"Svaret skal ikke opfindes, men genfindes, søges på ny"

Biskoppens prædiken under messen med indvielsen af olierne i Sct. Ansgars domkirke tirsdag den 16. april.

”I aften oplever vi dette fællesskab som særligt intensivt, ikke mindst de par timer, denne ceremoni varer. Ellers kan dette fællesskab opleves i forskellige grader. Nogle er med på papiret, andre er sig bevidst om at være med, men viser det ikke; en hel del tager også aktivt del i fællesskabet og finder deres rytme og grad af engagement. For mange er Kirken et godt sted at være. Det giver sammenhold, skaber identitet, og Kirken dækker et åndeligt behov for næring, som stilles ved forkyndelsen og deltagelsen i det sakramentale liv”.

Læsninger: Es 61,1-3a.6a.8b-9; Åb 1,5-8; Luk 4,16-21

Selv om vi ikke er helt så mange mennesker som til én af vore traditionelle valfarter, er der alligevel et stærkt aspekt af fællesskab og pilgrimsstemning ved denne årlige messe med indvielsen af olierne. Vi kommer sammen mange steder fra og meget repræsentativt: Mange præster og diakoner fra hele bispedømmet, seminarister, ordenssøstre, firmander og kandidater til optagelse i Kirkens fulde fællesskab samt mennesker fra flere af vore menigheder, som med rette synes, at denne messe er noget særligt. Den festlige stemning er næsten en foregribelse af påsken, i hvert fald, hvad den ydre liturgiske ramme angår; men selv om vi fejrer denne begivenhed før de intensive påskedage, skal vi alligevel se den som markering af noget, der klart har sit udspring i påskens mysterier. 

Men så er der også mange ting at holde sammen på. Under denne messe indvier vi de olier, som skal bruges ved meddelelsen af Kirkens sakramenter i det kommende år – ved dåb, firmelse og de syges salvelse. En særlig anledning er det for os præster, som under denne messe er samlet for at forny vore løfter, fordi denne messe har tydelige tråde til skærtorsdag, hvor vi fejrer både Eukaristiens og præstedømmets indstiftelse. Vi er kommet for at sige Gud tak for kaldet og bede ham bevare os i vor tjeneste og i glæden over den. Samtidig beder vi også om jeres forbøn, kære troende, for at vi kan leve vort kald så autentisk som muligt. I denne messe er der også firmander og kandidater til optagelse i Kirken, og alle er vi samlet for på en særlig måde at markere os som fællesskab om Kristus og hans Kirke.

I aften oplever vi dette fællesskab som særligt intensivt, ikke mindst de par timer, denne ceremoni varer. Ellers kan dette fællesskab opleves i forskellige grader. Nogle er med på papiret, andre er sig bevidst om at være med, men viser det ikke; en hel del tager også aktivt del i fællesskabet og finder deres rytme og grad af engagement. For mange er Kirken et godt sted at være. Det giver sammenhold, skaber identitet, og Kirken dækker et åndeligt behov for næring, som stilles ved forkyndelsen og deltagelsen i det sakramentale liv.

At høre til må dog aldrig opfattes som noget udelukkende passivt. Det minder messens første læsning og evangelium os om. De to tekster er næsten identiske; hos Esajas er der tale om en forudsigelse, i evangeliet om denne forudsigelses opfyldelse i Kristus. Ved at tilhøre Kirken har vi nået et mål, er landet, hvor vi skal være; men det indebærer også at være sendt.

Dette at være sendt er, hvad første læsning og evangeliet udtrykker med at blive salvet. At blive salvet med krisamolien betyder at blive indviet, at blive udstyret med Helligåndens kraft. Denne salvelse giver os status, understreger en værdighed, ikke som noget, der skal gå os til hovedet, men vise os Guds tillid til os. Men både profeten og Jesus, der opfylder profetien, taler også om at være sendt, om at forkynde og fortæller os dermed, at vor tro er noget, vi skal vise, stå ved og dele med andre. Dertil bliver man døbt, firmet og præsteviet. Meningen med at forkynde og dele vor tro er ikke primært at få Kirken til at vokse og opnå flotte statistikker. Det vigtigste er at få givet noget videre, man selv er så overbevist om og glad for, at man ikke kan lade være med at dele det med andre, fordi man selv ikke kan forestille at kunne leve uden. Meningen med alt dette er ikke at finde en ideologi, der passer, men at mærke Guds kærlighed og nærvær. Vi roser os af vor katolske tro som et univers, hvor det hele passer sammen, hvor alt godt og skønt kan relateres til Gud og hjælpe os med at erkende hans eksistens, hvor vor æstetiske sans og kunstneriske evner kan være kanaler til at formidle og forstå Gud. Men alt sammen skal det føre os til Gud selv og til at hvile i ham.

Der er en stærk vekselvirkning mellem at tro og forkynde, forkynde i betydningen at give videre i alle de former, det er muligt, i første omgang i familien, blandt venner, blandt dem i menigheden, som befinder sig i periferien. Det siger sig selv, at for at give noget videre, skal man ikke bare vide, hvad det drejer sig om, men også være overbevist om det. Omvendt vil også opgaven at skulle give noget videre selv give os selv noget mere. Vi ved alle sammen, at når vi selv skal undervise og formidle, så lærer vi også noget selv, især i begyndelsen, fordi vi bliver tvunget til at sætte os ind i stoffet for at virke kompetente og undertiden også finde svar på spørgsmål, som vi i vort eget trosliv måske er gået let hen over. Også selv om vi skulle blive rutinerede undervisere og formidlere, opstår der henad vejen nye situationer med nye problemstillinger, som måske også udfordrer os selv, og kræver nye svar.

Så er det, vi måske spørger os selv, om tiden er til at forkynde og ikke snarere til bare at forsøge at overleve? Det er et meget forsimplet spørgsmål at stille i en kompleks og varieret verden; men jeg tror ikke, at nogen af os kan undgå at føle os udfordret på én eller anden måde, alt ganske vist afhængigt af ens baggrund og aktuelle situation. Men alle kan vi komme i situationer, hvor vi møder ligegyldighed, nogle gange modstand og kritik, rådvildhed m.h.t. hvordan, vi skal tackle en situation og, hvilken tilgang, vi skal vælge for at nå bestemte mennesker. Vi kan føle os uforberedte og ikke klædt på til bestemte udfordringer, vi kan føle os hæmmet af troværdighedskrisen i Kirken, vi kan synes, at det er upassende at missionere for andre. Alle disse overvejelser kan anfægte selv den mest rodfæstede og stærke troende og føre til spørgsmål som: Gør jeg noget forkert, skal Kirkens lære og moral måske ændres for ikke at komme ud af trit med verden? Vi kan roligt stille spørgsmålene, ja, vi kan næsten være forpligtede til det, i hvert fald hypotetisk, men vi skal være mere omhyggelige med at søge efter svarene og ikke vælge de hurtige og nemme.

Alle disse overvejelser blev for nylig gjort af ærkebiskoppen af Köln, kardinal Rainer Woelki i et indlæg i Die Tagespost. Han indleder med at stille det spørgsmål, som mange stiller: ”Hvad skal vi med Kirken”, og konkluderer: ”Svaret skal ikke opfindes, men genfindes, søges på ny. Vi mennesker har, hvis vi er ærlige, intet opfundet i denne henseende, ikke verden og ikke os selv, ikke Kirken og ikke troen. Alt er det noget, vi har fået betroet. Det er blevet givet os – helt ufortjent. Kun i denne ånd og med denne ydmyghed kan Kirken forny sig. Den må lade sig lede, ikke ved at se på sig selv eller på verden, men ved alene at se på Frelseren, se på Kristus” (Die Tagespost 28. marts 2019 side 9).

Hvad der er en afslutning på Kardinal Woelkis betragtninger, kan vi gøre til en start. Vi bliver opfordret til at se på Kristus. Det er selvfølgeligt ikke noget nyt, fordi det er Ham, vor tro drejer sig om, og han skal naturligvis ikke ”opfindes”, men nok på ny søges og opdages. Vi skal søge Kristus for at vor tro kan blive autentisk og for i Ham at erfare Guds kærlighed. Men vi har netop også lov til at søge ham for at få del i det, som han som Guds salvede stillede i udsigt: befrielse og helbredelse, et nådeår en ny tid. Nådeåret, den nye tid, har varet i to tusind år; men vi kan hele tiden stige på og lade noget nyt begynde. Selv om vi ikke altid rigtigt ved, hvor vi skal tage fat, skal vi se noget virksomt i disse løfter.

Disse løfter og det at være deres budbringere gælder alle, som bliver salvet, altså alle troende. Som mennesker, der sakramentalt er specielt knyttede til Kristus, skal vi præster særligt være dem, der bringer det glade budskab, både ved at gøre det, man med rette kan forvente af os i form at traditionelt præsteligt arbejde, og ikke mindst ved stadigt mere at lade vor identitet præge af Kristus. Glæde lader sig ikke kommandere, og som præster har vi jævnligt vore udfordringer, der kan være både personlige og arbejdsrelaterede. Ikke desto mindre skal vi stole på, at vi salvet med glædens olie, som Esajas siger, ikke behøver at gå i sørgedragt, eller lide under svigtende mod. Det arbejder vi på hver dag; men vi har lov til at tage denne dag som en opmuntring til, at det er muligt og det, Kristus vil med os. Må han således styrke det gode, han har begyndt i os.

Amen.