Prædiken i anledning af Ansgarjubilæet af p. Jesper Fich OP

Så fejrer vi, at det er 1200 år siden Ansgar kom til det, som senere blev til Danmark. Vi har endda fint besøg som understreger højtideligheden. Dejligt med den slags besøg. Men allerfinest er det naturligvis, at Ansgar-relikvien står fremme her på alteret, og når jeg giver velsignelsen med den til slut i messen, så betyder det, at Ansgars virkekraft ikke er udtømt.

Men hvad ville han sige til sådan en fest? Mon ikke han ville glæde sig? Ikke mindst over at vi er her? Vi viser, at han ikke løb forgæves.

Måske skulle vi også lade ham selv få ordet, og fortælle os, hvad han synes, der er at fejre,

Nu kan han jo ligesom ikke sige noget. Alligevel svarer jeg ikke på vegne af ham, for vi kender ham faktisk meget grundigt, og vi har hans søstre, som lever her, og som har indoptaget meget af hans spiritualitet. Ikke bare fordi de er benediktinere, som han var, men fordi vore søstre har taget forbillede i den hellige Lioba, som ikke var samtidig med ham, men som alligevel var del af den samme bølge. En bølge der gjorde en meget stor del af Europa til katolikker.

Så altså: Hvad ville han sige?

At en fest som denne, ikke må misbruges til at se tilbage. Ansgar var ikke nostalgisk. Hele hans opmærksomhed var bundet til den fremtid, som han håbede, han ville være med til at forme. Faktisk forestillede han sig at kristendommen ville gå en sejrsgang hen over de nordiske lande. Det var bare et spørgsmål om tid. Han kunne umuligt forestille sig andet. Selvfølgelig måtte humaniteten vinde over brutaliteten. Det håb – Ansgars håb – kan vi sandelig godt bruge i dag, hvor verden rystes og selv vort eget land trues fra øst og fra vest. Så nu forbinder vi os med Ansgars håb. Det gør godt.

Men det her med at ikke at se tilbage, men frem… Her har Ansgar mere at sige:

Jeg kom til at tænke på de vise mænd. Der står hos Lukas, at de EFTER deres besøg hos Maria og Josef, vente hjem ad en ANDEN vej. De gik ikke hjem ad den samme vej, som de var kommet ad. Mødet med Jesusbarnet forandrede deres livsløb. 

En ung kommende konvertit, der for ikke så længe siden var blevet døbt i folkekirken, sagde til mig som begrundelse for at ville være katolik: Det handler om Gudstjenesten. Jeg kommer ikke til kirke for at blive underholdt, men forandret. 

Sådan mente han forskellen på en protestantisk gudstjeneste og den katolske messe kunne beskrives. Det er ikke altid rigtigt, men det var pænt sagt, og måske har han en pointe.

Men den pointe er udfordrende. Jeg vil forandres sagde han… 

For hvordan er det med vores kirke? Går vi hele tiden af de samme veje? Nu er jeg blevet så gammel, så jeg læser artikler om demens, og der læste jeg, at hvis man hele tiden går de samme ruter på sine spadsereture, så er der større chance for at udvikle demens.

Kunne det også gælde en kirke? En slags åndelig demens? Ved at være en genudsendelse, en museal gengivelse af en fortid? Det var her pave Frans med største uro iagttog trangen til at søge sikkerhed i gamle former. Det er et kompliceret spørgsmål, det er liturgi altid, og jeg har ikke løsningsforslag. Jeg peger bare på det nødvendige sindelag, katolikker skal have. 

Ikke for ingenting skriver vi hvert år et nyt årstal på påskelyset. Evangeliet virker med samme kraft som i begyndelsen. 

Ansgar trådte ubetrådte stier. 

Så kan jeg på 1200 dagen skrive en ønskeliste til kirken i vort eget bispedømme

Jeg ønsker, at Kirken bliver meget mere handledygtig, og at initiativer både kan komme ovenfra og nedefra. At der bliver overskud til at sætte mere i gang.

Så ønsker jeg, at ledelsen har en større lydhørhed overfor de problemer lægfolket har med os præster og de problemer præsterne har med Kirken som arbejdsrum.

At vi tør genoverveje, hvad det betyder at være evangeliserende, så det ikke bare handler om at mennesker kan blive som os, men at de kan blive en af os, og at det som de bringer med, kan være med til at skabe noget nyt.

Alt det siger jeg – i høj grad også til mig selv – og nu skal vi snart have menighedsrådsvalg, så kan vi håbe, at det nye råd vil gøre ønskelisten længere. Men ansvaret for at være en levende kirke påhviler i allerhøjeste grad alle. 

Ansgar kunne ikke undvære en eneste af sine kristne – dertil var hans menighed for lille. Vi er stadig små, men hvis vi smittes af hans håb, så er vi på vej til noget stort.

Jesper Fich op