Sognepræst i Nuuk, Grønland: "Vores hjem er ikke til salg"
Midt i de tiltagende geopolitiske spændinger fortæller den slovenske franciskanerpræst Tomaž Majcen, der leder det lille katolske samfund på den arktiske ø, til Vatican News, at grønlandere "ønsker at blive set som et folk med deres egen historie, sprog, kultur og tro".
Af Valerio Palombaro, Vatican News
”Vi ønsker selv at bestemme [Grønlands] fremtid.”
En stille beslutsomhed præger de iskolde gader i Nuuk, der med sine 20.000 indbyggere er Grønlands største by.
Det er fader Tomaž Majcen, en slovensk franciskanermunk, der beskriver atmosfæren på den arktiske ø til Vatican Media. I omkring to et halvt år har han været sognepræst i Kristi Konges Kirke i Nuuk – den eneste katolske menighed på Grønlands mere end to millioner kvadratkilometer land og is.
Et folk med en historie og en kultur
En ø med kun 56.000 indbyggere er nu blevet et omdrejningspunkt for global geopolitisk konkurrence om sjældne jordarter og energiressourcer.
»Atmosfæren i Nuuk er lige nu rolig på overfladen, men indeni er der spændinger«, siger fader Majcen.
Siden han i sommeren 2023 accepterede invitationen fra biskoppen af København om at varetage den katolske menighed på den arktiske ø, har han lært befolkningen godt at kende. »Folk i Grønland er ikke højlydte. De ser, lytter og tænker, før de taler. På det seneste ... foregår politiske diskussioner oftere i butikker og ved kaffeborde.«
Mange mennesker, forklarer den slovenske præst, føler sig »sårede« snarere end vrede, når de hører udenlandske politikere tale om Grønland »som magt eller ejendom«.
»Det rører ved deres stolthed«, siger han. »De ønsker at blive set som et folk med deres egen historie, sprog, kultur og tro. Der er ingen frygt, men folk ved, at stærke stemmer langt væk taler om Grønland uden rigtig at forstå det.«
Dette, siger fader Majcen, skaber både en følelse af »svaghed« og »samhørighed«.
Et lille, men livligt katolsk samfund
Denne følelse af samhørighed næres og forankres i trossamfundene. Omkring 90 procent af grønlænderne tilhører den evangelisk-lutherske kirke, som er dybt forankret i befolkningens historie og identitet. »Katolikker udgør kun en meget lille minoritet – her i Nuuk er der omkring 500 katolikker, og i hele Grønland er der omkring 800 – som kommer fra forskellige nationer, taler forskellige sprog og har forskellig baggrund.« Mange kommer fra Filippinerne og Europa. »Vores menighed er lille, men meget levende.«
Kirken i Grønland spiller, selvom den er lille i antal, en vigtig rolle, ifølge Nuuks sognepræst, ved at minde folk om, at »land aldrig bare er land. Det er altid forbundet med mennesker, minder, forfædre og fremtidige generationer.«
Hver søndag bedes der i de lutherske kirker for Kongeriget Danmark og for Grønlands selvstyre. Initiativet, der er organiseret af Paneeraq Siegstad Munk, biskop i Grønland for Den Evangelisk-Lutherske Kirke, finder sted i en hidtil uset geopolitisk kontekst.
»Kirker,« insisterer fader Majcen, »tilbyder noget stille, men kraftfuldt: bøn, tilstedeværelse, lytning og moralsk forankring. Når vi taler om skabelsen som en gave fra Gud og om menneskelig værdighed, siger vi allerede noget meget stærkt imod at reducere Grønland til et strategisk objekt. Grønland må ikke blive et skakbræt for globale interesser.«
Et spørgsmål om værdighed
Aktuelle begivenheder kan styrke grønlændernes ønske om uafhængighed. »Folk er realistiske,« bemærker den slovenske præst. »De ved, at uafhængighed ikke kun er en drøm, men også et stort ansvar. Økonomiske spørgsmål, uddannelse, sundhedspleje – alt dette er vigtigt.«
Det står i hvert fald klart, at grønlænderne ikke ønsker at »bytte« en form for afhængighed ud med en anden. »Tanken om at blive absorberet eller domineret af en anden magt afvises bredt,« siger han. »For mange er uafhængighed et spørgsmål om værdighed, kulturel overlevelse og selvrespekt.«
Fader Majcen beskriver også reaktionerne på ankomsten af en lille gruppe europæiske og NATO-soldater. »Enhver militær tilstedeværelse rejser spørgsmål,« siger han, »men dette opfattes generelt anderledes end aggressiv udenlandsk interesse. De fleste mennesker forstår det inden for rammerne af samarbejde og fælles ansvar for sikkerheden i Arktis. Der er ingen begejstring for militarisering, men der er en bevidsthed om, at Arktis er blevet strategisk vigtigt.«
Fred på isen
Alt dette fører uundgåeligt tilbage til klimaforandringerne. »Her,« siger sognepræsten i Nuuk, »er det ikke en teori, men noget man kan se med egne øjne. Isens struktur ændrer sig, årstiderne ændrer sig, og jægerne taler om, hvordan naturen ikke længere opfører sig som før.«
Livet på isen fjerner det overflødige. »Som præst føler jeg ofte, at dette land selv lærer os at bede. Stilheden, uendeligheden, skrøbeligheden – alt dette indbyder til ydmyghed. Bevarelsen af Grønlands miljø må begynde med respekt: respekt for naturen, for den indfødte viden og for de kommende generationer.«
”Vi må genvinde tanken om, at skabelsen ikke er vores at udnytte, men at passe på,” konkluderer han. ”Politisk og økonomisk skal beslutninger være langsomme, velovervejede og forankrede i langsigtet ansvarlighed, ikke kortsigtet gevinst. For når dette land først er ødelagt, kan det ikke let genoprettes.”
Oversat af Regitze Fuhrmann