Pressemeddelelse: Den Nordiske Bispekonference afslutter efterårsmøde i Paderborn
Nordiske biskopper drøfter samfundsmæssig sammenhængskraft, verdenssynoden og kristen identitet
Paderborn – Fra d. 21. til d. 25. september 2026 var Den Nordiske Bispekonference (NBK) samlet til sin efterårsplenarforsamling i Paderborn i Westfalen. På invitation af Paderborns ærkebiskop Udo Markus Bentz og Bonifatiuswerk for tyske katolikker mødtes biskopperne fra de nordeuropæiske lande i Haus Immaculata og Bonifatiushaus for at drøfte aktuelle spørgsmål for Kirken og samfundet. Ud over den synodale proces i hele Kirken stod blandt andet samfundsmæssig sammenhængskraft, forholdet til det fremmede i en kriseramt verden samt familiens fremtid centralt på konferencen.
Mellem hjemstavn og åbenhed mod verden: Biskop Varden opfordrer til balance i migrationsdebatten
I sin åbningstale med titlen ”At tage imod den fremmede” trak bispekonferencens formand, biskop Erik Varden OCSO fra Trondheim og Tromsø, en linje fra den bibelske fortælling om Babelstårnet til nutidens udfordringer. På baggrund af globale kriser og en voksende populisme advarede Varden mod en stadig hårdere samfundsdebat:
”Som kristne må vi protestere højlydt. Det er vores pligt at række en hjælpende hånd til dem, der er i nød, åbne vores døre for dem, der er hjemløse, og dele vores materielle velstand med de fattige.”
Samtidig understregede biskoppen, at lokale kulturer må bevares, og at der må tages ansvar: ”Den kristne udfordring, vi står over for [...] er at finde en balance mellem to opgaver: at fremme national enhed og identitet og samtidig være åbne over for mennesker i nød og fremmede.”
Biskopperne vil d. 25. oktober 2026 udsende et hyrdebrev om migration.
I dialog med lokalkirken
Ud over arbejdsmøderne besøgte biskopperne Det Teologiske Fakultet i Paderborn og skrev sig i Paderborns Gyldne Bog på rådhuset. Medlemmerne af NBK mødte deres vært, ærkebiskop Bentz, i Herne, hvor han midlertidigt har flyttet sit sæde. Her deltog NBK's formand, biskop Erik Varden, i en paneldebat om ”Kirken i et sekulariseret samfund”.
Ærkebiskop Bentz og biskop Varden drøftede sammen med repræsentanter for det katolske kirkelige arbejde, både ansatte og frivillige, spørgsmål om åndelig fornyelse, missionerende erfaringer og hvad der bærer kristne i en tid med dybtgående samfundsforandringer.
Nye skridt i gennemførelsen af Verdenssynoden 2027–2028
Biskopperne beskæftigede sig indgående med den videre plan for Verdenssynoden. For bedst muligt at støtte de lokale kirker i Skandinavien besluttede bispekonferencen at invitere bispedømmernes synodale teams til regionale samlinger i foråret 2027. Her skal der udarbejdes en struktureret rapport, som belyser og evaluerer de hidtidige synodale processer og kirkefællesskabets organer.
Blikket fremad: På ny at forkynde det kristne ægteskabs skønhed
Et andet fokus var forberedelsen til det kommende møde for formændene for bispekonferencerne i Rom i oktober 2026 om temaet ”Ti år efter Amoris laetitia”.
Biskopperne beklagede, at kirkelige dokumenter om ægteskab og familie i den offentlige debat alt for ofte reduceres til kontroversielle enkelttemaer, mens den pastorale udfordring består i, at stadig færre mennesker overhovedet indgår ægteskab. NBK gik derfor ind for at flytte fokus væk fra afgrænsede stridsspørgsmål:
”Kirken må fremhæve det kristne ægteskabs skønhed og betydning som et livslangt, trofast og frugtbart fællesskab og lægge større vægt på dette i sin forkyndelse.”
Ved afslutningen af de flere dage lange drøftelser og den intensive åndelige udveksling i Paderborn udtrykte de nordiske biskopper deres store taknemmelighed for den generøse økonomiske støtte fra Tyskland samt for den omfattende hjælp fra Bonifatiuswerk. Denne årtier lange solidaritet udgør et uundværligt grundlag for det pastorale arbejde i de nordiske diasporalande og danner et vigtigt fundament for biskoppernes videre pastorale arbejde i deres hjemlande.
Den Nordiske Bispekonference – oversat af Ewa Angela Wegener