Traditionen og Skriften
En levende dialog
I Den katolske Kirkes hjerte rejser sig to søjler, der bærer troens bygning: Traditionen (overleveringen) og Skriften (Bibelen). Når vi træder ind i kirkerummet, opdager vi, at disse søjler er hugget af samme sten, nemlig Gud, der åbenbarer sig selv. Begge søjler står på samme fundament. Guds ord og Guds folk har formet dem gennem årtusinder, og de bærer den tro, der har givet styrke til mennesker i alle kulturer og på alle kontinenter.
Skriften røber Guds hjerte
Bibelen er Guds ord, formet gennem menneskers hænder, men båret af Helligåndens kraft. Da profeter, evangelister og apostle greb pennen, blev de medskabere. De var ikke passive instrumenter, men satte deres personlige præg på de bibelske tekster.
Bibelens to testamenter fortæller én historie om frelse. Det Gamle Testamente baner vejen og peger mod Kristus gennem profeternes budskaber, kongernes fejltagelser og patriarkernes tro. Det Nye Testamente åbenbarer Guds Ord i Jesus, i hvem Ordet blev kød og blod.
Den hellige Augustin udtrykte det sådan: Det nye Testamente gemmer sig i Det Gamle, mens Det Gamle åbenbares i Det Nye. Bibelen bliver en samtale mellem fortid og fremtid, mellem løfte og opfyldelse.
Når vi læser Skriften, kan vi udforske teksternes historiske baggrund, opbygning og struktur, men vi kan også dykke ned og opdage, hvordan ordene peger mod Kristus, vejleder vores liv og åbner vores blik for Guds nærvær i vort liv. Denne måde at læse gør Bibelen til en kilde, der aldrig tørrer ud.
Traditionen bevarer troens minde
Ordet tradition kommer fra latin og betyder: at give videre. I Den katolske Kirke beskriver Traditionen den proces, hvor apostlenes tro videregives fra generation til generation under Helligåndens ledelse.
Den kristne tro eksisterede, før Det nye Testamente blev skrevet ned. De første kristne levede deres tro ved at samles til bøn og sang, bryde brødet som Jesus havde befalet, lyttede til apostlenes mundtlige undervisning, døbte dem, der ville leve i venskab med Jesus og tog sig af de svage. Denne levende praksis eksisterede for de skrifter, vi kender i dag.
Traditionen viser sig i Kirkens liv på forskellig vis. I gudstjenesten og sakramenterne bliver Kristus nærværende for os. Trosbekendelserne sammenfatter troens kerne. Kirkefædrenes skrifter viser, hvordan de første teologer forstod evangeliet.
Biskopper og paven vejleder katolikker i afgørende spørgsmål gennem Kirkens læreembede og katolikker udtrykker deres tro gennem bønner, andagter og traditioner, der præger dagligdagen.
Alt dette forbinder os med apostlene og med kristne overalt i dag. Traditionen lever ikke blot i fortiden, men ånder og virker i nutidens Kirke.
En enhed, der overskrider konflikt
I 1500-tallet skabte reformationen et brud i kristenheden, da Martin Luther erklærede "sola scriptura" - kun Skriften gælder. Dette skabte konflikter mellem katolikker og protestanter. Men i dag opdager kirkerne, hvor meget de deler.
Katolske teologer fremhæver Bibelens centrale rolle, mens protestantiske teologer værdsætter Traditionen mere end før. Begge sider erkender, at Skrift og Tradition hører sammen i den kristne tro. Kristne oversætter Bibelen sammen og skriver fælles erklæringer om troen. Dokumenter som "Fra konflikt til fællesskab" mellem katolikker og lutheranere og "Guds Ord i kirkens liv" fra Kirkernes Verdensråd viser denne nye forståelse.
Den katolske Kirke anerkender, at andre kristne kirker har bevaret vigtige dele af den apostoliske arv. Alle kristne deler troen på Jesus Kristus, praktiserer dåb og fejrer nadver, og bekender den samme treenige Gud.
Når vi mødes med andre kristne, bygger vi på dette fælles grundlag og fejrer de forskellige måder at udtrykke den samme kærlighed til Kristus.
Kontinuitet og fornyelse
Den katolske tros styrke ligger i dens evne til at bevare kontinuiteten uden at forkaste det nye. Som Jesus sagde om husfaderen, tager kirken både nyt og gammelt frem fra sit forrådskammer.
Troen uddybes gennem tiden. Vi er Guds folk på vandring, og mens vi vandrer mod Gud, opdager vi stadig nye facetter og skønheder af den kristne tro. Kirkens fællesskab bevarer troen, mens Helligånden fører os dybere ind i sandheden.
Et eksempel på dette er dogmet om Marias optagelse i Himlen, som pave Pius XII erklærede i 1950. Dette var ikke en tilføjelse af den kristne tro. Troende havde længe fejret Marias optagelse i himlen. Dogmet bekræftede bare det, som allerede levedes i Kirkens bøn.
Vatikankoncilet og den nuværende synodale proces viser, hvordan Den katolske Kirke også i dag dykker dybere ned i troens mysterium.
Så længe Kirken vandrer på Guds vej, vil den fortsætte med at opdage troens rigdomme.
To søjler i samme bygning
Skriften og Traditionen er som to søjler i samme bygning. Begge er nødvendige, begge hører sammen. De leder os til Kristus, som er den kristne troens centrum og mål.
Når vi læser Skriften med Traditionens briller, opdager vi betydninger, som ellers ville være skjulte. Når vi lever Traditionen med Skriftens lys, forstår vi dens mening. Sammen åbner de vejen til en tro, der er forankret i historien og virksom for nutiden.
Som to søjler i samme bygning bærer Traditionen og Bibelen troens tag og åbner døren til Guds kærlighed til mennesket. Gennem denne bygning strømmer lyset ind og oplyser troens mysterium, så vi kan vandre på vejen til Gud.
Bibelen - Guds Ord
En samling af mange stemmer
Bibelen rummer verdens mest læste ord, men for katolikker udgør den langt mere end litteratur. Her møder vi Guds stemme, der taler gennem menneskeligt sprog og åbenbarer hans kærlighed til os.
Ordet bibel kommer fra det græske biblia, som betyder bøger. Denne betegnelse fanger Bibelens karakter: en samling af mange tekster, skrevet af forskellige forfattere over mere end tusind år. Gennem denne mangfoldighed taler én stemme – Guds.
To testamenter, én historie
Det Gamle Testamente bygger fundamentet. Katolikker anerkender flere skrifter end protestanterne. Ud over de 39 hebraiske skrifter regner vi også de deuterokanoniske bøger med, som findes i den græske oversættelse Septuaginta. Protestanterne kalder disse skrifter apokryfer skrifter (skjulte skrifter), men for katolikker udgør de en del af Bibelen.
Det Nye Testamente fuldender historien. Disse 27 skrifter er også meget forskellige. De er evangelierne, Apostlenes Gerninger, Brevene og Johannes' Åbenbaring. Alle kristne anerkender dem.
Guddommelig inspiration møder menneskelig frihed
Bibelen er inspireret af Gud. Helligånden har virket i og gennem de mennesker, som greb pennen. Men den katolske tradition afviser tanken om, at Gud dikterede ord for ord. Vi forstår inspirationen som et samarbejde mellem Helligåndens virke og menneskers frie medvirken.
Menneskene bag de bibelske bøger er forfattere med deres egen stil, kultur og tid. Budskabet kommer fra Gud, men det formes gennem menneskers hjerter og hænder. Derfor rummer Bibelen både historiske vidnesbyrd og teologisk tænkning, både poesi og profeti, sange og lovtekster.
Bibelen taler ikke fejlfrit om naturvidenskab eller politik. F.eks. giver skabelsesberetningerne i 1. Mosebog ikke en naturvidenskabelig forklaring på verdens opståen. Bibelen er en lovprisning, der hylder Gud som livets kilde. Den åbenbarer Gud, sådan som han har villet gøre sig kendt. Gennem Bibelen taler Gud til os, hvorfor vi også kalder Bibelen for Guds Ord.
Kristus som åbenbaringens hjerte
Kristus fuldender åbenbaringen. Bibelen vidner om Guds pagt, først med Israel, siden gennem Jesus Kristus med hele menneskeheden. I Kristus har Gud sagt alt. Han er Ordet, der blev kød, og gennem ham har vi fået den endelige åbenbaring.
Det Nye Testamente opstod fra menighedernes praktiske behov. De første missionærer som Paulus rejste rundt og grundlagde menigheder. Når de drog videre, skrev de breve for at holde kontakt og styrke troen. Gennem disse breve forblev menighederne forbundet på tværs af store afstande.
Men da de første vidner og apostle døde, og Jesus ikke vendte tilbage umiddelbart efter påske, opstod et nyt behov. Nu blev Jesu ord og gerninger skrevet ned i evangelierne (formentlig mellem år 70 og 95). De ældste kristne skrifter er Paulus' breve, skrevet kun 20 år efter Jesu død, dvs. i 50’erne.
Disse tekster opstod i menighederne, men det var også Kirken, som senere fastlagde, hvilke skrifter der skulle bevares.
Først i år 382 på koncilet i Rom under pave Damasus I fastlagde Kirken den komplette samling af skrifter i Bibelen (den bibelske kanon). Koncilerne i Hippo (393) og Karthago (397 og 419) bekræftede samme liste. Koncilet i Firenze i 1442 genbekræftede kanonen.
Der findes derfor også apokryfe evangelier og breve, som ikke kom med i Bibelen.
En levende bog for nutiden
For katolikker er Bibelen mere end en historisk kilde. Den taler til dem i dag, i gudstjenesten, i bønnen og i det personlige møde med teksten. Når katolikker læser Bibelen, møder de Gud selv.
Kirkefaderen Hieronymus sagde det præcist: "Ikke at kende Skriften betyder ikke at kende Kristus."
Bibelen åbner døren til et dybere kendskab til Jesus, som er troens centrum. Når katolikker åbner Bibelen, åbner de sig for en dialog med den levende Gud. Teksterne taler på tværs af århundreder og kulturer, fordi Gud selv taler gennem dem.
Bibelen er Guds kærlighedsbrev til dem, som Søren Kierkegaard udtrykte det, et brev, der venter på at blive læst, forstået og levet.
Læs mere om Guds åbenbaring gennem Traditionen og Bibelen i katekismus §50-141 >