Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Paven og Verdenskirken

Pave Leo ved frokost i Borgo Laudato si': "Jeg kom med en sult efter sand næstekærlighed"

Under en særlig "Frokost med paven" lørdag d. 11. juli i Borgo Laudato si' i de pavelige haver ved Castel Gandolfo sagde pave Leo til omkring 200 fattige og socialt udsatte mennesker, at han var kommet med en "sult efter retfærdighed" og en "sult efter sand næstekærlighed." Samtidig opfordrede han alle til at være med til at opbygge en Kirke præget af retfærdighed, fred og kærlighed.

 

Af Deborah Castellano Lubov

"Jeg kom uden en forberedt tale, men jeg kom med en sult – en sult efter retfærdighed, en sult efter sand næstekærlighed, en sult efter en Kirke, der virkelig formår at åbne sine døre, tage imod og byde alle velkommen, hvor der er kærlighed til alle, og ingen er en fjende, hvor vi alle lærer at leve i forsoning, tilgivelse og fred."

Sådan hilste pave Leo de fremmødte ved den særlige "Frokost med paven" i Borgo Laudato si' i de pavelige haver ved Castel Gandolfo.

Arrangementet samlede 200 mennesker, heriblandt næsten 40 børn, som lever under vanskelige sociale forhold og ledsages af Bispedømmet Rom samt tilknyttede velgørende organisationer. Gæsterne tilbragte dagen i de naturskønne omgivelser og den åndelige atmosfære, som præger Borgo Laudato si'-initiativet.

Dagens program begyndte med en messe fejret af kardinal Fabio Baggio, generaldirektør for Laudato Si'-centret for videregående uddannelse, og koncelebreret af ærkebiskop Luis Marin de San Martin, pavens almisseforstander og præfekt for Dikasteriet for Næstekærlighedens Tjeneste. Efterfølgende deltog gæsterne i en guidet rundvisning i Borgo.

Guds kærlighed til alle mennesker
Paven bød de fremmødte velkommen, takkede dem for deres deltagelse og understregede på ny Kirkens ønske om at bringe Guds kærlighed til ethvert menneske.

"Som I ved," sagde han, "kaldes paven også Pontifex – brobygger. Og i dag ønsker vi også at bygge en bro til jer alle, til jeres familier og til det samfund, vi ønsker at leve i – et samfund præget af retfærdighed, hvor fattigdommens årsager kan fjernes, og hvor de uretfærdigheder, der stadig præger vores verden, kan overvindes."

"Det," tilføjede han, "er den Kirke, vi ønsker at være."

Jesus er til stede iblandt os
Paven rettede også en varm tak til alle dem, der havde gjort frokosten og samværet muligt.

"Hver gang vi samles, hver gang vi deler denne ånd af fællesskab omkring det samme bord – det bord, hvor Jesus også er til stede iblandt os – bygger vi virkelig en anden verden – en verden af håb, en verden, der bringer lys ind i vores egen."

Vores kald i en splittet verden
Pave Leo bemærkede: "Alt for ofte er vores verden splittet af vold, had og diskrimination." Han opfordrede derfor alle til at opbygge fællesskaber præget af solidaritet og gensidig omsorg.

"Lad os arbejde sammen og altid stræbe efter at være netop en sådan Kirke: en Kirke præget af retfærdighed, fred og kærlighed," opfordrede han.

Før måltidet bad Den Hellige Fader en velsignelsesbøn for de fremmødte, deres familier og alle, som lider.

"Lad din velsignelse komme over os, Herre, over hver enkelt af os og over den mad, vi nu skal dele, takket være så mange velgøreres gavmildhed. Velsign vores familier. Velsign alle dem, som er i nød eller lider."

"Må også de," afsluttede pave Leo, "finde fred, tilgivelse og forsoning. Og velsign os, Herre, og disse gaver, som vi modtager af dit forsyn. Ved Kristus, vor Herre. Amen."

Vatican News – oversat og redigeret af Ewa Angela Wegener