I modsætning til måden hvorpå synodalitet gribes an fx i Tyskland, har ærkebispedømmet St. Paul og Minneapolis’ synodale proces primært sigtet på at styrke katolikkernes evne til at leve og vidne om evangeliet.
Pave Frans har ofte understreget, at synodalitet – praksissen med at ’at vandre sammen’ gennem interne høringer og skelnen blandt Guds folk – må rette sig mod Kirkens evangeliserende mission. Således sagde han i oktober 2021 ved åbningen af synoden om synodalitet, at processen bør sigte på ”at skabe en stil af fællesskab og deltagelse, rettet mod mission”.
Dét, at grupper i visse lande forsøger at bruge den igangværende synodale proces mindre som grundlag for at evangelisere og mere som et påskud til at ændre grundlæggende doktriner, har fået mange katolikker til spekulere over om synodalitet er mere en hindring end en hjælp til Kirkens mandat om at forkynde evangeliet i vor moderne verden – eller i det mindste hvordan synodalitet ”med et missionalt sigte” ser ud i praksis. Er sidstnævnte tilfældet, er det værd at kaste et blik på hvad der sker i Minnesota.
Den 26. november 2022 udsendte ærkebiskop Bernard Hebda af St. Paul og Minneapolis et hyrdebrev med en gennemgang af de prioriteter, som blev vedtaget under ærkebispedømmets nyligt afsluttede treårige synodale proces, og indeholdende en detaljeret plan for deres gennemførelse. I dokumentet You Will Be My Witnesses er Kirkens evangeliske mission i centrum, og målet er at klæde de lokale katolikker på til at leve og vidne om det.
I hyrdebrevet gentages det, at ærkebispedømmets synode oprindeligt blev indkaldt ”for at skelne og fastlægge klare pastorale prioriteter til fremme af større enhed og en mere energisk forkyndelse af Jesu glade budskab”. Hyrdebrevet indeholder også en plan for at revitalisere lokalkirkens evangeliske mission, hentet fra de forslag, der blev vedtaget på dets synodemøde i 2022 og godkendt af ærkebiskoppen.
Inspiration fra Nadversalen
Hyrdebrevet reflekterer over ”Nadversalens tre mysterier” – fodtvætningen, Eukaristien og Helligåndens udgydelse – og iklæder dem en tematisk og bibelsk struktur.
For eksempel spørger ærkebiskoppen – når han konfronteres med det faktum, at kun 3% af de katolske sogne i USA er bevidste om vigtigheden af evangelisering – om den praktiske adskillelse af deltagelsen i messen fra det evangeliske mandat, som gives i firmelsen, har resulteret i en ”hellig, men ikke bevidnende Kirke”.
”Kraften til at vidne om Jesu opstandne liv”, skriver ærkebiskop Hebda, ”er Kirkens sande kraft. [...] Har vi mistet denne kraft i dag? Hvis ja, er det så fordi vi først har mistet ilden [fra Helligånden]?”.
You Will Be My Witnesses læner sig kraftigt op ad koncilets lære og pavelig lære, fx pave Paul VI’s rundskrivelse Evangelii Nuntiandi fra 1975: ”Evangeliet er Kirkens nådegave, dens egentlige kald, dens dybeste identitet. Kirken eksisterer slet og ret for at forkynde evangeliet”.
Med henvisning til pave Frans’ rundskrivelse Evangelii Gaudium fra 2013 om, at alle døbte er kaldet til at være missionerende disciple og ”evangeliseringsagenter”, opfordrer Hebdas hyrdebrev til, at hvert sogn opretter et ’synodalt evangeliseringsteam’ bestående af lægfolk, ”udvalgt på baggrund af deres evne til at drage andre til Kristus”, som skal uddannes til at tjene i samarbejde med præsterne ”om at opbygge sognet i evangeliseringens tjeneste”. Ærkebiskoppen skriver, at disse teams er lige så vitale for at sogns liv som fx dets økonomisk råd.
”Med denne vision”, skriver ærkebiskop Hebda, ”vil vores præster opleve synodalitet dér hvor det betyder mest: i forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium!”
Gennemførelsen af planen opfordrer også til oprettelsen af et ’kontor for synodal evangelisering’, der skal stå for uddannelsen af ’sogneevangeliseringsteams’ og udnævne ’evangeliseringsvikarer’ – dvs. præster, hvis opgave er at opmuntre andre præster i at gennemføre synodens prioriteter i deres respektive sogne.
De næste tre år vil ærkebispedømmet fokusere på at oprette små grupper af missionale fællesskaber, forny forståelsen og fejringen af messen samt uddanne forældrene til at blive de primære videregivere af troen til deres børn.
Det missionale sigte
You Will Be My Witnesses blev offentliggjort ugen efter at den pavelige nuntius for USA formidlede pave Frans’ vision om synodalitet i en tale til de amerikanske biskopper, hvor han understregede, at Den universelle kirkes igangværende synodale proces skal forstås med en ”missionsnøgle”. Han bad bispekonferencens medlemmer om at undersøge ”hvor godt vore lokale kirker legemliggør det karakteristiske ved at være et evangeliserende fællesskab”, således som det beskrives i Evangelii Gaudium.
At ærkebispedømmets hyrdebrev allerede synes at have foregrebet nuntius’ budskab, bør ikke overraske. Selvom ærkebispedømmet først begyndte sin synode i 2019, har ærkebiskop Hebda tidligere udtalt, at offentliggørelsen af Evangelii Gaudium har inspireret ham til at ”se på alle muligheder med hensyn til evangelisering og hvordan vi bliver troværdige vidner” i evangeliets udbredelse.
Hebda har således holdt flere høringsmøder for at afdække ærkebispedømmets fremadrettede behov og har erkendte ”den grundlæggende sult efter at blive mere direkte involveret i evangeliseringsarbejdet”.
De synodale erfaringer
Da Bernard Hebda i 2016 blev udnævnt til ærkebiskop af St. Paul og Minneapolis vidste han, at han ville afholde en synode om missionalt discipelskab. Hjælpebiskop Joseph Williams, der siden sin bispevielse i januar 2022 har spillet en vigtig rolle i ærkebispedømmets synode, er heller ikke fremmed for missionalt discipelskab: før han blev biskop, var han i ærkebispedømmet kendt som præsten, der stod i spidsen for at revitalisere St. Stephen's – fra at være et døende sogn i det urbane Minneapolis til at blive et levende epicenter for latino-katolicisme og læg-evangelisering.
Men biskop Williams erkender også, at synodalitet ikke nødvendigvis tidligere fyldte meget i hans ”missionstil”. Men deltagelsen i ærkebispedømmets synode hjalp ham til at indse vigtigheden af at lytte og at brede høringerne ud ved at understrege forholdet mellem Kirkens enhed og dens evne til frimodigt at forkynde evangeliet.
”Disse udelukker ikke hinanden”, forklarer han og henviser til Evangelii Gaudium 31, hvor pave Frans skriver, at hovedformålet med ”deltagelsen” i et stift ”ikke primært [skal] være bispedømmets organisation, men den missionale drøm om at nå ud til alle”.
Ærkebiskop Hebda understreger, at den synodale handling med at invitere andre til drøftelser og skelnen har hjulpet folk til at opdage deres karisma og ”erkende, at de har et ansvar for Kirken". Ved at invitere katolikker, herunder dem, der er blevet fremmedgjort fra Kirken, til at dele deres erfaringer, gør ærkebiskoppen det klart, at ”det er ikke sådan, at vi beder alle om at være teologer eller undervisere”: at høre folks konkrete erfaringer gør det snarere muligt for Kirken at kunne ledsage dem bedre.
Selv om synodens høringsmøder indledtes med at formidle behovet for troskab mod Kirkens lære, forklarer ærkebiskoppen, at selv i de tilfælde, hvor folk opfordrede til ændringer i Kirkens lære, hjalp dette med at afdække områder, hvor ”vi pastoralt skal være følsomme”, således at Kirken kan ”gå sammen med folk, altid med håbet om at tilbyde dem dens erfaring med Kristus og hans Kirke, som kan hjælpe dem til at erkende den store gave, vi har i Kirkens 2.000-årige lære”.
”Jeg tror at der er tegn på, at selve processen, denne invitation til at lytte nøje til hvad vore søstre og brødre siger, er en måde hvorpå vi kan styrke Kirkens struktur uden at ændre på det, som Kirken lærer”, forklarer ærkebiskoppen. ”Så det er en delikat og udfordrende sag, men jeg tror også at det er frugtbart”.
Den bredere betydning?
St. Paul og Minneapolis’ erfaringer med synodalitet i evangeliseringens tjeneste kan sandsynligvis bruges af katolikker andre steder i verden – både når de deltager i den igangværende synode om synodalitet eller i synodale organer i deres lokale kirke.
Ærkebiskop Hebda talte ikke om emnet på de amerikanske biskoppers seneste plenarmøde, men siger til National Catholic Register, at han har delt sine erfaringer med synodalitet med sine kolleger. Hans vigtigste pointe? ”Vi må ikke være bange for at lytte”, siger han og bemærker, at folk kan opbygge en vis ængstelighed ved udsigten til synodalitet.
”Der må være tillid til, at Helligånden virker og rent faktisk guider Guds folk, herunder også præsterne og biskopperne. Det er tale om samme Helligånd!”
På spørgsmålet om hvorfor ærkebispedømmets synode har givet så forskellige frugter som den synodale vej i Tyskland, afviser ærkebiskoppen at kommentere hvad der sker dér. Men han understreger, at alle, der overvejer at engagere sig i synodalitet, må deres fundament bygge på bøn.
Det var således erfaringen i ærkebispedømmet St. Paul og Minneapolis, hvor ærkebiskop Hebda blev støttet af et engageret bedeteam, hvor messer og eukaristisk tilbedelse blev tilbudt med den udtrykkelige hensigt at støtte synoden åndeligt, og hvor de synodale høringsmøder også må indeholde tid til bøn. Hebda beskriver prioritering af bøn under hele synoden som et tegn og behov for at være afhængig af Helligånden.
”Jeg tror, at det måske er lidt af hemmeligheden bag vores frugtbare erfaringer”.
Oversættelse og redigering: Niels Messerschmidt