Vatikanet forbereder en tekst om fraskilte og gengifte par, siger kardinal Farrell

Foto: Stockphoto

Dikasteriet for lægfolk, familie og liv er ved at forberede et dokument, der vil omhandle fraskilte og gengifte par. Det sker på anmodning af pave Frans, oplyser dikasteriets præfekt, kardinal Kevin Farrell.

Kardinal Farrell nævnte det under udarbejdelse kommende dokument i en tale på italiensk den 22. april, i en tale på et møde i dikasteriet, der fremmer pastoral omsorg for familien og lægfolkets mission. Farrell talte om vigtigheden af, at yde hjælp og vejledning til ”dem, der gennemlever ægteskabelige kriser af alle slags”.

”På denne front arbejder dikasteriet også på at forberede en tekst, der specifikt vil berøre – som de ønskede det, Deres Hellighed – mænd og kvinder, der efter at have lagt et mislykket ægteskab bag sig, nu lever i nye ægteskaber”, sagde Farrell i sin åbningstale.

Kardinal Farrell oplyste ikke, hvornår dokumentet vil blive offentliggjort.

Kirken lærer, at katolikker, der er blevet skilt og gift igen, uden en kirkelig annullering af deres første ægteskab, ikke må modtage kommunionen – en lære, som Johannes Paul II bekræftede i 2005 i rundskrivelsen Familiaris Consortio. Pave Frans har i løbet af sit pontifikat sagt, at der kan være situationer, fra sag til sag, hvor fraskilte og gengifte katolikker kan få adgang til eukaristien, herunder situationer, hvor ægtefællerne praktiserer afholdenhed (eng. ’continence’) i deres ægteskab.

I et interview for nylig svarede pave Frans på et spørgsmål om, hvorvidt fraskilte og gengifte katolikker vil kunne modtage eukaristien, ved at sige: ”Vi kan ikke reducere en menneskelig situation til en præskriptiv situation”. I interviewet rådede paven til at se på, hvad hans forgænger Benedikt XVI sagde om annullation, idet han bekræftede, at ”en stor del af de kirkelige ægteskaber er ugyldige på grund af manglende tro”.

”Og tænk over dette: Nogle gange [går man] til et bryllup, og det virker mere som om det er en social reception og ikke et sakramente”, sagde pave Frans. ”Når unge mennesker siger ’for evigt’, hvem ved, hvad de mener [med] ’for evigt’”.