Tusinder deltog i italiensk lægmissionærs begravelse

Foto: Den italienske Bispekonference

Tusindvis af personer deltog den 17. januar i begravelsen af Biagio Conte, lægmissionær og grundlægger af missionsværket ’Missione di Speranza e Carità’ – i Italien også kendt som ”en moderne Frans af Assisi”, for sin store indsats for fattige og marginaliserede i Palermo på Sicilien.

Ærkebiskoppen af Palermo og primas for Sicilien, Corrado Lorefice, var hovedcelebrant under requiemsmessen, hvor også adskillige biskopper og præster deltog. Begravelsen fandt sted i Palermos domkirke, der var fyldt til bristepunktet.

Ifølge officielle opgørelser deltog ca. 1.500 personer i messen, og mindste 9.000 fulgte med i ceremonien på storskærme placeret udenfor domkirken.

I sin prædiken understregede ærkebiskop Lorefice, at broder Conte ”bad fuld af tillid til Gud, som var kompasset og ledestjernen i hans liv”.

Biagio Conte døde 59 år gammel 12. januar af tarmkræft, ifølge den italienske bispekonferences nyhedsbureau SIR-Agenzia d’informazione.

Ærkebiskoppen takkede Gud for Contes bidrag ”til byen Palermo, til Kirken og til verden” som trofast lægkatolik og en broder, der ”indtil det sidste holdt sig til Guds ord”.

Loreficie tilføjede, at Biagio Contes liv var et ”simpelt og stærkt vidnesbyrd om hans store kærlighed til evangeliet”.

Utrættelig indsats for samfundets svage
Biagio Conte blev født i Palermo i 1963. Som 16-årig begyndte han at arbejde i et byggefirma, der var ejet af hans familie. Senere flyttede han til Firenze og levede derefter som eneboer i bjergene i det indre Sicilien.

Senere foretog han en pilgrimsrejse til fods til Assisi, og hans historie spredte sig i medierne i hele Italien.

Inden Conte rejste til Afrika for at missionere gjorde han et stop i Palermo for at sige farvel til sine slægtninge, men da han så situationen for de fattige mennesker i byen, besluttede han sig for at blive, og oprettede i 1993 ’Missione di Speranza e Carità’.

Det blev starten på opførelsen af flere hjem for byens fattige, herunder et krisecenter for kvinder, hvor mindst tusind kvinder i tidens løb har fundet et sted at bo med tag over hovedet.

Conte, der ofte blev omtalt som Fratel Biagio, ’broder Biagio’, bar en brun kåbe og en stav, og var kendt for sine mange sultestrejker og protester, hvor han bad de civile myndigheder om at yde større omsorg for samfundets fattige og marginaliserede.