Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Katolsk tro og liv

Knud den Hellige – Danmarks værnehelgen

D. 10. juli fejrer Kirken Knud den Hellige, Danmarks værnehelgen, konge og martyr.

Maleri "Knud IV af Danmarks død i Sankt Albani Kirke (1086)" fra 1843 af Christian Albrecht von Benzon, Museum Odense (Wikimedia Commons, licensfrit)

Knud var konge af Danmark fra 1080 til 1086 og blev dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense d. 10. juli 1086. Omkring 1099 blev han kanoniseret og blev dermed Danmarks første helgen, hvis helgenkåring blev stadfæstet af paven.

Knud den Hellige var søn af Svend Estridsøn og regerede i en brydningstid mellem vikingetid og middelalder. Hans regering var præget af både udenrigspolitiske udfordringer og indre spændinger mellem kongemagten, Kirken og rigets stormænd og bønder.

Både de ældste kilder og nyere historieforskning fremhæver Knud som en konge, der bevidst arbejdede for at styrke den kristne tro og Kirkens stilling i Danmark. Han gennemførte reformer, der forbedrede Kirkens retslige og økonomiske vilkår, blandt andet gennem et omfattende privilegiebrev til domkirken i Lund og ved gaver til kirkerne i Roskilde og Odense. Til Odense bragte han også relikvier af den engelske martyr Sankt Alban.

Knud ønskede samtidig at styrke retfærdigheden i samfundet og arbejdede for de idealer om retfærdighed og barmhjertighed, som prægede den gregorianske reformbevægelse. Hans lovgivning tog blandt andet hensyn til samfundets svageste, herunder kvinder, frigivne trælle og udlændinge.

Forsøget på at indføre kirketiende og utilfredshed med et opgivet Englandstogt førte imidlertid til oprør. I sommeren 1086 søgte Knud sammen med sin bror Bent tilflugt i Sankt Albani Kirke i Odense. Her forberedte han sig på døden med skriftemål og den hellige kommunion, inden han blev dræbt ved alteret af oprørerne.

Kort efter hans død begyndte beretningerne om mirakuløse helbredelser ved hans grav. Hans relikvier blev senere overført til Sankt Knuds Kirke, den nuværende Odense Domkirke (som efter reformationen blev folkekirke), hvis opførelse han selv havde påbegyndt. Her hviler de fortsat.

Knuds helgenkult fik stor udbredelse, og gennem hele middelalderen valfartede pilgrimme til hans grav i Odense. Hans betydning rakte også ud over Danmarks grænser. Blandt andet blev han afbildet blandt de store helgenkonger i Fødselskirken i Betlehem, og hans navn blev knyttet til kirker og altre både i Danmark og i udlandet.

Med religionsfriheden i 1849 kunne den offentlige fejring af Sankt Knud igen finde sted i Danmark, og hans festdag markeres fortsat d. 10. juli. Kirken fejrer Sankt Knud som en konge, der søgte at forene kongemagt og kristent ansvar, og som gav sit liv i troskab mod den opgave, han mente Gud havde betroet ham.

Kilde: Helgenleksikonet – tekst redigeret af Ewa Angela Wegener