Tydning og betydning af koncilet ved begyndelsen af et nyt årtusinde

Netop afdøde biskop Martensen gør her rede for koncilsteksternes tilblivelse og læsningen af dem for bedre at forstå de udfordringer, Kirken står overfor i dag.

Læsningen af koncilsteksterne kan byde på mange vanskeligheder. Der er en stor forskel fra teologiske værker, der er skrevet af en enkelt teo­log, og som undertiden kan være fængende læsning, både på grund af forfatterens stilart og tankernes overbevisende enhed og konsekvens. En endnu større forskel er der naturligvis fra læsningen af Bibelens tekster. Koncilets tekster er ikke inspirerede. Nogle vil måske sige, at de heller ikke er inspirerende, og de fristes til at trættes, så videre læsning bliver opgivet.

Det 2. Vatikankoncil har produceret den længste koncilstekst nogen­sinde. Tidligere konciler, især oldtidens, nøjedes med ret kortfattede afgørelser og teologiske sammenfatninger. For første gang i historien henvender et koncil sig til et bredere publikum, og ikke blot til biskop­per, teologer og andre særligt ansvarshavende i Kirken. Dygtige teolo­ger og redaktionskomiteer hjalp med til de enkelte teksters udfærdigel­se. Men de oprindelige udkast blev altid udsat for en hård medfart, ikke sjældent opstod der næsten ophidset debat i koncilsaulaen, og ofte stod mening hårdt mod mening. Koncilets mål var at opnå en så godt som enstemmig accept af den endelige tekst. For at virkeliggøre dette var mange kompromisser nødvendige. Undertiden indgik der titusinder af rettelsesforslag til et enkelt dokument, og med en beundringsværdig arbejdsindsats blev alle disse forslag gennemarbejdet og om muligt integreret i den endelige tekst. Det kan ikke undre, at noget af teksternes oprindelige glans og fængende gnist på denne måde gik tabt.

Koncilets ønske om at finde formuleringer og sammenfatninger, som alle kunne enes om, førte også til, at der i ét og samme dokument kunne være afsnit, der afspejlede mere konservative og gammeldags synspunkter, mens andre afsnit i samme tekst kunne være moderne og føles næsten revolutionerende i forhold til tidligere tiders tankegang. Dette bringer undertiden vanskelige tolkningsproblemer med sig for senere tiders læsere. Hvordan kan man undgå, at enhver læser koncilet for at fremhæve netop de tanker, der særligt falder i tråd med egne ønsker og anliggender? Dertil kommer, at ikke alle tekster er lige vigti­ge. Hvor finder jeg kriteriet for det mest betydningsfulde? Og hvordan finder jeg den rette balance i forståelsen?

Det skal også indrømmes, at mange afsnit af koncilsteksterne fore­kommer den moderne læser – ikke mindst den danske* – fremmede. På trods af at 2. Vatikankoncil banede vej for en hidtil uhørt fornyelse af Den katolske Kirke, var det i stil og udtryksmåde ofte helt gammeldags, og bundet af tidligere koncilers og kirkelige dokumenters særpræg. Læseren kan fristes til enten at trække på smilebåndet, eller til at opgive videre læsning, på grund af snørklede vendinger, fromme fraser, over­drevne høflighedsvendinger og kancellistil i ordets egentligste for­stand... Men heldigvis er der andre tekster, der stadig virker inspireren­de, overraskende, vejvisende – og ægger til videre overvejelser...

Hvad grund er der – i betragtning af det hidtil sagte – til at beskæfti­ge sig med koncilsteksterne efterhånden som koncilet forsvinder mere og mere ind i fortiden? Svaret er, at forståelsen af, hvad der sker i Den katolske Kirke i dag, og bedømmelsen af det, kræver kendskab til 2. Vatikankon­cils tekster. Og vigtigere endnu, især for den katolske læser: den videre vej ind i fremtiden kan ikke findes uden fornøden baggrund i koncilet. Dette hænger sammen med Det 2. Vatikankoncils form for autoritet. Koncilsteksterne gør ikke krav på at være ufejlbare. På intet sted søger de at bringe en højtidelig definition af en trossand­hed. Koncilets autoritet ligger i selve den kollegiale enstemmighed omkring de fælles udtalelser. På intet tidligere koncil var tilnærmelses­vist så mange biskopper fra hele verden kommet sammen. Der var en virkelig repræsentation af alle katolske bispedømmer og områder. Koncilets autoritet stammer fra denne enestående konsens mellem bi­skopperne og paven, en konsens der repræsenter hele kirken som Guds troende Folk.

Koncilet kan betragtes som en proces snarere end som en tekst - en proces, der med udgangspunkt i koncilet fortsætter bagefter. Men for at blive delagtig i denne proces er det nyttigt at have kendskab til tekster­ne. Koncilet har på mange måder været skelsættende. Der er foregået ændringer i Den katolske Kirke under koncilet og bagefter, og nogle af disse ændringer kan umuligt forsvinde, som om de ikke havde fundet sted. Den såkaldt anti-reformatoriske tidsalder er forbi.

I mere end 400 år var den europæiske kirkehistorie præget af anti-følelser mellem kato­likker og protestanter. Den økumeniske holdning, som den katolske kirke åbnede sig for under koncilet, vil også præge fremtiden, om end måske under former, vi endnu ikke kan forestille os. Koncilets tanker om samvittighedsfrihed, om anerkendelse af kirkelighed uden for den romersk-katolske kirke, om ’sandhedernes rangorden’, om frelse også uden for Kirkens synlige grænser, om bibelsk fornyelse uden fundamen­talisme – disse og mange andre centrale tanker fra koncilet bør aldrig gå i glemme.

Det kan ikke nægtes, at også mange krisefænomener har anfægtet Den katolske Kirke siden koncilet. Polariseringer mellem konservative og moderne har undertiden været smertefulde, indtil det punkt hvor selve Kirkens enhed var truet. Disse polariseringer har sædvanligvis været særlig mærkbare i den gamle del af den kristne verden. I den øvrige del af verden står Kirken over for problemer af en anden art. Det er mærkværdigt at tænke på, at hvis der igen i morgen blev indkaldt til et koncil, så ville hovedparten af biskopperne ikke længere komme fra Europa og Nordamerika, men fra de øvrige dele af verden. Den katolske Kirke er på en hidtil ukendt måde ved at blive verdenskirke.

Alt dette gør det om så mere nødvendigt at søge den holdning af fælles solidaritet, der prægede koncilet trods alle indre spændinger. I denne søgen efter en fremtid, der bygger på lytten til hinanden og på fælles forståelse, kan koncilsteksterne være en hjælp, endnu den dag i dag, hvad enten læseren er katolik eller protestant, professionel teolog eller praktisk og pastoral medarbejder i menighederne... Først og frem­mest kan koncilsteksterne også anbefales til fælles studiekredse under kyndig vejledning - en sådan nøjere beskæftigelse med koncilet vil altid bære frugt. Jo mere vi suger kraft af vore rødder, desto mere vil vi kun­ne bære frugt for en fremtid, vi endnu ikke kender.


Biskop Hans L. Martensen, den 5.maj 1997


*Note: Koncilsteksterne findes i dansk oversættelse på bispedømmets hjemmeside på adressen www.katolsk.dk/kirkeligedokumenter.

Biskop Martensens arv

Biskop Martensen gennemførte 2. Vatikankoncils beslutninger i bispedømmet. Der var tale om en omfattende, langvarig og vanskelig proces, der berørte snart sagt alle sider af kirkens liv. Han gav – i overensstemmelse med danske frihedstraditioner – det katolske lægfolk større indflydelse på kirkens administration, end det var almindeligt andre steder i Den katolske Kirke. 
Han arbejdede desuden for, at de mange udenlandske katolikker faldt til i Kirke herhjemme. Som teolog spillede biskop Martensen en fremtrædende rolle i det økumeniske arbejde i Danmark og internationalt, og han var kendt som en fremragende prædikant. Han ledede de omfattende forberedelser til pavens besøg i Danmark i 1989.