Dåb, undervisning og Firmelse

Ved Barnedåb

Først skal du kontakte din lokale sognepræst at arrangere dådssamtale. Dåbsritualet holdes enten under messen, eller ved en særlig ceremoni. Tal med din lokale præst om mulighederne i dit område.

Er du en voksen og ønsker at blive døbt i den katolske kirke, skal du gå til uddannelse. Kontakt din lokale kirke for yderligere oplysninger.

Barnedåb finder normalt sted i sognekirken. Barnet bør døbes indenfor de første uger efter fødslen. Sognepræsten er forpligtet til at sikre sig, at forældrene er i stand til og villige til at opdrage deres barn som katolik. I et blandet ægtskab påhviler det især den katolske part. Barnet skal have mindst én fadder, som skal være katolik, være firmet og have modtaget den 1. kommunion, leve et autentisk liv som kristen og være mindst 16 år. Foruden den katolske fadder kan der være en ikke-katolsk fadder (dåbsvidne), som også skal være kristen. Ved anmodning om barnedåb opgives barnets fødselsregistreringssted, fødselsdato og bopæl, såfremt det er født i Danmark, ellers medbringes barnets fødsels- og navneattest, forældrenes fødsels- og dåbsattester el. fødsels- og navneattester samt vielsesattest (for så vidt det drejer sig om ægtepar). Finder dåben sted uden for sognet, bør forældrene forinden underrette deres sognepræst. I alvorlige sygdomstilfælde kan barnet hjemmedøbes af en præst el. diakon. Er der fare for barnets liv, bør det også firmes af præsten. I yderste livsfare kan enhver døbe, i så fald skal sognepræsten snarest muligt underrettes.

Navneændring

Navneændring sker ved henvendelse til det sted, hvor barnet er navngivet. I nogle tilfælde kan navneændringen dog kun ske ved navnebevis, udstedt af statsamtet, og der skal betales et gebyr, hvorimod navneændring hos en ministerialbogsfører er gratis.
Navneændring for personer navngivet i udlandet kan som noget nyt ske ved henvendelse til den anerkendte præst i ens bopælsmenighed.
Navneændring på bryllupsdagen. Den tidligere praksis, at man kan antage sin ægtefælles efternavn i forbindelse med vielsen, er afskaffet med den nye navnelov, der trådte i kraft den 1. april 2006. Det er dog stadig muligt at antage sin ægtefælles efternavn med virkning fra vielsesdagen, men der skal på en særlig blanket (obligatorisk) ansøges herom hos præsten (ministerialbogsføreren) i den katolske menighed, hvor man er blevet døbt eller navngivet. En ikke-katolsk ægtefælle skal henvende sig til det folkekirkesogn, hvor han eller hun bor. Er man født i Sønderjylland, henvender man sig i den kommune, hvor man er fødselsregistreret. Ansøgning om navneændring på bryllupsdagen kan også afleveres i den kommune, hvor ægteskabsbetingelserne skal prøves inden vielsen.

Katolsk kristendomsundervisning og skolegang

Der findes en del katolske skoler og nogle katolske børnehaver i Danmark. I de katolske skoler søger man at skabe et kristent miljø og at give en tidssvarende kristendomsundervisning. Selv om der er offentlige tilskud til de katolske skoler og børnehaver, skal der dog betales en vis skoleafgift, forskellig for de forskellige skoler. Skolerne har mulighed for at nedsætte denne afgift i tilfælde, hvor dette skønnes rimeligt. Katolske børn, der går i ikke-katolske skoler, bør følge den katolske kristendomsundervisning i sognet. I nogle sogne tilbydes denne undervisning allerede i børnehavealderen.

Firmelse og 1. kommunion

For at kunne modtage disse sakramenter bør børnene og de unge først gå til undervisning. Henvendelse sker til den lokale sognepræst.