Udstilling om eukaristiske mirakler i Jesus Hjerte Kirke

Udstillingen vises i Jesu Hjerte Kirke, Stenosgade 4 på Vesterbro i København, i tidsrummet fredag den 9. til søndag den 18. juni hver dag før og efter messen. Den er baseret på den italienske teenager Carlo Acutis’ idé, hvis hjemmeside omtaler mere end hundrede dokumenterede eukaristiske mirakler op igennem historien.

Selve udstillingen består af i alt 166 plakater (136 mirakler) fra 105 steder rundt omkring i verden, hvoraf der i Jesu Hjerte Kirke vil være udstillet 23 plakater, inklusive introduktion til fænomenet, og omtale af vor egen salige Niels Steensen og hellige Thomas Aquinas samt elleve steder relateret til eukaristiske mirakler.

Carlo Acutis (billedet), der døde af leukæmi i 2006, blev saligkåret den 10. oktober 2020 i Assisi. Den italienske teenager og computernørd, der er blevet udråbt til ’internettets skytshelgen’, oprettede en hjemmeside med beskrivelse af en lang række eukaristiske mirakler verden over, ligesom han tog sig af hjemmesider for flere lokale katolske institutioner. Mens han gik i grundskolen lærte Carlo sig selv at programmere ved hjælp af en af universitets lærebøger om datalogi, og siden lærte sig også at redigere videoer og lave animationer.

Carlo Acutis blev født i London 3. maj 1991 af italienske forældre og de flyttede til Milano mens han var barn. Allerede som lille udviste Carlo stor religiøs hengivenhed til stor overraskelse for sine ikke-praktiserende forældre. Hans mor fortalte til det italienske dagblad Corriere della Sera, at fra Carlo var tre år spurgte han sine forældre om de ikke skulle gå besøge de kirker, de passerede forbi i Milano, og i en alder af syv år bad han om at måtte modtage den hellige kommunion.

Jesu Hjerte Kirkes sognepræst Tomislav Cvetko OFM Conv. siger om udstillingen:

”Carlo Acutis sagde: ’Eukaristien er min vej til himlen’. Han designede og skabte en eukaristisk udstilling for at udbrede det glade budskab om, at Jesus virkelig er til stede i eukaristien, som vi kan modtage, endda dagligt. Vi ønsker at fremme og dele troen på den velsignede eukaristi ved at bringe udstillingen til vores sogne i Danmark. Mange mennesker omkring os – også katolikker – kan have det vanskeligt ved troen på Jesu Kristi realpræsens i form af sit legeme og sit blod under messen eller tilbedelsen. Vi håber, at udstillingen vil være til inspiration for vores med-troende til personlig erkendelse og forøgelse af deres tro”.

Alle plakater findes på websiden www.miracolieucaristici.org.