Avisen Berlingske bragte onsdag en artikel om en krænkelsessag, hvor en katolsk præst angiveligt var involveret.
Kirken har ikke modtaget nogen henvendelse fra en forurettet i forbindelse med denne sag og har ikke kendskab til vedkommendes identitet.
Ud fra informationer på anden hånd besluttede Kirken at indgive en politianmeldelse mod den omtalte præst. Efter modtagelse af yderligere fortrolige informationer blev det dog besluttet, at der ikke var et faktisk grundlag for at opretholde anmeldelsen.
Præsten har sammen med sin advokat rettet henvendelse til politiet for at få oplyst, om politiet undersøger eller tænker at undersøge sagen nærmere. Politiet efterforsker dog kun sager, når der er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.
Der har ikke tidligere været indberetninger i forhold til præsten, som i øvrigt udfører sit arbejde for kirken og sin menighed til alles fulde tilfredshed.
Da sagen i øvrigt efter dialog mellem skolen og familien blev anset for afsluttet – og af begge parter anset for godt afsluttet, foretager Kirken sig ikke yderligere, medmindre politiet beslutter at se nærmere på sagen.
Alle spørgsmål bedes rettet til:
Generalvikar Niels Engelbrecht
Tlf. 30 54 21 18
ne@katolsk.dk