Sakramenterne

I Den katolske Kirke har vi 7 sakramenter: dåb, firmelse, eukaristi (messe, nadver), bodens sakramente (skriftemålet), de syges salvelse, ægteskabet og ordination (diakon og præstevielse).

Det mest grundlæggende sakramente som er fælles for alle kristne kirker er dåben. Langt de fleste kristne kirker fejrer også nadveren som et sakramente også selvom vores opfattelsen af hvad der sker i sakramentet er forskelligt. Dåb og nadver er de to sakramenter vi også finder i Folkekirken ligesom i de fleste andre protestantiske kirker. Men i Den katolske Kirke har vi syv sakramenter. Efter en kort forklaring på, hvad et sakramente er, vil hvert sakramenter blive gennemgået her nedenunder.

Et sakramenter defineres i den kristne tradition som: et hellig synligt tegn gennem hvilket Guds nåde formidles til mennesket. Det er en synlig handling, som har en usynlig virkning, og som er indstiftet af Kristus.

Ordet sakramente er afledt af det latinske sacer, hellig, dvs. noget, der tilhører Gud. Sakramenter er derfor hellige handlinger, hvorigennem mennesker møder Jesus Kristus. Sakramenter træder i kraft, når Kirken foretager de sakramentale handlinger, som Jesus Kristus selv har indstiftet og forordnet gennem apostlene (jf. Matt 28,19-20; ApG.1,2-3). Først i 12. århundrede blev sakramenternes tal fastlagt til syv.

De syv sakramenter er delt i tre kategorier:

I. Den kristne initiations sakramenter:

II.  Helbredelsens sakramenter:

III. Sakramenterne til tjeneste for fællesskabet

Du kan læse mere om de enkelte sakramenter, ved at klikke på ovenstående link.

De tre første sakramenter kaldes for indføringssakramenter (initiationssakramenter). Det vil sige, at de er de indfører den troen ind til et liv i tro. Et menneske bliver kristent ved at lade sig døbe. Dåben er ligesom en dør, hvorigennem man træder ind i menighedens fællesskab og bliver medlem af Kirken. 

I den unge kirke modtog katekumenerne (dåbskandidaterne) de tre indføringssakramenter i løbet af påskenatten. Først blev de døbt. Umiddelbart efter dåben blev de firmet og deltog for første gang i hele menighedens liturgi, hvor de også modtog den hellige kommunion for første gang.

De fleste døbes i dag som børn. Ved barnedåb er det i Den katolske Kirke blevet en tradition, at man først senere modtager de sidste to initiationssakramenter. Optages et voksent udøbt menneske i Den katolske Kirke, modtager det ligeledes alle tre initiationssakramenter i en fejring, oftest påskenat. Er en konvertit derimod allerede døbt i et andet kirkesamfund, så modtager de blot firmelsen og den 1. hellige kommunion.

Forsoningens sakramente og de syge salvelses sakramente kaldes også for helbredende sakramenter.  De hjælper et menneske, som er såret - enten i overført betydning gennem synden eller ved at lide under en sygdom. Her styrker og helbreder De syges salvelse dette menneske i sin sygdom. I forsoningens sakramente tilgiver Jesus menneskets synder og forsoner det med Gud og dets medmennesker.

De sidste to sakramenter - ægteskabets og ordinationens sakramente - kaldes også for kaldets og sendelsens sakramenter. Hvert menneske er kaldet til en bestemt opgave og tjeneste i Kirken. De fleste stifter familie og lever den kristne tro sammen med deres ægtefælle, børn og venner. En kristen familie er ligesom en kirke i det små og kaldes derfor ofte for en “huskirke.”

Andre mennesker tjener Gud som diakoner, præster eller biskopper. For hvert menneske betegner sakramenterne et vigtigt skridt på deres personlige livsvej.

Udover de syv sakramenter, fejrer vi også lignende handlinger, som dog ikke er sakramenter men kaldes sakramentalier. Det er f.eks. indvielse til det gudviede liv, indsættelse af lektorer etc.