Tillykke! Tove Maria Pedersen fra Sct. Annæ menighed fylder 100 år*

Tove Maria Pedersen, født Prüser den 8. april 1921, har fra barnsben tilhørt Sct. Annæ menighed på Amager. Faren, Andreas Prüser, sad fx i kirkens forvaltningsråd, var med til at rådgive præsterne og førte ministerialbøgerne.

Som ganske ung var Tove Pedersen, sammen med bl.a. sin mor, mormor og mostre, med til at starte en basar, hvis formål var at skaffe penge til at man kunne opføre en ny kirke. I 1936 blev byggeriet startet.

Hendes skolegang begyndte på den lille skole, der var tilknyttet kirken, og efter to år fortsatte hun hos Sct. Joseph Søstrene på den Franske Skole på Østerbro.

I 1942 startede hun Katolsk Ungdomsklub ved Sct. Annæ Kirke. Klubmøderne blev holdt lørdag aften: først var der én times undervisning (herrerne i den ene sal med p. Brunicardi, og damerne i en anden sal med p. Scherz), dernæst fællesspisning og hygge – ofte med sang og med Tove ved klaveret.

Ved en KU-fest sammen med Jesu Hjertes ungdomsklub mødte hun sin kommende mand. De blev gift i august 1945 og var gift indtil hans død i 1987.

I 1952 flyttede familien til Dragør og dermed tæt på det lille kapel på Rønne Allé. Tove Pedersen fik skaffet et orgel dertil, og blev en flittig organist og kunne ledsage til messerne.

I 1982 blev Tove valgt ind til menighedsrådet og begyndte sideløbende sit lange virke på Sct. Annæ Kirkes sognekontor – et job, hun bestred frem til 2014, hvor en brækket hånd satte en stopper for både bilkørsel og løft af tunge ministerialbøger.

Tove Pedersen har altid været glad for musik og har spillet klaver siden sit 5. år. Senere blev det kirkeorglet, der vakte hendes interesse, og hun har spillet i et utal af kirker bl.a. i Nakskov, Maribo, på Sostrup og Øm, Næstved hos søstrene og på de mange ture til Lourdes.

Et andet arbejde var Onsdagsklubben ved Sct. Annæ Kirke, hvor hun gennem mange år var med til at planlægge udflugter, foredrag, spisninger m.m.

I 1986 blev Tove Pedersen valgt ind i Pastoralrådet, hvor hun sad i tolv år.

Et af højdepunkterne i hendes liv var bl.a. pave Johannes Paul II’s besøg i Danmark; et andet var saligkåringen af Niels Steensen i Rom, samt hendes mange besøg i Lourdes.

Den 27. juni 2014 blev Tove Pedersen udnævnt til oblat i Redemptoristordenen, hvilket var en meget stor ære for hende, bl.a. fordi også hendes far, faster og moster har modtaget denne udnævnelse.

----

* Ved en beklagelig fejl er hendes fødselsdato angivet til den 8. marts 1921 i det seneste nummer af Katolsk Orientering (nr. 6)