Biskop Czeslaw Kozon
(født: 17.11.1951 - præsteviet: 06.01.1979 - bispeviet: 07.05.1995)
Biskop Czeslaw Kozon er født i 1951 i Idestrup på Falster og er opvokset i en familie med polske rødder. Årene 1971-77 tilbragte han i Rom, hvor han studerede til præst ved Gregoriana og Lateranuniversitetet. D. 6. januar 1979 blev han præsteviet af biskop Hans L. Martensen i Sankt Ansgars Kirke i København (den katolske domkirke), hvor han en kort tid fungerede som andenpræst. Fra 1979 til 1984 var han andenpræst ved Sankt Mariæ Kirke i Ålborg. I 1984 blev han flyttet til posten som sognepræst for Sankt Andreas Kirke i Ordrup, fra 1989 tillige med ansvar for nabosognet Sankt Therese i Hellerup. I 1994 blev han udnævnt til generalvikar, dvs. biskop Hans L. Martensens højre hånd. Året efter efterfulgte han biskop Martensen, der af helbredsgrunde forlod embedet, på posten som biskop for de danske katolikker. Han blev bispeviet i Sankt Ansgars Kirke d. 7. maj 1995.
Se også: Den katolske Kirkes ledelse i Danmark siden reformationen >
Bispekontoret
Gl. Kongevej 15
1610 København V
Telefon 33 55 60 80
E-mail: biskop(at)katolsk.dk
Privat
Stenosgade 4A, 02
1616 København V
Telefon 33 55 60 80
E-mail: czkozon(at)katolsk.dk
Biskoppens kalender
Her kan du se, hvor og hvornår biskop Czeslaw deltager i kirkelige handlinger, møder og offentlige arrangementer. Kalenderen opdateres hver måned. Klik på billedet eller brug følgende link (åbner i PDF):
Biskoppens våbenskjold
Det lodrette felt til venstre, et gyldent kløverbladskors flankeret af to gyldne bispestave på rød bund, er bispedømmet Københavns våbenskjold.
Til højre indeholder det øverste felt en gylden sol på blå bund, det nederste felt et rødt hjerte med et blåt kors på gylden bund.
Hjertet med korset er den salige biskop Niels Steensens våbenskjold, og det indgår også i biskop Hans L. Martensens våbenskjold.
Solen er et symbol på sandheden, og hjertet med korset på kærligheden. Begge motiver illustrerer biskop Kozons valgsprog, "Veritatem in caritate," ("Sandheden tro i kærlighed") jf. Ef. 4,15.
Biskoppens rådgivende organer
Biskoppen får rådgivning fra flere organer, der repræsenterer forskellige dele af Kirkens virke og støtter ledelsen af bispedømmet. Læs om dem nedenfor.
Biskoppeligt råd
I hvert bispedømme vælger biskoppen et råd bestående af 6 til 12 præster. Rådet drøfter typisk ansættelsesforhold for præster og diakoner samt kandidater til præste- og diakonembedet.
Præsterådet
I ethvert bispedømme skal der være et præsteråd - en rådgivende forsamling, der har til formål at bistå biskoppen i ledelsen af bispedømmet til størst mulig gavn for det katolske fællesskab i dets helhed.
Pastoralrådet
Andet Vatikankoncil anbefalede inddragelse af lægfolket, og i 1970 oprettede biskop Martensen pastoralrådet, der under biskoppens ledelse har medansvar for det pastorale arbejde.
Økonomisk Råd
Hvert bispedømme har et økonomisk råd på mindst tre katolske eksperter, udpeget af biskoppen. Rådet godkender budget og regnskab, fører tilsyn og rådgiver ved udnævnelse af en økonomisk ansvarlig.