Medjugorje 45 år efter (1981–2026)

Den 27. juni 2026 var jeg på vej tilbage til Danmark med fly fra Medjugorje i Bosnien-Hercegovina. En dame fra min vietnamesiske pilgrimsgruppe viste de billeder, hun havde taget ved det hvide kors, da gruppen var oppe på Križevac (Korsbjerget). Hun var glad og tilfreds, ligesom alle os andre, der havde klaret turen op trods hedebølgen og den stejle vandring over klipperne til toppen af bjerget (520 m).

Man siger, at vejen op ad bjerget symboliserer menneskets vej til Gud, og at de mange udfordringer undervejs afspejler livets strabadser, som vi må overvinde. På toppen af bjerget blev der i 1933 rejst et 8,5 meter højt betonkors til minde om 1900-året for Jesu død på korset.

Det samme gælder Podbrdo (Åbenbaringsbjerget), hvor mange tror, at Jomfru Maria, Guds Moder, har vist sig for seks unge seere. Millioner af pilgrimme har gennem årene vandret op og ned ad det stenede bjerg i håbet om at opleve den særlige og rørende atmosfære, som forbindes med åbenbaringerne.

I år fejrede man 45-årsdagen for den første påståede åbenbaring den 25. juni 1981, hvor Jomfru Maria viste sig for de seks unge seere Ivan, Jakov, Marija, Vicka, Mirjana og Ivanka. Siden da har Medjugorje tiltrukket sig opmærksomhed fra hele verden.

I anledning af jubilæet kom tusindvis af pilgrimme fra mange forskellige lande til Medjugorje.

Mandag den 22. juni 2026 blev der vist en film om fader Slavko Barbarićs liv (1946–2000). Han var en fremtrædende hercegovinsk franciskansk præst, som blev kendt verden over for sit store arbejde i forbindelse med de marianske åbenbaringer i Medjugorje. Fra 1984 og frem til sin død fungerede han som spirituel vejleder for de seks seere.

Onsdag den 24. juni 2026 var der om eftermiddagen en procession med Jomfru Marias statue gennem byen ad en cirka fem kilometer lang rute, som sluttede foran Sankt Jakobs Kirke.

Torsdag den 25. juni 2026 blev jubilæet fejret med højmesse kl. 19.00. Pladsen foran Sankt Jakobs Kirke var fyldt med mennesker, og nationalflag fra mange lande vajede over menneskemængden. Flere hundrede præster gik i procession med Marias statue rundt på pladsen og frem til alteret. Solen brød frem mellem skyerne og skinnede varmt ned over de mange pilgrimme. Jeg følte, at himmel og jord på en særlig måde var tæt på hinanden netop her.

I sin prædiken sagde hovedcelebranten, fader Jozo Grbeš, som var leder for den hercegovinske franciskanerprovins, blandt andet:

"Mirakler helbreder ikke kun sygdomme – de helbreder også vores hjerter. Vi har brug for ydmyghed for at kunne åbne os og vende tilbage til Gud."

Noget helt særligt ved Medjugorje er de mange skriftemålsboder på forskellige sprog. Der sad også præster udendørs og tog imod skriftemål. Det gjorde stort indtryk på mig at se mennesker – både unge og gamle – stå i lange køer for at skrifte. Mange fortæller, at de i Medjugorje oplever et kald til omvendelse og finder vejen tilbage til Gud.

Pludselig fik jeg selv lyst til at skrifte. Jeg har ofte svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg bliver rørt, og jeg syntes, det ville være pinligt, hvis jeg begyndte at græde under skriftemålet. Jeg stod længe og overvejede det, men samlede til sidst mod til at gå hen til en præst med et skilt, hvor der stod “English.” Han kom fra Irland.

Det blev heldigvis en varm og åben samtale om skyld og tilgivelse – ikke en samtale “efter bogen,” som jeg ellers havde forestillet mig. Han sagde blandt andet, at vi er som et spejl, og at alt snavs må renses væk, hvis vi ønsker et godt forhold til Gud. Jeg gik derfra med følelsen af, at mit spejl var blevet pudset rent.

Den katolske Kirke har endnu ikke anerkendt de påståede Maria-åbenbaringer i Medjugorje. Kirken har imidlertid åbnet mulighed for organiserede valfarter til Medjugorje og anerkender de mange åndelige frugter, som pilgrimme fortæller om.

Der er nu gået 45 år siden de første påståede åbenbaringer. Millioner af pilgrimme kommer fortsat til Medjugorje. Nogle søger fred, andre søger styrke eller helbredelse. Uanset om man tror på åbenbaringerne eller ej, møder man her en stærk tro, et levende bønsliv og en dyb kærlighed til Gud gennem Jomfru Maria.