Jesuitterne i Mexico meddelte i tirsdags, at to af deres præster dagen forinden var blevet dræbt i en kirke i delstaten Chihuahua.
Pater Javier Campos Morales og pater Joaquín César Mora Salazar virkede som jesuiterpræster i næsten et århundrede sammenlagt. De to blev dræbt af bevæbnede mænd i en kirke i Cerocahui i Chihuahua.
Ifølge statsadvokaten i delstaten forsøgte begge præster at beskytte en person, der havde søgt tilflugt i kirken, da alle tre blev skudt af to bevæbnede mænd, skriver avisen El Sol de Mexico.
Luis Gerardo Moro Madrid SJ, provincial for jesuitterne i Mexico, fordømte drabene og sagde, at de ”samarbejder med de føderale og statslige myndigheder for sikkerheden” for sognets to tilbageværende præster.
Regionen, hvor drabene fandt sted, har i årevis lidt under organiseret narkorelateret kriminalitet, og dette drab menes også at være narkorelateret.
Pater Campos Morales er født i Mexico City og blev præsteviet i 1972. Efter adskillige pastorale opgaver vendte han tilbage til Cerocahui i 2019 for at tjene som hovedansvarlig for jesuitternes missionen – som præst for det pastorale arbejde med områdets indfødte befolkning i bispedømmet Tarahumara, og som rådgiver for regionale basismenigheder.
Pater Salazar er født i Monterrey og blev præsteviet i 1971. Siden 2000 har han virket som præst i Chínipas og siden 2007 som præst i Cerocahui.
Mordene på præster i Mexico er eskaleret i de seneste år. Senest blev liget af den 57-årige pater José Guadalupe Rivas Saldaña fundet i udkanten af Tecate – en by ved grænsen til USA i den mexicanske delstat Baja California.
Det anslås, at de første tre og et halvt år af præsident López Obradors nuværende regeringstid har været den mest voldelige periode i Mexicos historie med mere end 120 000 drab.