Fredag den 26. maj fejrede Sankt Andreas Kirke i Ordrup 150 året for sin indvielse (25. maj 1873). I Danmark er kun to andre kirker ældre, nemlig Sankt Ansgar i København (1842) og Sankt Knud i Fredericia (1767). Det er selvfølgelig en anledning til at se tilbage og dvæle lidt på kirkens historie, for der findes næppe nogen anden kirke, der som Sankt Andreas afspejler så mange væsentlige sider af Den katolske Kirkes historie her i landet de sidste godt 150 år.
Polly Berlings kirke
Sankt Andreas Kirke blev ikke bygget som en sognekirke, men som en skolekirke, og alt blev betalt af kammerherreinde Polly Berling (182595), enke efter den kendte bogtrykker og hofmand Carl Berling, der også udgav Berlingske Tidende. Hun havde mødt Den katolske Kirke på rejser i Italien og var i 1869 konverteret i København. Hun ønskede at gøre noget for sin nye tro og tænkte på at etablere et børnehjem ledet af Sankt Joseph Søstre på hendes og Carl Berlings landsted Ordruphøj nord for København. Præfekt Grüder fik hende imidlertid overtalt til, at hun hellere skulle bygge en drengeskole og tilbyde den til jesuitterne. En sådan skole ville kunne uddanne den elite af præster og lægfolk, som Kirken i Danmark havde brug for, ifølge Grüder. Jesuitterne var egentlig ikke interesserede, men da de på grund af den såkaldte kulturkamp blev forfulgt i Tyskland, ja rent ud sagt blev fordrevet, sagde de alligevel ja tak og åbnede herefter Sankt Andreas Kollegiet i august 1873.
Selve kirken lod Polly Berling udsmykke helt efter sit eget hoved. Det begyndte med navnet, for hendes romerske yndlingskirke var Sant’Andrea delle Fratte. Det fortsatte med højalteret, som viste Jesus og Maria Magdalene i haven efter opstandelsen: Maria Magdalena var Polly Berlings yndlingshelgen. Og det sluttede med kirkens øvrige udsmykning, som i de følgende år blev fyldt med statuer og inventar og malet i stærke farver. Det var ikke alt sammen, de tyske jesuitter syntes lige godt om, men det var hende, der betalte. Men i øvrigt støttede hun også generøst sine elskede Sankt Joseph Søstre, bl.a. da Sankt Josephs Hospital i Griffenfeldsgade skulle udvides, og mange andre godgørende, katolske formål.
Sankt Andreas Kollegiet
Sankt Andreas Kollegiet startede småt i 1873 med kun 13 elever, og de første mange år var beskedne. Ret hurtigt åbnede man for ikkekatolske elever, og en del tyske kost-elever fyldte op og skæppede i kassen – og Polly Berling hjalp også. Skolens egentlige storhedstid begyndte dog først omkring 1900, hvor området blev en egentlig forstad til København, og der kom et lokalt elevgrundlag. I 1920 var det imidlertid slut. Skolen havde ganske vist flere elever end nogensinde (334) fordelt både på mellemskole, realskole og gymnasium, men efter 1. Verdenskrig bortfaldt de antikirkelige love i Tyskland, og de tyske jesuitter kunne vende hjem. I den situation ønskede de ikke at binde personaleresurser i en dansk skole. Det forstår man egentlig godt, men for Den danske katolske Kirke var det et stort tab.
Kulturmiljøet omkring kollegiet
I løbet af de knap 50 år Sankt Andreas Kollegiet bestod, gik der i alt 1.611 elever, hvoraf næsten præcis halvdelen (800) var katolikker og 353 var tyske. 22 af de danske og 26 af de tyske elever blev præster, hvoraf flere satte deres fingeraftryk på den danske katolske kirkehistorie (Johannes Frederiksen, Hubert Messerschmidt, Knud Ballin). I de senere år engagerede jesuitterne ved kollegiet sig også i det almindelige kulturliv både som fortalere for klassisk dannelse, ved koncerter og skuespil og som antidarwinister (på strengt naturvidenskabeligt grundlag, selvfølgelig!).
Endnu større betydning fik kollegiet og kirken dog i kraft af den danskkatolske kulturelite, der samledes sig dér. Det omfatter folk som forfatteren Johannes Jørgensen, kunstneren Mogens Ballin og skolemændene Niels Hansen (der bl.a. redigerede Nordisk Ugeblad for katholske Kristne), men også Halfdan Kejser (der digtede salmer) og pater Ludvig Günther SJ, der var rektor for kollegiets danske afdeling. Jørgensen, Nielsen & Kejser udarbejdede bl.a. Messebogen (1907, 2. udg. 1926) med alle messens tekster på latin og dansk. Dengang var messen jo på latin, og store dele af den blev fremsagt lavmælt, så Messebogen var en uundværlig ledsager for enhver, der ønskede at følge med og øse af liturgiens rigdomme. Siden er liturgien blevet ændret og fejres her i landet nu oftest på dansk (og engelsk, polsk, vietnamesisk, tamilsk etc.), men tilhængere af den gamle messe (ekstraordinær ritus) bruger stadig Messebogen.
Som nævnt var Kejser salmedigter, og han er repræsenteret med hele 43 salmer i vores nuværende Lovsang. Men til disse 43 bør lægges yderligere et meget stort antal, for sammen med pater Günther reviderede han salmebogen og omskrev talrige ældre salmer. Nogle gange er kun et par vers identiske, men alt er ændret til det bedre. Det er tvivlsomt, om vi i dag ville synge ret meget af den ældre danskkatolske salmeskat (Karup, Frederiksen, de anonyme Mariasalmer fra 1891), hvis ikke Kejser & Günther var gået så resolut til opgaven, der resulterede i den ligeledes smukke Salmebog og Bønnebog (1918).
Dominikanerne kommer og går
Efter Sankt Andreas Kollegiets lukning i 1920 blev der stille i Ordrup, eller rettere sagt: Sankt Andreas blev et almindeligt forstandssogn, dog stadig med jesuitter som sognepræster. Normaliteten varede dog kun til 1953, hvor hvidklædte og pointeret moderne franske dominikanere afløste de sortklædte og traditionsbevidste tyske jesuitter. Det var revolutionært, og det var dominikanernes renovering af kirken i 1958 også. Den tømte stort set Sankt Andreas Kirke for hele det gamle inventar, malede vægge og lofter hvide og udstyrede den sparsomt med moderne kirkekunst.
Så kom 2. Vatikankoncil (196265) og derefter den mangefacetterede postkonciliære krise, som ramte mange ordenssamfund hårdt. Dominikanerne var med på de nyeste moder, både dem i kirken og dem udenfor i det almindelige samfund, hvor ungdomsoprør, seksuel revolution, forbrugersamfundet og politisk polarisering satte dagsordenen. Hvad der derefter skete, var ganske vist dramatisk, men desværre også typisk for tiden: Fællesskabet og lydigheden forduftede, korbønnen forfaldt, den ene efter den anden kom i tvivl om det hele og søgte nye veje, fire præster faldt fra, to døde, og så var der i 1976 kun pater Grégoire tilbage. Dominikanernes ekstraordinære æra var forbi, og for anden gang indtrådte den fuldstændige normalitet, da pastor Lars Messerschmidt og siden den unge pastor Czeslaw Kozon (1984) overtog sognet.
Renoveret og sammenlagt
Da roen endegyldigt syntes at have sænket sig over Sankt Andreas, kom skæbneåret 2008, som på hele to måder bragte store omvæltninger. For det første blev kirkens oprindelige farverige udsmykning genskabt i modereret form, tilpasset historien og nutidens behov. Det er ganske vist umuligt at nå til fuldkommen enighed om kirkeudsmykning, men mange mener, at Sankt Andreas Kirke ved renoveringen i 20072008 ikke kun fik sine himmelblå lofter med guldstjerner igen, som leder tankerne i retning af julesalmer, men at rummet fik sin sjæl tilbage. Det må da også siges, at det lave og intime kirkerum ikke egnede sig ret godt til dominikanernes hvide og asketiske strenghed. På den anden side er Polly Berlings overlæssede victorianske hygge heller ikke genskabt, og – i modsætning til dominikanernes hærgen – så er historien heller ikke udraderet. Nej, alle lag i kirkens historie er nu bevaret, men forenklet og afstemt efter hinanden i en farveholdning, der svarer til vor tids smag. Dog er de originale materialer og teknikker anvendt, så selv om meget er forandret, så giver den renoverede kirke et autentisk indtryk af Polly Berlings kirke. Der er kort sagt ikke tale om en historisk restaurering, men om en syntese af gammelt og nyt. Menigheden skylder arkitekt MAA Poul J. Neubert stor tak, også fordi han arbejdede gratis!
Samme år som kirken genåbnede efter renoveringen, blev Sankt Andreas menighed sammenlagt med den nærliggende Sankt Thérèse menighed. Processen op til de københavnske sognesammenlægninger 2008 (Vor Frue og Sankt Antoni, Sankt Knud Lavard og Johanneskirken, Sankt Thérèse og Sankt Andreas) havde været noget turbulent, og flere forskellige modeller havde været på bordet. At det ville ”gå ud over” Sankt Andreas, var dog klart fra start.
Sognet var i forvejen lille og på grund af befolkningssammensætningen i whiskybæltet, som bevægede sig i diametralt modsat retning af Den katolske Kirkes almindelige demografiske profil, pegede pilen helt klart i retning af en fusion med enten Sankt Knud Lavard eller Sankt Thérèse. I realiteten var begge løsninger prøvekørt i de foregående år, da Sankt Andreas havde delt sognepræst med Sankt Thérèse i perioden 19892004 (Czeslaw Kozon) og med Lyngby 20042008 (Allen Courteau OMI). Det endte som bekendt med en fusion med Sankt Thérèse, hvorved Sankt Andreas blev annekskirke.
Man kunne selvfølgelig også have nedlagt og solgt kirken eller overdraget den til et ordenssamfund eller for den sags skyld til Sankt Joseph Søstrenes Skole, som ligger få hundrede meter fra kirken, men man valgte at bevare den, og det er nok en god idé. Vi har her i bispedømmet utvivlsomt brug for større, mere robuste sogne, men vi har også brug for forskellige kirkerum, der imødekommer forskellige behov, forskellige mennesker og forskellige anledninger. Og måske har vi også brug for skønhed, intimitet og historie.
Tekst: Sebastian Olden-Jørgensen, bragt i KO nr. 6, 2023