Pave Frans har udtalt, at ’overfladiske’ ægteskabsforberedelsesforløb efterlader mange par i risiko for at indgå ugyldige ægteskaber eller stå uforberedte overfor de konflikter, der rammer ethvert ægteskab, og han støtter forslaget om et årelangt ’ægteskabskatekumenat’, udarbejdet af dikasteriet for lægfolk, familie og liv.
”Med en for overfladisk forberedelse løber par en reel risiko for at indgå et ugyldigt ægteskab eller opnå et så svagt fundament, at det falder fra hinanden i løbet af kort tid og ikke kan modstå selv den første uundgåelige krise. Disse fiaskoer medfører store lidelser og efterlader dybe ar hos mennesker”, siger paven.
Pave Frans har skrevet forordet til dikasteriets ’katekumenale køreplan til det ægteskabelige liv’, et dokument som Vatikanet udgav på italiensk og spansk den 15. juni.
Frans skriver, at han håber, at dokumentet ville blive fulgt op af et andet, der giver vejledning og klare forslag til at ledsage par, ”som har oplevet, at deres ægteskab er gået i stykker, og som lever i et nyt forhold eller er blevet gift igen civilt”.
Selv om dokumentet er vejledende, skriver paven, skal det også tilpasses til de lokale situationer og til de involverede personer. ”Det er en dragt, der skal ’skræddersyes’ til de mennesker som skal bære den”.
Dokumentet er ikke et egentligt ægteskabsforberedelsesprogram, siger dikasteriet, men en række anvisninger til at igangsætte ”en katekumenal køreplan til det ægteskabelige liv”, der skal hjælpe unge mennesker med at forstå sakramentet, forberede forlovede par til at fejre deres ægteskab og støtte nygifte i de første år af deres ægteskab.
Et flerårigt forløb
Udover generelle præsentationer for børn og teenagere om ægteskabet som et kald, bør et egentligt ’ægteskabskatekumenat’ for par løbe over ét år og begynde med en fejring eller et ’forlovelsesritual’, siger dikasteriet. Den anden fase bør vare et par måneder og indeholde en mere umiddelbar forberedelse samt en retræte lige før brylluppet. Den tredje fase med hjælp til nygifte bør vare to eller tre år.
Sognets pastoralteam bør være følsom og kritisk i de situationer, hvor de forlovede eller blot den ene af dem nægter at deltage i katekumenatet.
”Det faldende antal mennesker, der generelt gifter sig, men også – og især den korte varighed af mange ægteskaber, selv de sakramentale ægteskaber, samt problemet med gyldigheden af indgåede ægteskaber – udgør en stigende udfordring”, siger dikasteriet om baggrunden for at udsende retningslinjerne.
Med henvisning til opfordringer i Kirken, der går tilbage til 1950’erne, om en mere seriøs forberedelse til fejring af ægteskabets sakramente, siger dikasteriet, at ligesom med forberedelsen af voksne til dåben bør der også afsættes tid og energi til at hjælpe par med at forberede sig på at leve det kristne kald i ægteskabet.
Ved at tale om en ’ægteskabskatekumenat’ ønsker dikasteriet at tydeliggøre, at målet med ægteskabsforberedelsen ikke blot er at videregive Kirkens lære om seksualitet, ægteskab og ægteskabeligt samliv – selv om dette er vigtigt – men at hjælpe parrene med at erkende og trives i ”den sakramentale nådes mysterium, som tilhører dem i kraft af sakramentet: at bringe Kristi tilstedeværelse i og mellem dem til live”.
Når alt kommer til alt, siger dikasteriet, er ægteskabet for katolikker ikke blot en éndags fejring, men ”et kald, en rejse mod hellighed, der omfatter hele livet”.
Ligesom forberedelserne til at udleve kaldet til præstegerningen eller ordenslivet strækker sig over tid – år, ikke et par uger – bør forberedelserne til ægteskabets kald også strække sig over tid, hedder det i dokumentet.
Selv om dikasteriet ikke kommer med en komplet køreplan, siger de, at ægteskabsforberedelsen bør vare længe nok til at give parrene tid til reel refleksion og modning, at sætte troen og mødet med Kristus i centrum, og være ”formuleret i etaper, markeret – hvor det er muligt og passende – af overgangsritualer, som skal fejres i fællesskabet”, og omfatte ”uddannelse, refleksion, diskussion, dialog, liturgi, fællesskab, bøn og fejringer”.
”Ægteskabskatekumenatet er ikke en forberedelse til at bestå en eksamen, men til at leve et liv”, siger dikasteriet og tilføjer, at udfordringen kan være større i de lande, hvor mange eller endog de fleste par lever sammen inden ægteskabet.
Forberedelsen bør tilskynde parrene til at overholde ”førægteskabelig kyskhed”, så de i stedet for at ”blive fastlåst på den fysiske instrumentalisering af den anden” fokuserer på dialog og på at lære hinanden bedre at kende. ”Selv når der er tale om samlevende par er det aldrig unyttigt ikke at tale om kyskhedens dyd. Denne dyd lærer enhver døbt person, i enhver livsfase, den rette brug af deres seksualitet”, ifølge dikasteriet.