Skip to main navigation Skip to main content Skip to page footer
Paven og Verdenskirken

Pavens sidste appel til Præstebroderskabet Sankt Pius X: Riv ikke Kristi sømløse klæde i stykker

Brevet, som pave Leo XIV har sendt til generaloverhovedet for Præstebroderskabet Sankt Pius X, er dateret den 29. juni, højtiden for de hellige Peter og Paulus, to dage før lefebvristerne har bebudet bispevielser uden paveligt mandat, hvilket ville udgøre en ny skismatisk handling.

 

Vatican News

Bønnebog med foto af grundlæggeren af Præstebroderskabet Sankt Pius X (AFP eller rettighedshavere)

Som han havde meddelt i de seneste dage under sit møde med journalister i Castel Gandolfo, har pave Leo fremsat en sidste appel til Præstebroderskabet Sankt Pius X, hvori han opfordrer det til ikke at gennemføre bispevielsen af fire nye biskopper uden paveligt mandat, som er planlagt til at finde sted i Écône, Schweiz, om formiddagen den 1. juli.

"Med et faderligt hjerte og i bevidsthed om det ansvar, som Herren har betroet mig som apostlen Peters efterfølger, henvender jeg mig til jer og gennem jer til de biskopper, præster, seminarister og troende, der er tilknyttet Præstebroderskabet Sankt Pius X," skriver pave Leo. "Kirken anerkender den hengivenhed for det liturgiske liv, det engagement i præsteuddannelsen, den apostoliske iver og ønsket om trofasthed over for traditionen, som kendetegner mange mennesker og fællesskaber, der er tilknyttet jeres broderskab. Dette har været drivkraften bag den opmærksomme og generøse holdning, som mine forgængere konsekvent har vist jer."

"I denne ånd og fyldt med kristen kærlighed beder jeg jer indtrængende af hele mit hjerte: Vend om!" fortsætter paven. "Jeg opfordrer jer til nøje at overveje de troendes åndelige vel, for den skismatiske handling, I er ved at foretage, vil berøve dem den lovlige og i nogle tilfælde endda gyldige modtagelse af sakramenterne, som de elsker og søger til deres helliggørelse."

“Kirken er åben for en vej til dialog og forståelse, som Helligånden kan gøre mulig og frugtbar,« skriver paven i brevet, der er forfattet på fransk og rettet til broderskabets generalprior, p. Davide Pagliarani. "Jeg beder for jer, for at rive Kristi sømløse klæde i stykker er en synd af yderst alvorlig karakter. Må Herren oplyse jeres samvittigheder og vække jeres hjerter. Med et sorgfuldt, men alligevel håbefuldt hjerte føler jeg, at det er min pligt gennem den autoritet, jeg har modtaget fra Kristus, at bede jer om at afstå fra den påtænkte handling. Jeg betror disse intentioner til det Ubesmittede Hjerte af Maria, Moder til det Gode Råd."

Paven opfordrer således endnu en gang lefebvristerne til at afstå fra at gennemføre den skismatiske handling, som bispevielser uden paveligt mandat udgør. Det er bemærkelsesværdigt, at det centrale argument, der fremføres i brevet, vedrører det åndelige velbefindende hos de troende, der er tilknyttet Præstebroderskabet Sankt Pius X, da en sådan handling ville gøre de sakramenter, de modtager, ulovlige og i visse tilfælde – nemlig den sakramentale skriftemål og ægteskabet – endda ugyldige.

Vatican News – oversat af Regitze Fuhrmann


Læs også: Ekskommunikation efter lefebvrianske bispevielser