En levende dialog

I Den katolske Kirkes hjerte rejser sig to søjler, der bærer troens bygning: Traditionen (overleveringen) og Skriften (Bibelen). Når vi træder ind i kirkerummet, opdager vi, at disse søjler er hugget af samme sten, nemlig Gud, der åbenbarer sig selv. Begge søjler står på samme fundament. Guds ord og Guds folk har formet dem gennem årtusinder, og de bærer den tro, der har givet styrke til mennesker i alle kulturer og på alle kontinenter.

Skriften røber Guds hjerte

Bibelen er Guds ord, formet gennem menneskers hænder, men båret af Helligåndens kraft. Da profeter, evangelister og apostle greb pennen, blev de medskabere. De var ikke passive instrumenter, men satte deres personlige præg på de bibelske tekster.

Bibelens to testamenter fortæller én historie om frelse. Det Gamle Testamente baner vejen og peger mod Kristus gennem profeternes budskaber, kongernes fejltagelser og patriarkernes tro. Det Nye Testamente åbenbarer Guds Ord i Jesus, i hvem Ordet blev kød og blod.

Den hellige Augustin udtrykte det sådan: Det nye Testamente gemmer sig i Det Gamle, mens Det Gamle åbenbares i Det Nye. Bibelen bliver en samtale mellem fortid og fremtid, mellem løfte og opfyldelse.

Når vi læser Skriften, kan vi udforske teksternes historiske baggrund, opbygning og struktur, men vi kan også dykke ned og opdage, hvordan ordene peger mod Kristus, vejleder vores liv og åbner vores blik for Guds nærvær i vort liv. Denne måde at læse gør Bibelen til en kilde, der aldrig tørrer ud.

Traditionen bevarer troens minde

Ordet tradition kommer fra latin og betyder: at give videre. I Den katolske Kirke beskriver Traditionen den proces, hvor apostlenes tro videregives fra generation til generation under Helligåndens ledelse.

Den kristne tro eksisterede, før Det nye Testamente blev skrevet ned. De første kristne levede deres tro ved at samles til bøn og sang, bryde brødet som Jesus havde befalet, lyttede til apostlenes mundtlige undervisning, døbte dem, der ville leve i venskab med Jesus og tog sig af de svage. Denne levende praksis eksisterede for de skrifter, vi kender i dag.

Traditionen viser sig i Kirkens liv på forskellig vis. I gudstjenesten og sakramenterne bliver Kristus nærværende for os. Trosbekendelserne sammenfatter troens kerne. Kirkefædrenes skrifter viser, hvordan de første teologer forstod evangeliet.

Biskopper og paven vejleder katolikker i afgørende spørgsmål gennem Kirkens læreembede og katolikker udtrykker deres tro gennem bønner, andagter og traditioner, der præger dagligdagen.

Alt dette forbinder os med apostlene og med kristne overalt i dag. Traditionen lever ikke blot i fortiden, men ånder og virker i nutidens Kirke.

En enhed, der overskrider konflikt

I 1500-tallet skabte reformationen et brud i kristenheden, da Martin Luther erklærede "sola scriptura" - kun Skriften gælder. Dette skabte konflikter mellem katolikker og protestanter. Men i dag opdager kirkerne, hvor meget de deler.

Katolske teologer fremhæver Bibelens centrale rolle, mens protestantiske teologer værdsætter Traditionen mere end før. Begge sider erkender, at Skrift og Tradition hører sammen i den kristne tro. Kristne oversætter Bibelen sammen og skriver fælles erklæringer om troen. Dokumenter som "Fra konflikt til fællesskab" mellem katolikker og lutheranere og "Guds Ord i kirkens liv" fra Kirkernes Verdensråd viser denne nye forståelse.

Den katolske Kirke anerkender, at andre kristne kirker har bevaret vigtige dele af den apostoliske arv. Alle kristne deler troen på Jesus Kristus, praktiserer dåb og fejrer nadver, og bekender den samme treenige Gud.

Når vi mødes med andre kristne, bygger vi på dette fælles grundlag og fejrer de forskellige måder at udtrykke den samme kærlighed til Kristus.

Kontinuitet og fornyelse

Den katolske tros styrke ligger i dens evne til at bevare kontinuiteten uden at forkaste det nye. Som Jesus sagde om husfaderen, tager kirken både nyt og gammelt frem fra sit forrådskammer.

Troen uddybes gennem tiden. Vi er Guds folk på vandring, og mens vi vandrer mod Gud, opdager vi stadig nye facetter og skønheder af den kristne tro. Kirkens fællesskab bevarer troen, mens Helligånden fører os dybere ind i sandheden.

Et eksempel på dette er dogmet om Marias optagelse i Himlen, som pave Pius XII erklærede i 1950. Dette var ikke en tilføjelse af den kristne tro. Troende havde længe fejret Marias optagelse i himlen. Dogmet bekræftede bare det, som allerede levedes i Kirkens bøn.

Vatikankoncilet og den nuværende synodale proces viser, hvordan Den katolske Kirke også i dag dykker dybere ned i troens mysterium. 

Så længe Kirken vandrer på Guds vej, vil den fortsætte med at opdage troens rigdomme.

To søjler i samme bygning

Skriften og Traditionen er som to søjler i samme bygning. Begge er nødvendige, begge hører sammen. De leder os til Kristus, som er den kristne troens centrum og mål.

Når vi læser Skriften med Traditionens briller, opdager vi betydninger, som ellers ville være skjulte. Når vi lever Traditionen med Skriftens lys, forstår vi dens mening. Sammen åbner de vejen til en tro, der er forankret i historien og virksom for nutiden.

Som to søjler i samme bygning bærer Traditionen og Bibelen troens tag og åbner døren til Guds kærlighed til mennesket. Gennem denne bygning strømmer lyset ind og oplyser troens mysterium, så vi kan vandre på vejen til Gud.