Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer

"Lad os tale om tro"

"Mange mennesker befinder sig ofte langt fra de sammenhænge, hvor det stadig er muligt og naturligt at tale om tro. Samtidig kan de godt have en længsel efter at tale om tro, men ved ikke, hvor de skal gå hen. Derfor er det vigtig at finde nye metoder og etablere nye fora, hvor der kan tales om tro. Et sådant initiativ er taget med konceptet ”Lad os tale om tro.” Det er et fælleskirkeligt projekt, som vi som katolsk Kirke også er med i." Biskop Czeslaw Kozon, juli 2024.

Projektet "Lad os tale om tro" er et innovativt fælleskirkeligt initiativ mellem Den katolske Kirke og bl.a. Danske Kirkers Råd, Bibelselskabet, Frelsens Hær og FrikirkeNet. Formålet er at få flere danskere til at tale om tro på en afslappet og uhøjtidelig måde. Den katolske Kirke har været med til at præge projektet fra start, og diakon Kaare Nielsen er den katolske kontakt for projektet.

"Lad os tale om tro" består af korte videoer af forskellige samtalepar, som er sammensat på en måde, så videoerne har en bred appel. Samtaleparrene repræsenterer forskellige aldre, etnisk baggrund og trosretninger. Dette skal tjene som inspiration for dem, som ser videoen, så de lettere får sat tanker og samtaler i gang. 

Videoerne er udelukkende præsenterende og faciliterende – ikke missionerende. Der serveres ikke færdige svar, men der gives nogle bud på, hvordan kristendommen kan italesætte nogle af de eksistentielle spørgsmål, der presser sig på. Hver samtalevideo slutter med en række åbne spørgsmål, hvor den enkelte kan vælge at svare på de spørgsmål, der giver mening. Dermed er samtalen i gang. Man kan bruge videoerne i en én til én-samtale eller i en gruppe, f.eks. ved firmelsesundervisning eller i en bibelgruppe.

Nedenfor er der et eksempel på en video (billede) og efterfølgende spørgsmål (klik på billedet for at forstørre det). Alle videoerne og andet materiale kan findes på projektets hjemmeside www.ladostaleomtro.dk >