Biskop Czeslaw: Kirkens enhed under udfordring?

Den 1. juli i år foretog Pius X-broderskabet (SSPX) under stor mediebevågenhed de forud annoncerede bispevielser af fire af dets præster. Måske opmuntret heraf gjorde de noget mindre kendte transalpinske redemptorister den 25. juli det samme ved at lade en præst fra ordenssamfundet bispevie. Ligesom ærkebiskop Marcel Lefebvres skelsættende bispevielser i 1988 er også de sidste to handlinger sket uden paveligt mandat og er således et brud på Kirkens hierarkiske enhed. En umiddelbar følge af den ulovlige handling er, at de implicerede parter automatisk er ekskommunikeret, en forudsigelig og rimelig konsekvens af at handle imod Kirkens ånd og kirkeretten. Som en yderligere skærpelse af Kirkens reaktion på de ulovlige bispevielser er alle gejstlige medlemmer af Pius X-broderskabet ligeledes blevet ekskommunikeret, og det samme gælder alle, som på anden måde organisatorisk er tilsluttet broderskabet. Både Pius X-broderskabet og de transalpinske redemptorister befinder sig således i en skismatisk situation i forhold til Kirken, altså uden for dens fællesskab.

Talmæssigt udgør de to organisationer et lille mindretal i forhold til den store Kirke, og lokalt rundt omkring i verden vil denne mindretalsstatus være endnu tydeligere og af endnu mindre betydning for det kirkelige fællesskab på stedet. Det betyder ikke, at vi skal ignorere de strømninger, som de illegale bispevielser blot er en provokende kulmination af. I mindre skala viser de sig også i andre sammenhænge i Kirken; men samtidigt er det ikke kun i disse strømninger, at vi skal se en fare for Kirkens enhed og den lokale kirkelige sammenhængskraft. Ganske vist repræsenterer de det, man noget summarisk og ofte unuanceret kalder ”konservative” tendenser i form af skepsis over for eller ligefrem forkastelse af dele af Andet Vatikankoncils ånd og beslutninger, inklusiv fornyelsen af liturgien. Dog skal man ikke glemme, at Kirkens enhed og sammenhængskraft også på anden måde er udfordret, ikke ved formelle skismatiske handlinger, men ved, at grupperinger, der ønsker radikale forandringer i Kirken, i både teori og praksis ofte benægter væsentlige dele af Kirkens traditionelle lære, sådan som den er formuleret i Andet Vatikankoncils dokumenter og Den katolske Kirkes Katekismus.

Liturgien som pejlemærke
Fejringen af messen efter 1962-missalet, det sidste, der blev udgivet før koncilet, populært kaldet ”den tridentinske ritus,” er for mange det umiddelbare og ofte eneste blikfang for, hvad de ovennævnte strømninger står for. Det er vigtigt at skelne mellem nogle menneskers præference for 1962-messen og så anskuelser, der mere eller mindre klart udtrykker en skepsis ikke bare over for den reformerede liturgi, men også mangel på tillid til, at Kirken også efter Andet Vatikankoncil fortsat formidler den overleverede lære, som Kristus selv bestemte apostlene og deres efterfølgere, Paven og biskopperne, til at forkynde og bevare.

Koncilet har således ikke forandret Kirkens lære, men søgt at finde veje til bedre af udtrykke og forkynde det evigt gyldige budskab, for nogle tings vedkommende også ved at gå tilbage til former, som bedre viser, at Kirken er et fællesskab, hvor alle medlemmer, både gejstlige og lægfolk, ganske vist i forskellige roller, repræsenterer Kirken. Liturgien, ikke mindst fejringen af Eukaristien, er således igen tydeligere blevet rammen om hele gudsfolkets tilbedelse af Gud og forkyndelsen af Kristi frelsergerning. Samtidigt er der igen kommet fokus på det almindelige præstedømme, som bygger på, at alle døbte og firmede er med til i samarbejde med embedspræstedømmet, gejstligheden, at repræsentere Kirken og være aktive, ja også forpligtede, i dens forkyndelse.

Liturgiens rolle
Fejringen af Eukaristien er den sammenhæng, hvor hele gudsfolket mødes til store fejringer, som en oplevelse af fællesskabet i bispedømmet, og i den lokale menighed til markering af Kirkens fællesskab på stedet. Liturgien skal derfor i sin grundlæggende struktur være fælles for hele Kirken, hvilket ikke udelukker forskellige former for fejring: Om det er hverdag eller fest, en større eller mindre gruppe eller inddragelse af lokale traditioner. Blot skal liturgien være genkendelig og udtrykke Kirkens formål med den.

Den form for liturgi, som blev indført i 1970, og som nu er Kirkens officielle, har rødder længere tilbage end koncilet. I adskillige årtier forud gjorde mange sig tanker om, hvordan liturgien både kunne føres tilbage til den form, der lod alle dens deltagere komme til deres ret ved aktiv inddragelse, og om, der af hensyn til nye generationers tilgang og forudsætninger skulle ske yderligere tiltag, som f.eks. indførelse af modersmålet. Gennem de sidste mere end 50 år har alle generationer taget den nye liturgi til sig og er kommet til at føle sig hjemme i den. For at liturgien kan være et fælles og meningsfyldt udtryk for Kirkens gudtjeneste, er det naturligvis en forudsætning, at alle føres ind i den ved grundig katekese, så man forstår, hvad det er, der foregår. En anden forudsætning er, at den fejres værdigt, efter de liturgiske regler, så højtideligt, som de lokale muligheder tillader, og frem for alt, ved at undgå enhver form for selvbestaltede ændringer, der både kan forvrænge og tilsløre, hvad det er, liturgien vil sige os, og ved banalisering tilsløre eller helt fjerne den sakrale karakter. Liturgien fra 1970 er således også den gudstjenesteform, som alle, der søger Kirken og bliver optaget i den, skal stifte bekendtskab med og tage til sig.

1962-liturgiens status
For at den nye liturgi som ønsket af koncilet virkeligt kunne blive Kirkens liturgi, var det en naturlig nødvendighed at lade den blive enerådende uden valgmuligheder. Derfor blev 1962-liturgien i praksis forbudt som offentlig fejring. Kun ganske få undtagelser var tilladt, de fleste ubemærkede, den mest kendte den særordning, som de engelske biskopper fik udvirket til lejlighedsvis at give tilladelse til at fejre messen efter missalet fra 1962.

Messen fra før koncilet forsvandt således ikke totalt. Nogle følte sig fortsat stærkt knyttet til den, og nye generationer, som ikke havde oplevet den som Kirkens officielle liturgi, følte sig tiltrukket af den. Pave Johannes Paul II åbnede for en øget, ”kontrolleret,” fejring af den. Med motu propriet Summorum Pontificum åbnede pave Benedikt XVI i 2007 for en stort set restriktionsløs fejring af liturgien efter 1962-missalet, en mulighed, som pave Frans med motu propriet Traditionis Custodes indskrænkede væsentligt.

Trods pave Frans’ indskrænkninger er messen efter 1962-missalet fortsat tilladt. At mange, nogle steder i voksende omfang, føler sig draget af den skal i første omgang betragtes som en pastoral realitet, som man ikke får til at forsvinde ved yderligere forbud, men heller ikke ureflekteret skal se skævt til eller ignorere. Det betyder ikke, at 1962-liturgien kan opnå samme status som den nye liturgi; men det kan ikke overses, at mange, som føler sig knyttet til messen efter 1962-missalet er aktive og trofaste medlemmer af Kirken. Ligeledes kan det ikke ignoreres, at mange, ikke mindst unge, finder vej ind i Kirken gennem 1962-messen, ofte via de sociale medier. Vi skal være åbne for alle, som søger Kirkens fællesskab. Det betyder ikke, at de skal blive stående ved deres første indtryk af Kirken. Alle konvertitter skal ved grundig undervisning føres ind i Kirken, acceptere hele dens lære, også som den bliver præsenteret gennem Andet Vatikankoncils dokumenter, samt kunne tage den nye liturgi til sig som Kirkens officielle gudstjenesteform, også selv om man af æstetiske grunde kan begejstres af 1962-messen. Denne begejstring må dog udelukke enhver skepsis over for det billede af Kirken, som Koncilet har villet formidle, inkl. dens nuværende måde at fejre liturgien på. 

De allerede nævnte oplevelser af eksempler på forkastelse af dele af Kirkens tros- og morallære og erfaringer med uværdig og banaliseret fejring af liturgien må ikke føre til, at man trækker sig ind i såkaldte sikre bobler. Tværtimod er det alles opgave, også selv om det nogle gange er op ad bakke, at tydeliggøre og bekende, at Kirken, sådan som Koncilet fremstiller den, fortsat er støttet af Kristi løfter og Helligåndens ledsagelse. Både i forkyndelsen og i fejring af liturgien. 

Nye fællesskaber
Nye mennesker, der kommer til Kirken, både søger og finder ofte sammen i fællesskaber. Det er som udgangspunkt en god ting og helt naturligt. Det er vigtigt, især for nye konvertitter, men også for alle andre, ikke at stå alene med troen, men finde ind i sammenhænge, hvor man kan dele sin begejstring for troen, tale med andre om den og ellers blot opleve et sundt menneskeligt fællesskab. Ligesom det store kirkelige fællesskab ikke på forhånd skal se skævt til, at unge mennesker samles i særlige grupper omkring deres tro, så gælder det naturligvis også, at disse grupper ikke isolerer sig fra det store fællesskab i bispedømme og menighed og risikerer at blive elitære.

Tillid over for udfordringerne
Der sker mange ting i verden og i Kirken, der både viser sig pludseligt og som noget nyt og ukendt, nogle gange også som noget retrospektivt. Nærværende indlæg er ikke en fyldestgørende fremstilling af denne udvikling, men også uden at gå i dybden med de forskellige fænomener, der viser sig, er opgaven klar: Som Kirke at være imødekommende og inkluderende, ledsage med velvilje, men også, hvor det er påkrævet, at have mod til give kærlige korrektioner og for den adresserede parts vedkommende at have ydmyghed til at acceptere disse korrektioner.

+Czeslaw