er fem brød til fem tusind mænd, der sætter sig i grupper på 50. Vi kan hver især for os selv fundere over tallenes betydning. Fem er helt konkret en håndfuld båret af fem fingre. En håndsrækning når vidt omkring og mætter tusindfold, hvis vi arrangerer os i overkommelige grupper – 50 ad gangen. Vi taler også om at være ved sine fulde fem. På den måde kan man lade fantasien få spillerum anslået af et ciffer.
For jøder ville fem nok i første række betegne tallet på Mosebøgerne og dermed Loven. Jøderne fejrer desuden en fest, Shavuot, som betyder uger. Den ligger 7 uger (5 brød + 2 fisk) eller 50 dage efter påske. Festen Shavuot mindes, at Moses på den dag modtog Loven på Sinai-bjerget. Desuden er Shavuot en høstfest, så bespisningstemaet ligger også i de 50. På græsk hedder 50 tillige pentekonta og genfindes i Pentecost, pinsefesten, 50 dage efter påske. Og pinsen, som vi netop har fejret, vil evangelisten Lukas berette om i Apostlenes Gerninger, da disse to bøger har samme forfatter. På den måde griber teksterne ind i hinanden.
Det andet gennemgående tal i fortællingen er tallet tolv. Konkret starter episoden med de tolv disciple, og den slutter med tallet 12, antallet af de tiloversblevne kurve. Uddelingen finder sted til et folk, som næret af Jesu kraft måske kunne udgå som tolv nye stammer – et nyt Guds folk. Vi ved det ikke, andet end at der er tale om overskud til overflod, og at kurvene ligesom venter på at blive uddelt til atter andre hungrende.
Det kan måske for nogle synes verdensfjernt at være så optaget af tal. Men i antikken var tallene ofte dybt symbolske og vigtige. I dag med vores lommeregnere og excel-ark er tallene for mange blevet mere ligegyldige. Alligevel taler vi i dagligsproget om, at vi kan regne med hinanden, at vi sætter pris på anerkendelse, at vi opsummerer det væsentlige. Også denne fortælling gør sig gældende. Den tæller på en særlig måde. Evangeliet indbyder os til ikke at være smålige og nøjeregnende, men til at tænke stort og være åbne for det uventede overskud, hvor sølle fem fisk og to brød bliver til gavn for grupper på 50 og mætter hele 5.000.
Hvor sætter bespisningsunderet os i dag?
Kan vi lære af fortællingen i det daglige? Kan vi tro på, at lidt kan blive til mere, båret af Kristi ånd og gavmildhed?
En lille dagligdags situation kan måske hjælpe på vej. Vi kender næsten alle til at skulle samles til frokost, på arbejde eller i skolen, hvor hver har sin egen madpakke med. Man sørger for sig selv, og der bliver som regel ikke noget til overs, når der er ryddet af. Det er på en måde i orden, for så går der i det mindste ikke noget til spilde. Omvendt kender vi også til arrangementer af sammenskudskarakter. Hvis hver enkelt af os medbringer mad til deling, så er der gerne mere end nok tilsammen. Måske kan vi få lidt af hinandens retter med hjem og overraske familien. Denne lille hverdagserfaring siger noget væsentligt om bespisning, gæstfrihed og overskud. Kan vi blot i det små være indstillet på at medbringe mere til gruppen end bare lige, hvad vi selv forbruger, ja så åbnes fællesskabet mod omverdenen, som de tolv kurve, der venter på at blive uddelt atter andre. Vi er med til at bringe evangeliet ud i verden.
Lad os derfor frimodigt fejre Kristi Legemes og Blods fest som en uddelingsfest næret af bespisningsunderet. Lad os gå ind i teksten og forestille os virkelig at være tilstede, så vi kan komme ud med fornyet livskraft til næring og glæde for vore omgivelser.
Amen.
Tekst: Diakon Michael Münchow