Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Paven og Verdenskirken
Katolsk tro og liv

Norske biskop Fredrik Hansen indleder helgenkåringsproces for Sigrid Undset

Bispedømmet Olsos biskop, Fredrik Hansen, har indledt forberedelserne til en helgenkåringsproces for den katolske forfatter Sigrid Undset.

Foto: Marta Teresa Wade (via katolsk.no)

Meddelelsen blev offentliggjort under årets seljumandsmessen på Selja (en messe til ære for Norges skytshelgen, Sankt Sunniva), hvor flere hundrede katolske pilgrimme var samlet til valfart. I år fik messen en ekstra historisk dimension, da det i år er 100 år siden, Sigrid Undset besøgte Selja.

Et forbillede i kristen tro
“Hun er langt mere end en forfatter og nobelprismodtager. For os er hun et forbillede for kristen tro og for et liv præget af dyderne, et liv i søgen efter hellighed,” sagde biskop Fredrik Hansen i sin prædiken under messen.

Den formelle saligkåringsproces for Sigrid Undset forventes indledt til efteråret.

“Med den myndighed, der tilkommer mig (Instruks Sanctorum Mater, art. 21, § 1), har jeg derfor nu indledt arbejdet, så saligkåringsprocessen formelt kan begynde engang til efteråret,” sagde biskop Fredrik Hansen i prædikenen.

Troen prægede hele hendes liv
Sigrid Undset (1882-1949) blev optaget i Den katolske Kirke i 1924 og blev fire år senere lægdominikaner. Efter sin konversion kom den katolske tro til at præge hele hendes liv og forfatterskab. Hun blev en af de mest markante katolske stemmer i den norske offentlighed og forsvarede Kirkens tro og den kristne kulturarv gennem bøger, essays og foredrag.

På spørgsmålet om, hvad der ved Undsets liv kvalificerer hende til en helgenkåring, svarer biskoppen:

“Hun er et eksempel på et moderne katolsk liv, et liv præget af de spændinger, der findes både i verden og i ethvert menneskeliv, men samtidig af en urokkelig tro på Jesus Kristus.”

Biskoppen minder også om, at Kirken fremholder helgenerne som forbilleder for de troende.

“De mænd og kvinder, som Kirken ved højtidelig afgørelse regner blandt de hellige, er og bør være en stadig påmindelse om kaldet til hellighed.”

En markant katolsk stemme
Konversionen vakte stor opsigt i et Norge præget af stærke antikatolske holdninger. Da hun fire år senere modtog Nobelprisen i litteratur, blev hun samtidig en af landets mest synlige katolske stemmer. Nobelprismodtageren brugte sit forfatterskab til at vidne om den kristne tro og de norske middelalderhelgener, samtidig med at hun tog klart afstand fra nazismen og arbejdede for Norges sag under Anden Verdenskrig.

I sin prædiken fremhæver biskop Hansen især Undsets katolske liv og trosvidnesbyrd som begrundelse for beslutningen.

“Hun fandt vejen til Kirkens fulde fællesskab og stod som en frygtløs forsvarer af den katolske tro. Hun arbejdede utrætteligt mod nazismen og for vort lands frihedskamp under krigen. Hun viste en vedvarende og konkret omsorg for de fattige. Hun gav sig selv i omsorgen for sin datter – et livslangt virke for livet og dets hellighed.”

Han fremhæver også hendes betydning som forfatter.

“Hun har med sine mange bøger præget så mange troende, inspireret til livet i Kristus og vidnet om vore middelalderhelgener.”

På spørgsmålet om, hvilken bog han især vil anbefale katolikker, der ønsker at lære Undset bedre at kende, svarer biskoppen:

“Jeg vil anbefale bogen Norske helgener. Den giver en grundig og dybtgående indføring i de norske middelalderhelgener.”

Før offentliggørelsen havde biskop Hansen vurderet Undsets liv og konstateret tydelige tegn på folkelig fromhed og hengivenhed. Sagen blev derefter forelagt Den Nordiske Bispekonference og eksperter i Sigrid Undsets liv.

På spørgsmålet om, hvorfor han netop nu indleder processen, svarer biskoppen:

“Jeg tror, at Sigrid Undsets liv og virke har meget at give både Kirken i Norge og Verdenskirken.”

En proces, som kan vare mange år
Før sagen eventuelt kan ende med en helgenkåring, skal den gennem en lang kirkeretlig proces.

På spørgsmålet om, hvad en helgenkåring kan betyde for norske katolikker, svarer biskoppen:

"Enhver helgenkåring understreger for os, at hellighed er mulig. Også i vor tid kan vi leve troen i hele dens fylde. For Den katolske Kirke i Norge vil en ny helgenkåring kunne bidrage til større enhed i vort mangfoldige fællesskab. Jeg tror også, at en norsk helgen fra moderne tid vil kunne styrke vort trosliv. Sigrid Undset levede ikke længere tilbage, end at hendes liv og vidnesbyrd stadig opleves som nærværende for os katolikker i Norge i dag.

Når sagen formelt åbnes, får kandidaten titlen Guds tjener. Derefter granskes kandidatens liv, skrifter og ry for hellighed både i bispedømmet og i Rom. Hvis paven godkender, at kandidaten har levet et liv præget af heroiske kristne dyder, kan vedkommende erklæres ærværdig.

Før en eventuel saligkåring kræves normalt ét godkendt mirakel. Før en helgenkåring kræves endnu et mirakel. Hvis alle betingelser er opfyldt, kan paven kanonisere kandidaten under en højtidelig messe på Peterspladsen i Rom og erklære vedkommende for helgen for hele Den katolske Kirke.

Håber på en ny kvindelig helgen
Biskop Hansen opfordrer de troende til at bede for det arbejde, der nu ligger foran bispedømmet.

“Ligesom den hellige Sunniva og hendes ledsagere må også Sigrid Undset være et forbillede for os i livet med Kristus.”

Offentliggørelsen fandt sted under seljumandsmessen i ruinerne af benediktinerklosteret på Selja, grundlagt omkring år 1100. Selja var Norges første bispesæde og regnes som kristendommens vugge i landet.

Biskop Hansen siger, at Selja er det naturlige sted at tage de første skridt mod en helgenkåring.

“Vi har kun én kvindelig helgen i Norge. Derfor syntes jeg, det var naturligt, at vi på Selja kunne tage de første små skridt i håbet om, at Sigrid Undset en dag kan blive vor anden kvindelige helgen. Desuden markerer vi i år, at det er 100 år siden, at vores store katolske og norske forfatter besøgte Selja.”

Læs også den engelske pressemeddelelse her >