Spreckelsens projekt afsluttes - nyt klokketårn på vej i Esbjerg

Sognepræst Benny Blumensaat velsigner byggepladsen, da arbejdet er gået i gang.

Glæden var stor den 16. november 1969, da Sankt Nikolaj Kirke blev indviet i Esbjerg. Endelig fik den voksende menighed en kirke, der var stor nok. Og så tilmed en kirke tegnet af den senere så berømte arkitekt Johan Otto on Spreckelsen, der i 1960 havde tegnet den også katolske Sankt Nikolaj Kirke i Hvidovre. Spreckelsens livsværk blev den internationalt kendte Grande Arche (kaldet Menneskehedens Triumfbue) i den nye bydel La Defense uden for Paris.

Der var dog en dråbe malurt dengang i glædens bæger. I 1968 havde arkitekt von Spreckelsen et klokketårn med på tegnebrættet i planen for den nye Sankt Nikolaj kirke; men på grund af pengemangel valgte menighedsrådet dengang klokketårnet fra.

Nu, 51 år senere, får menigheden langt om længe et nyt, otte meter højt klokketårn i gasbeton ved vejen ud mod Kirkegade. Alle de nødvendige tilladelser fra kommunen er hjemme, klokketårnet har været til nabohøring og byggeriet er i fuld gang. Klokketårnet kommer stort set til at se ud som det, von Spreckelsen projekterede. Stilen er den samme; men tårnet bliver lidt højere og kommer til at stå omkring 4 meter længere ind mod kirken. Vi har valgt denne løsning, som er noget dyrere end en klokkestabel af træ som på Nordvanggård, fordi det kommer tættere på den oprindelige plan, oplyser sognepræst Benny Blumensaat, der også fortæller, at Sankt Nikolaj Kirke i mange år har været Esbjergs eneste klokkeløse kirke.

Projektet har været et par år undervejs. På initiativ af pastor Stephen Holm blev menigheden i Esbjerg gjort opmærksom på, at der var en klokke tilovers på Nordvanggård, hvor Den hellige Families Kirke blev lukket i 2013. Klokken er en gedigen hollandsk bronzeklokke fra 1950 med påskriften ”Lover den herre”. Det lykkedes to medlemmer af menigheden, Slavko og Richard, at få klokken bugseret til Esbjerg, og lige siden har den ventet tålmodigt i et hjørne af aulaen foran kirken på at komme op at hænge. Om alt går vel, kommer klokken til at ringe igen den 17. oktober, hvor der skal være firmelse, og i fremtiden vil den blive en naturlig del af det daglige menighedsliv med ringning til angelus, messer, bryllupper, begravelser og andre begivenheder i menighedens liv.

Menighedsrådet har sagt ja tak til tilbuddet fra firmaet E3C Engineering & Construction ApS på 637.000 kr. inklusive moms. Til finansieringen har Esbjerg Fonden givet 250.000 kroner Claus Sørensens Fond 50.000 kroner og Hoffmanns Minde Fonden 200.000 koner.

Menigheden bidrager selv med 50.000 opsparede kroner til projektet. Yderligere 100.000 er kommet ind ved forskellige initiativer i menigheden. To frivillige fra menigheden – Maria og Lan – har en gang om måneden solgt mad, som kunne spises i menighedssalen eller tages med hjem. Madholdet har selv betalt udgifterne til fællesspisningen, og overskuddet på 30.000 kroner blev den 14. maj afleveret til sognepræsten. En lokal familie har indsamlet 20.000 kroner, og via facebook og MobilePay er der kommet 50.000 kroner ind.

Der mangler dog stadig omkring 75.000 kroner til byggeriet, idet der er kommet ekstra udgifter på til maling af klokketårn, eftersyn af klokke og ringeværk, genetablering af området omkring klokketårnet samt lys på klokketårnet. Derfor fortsætter indsamlingen indtil videre.

Tekst: Lisbeth Rütz

---------

Støt byggeriet i Esbjerg

Vil du være med til at støtte klokketårnsprojektet, kan der indbetales et beløb på MobilePay484814 mrk. KLOKKETÅRN eller konto nr. 3001-3002039397.

Giver man via MobilePay, skal man skrive Klokketårn i kommentarfeltet. Kontonummeret er oprettet alene til klokketårnet, så her behøver man ikke at skrive noget.