Pave Leo XIV’s encyklika "Magnifica humanitas": AI skal tjene menneskeheden – ikke koncentrere magten hos nogle få

"Den storslåede menneskelighed, skabt af Gud i al sin storhed, står i dag over for et afgørende valg: enten at opføre et nyt Babelstårn eller at bygge den by, hvor Gud og mennesket lever sammen."

Sådan indledes pave Leo XIV’s første encyklika, Magnifica humanitas: Om beskyttelsen af menneskets værdighed i en tid præget af kunstig intelligens, og ordene sammenfatter dokumentets grundlæggende formål og anliggende.

Encyklikaen blev offentliggjort mandag d. 25. maj og underskrevet af paven d. 15. maj på 135-årsdagen for pave Leo XIII’s offentliggørelse af Rerum novarum.

Pave Leo viderefører dermed arven fra sin navneforgænger ved at skrive en socialencyklika om en af vor tids største udfordringer: kunstig intelligens.

Magnifica humanitas er opdelt i fem kapitler og tager udgangspunkt i en grundlæggende præmis: Teknologi er ikke "en kraft i modsætning til mennesket" (4), og heller ikke "i sig selv ond" (9). Teknologi er dog aldrig neutral, fordi den formes af dem, der udvikler, finansierer, regulerer og anvender den. Paven opfordrer derfor til at arbejde for det fælles bedste og til at "forblive menneskelige" gennem et modigt fælles ansvar og fællesskab, så verden kan erkende menneskehjertet som det sted, hvor Gud ønsker at bo (16).

Kirkens sociallære
Det første kapitel – "En dynamisk tilgang tro mod evangeliet" – gennemgår udviklingen af Kirkens sociallære i nyere tid og ved Andet Vatikankoncil og fremhæver dens "dynamiske karakter" (17). Kirkens sociallære er langt fra blot at være "en håndbog med principper og normer, der skal anvendes." Den er snarere en fælles vej i dømmekraft og en "kommunionens teologi i historien" (27), som hjælper med at tolke begivenheder i evangeliets lys.

Pave Leo minder om sine forgængeres bidrag – fra pave Pius XII, der som den første anvendte udtrykket "Kirkens sociallære" i den apostolske formaning Menti Nostrae fra 1950, til pave Frans. Han fremhæver især pave Leo XIII’s encyklika Rerum novarum fra 1891, som beskrives som "en milepæl i udviklingen af Kirkens sociallære" (30).

Hver efterfølger til apostlen Peter har siden fortolket historiens forandringer i evangeliets lys og fremhævet forskellige aspekter af den samme arv: menneskets værdighed, arbejdets værdi, godernes universelle bestemmelse, solidaritet og subsidiaritet, omsorgen for skaberværket samt fredens og broderskabets centrale betydning (45).

Beskyttelse af menneskets værdighed
I det andet kapitel uddyber pave Leo grundlaget og principperne for Kirkens sociallære. Et af disse grundlag er menneskets værdighed, fordi mennesket er skabt i Guds billede og lighed. Det er vigtigt at fastholde dette, fordi "presset fra nye ideologier eller særligt magtfulde interesser" kan reducere mennesket til "en ressource, der kan bruges og udnyttes" eller til det, som mennesket præsterer eller producerer (51). Tværtimod er "ethvert menneskes grundlæggende værdighed … hverken erhvervet eller fortjent, og den behøver ikke at retfærdiggøres" (53).

Et andet grundlag er menneskets ukrænkelige rettigheder, hvor den første er retten til liv "fra undfangelsen til naturlig død." I denne sammenhæng betegner pave Leo provokeret abort, drab på uskyldige og eutanasi som "valg, Kirken betragter som alvorligt forkerte" (55).

Et tredje grundlag er anerkendelsen af minoriteters rettigheder med særlig opmærksomhed på kvinder. Paven efterlyser "konkrete beslutninger" til fordel for kvinder inden for lovgivning, arbejde, uddannelse og sociale og politiske ansvarsområder, så de virkelig kan blive hørt og værdsat (57).

Alvorligt umoralsk at underlægge sig nationer
Pave Leo fremhæver herefter fem grundprincipper i Kirkens sociallære.

Det første er det fælles bedste, som han beskriver som "det sociale udtryk for den værdighed, der anerkendes i hvert menneske" (59). Paven understreger kraftigt, at fremme af det fælles bedste aldrig kan adskilles fra respekten for folks ret til at eksistere, bevare deres identitet og bidrage med deres særlige kvaliteter til nationernes fællesskab. "Ethvert forsøg eller projekt på at eliminere eller underlægge sig en nation er alvorligt umoralsk og derfor uacceptabelt" (64), skriver han.

Teknologi må ikke koncentreres hos få
Det andet princip handler om, at jordens goder er bestemt for alle. Her understreger pave Leo flere steder nødvendigheden af at sikre, at teknologi ikke koncentreres hos nogle få mennesker og dermed forstærker kløften mellem dem, der inkluderes i den digitale revolution, og dem, der udelukkes fra den (67).

Det tredje princip – subsidiaritet (68) – kræver, at menneskeheden overvinder enhver form for paternalistisk eller velfærdsbaseret styring af samfundslivet til fordel for fælles ansvar.

Det fjerde princip er solidaritet (73), som både er “et princip og en dyd.” Solidaritet står i modsætning til ligegyldighed og tager hensyn til både mennesker og kommende generationer.

Social retfærdighed og migranter
Det femte princip er social retfærdighed. I den digitale tidsalder kræver social retfærdighed, at alle får fair adgang til muligheder, at de mest sårbare beskyttes, at had og misinformation bekæmpes, og at brugen af teknologi underlægges offentlig kontrol, "så det styrende princip ikke alene er profit, men hvert menneskes værdighed og alles fælles bedste" (80).

Paven fremhæver migranter, flygtninge og fordrevne som en lakmusprøve på social retfærdighed. Måden, samfund behandler migranter på, afslører, om retfærdighedssansen styres af frygt eller af broderskabets ånd. Han opfordrer derfor til at beskytte håbet hos dem, der tvinges til at forlade deres hjem, ved at sikre dem sikre og lovlige veje, en værdig modtagelse og reelle muligheder for integration. Samtidig skal "retten til at blive" i hjemlandet fremmes gennem fred, sikkerhed og en indsats mod migrationens dybereliggende årsager (81).

Misbrug og Kirkens samvittighedsransagelse
Paven understreger, at disse fem principper ikke kun gælder samfundet, men også Kirken selv, som kaldes til en “samvittighedsransagelse.” Det indebærer, siger han, at kirkelige relationer og strukturer må renses for forvrængninger, der skaber ulighed, mangel på gennemsigtighed og magtmisbrug.

Kirken må lytte til ofre for åndeligt, økonomisk, institutionelt, seksuelt og magtrelateret misbrug samt samvittighedsmisbrug. Denne selvransagelse er “en integreret del af en vej mod retfærdighed,” som indebærer at erkende den skade, der er sket, sikre retfærdig genoprejsning og forhindre, at det sker igen (89).

Etisk kodeks for kunstig intelligens
Det tredje kapitel – "Teknologi og dominans. Menneskets storhed i lyset af AI’s løfter" – understreger nødvendigheden af at møde kunstig intelligens med årvågenhed. Pave Leo advarer mod det “teknokratiske paradigme,” som pave Frans tidligere har kritiseret, og hvor alle beslutninger risikerer udelukkende at blive styret af effektivitet og profit (92).

Den mest magtfulde teknologi er ikke nødvendigvis den bedste. AI kan efterligne og simulere mennesket, men besidder ikke moralsk samvittighed, empati eller relationelle og åndelige evner. Paven opfordrer derfor til tydeligt ansvar i alle led af udviklingen af AI gennem passende politikker, juridiske rammer, uafhængigt tilsyn og uddannelse af brugerne. Frem for alt efterlyser pave Leo et etisk kodeks baseret på fælles standarder for social retfærdighed, fordi "det ikke er nok med en mere moralsk AI, hvis denne moral bestemmes af nogle få" (107).

Han understreger også, at man ikke må overse de nye teknologiers miljøpåvirkning, eftersom de kræver enorme mængder energi og vand og dermed påvirker skaberværket (101).

AI må “afvæbnes”
AI må, fortsætter pave Leo, "afvæbnes" for at befri teknologien fra logikken bag militær, økonomisk og kognitiv konkurrence. "At afvæbne betyder at afvise forestillingen om, at teknisk magt automatisk giver ret til at herske," skriver han. "At afvæbne betyder ikke at forkaste teknologi, men at forhindre den i at dominere mennesket" (110).

Paven bruger også betydelig plads på at kritisere transhumanisme og posthumanisme, som opfatter fremskridt som en overskridelse af menneskets begrænsninger. Begrænsninger er imidlertid ikke fejl, der skal fjernes, men en grundlæggende del af mennesket, fordi det netop er i skrøbelighed og dødelighed, at relationen til Gud og andre mennesker modnes.

"Mennesket blomstrer ikke på trods af begrænsningerne, men ofte gennem dem" (118), skriver han.

Teknologisk fremskridt uden hjertets tilbagegang
Hvis teknologisk innovation sker på bekostning af menneskets begrænsninger, vil det føre til en antropologisk tilbagegang, advarer paven. "Menneskeheden – i al sin storhed og sårbarhed – må aldrig erstattes eller overgås."

Teknologi kan lindre lidelse og åbne nye muligheder, men må ikke fornægte det grundlæggende menneskelige: vores evne til relation og kærlighed (126). Over for AI er det egentlige valg derfor ikke mellem begejstring og frygt, men mellem to former for udvikling: et fremskridt, der tjener mennesker og folk, eller et fremskridt, der underlægger dem magtens logik (129).

Kommunikationens økologi og skolens rolle
I det fjerde kapitel – "Beskyttelse af mennesket i en tid med forandring. Sandhed, arbejde og frihed" – opfordrer paven til en "kommunikationens økologi" baseret på sandhed. Han efterlyser gennemsigtighed i udvælgelsen af indhold, beskyttelse af persondata, seriøs journalistik baseret på argumentation og verificering, en ny bevidsthed om kritisk brug af digitale redskaber samt integration af forskellige former for viden.

Kirken må også selv kommunikere åbent og ærligt – særligt i tilfælde af uretfærdighed og misbrug.

Paven opfordrer desuden til en fornyet uddannelsespagt, så unges "lyst til at stille spørgsmål" ikke slukkes af perfekte maskiner, der får menneskelig tænkning til at fremstå overflødig (140). Skolerne må derfor igen blive steder, hvor mennesker lærer at "søge og elske sandheden" (147).

Arbejdets værdighed
I den “fjerde industrielle revolution,” som den digitale omstilling udgør, understreger pave Leo nødvendigheden af at beskytte arbejdets værdighed gennem systemer, der sætter mennesket – og ikke blot præstationen – i centrum. "De nye måder at arbejde på er ikke nødvendigvis bedre," skriver han, fordi AI ofte tvinger mennesker til at tilpasse sig maskinernes tempo og krav fremfor omvendt (150). Teknologi kan ganske vist frigøre mennesker fra tunge og repetitive opgaver, men må ikke føre til arbejdsløshed i profitmaksimeringens navn. I denne sammenhæng udtrykker paven håb om en fornyelse af fagbevægelsen (155).

Fred og udvikling
Pave Leo understreger også behovet for at gå videre end BNP som målestok for et lands udvikling og i stedet fokusere på arbejdets værdighed, delt velstand, mindre ulighed og beskyttelse af miljøet. Finansverdenen må fokusere på udvikling og skabelse af arbejde (159-160).

I forlængelse af pave Paul VI fremhæver encyklikaen den gensidige sammenhæng mellem fred og udvikling og opfordrer til internationalt samarbejde, især til fordel for de mest sårbare lande og grupper, fordi velstand kun bidrager til fred, hvis den er udbredt, inkluderende og bæredygtig (163).

Familien som “det primære sociale gode”
Paven understreger familiens rolle som grundlagt på den stabile forening mellem mand og kvinde. Familien er et "primært socialt gode" og den "grundlæggende og uerstattelige celle i enhver samfundsorden" (165), som skal støttes gennem arbejdsmarkedspolitik, der fremmer stabilitet og menneskelige livsrytmer.

"Synlighedens arkitektur" og frihedens risici
Pave Leo tager også temaet menneskelig frihed op i en tid, hvor digitale platforme er designet til at fastholde brugernes opmærksomhed og udnytte deres sårbarheder. Profilering, forudsigelse og styring af adfærd er "en ny form for magt" (171), som risikerer at diskriminere de svageste. Paven kritiserer særligt den “synlighedens arkitektur,” som kun forstærker det, der er synligt, og dermed former holdninger og meninger.

Nye former for slaveri og kolonialisme
AI skaber også nye former for slaveri, blandt andet blandt de mennesker, hvis "mærkede, sårede og nedslidte" kroppe arbejder med udvindingen af de sjældne jordarter, som teknologien kræver (173). Paven understreger derfor, at Kirken fortsat fordømmer enhver form for slaveri, menneskehandel og kommercialisering af mennesker. Samtidig beder han oprigtigt om tilgivelse for, at Kirken tidligere var længe om at fordømme "slaveriets svøbe" (174-176).

Encyklikaen peger også på, hvordan vitale data om eksempelvis sundhed og demografi anvendes til at styre økonomiske strategier. Dette beskrives som en ny form for kolonialisme, hvor menneskers liv bliver til udnyttelig information, og det digitale miljø bliver et "område for udbytning" (178-179).

Teorien om den "retfærdige krig" må overvindes
I femte kapitel – "Magtens kultur og kærlighedens civilisation" – vender pave Leo blikket mod krig. "Den digitale revolution forandrer konfliktens grammatik," skriver han, og uden en etisk tilgang risikerer beslutninger om menneskers liv og død at blive stadig mere upersonlige, mens vold opfattes som et hurtigt og praktisk redskab (182-183). Bag dette ligger en “magtens kultur,” som normaliserer krig og rehabiliterer den som et instrument i international politik.

Derfor understreger paven, at teorien om den "retfærdige krig" må overvindes til fordel for dialog, diplomati og tilgivelse – samtidig med at retten til legitimt selvforsvar i snæver forstand fastholdes (192).

Ingen algoritme kan gøre krig moralsk acceptabel
Paven kritiserer væksten i våbenindustrien, atomoprustningen og fremkomsten af nye væbnede aktører, herunder jihadistiske grupper, som holder konflikter i live for magtens og profitens skyld. Han advarer samtidig mod AI-baserede våbensystemer, fordi “der ikke findes nogen algoritme, som kan gøre krig moralsk acceptabel.” AI fjerner ikke konfliktens umenneskelighed, men kan tværtimod gøre krig hurtigere, mere upersonlig og sænke tærsklen for brugen af vold, så ofrene reduceres til data. Derfor efterlyser pave Leo strenge internationale etiske grænser baseret på personligt ansvar og beskyttelse af civile. "Enhver teknologi, der gør det lettere at angribe uden at se menneskers ansigt, sænker konfliktens moralske tærskel" (199).

Krise i multilateralismen
Magtens kultur viser sig også i multilateralismens krise og fremkomsten af en "uordnet og konfliktfyldt multipolaritet" præget af mistillid (201). Paven beklager, at retten er blevet erstattet af den stærkestes ret, mens institutioner skabt for at beskytte nationernes fælles skæbne er blevet svækket. Han håber derfor på "dybtgående reformer" af FN og det internationale system til fordel for det fælles bedste (226).

En uansvarlig realpolitik
Encyklikaen beskriver også nutidens “hybridkrige,” som føres på økonomiske, finansielle og digitale fronter gennem misinformation og frygtskabende kampagner. Dette fremstilles som den eneste realistiske reaktion på en usikker fremtid, men er ifølge paven blot en "falsk realisme" og en uansvarlig realpolitik, der fremstiller fred som en utopi (204-205).

Kærlighedens civilisation
Kristne er kaldet til at besvare magtens kultur ved at opbygge “kærlighedens civilisation.” Paven peger på fem veje til ansvar: at afvæbne ordene ved at tale sandt, at bygge fred gennem retfærdighed, at anlægge ofrenes perspektiv og tage stilling, fordi der findes konflikter, hvor det er uretfærdigt at forholde sig neutral.

Nåden fjerner ikke konflikter som ved et mirakel, men inspirerer til aktiv modstand mod det onde og en overraskende kreativitet i det gode (211).

Betydningen af interreligiøs dialog
Til sidst understreger pave Leo betydningen af interreligiøs dialog som bærer af et budskab om fred. "De, der bruger Guds navn til at legitimere terrorisme, vold eller krig, forråder hans sande væsen," skriver han. "At kæmpe i religionens navn betyder at angribe religionen selv" (223).

Den Hellige Stols diplomati anvender ifølge paven evangeliets barmhjertighed som konkret kriterium for politisk handling. Derfor afsluttes encyklikaen også med en opfordring til bøn, fordi fred først og fremmest kommer fra Gud (227-228).

Den storslåede menneskelighed
Afslutningsvis opfordrer pave Leo de troende til at leve i denne nye teknologiske tidsalder i evangeliets lys og følge “et nøgternt, men krævende program for kristent liv.” Selv i AI’ens tidsalder kan mennesker, skriver paven, vidne om den storslåede menneskelighed, hvor Gud har taget bolig.