Hvorfor er der ikke demokrati i Den katolske Kirke? Hvad skal vi med paven?
Kirken består ikke kun af mennesker, og det er ikke mennesker, som har opfundet den. Kirken er ikke først og fremmest folkets Kirke, men Guds Kirke. Alle mennesker kan være med i Kirkens fællesskab. Uanset race, alder, køn, evner, nationalitet og sprog. Fællesskabet bygger nemlig ikke kun på noget menneskeligt, men på Gud selv. Gud er fællesskabets centrum. Eftersom Gud er fællesskabets centrum, giver det sig selv, at mennesker ikke bare kan indrette det, som det passer dem. Derfor kan der ikke være demokrati i Kirken.
Ordet demokrati er sammensat af de to græske ord démos, "folk", og kratéin, "herske". I et demokrati er det altså folket som hersker. "Folkestyre" kalder vi det på dansk. Eftersom samfundet udelukkende består af mennesker, er det eneste rimelige, at det også er menneskerne selv, som bestemmer, hvordan det skal være indrettet.
I Kirken er det anderledes. Kirken består ikke kun af mennesker, og det er ikke mennesker, som har opfundet den. Kirken er ikke først og fremmest folkets Kirke, men Guds Kirke. Hvis ikke Gud havde bestemt sig for at tage kontakt til menneskene ("åbenbare sig"), så ville man kun vide meget lidt om Ham.
Bibelen
I Det gamle Testamente kan man læse om, hvordan Gud begynder at tale til menneskene. Han fortæller om sig selv og om sin kærlighed til dem, og Han giver dem en lov, så de kan leve et godt liv. Desværre viser det sig, at menneskene hellere selv vil bestemme, hvad der er rigtigt og forkert, og derfor er historien fuld af krig, splittelse, uvenskab og død.
I Det nye Testamente går Gud et skridt længere. Han bliver selv menneske, for at vi kan forstå, hvor højt Han elsker os. Jesus viser os, at Guds eneste ønske er fællesskab og venskab med os. Det fællesskab, som Jesus grundlægger, er helt enestående. Alle mennesker kan være med. Uanset race, alder, køn, evner, nationalitet og sprog. Fællesskabet bygger nemlig ikke kun på noget menneskeligt, men på Gud selv. Gud er fællesskabets centrum. Dette fællesskab er Kirken.
Eftersom Gud er fællesskabets centrum, giver det sig selv, at menneskene ikke bare kan indrette det, som det passer dem. Man må først og fremmest prøve at finde ud af, hvad Gud har tænkt sig. Derfor kan der ikke være demokrati i Kirken.
Hvad har Gud så tænkt sig? Når man læser Evangelierne, finder man ud af, hvordan Jesus fra starten har organiseret Kirken. Fællesskabet består af alle de mennesker, som fuldstændig frivilligt følger efter Jesus og lytter til Ham. Disse mænd og kvinder bliver i begyndelsen kaldt disciple, og lidt senere begynder man at kalde dem kristne (jfr. ApG 11,26). Blandt disciplene udvælger Jesus 12 mænd, som Han har et særligt venskab med (jfr. Joh 15,15). Disse 12 mænd kaldes apostle. De følger Ham overalt (jfr. Matt 19,28). Det er for apostlene, Jesus forklarer sine lignelser (jfr. Mk 4,10). Det er dem, der er med ved Den sidste Nadver (jfr. Luk 22,14). De er blandt de første, som Jesus viser sig for efter opstandelsen (jfr. Joh 20,19ff og Joh 21). Og sidst men ikke mindst: Det er apostlene, som får besked på at gå ud i hele verden og gøre alle folkeslag til Jesu disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem at holde alt det, som Jesus har befalet dem (Matt 28,19-20).
Man kan konkludere to vigtige ting af alt dette. For det første er Kirkens tro, altså kristendommens "lære", ikke noget som mennesker kan ændre på ved demokratiske afstemninger. Apostlene skal jo kun fortælle det videre, som Jesus har befalet dem - ikke deres egne ideer! For det andet er kristendommen ikke noget, man kan lære at kende kun ved at læse en bog. Ikke engang Bibelen. Kristendommen, Kirken, udbredes ved, at nogle levende mennesker rejser ud og fortæller om alt det, de har oplevet sammen med Jesus. Om oplevelser, som fuldstændig har forandret deres eget liv. De skriver det også ned i Det nye Testamente, men der hører altså en mundtlig forklaring til, et levende fællesskab med apostlene og dermed med Jesus, som har lovet at være med dem alle dage indtil verdens ende (jfr. Matt 28,20).
Det giver sig selv, at hele denne proces ikke skulle stoppe, da den sidste apostel døde. Budskabet skal jo ud over hele jorden. Derfor udvalgte apostlene efterhånden nogle afløsere, som skulle overtage deres opgave. Også disse nye "apostle" har siden valgt afløsere, da de selv blev gamle. På den måde er der dannet en lang, ubrudt kæde, der går helt frem til vores tid (apostolisk succession). I dag kaldes disse apostle for biskopper, og det er altså biskopperne, som efter Guds ønske leder Kirken. De skal først og fremmest fortælle om alt det, som Jesus har sagt og gjort, og hverken de eller folket har ret til at ændre ved det, som Jesus har bestemt.
Peter og paveembedet
Blandt apostlene er der én, som Jesus udvælger til en særlig opgave, og det er Sankt Peter: Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke (...). Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget...(Matt 16,19). Peter er apostlenes leder, og det er først og fremmest ham, som Jesus giver ansvaret for sin Kirke (jfr. Joh 21,15-18).
Da Peter til sidst bliver korsfæstet ligesom Jesus, er han leder af menigheden i Rom. Derfor er det altid Peters efterfølger som biskop i Rom, der er Kirkens øverste leder på jorden. I det 4. århundrede begynder man at kalde Roms biskop for pave (far). Paven leder ikke Kirken som en diktator. Han skal først og fremmest rette sig efter Gud og Traditionen. (Med ordet "Tradition" menes alt det, som Gud løbende har fortalt sin Kirke som vejledning i konkrete spørgsmål - Traditionen er altså levende og ikke udtryk for noget stivnet, der hører fortiden til). Desuden rådfører paven sig løbende med de andre biskopper og med repræsentanter for de almindelige katolikker. Normalt blander han sig kun i de lokale kirkers sager, når der er problemer, tvivl eller uenigheder, som de ikke selv kan løse. På denne måde er han et samlingspunkt for alle katolikker - han er den klippe, som Jesus har bygget sin Kirke på.