Middelalderen

Den hellige Ansgar – “Nordens Apostel”
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår de første kristne missionærer kom til de egne, der i dag udgør Danmark, eller hvornår de første kristne grupper organiserede sig. Måske kom de første forkyndere af evangeliet vestfra, fra de angelsaksiske klostre, som senere blev mål for vikingernes plyndringstogter. Vort første sikre holdepunkt er imidlertid en fiasko: Sankt Willibrord, Hollands apostel, forsøgte omkring år 710 forgæves at kristne den danske konge Angantyr, som i de samtidige kilder omtales som Ongendus.

Der skulle gå godt hundrede år, før man fra det karolingiske rige begyndte en ny organiseret missionsindsats efter afslutningen på krigen mellem kejser Karl den Store og kong Godfred af Danmark. Ærkebiskop Ebo af Reims blev udnævnt til pavelig legat for den nordiske mission og besøgte omkring 823 i Hedeby (Slesvig) Harald Klak, der gjorde krav på den danske trone. Lykken var imidlertid ikke med Harald Klak, og allerede i 826 søgte han med sin dronning og sit følge tilflugt hos kejser Ludvig den Fromme. Han lod sig døbe i Mainz og vendte derefter tilbage til Danmark. Med sig hjem fik han munken Ansgar fra klosteret Ny Corvey ved Weserfloden, men kort tid efter blev Harald Klak på ny fordrevet.

I 831 gjorde pave Gregor IV Ansgar til legat for missionen i Norden og oprettede ærkebispedømmet Hamborg med Ansgar som ærkebiskop. Da danske vikinger i 845 plyndrede Hamborg, måtte Ansgar flygte til Bremen, hvortil også ærkesædet blev flyttet. I de næste 150 år havde ærkesædet Hamborg-Bremen ansvaret for kirken i Norden. Indtil sin død i 865 nåede Ansgar at etablere to kirker i Danmark, nemlig i Hedeby og Ribe. Derefter indtrådte en hedensk reaktion, og det er umuligt at sige, om Ansgars indsats bar varig frugt, eller om alt gik under i vikingetidens vold og kaos.

I midten af 900-tallet indtraf imidlertid en afgørende vending. Der oprettedes missionsbispedømmer i Jylland henimod 948, og omkring 960 overbeviste præsten Poppo ved jernbyrd – dvs. ved at bære gloende jern uden at tage skade – kong Harald Blåtand om kristendommens sandhed. Dette betød et gennembrud, og som det fremgår af Jellingestenen, blev kristendommen for alvor indført i riget. Der blev oprettet et bispedømme for øerne i Odense omkring 965. Omkring 1022 blev Roskilde bispesæde for Sjælland, og i 1060 blev Lund bispesæde for Skånelandene. Under biskop Adalbert af Bremen blev Danmark inddelt i de otte bispedømmer, som bestod uforandret indtil omkring 1800. Trækirker blev rejst overalt, og sognestrukturen blev udbygget.

Med kong Knud den Hellige (regerede 1080-1086) fik Danmark sin første danske helgen. Knud støttede kraftigt bispestolen i Lund, der under hans efterfølger og broder, kong Erik Ejegod (1095-1103), blev centrum for en ny nordisk kirkeprovins, uafhængig af Hamborg-Bremen. I 1104 blev Lund ophøjet til ærkebispesæde for hele Norden. I 1152 blev Norge og i 1164 Sverige udskilt fra den nordiske kirkeprovins som selvstændige ærkebispedømmer.

Klostervæsenets vækst og det kirkelige liv
I løbet af 1100-tallet kom en række klosterordener til Danmark. Først benediktinerne, hvis klostre dog for størstedelens vedkommende senere sluttede sig til cisterciensernes reformbevægelse. Snart efter kom præmonstratenserne, augustinerne og johanniterne. Trækirker blev afløst af de stenkirker, der den dag i dag præger det danske landskab. Det danske folk fik efterhånden en stadig dybere del i den kristne tro, men også i den kristne, latinske kulturkreds med alt, hvad det betød af åbenhed for antikkens kulturarv og nye kulturelle strømninger. Til disse sidste bør man blandt andet regne de nye ordenssamfund, tiggermunkeordenerne franciskanere og dominikanere, der i midten af 1200-tallet slog sig ned i byerne og praktiserede fattigdom og folkelig forkyndelse. Klostrene fungerede ikke alene som centre for forkyndelse og fromhed, men også for kunst, litteratur, politik og praktisk næstekærlighed.

Forholdet mellem de gejstlige og verdslige øvrigheder var skiftende. Valdemarstidens gode samarbejde mellem kongemagt og kirke afløstes i slutningen af 1200-tallet af stridigheder, der måtte bilægges ved pavelig mellemkomst. Under dronning Margrethe (1387-97) indledtes en ny, mere harmonisk periode, der også prægedes af nye ordener som f.eks. karmeliterne og Den Hellige Frelsers Orden (birgittinerne), stiftet af den hellige Birgitta af Vadstena. I 1479 fik Danmark af pave Sixtus IV bevilling til at oprette eget universitet i København. Talrige kirker blev i 1400-tallet ombygget og udsmykket med farvestrålende og levende kalkmalerier, der stadig taler til læg og lærd.

Det kirkelige liv var præget af en stor mangfoldighed. Højadelige og godsrige klostre på landet havde så stor en magt, at deres abbeder sammen med biskopperne sad i rigsrådet, hvor de sammen med kongen og de mest magtfulde herremænd varetog det politiske ansvar for hele landet – og i unionstiden for hele Norden. Ved domkapitlerne sad lærde kannikker, der sammen med biskopperne ofte rekrutteredes fra den jævne adel, som på denne måde også kunne gøre sig socialt og politisk gældende.

Den almindelige sognegejstlighed stod derimod normalt både socialt og intellektuelt på et yderst beskedent stade. Mange af dem levede i en slags halvofficielt parforhold med en kvinde og så det som deres livs mål at sikre deres sociale position i landsbyen og "arvefølgen" i embedet. I byerne fandtes tiggermunkeklostre, hvis medlemmer rekrutteredes fra borgerstanden, og hvis forkyndelse havde afgørende betydning for folkefromheden – og i øvrigt ofte besad en kritisk brod mod den mere satte og i deres øjne umoralske sognegejstlighed og fordærvede højgejstlighed. Ud over de mange forskellige klostre for både mænd og kvinder prægedes det religiøse landskab også af et stort antal kapeller og valfartssteder, ofte hellige kilder.

Reformationen

Reformationen og bruddet med Den katolske Kirke
Reformationsbevægelsen i Tyskland efter Luthers angreb på afladshandelen i 1517 nåede hurtigt Danmark, hvor "evangeliske" menigheder dannedes fra omkring 1526, især i byerne. Religiøse og politiske modsætninger blandedes i de følgende år på svært gennemskuelige måder, men afgørende blev det, at den verdslige øvrighed, kongerne Christian II, men frem for alt Frederik I og Christian III, af indre overbevisning og i deres egen politiske og materielle interesse (hvor meget af hver lader sig næppe afgøre) støttede de reformatoriske strømninger og gradvist udhulede den kirkelige øvrigheds muligheder for at skride ind over for kætterne.

Da Christian III sammen med adelen efter borgerkrigen Grevens Fejde i 1536 befæstede sin sejr og udstak retningslinjerne for sit nye styre, benyttede han lejligheden til at fængsle bisperne og gennemføre en luthersk reformation "fra oven". Resultatet blev en betydelig økonomisk og politisk styrkelse af kongemagten, en konsolidering af adelens sociale dominans og en næsten total politisk umyndiggørelse af gejstlighed, borgere og bønder.

De fleste tiggermunkeklostre var allerede lukkede, og deres ejendomme overgået til kongen eller anvendt til sociale formål i byerne (hospital, skole). De adelige landklostre fik lov at bestå, men måtte ikke optage nye medlemmer. De døde derfor gradvist ud, og deres gods overgik til kronen. Bispegodset overgik ligeledes til kronen. Sognepræsterne fik lov at blive siddende og måtte nu gifte sig. Københavns Universitet reorganiseredes som en næsten ren præsteskole, der i de kommende generationer uddannede de præster, som gradvist satte et egentligt protestantisk præg på befolkningen.

Reformationens følger for kirkeliv og tro
Det lokale kirkelige liv var således ofte præget af stor kontinuitet, idet sognepræsten normalt var den samme, og kirkernes udsmykning stort set bestod uberørt. På den anden side var bruddet på øverste niveau helt entydigt: Ingen af de gamle bisper fortsatte i embedet, og de nye "superintendenter" var ordineret af den lutherske teolog og superintendent Johannes Bugenhagen, som kurfyrsten af Sachsen venligt havde stillet til rådighed. De nye bisper, som de hurtigt atter blev kaldt, havde ingen direkte politisk magt og var i et og alt underordnet kongen. I byerne betød reformationen en enorm centralisering, idet mangfoldigheden af klostre og kapeller forsvandt til fordel for én kirke i hver købstad.

Selvom det er umuligt kort at sammenfatte en så kompleks proces som reformationen, kan man dog anføre nogle stikord. En markant centralisering af det religiøse liv er allerede nævnt. Et andet træk var intensiveringen, i den forstand at reformationen også repræsenterer "de frommes sejr". Disse fromme begyndte nu med statsmagten i ryggen et religionspædagogisk genopretnings- og disciplineringsprogram, der har mange paralleller til den lidt senere katolske reform i Syd- og Mellemeuropa i kølvandet på Koncilet i Trient (afsluttet 1563).

For det tredje var der tale om ændringer i tro og religiøs kultur: Sakramenternes tal blev skåret ned fra syv til to (dåb og nadver), men det betød nu mindre, end man først skulle tro, for præster blev fortsat "ordineret", og privat skriftemål fortsat praktiseret. Vigtigere var den ændrede opfattelse af messen og dermed nadveren: Den lutherske kirke opfattede den katolske lære om messen som en aktualisering af Kristi ene offer på korset som ren overtro og afgudsdyrkelse.

Gudstjenesten skulle fremover hovedsageligt bestå af forkyndelse og undervisning fra prædikestolen og lovprisning i form af salmer fra folket. Kort sagt: Det kultiske og rituelle forsvandt – eller skulle i hvert fald helst forsvinde – til fordel for forkyndelsen og tilegnelsen af evangeliet om syndernes forladelse ved troen alene. I anden række kom så afskaffelsen af helgenkult, processioner og andagtsformer som rosenkransen med videre.

På trods af en vis ydre kontinuitet ændrede den kirkelige selvforståelse sig også markant. Som kristen i Danmark var man ikke længere led i en verdenskirke med paven i Rom som universelt overhoved og enhedens tegn, men tilhørte en isoleret statskirke, hvis overhoved var den danske konge, der opfattedes som en moderne udgave af den gamle pagts retfærdige konger, David og Salomon.

Fra reformationen til religionsfriheden (1536-1849)

Den katolske Kirke efter reformationen
På grund af omstændighederne ved reformationens indførelse var de første par generationer efter 1536 præget af konsolidering og gradvis udbygning af det nye lutherske system, f.eks. i form af bibeloversættelse, salmebøger, sikring af sognepræsternes økonomiske stilling osv. Da truslen mod den danske lutherske fyrstekirke på ny dukkede op, var det i første omgang ikke i form af katolske missionsforsøg, men i skikkelse af udenlandske protestantiske indvandrere (håndværkere, handelsfolk og regulære flygtninge), oftest af kalvinistisk observans. Dem måtte der skrides ind over for, og de blev slet og ret forpligtet til at vælge mellem at sværge på en slags dansk-luthersk trosbekendelse (Fremmedartiklerne af 1569) eller rejse. Fremmedartiklerne var formuleret, så de også omfattede katolikker, og på den måde blev udenlandske katolikkers tilstedeværelse i Danmark og Norge kriminaliseret.

Den katolske "trussel" viste sig først for alvor i begyndelsen af 1600-tallet, da det blev åbenbart, at en del danske adelsmænd på deres dannelsesrejser studerede ved jesuitiske læreanstalter. Samtidig begyndte man fra katolsk side at sondere mulighederne for katolsk mission i Danmark og Norge. Resultatet blev en stærk antikatolsk lovgivning, der blev gentaget adskillige gange, f.eks. i Danske Lov af 1683, og som i princippet var i kraft indtil Junigrundloven i 1849. Det blev forbudt danskere at besøge jesuitiske skoler i udlandet, og hvis de gjorde det, kunne de ikke opnå statsembede ved hjemkomsten. Hvis en af den danske konges undersåtter konverterede til den katolske tro, var straffen landsforvisning og tab af arveret.

Formålet med denne lovgivning var selvsagt at bevare og beskytte Danmark-Norges konfessionelle ensartethed mod indre frafald og ydre angreb, og det må siges at være lykkedes i fuld udstrækning. Med ganske få og kontrollerede undtagelser lykkedes det ikke noget ikke-luthersk trossamfund at etablere sig i Danmark før religionsfriheden i 1849. Undtagelsen var de få byer, hvor der i løbet af 1600-tallet af økonomiske grunde blev indført religionsfrihed for jøder, katolikker, kalvinister osv. (bl.a. Fredericia, Glückstadt, Altona og i en vis udstrækning København). En anden delvis undtagelse var de fremmede (katolske og kalvinistiske) ambassadørers huskapeller ved katolske staters ambassader, som fandtes fra midten af 1600-tallet. Ved disse huskapeller måtte ambassadørens egen præst fejre messen, prædike og forrette andre kirkelige handlinger, men i princippet kun for ambassadørens egen husstand. I realiteten fungerede de katolske huskapeller også som kirke for den lille skare lokale katolikker, i alt væsentligt udenlandske soldater, officerer og hoffolk. Deres deltagelse var i princippet ulovlig, men for at fastholde denne kvalificerede arbejdskraft måtte man se gennem fingre med det, hvilket selvfølgelig gav mange nysgerrige lejlighed til at lytte og se med. Men så snart der på den ene eller anden måde var tilløb til katolsk mission eller til spontane konversioner, blev der skredet ind med statsmagtens midler.

Fra religionsfriheden til Andet Vatikankoncil (1849-1965)

Etableringen af et selvstændigt katolsk kirkeliv
Med Junigrundloven indførtes ikke kun folkestyre – i princippet i hvert fald – men også fuld religionsfrihed, for så vidt religiøse mindretals gudsdyrkelse ikke stred mod den offentlige orden og sædeligheden. Hermed var alle skranker i princippet faldet, men det tog en del år, før Den katolske Kirke tog konsekvensen af de nye muligheder.

Administrativt tilhørte Danmark det Nordiske vikariat, som blev varetaget af biskoppen af Osnabrück. I 1849 var biskoppen af Osnabrück Karl Anton Lüpke, men det var først under hans efterfølger, Paul Melchens, at der begyndte at ske noget. Melchens kom i 1860 til København for at sætte sig ind i forholdene og meddelte som den første siden den salige Niels Steensen firmelsens sakramente. Omkring 1850 regner man med, at der fandtes ca. 1.000 katolikker i Danmark.

I 1868 skete der noget afgørende. Danmark blev ophøjet til et selvstændigt apostolisk præfektur, og til præfekt udnævnte Rom den dynamiske sognepræst ved Sankt Ansgars Kirke, Hermann Grüder (1828-1883). Biskoppen af Osnabrück havde stadig et vist opsyn med Danmark, men i alt væsentligt var Grüder nu herre i eget hus og kunne begynde et systematisk organisations- og missionsarbejde.

Til de to gamle sogne, København (ca. 1640) og Fredericia (1674), kom seks nye: Odense og Randers i 1867, Horsens i 1872, Aarhus i 1873, Kolding i 1882 og Svendborg i 1883. Dertil kom en række mindre kapeller og missionsstationer. På grund af politiske vanskeligheder i Tyskland (Kulturkampen) og Grüders ihærdighed begyndte jesuitterne i 1872 deres arbejde i Danmark, dels i Aarhus, men først og fremmest i København, hvor de i 1873 oprettede en katolsk drengeskole, Sankt Andreas Kollegium i Ordrup nord for København (1873-1920). I Grüders tid voksede antallet af katolikker fra ca. 1.000 til ca. 3.000.

I 1883 efterfulgtes Grüder af sognepræsten i Fredericia, Johannes von Euch (1834-1922). I 1892 blev Danmark ophøjet til et apostolisk vikariat, og præfekt von Euch blev apostolisk vikar og dermed bispeviet. For de danske katolikker betød det, at de nu endelig havde "deres egen biskop", hvilket man var overordentlig stolt af.

Biskop von Euch var en stor organisator, og hans embedsperiode var en opgangstid, hvor antallet af katolikker voksede til ca. 25.000. Nogle var indvandrere, bl.a. en del "roepolakker" (polske landarbejdere), men de fleste var konvertitter (ca. 200 om året). Antallet af sogne steg fra 8 til 28, udenlandske ordenssamfund (redemptorister, montfortanere, kamillianere, vincentpræster, skt. Josefsøstre, Vincentsøstre, hedvigsøstre osv.) etablerede sig med kirker, skoler og sygehuse, og en lille dansk-katolsk kulturelite begyndte at gøre sig gældende både i og uden for Kirken. Den kendteste af alle var forfatteren og konvertitten Johannes Jørgensen.

Etableringen af et selvstændigt katolsk kirkeliv
Fra 1922 var det præmonstratenseren Josef Brems (1870-1958), der i mellemkrigstiden fik til opgave at løfte arven efter von Euch. Brems havde som sognepræst i Vejle udført et fremragende arbejde og opbygget sjælesorgen i Østjylland. Hans bispetid var mere præget af konsolidering end ekspansion, og Brems led under bispeansvarets byrde, så han i 1938 måtte nedlægge embedet af helbredsgrunde og rejse tilbage til sit hjemkloster Averbode i Belgien.

I manges øjne var den førende danske katolske kulturpersonlighed i mellemkrigstiden præsten og konvertitten Peter Schindler, der gennem et stort og varieret forfatterskab (rejseskildringer, apologetisk litteratur, prædikener, digte, avisartikler, salmer, oversættelser) nåede ud til brede kredse. Bl.a. i kraft af Peter Schindlers markante profil blev det dansk-tyske modsætningsforhold blandt katolikkerne skærpet.

Brems' efterfølger blev den danske konvertit og benediktinermunk Theodor Suhr (1896-1997), hvis historiske rolle blev at føre Kirken frelst gennem Anden Verdenskrigs vanskeligheder. Som den første danskfødte leder af Den katolske Kirke i Danmark siden reformationen havde Suhr særlige muligheder for at gøre sig gældende i offentligheden, hvilket han i kraft af sin statelige fremtræden og slagfærdige facon var særdeles egnet til.

Under hans embedsperiode fortsatte den gradvise udbygning af sognestrukturen, og nye ordenssamfund (franske dominikanere, amerikanske oblatfædre osv.) begyndte deres virke i landet, men det ville være misvisende at karakterisere Suhr som en stor organisator – den bureaukratiske side af sit embede havde han et afslappet forhold til.

I 1953 afholdtes et landsdækkende pinsestævne i Frederiksberg Have, i 1950 oprettede jesuitterne Niels Steensens Gymnasium, og i 1953 blev Danmark officielt ophøjet til et selvstændigt og "normalt" katolsk bispedømme. Biskop Suhr blev udnævnt til den kommission, der skulle forberede Andet Vatikankoncil 1962-1965, men måtte i 1964 af helbredsgrunde afstå fra aktiv deltagelse i koncilet og bad til sidst om at blive løst fra sine embedsforpligtelser. I 1965 fik han lov til at gå på pension.

Fra Andet Vatikankoncil til årtusindskiftet (1965-2000)

Martensen og Andet Vatikankoncils reformer
Biskop Suhrs efterfølger blev den danske jesuit Hans Ludvig Martensen (født 1927), der på den måde fik lov til at deltage i koncilets sidste samling. Martensen havde foretaget dybtgående studier i reformatoren Martin Luther og var på den måde "klædt på" til den økumeniske dialog, der blomstrede op i kølvandet på koncilet.

I første omgang blev hans hovedopgave dog at omsætte koncilets og den efterkonciliære tids reformer til praktisk virkelighed. Det betød bl.a. liturgireform (dansk messe), modernisering af kirkeindretningen og indførelsen af nye administrativt-pastorale strukturer – alt ledsaget af en reformiver og -optimisme, men også af en til tider skarp polarisering, hvor "progressive/liberale" og "konservative/traditionelle" holdninger og idealer brødes.

Knudepunktet i denne proces var den rådgivende synode på Nyborg Strand i 1969 med deltagelse af præster, ordensfolk og lægfolk. Resultatet blev indførelsen af valgte menighedsråd med vidtgående økonomisk ansvar, regionalråd (siden afskaffet) og et landsdækkende, rådgivende pastoralråd for hele bispedømmet med valgte repræsentanter fra præster, ordensstand og lægfolk.

Med hensyn til de danske katolikkers sammensætning skete der i perioden efter koncilet gennemgribende ændringer. Mange danske katolikker forlod i al stilhed Kirken, men flygtninge og indvandrere fra forskellige lande kom i samme periode til Danmark og søgte kontakt til den Kirke, de havde tilhørt i deres hjemlande.

Ikke mindst den store gruppe vietnamesiske bådflygtninge fra 1970'erne satte sit præg på mange menigheder og førte til oprettelsen af nye. Der kom også en del tamiler, en stor gruppe polakker og i slutningen af perioden en voksende gruppe katolikker fra det krigshærgede Centralafrika.

Saligkåringen af Niels Steensen og pavebesøget
Sidst i biskop Martensens embedsperiode faldt to markante begivenheder, der også gav genlyd i den bredere offentlighed.

Den 23. oktober 1988 blev Niels Steensen (1638-86) saligkåret i Peterskirken i Rom. Godt 800 danske katolikker med biskop Martensen i spidsen deltog i ceremonien sammen med katolikker fra Tyskland, Frankrig, Nederlandene og Italien.

I begyndelsen af juni 1989 besøgte pave Johannes Paul II Norden og tilbragte dagene 6. og 7. juni i Danmark. Her blev det ikke kun til store messer på Åsebakken og Øm, men også til en økumenisk aftenandagt i Roskilde Domkirke med efterfølgende møde med folkekirkelige biskopper i Landemodesalen og et bredt økumenisk møde i Molktes Palæ.

Czeslaw Kozon og en mere mangfoldig Kirke
Efter godt en menneskealder som overhyrde for en stadig mere broget skare af danske katolikker bad biskop Martensen af helbredsgrunde paven om at blive afløst. Rom imødekom ansøgningen og udnævnte i foråret 1995 pastor Czeslaw Kozon (født 1951) til Danmarks nye katolske biskop.

Kozon var året før blevet udnævnt til generalvikar, men var i øvrigt sognepræst i Ordrup og Hellerup. Hermed fortsatte Rom den linje, at Den katolske Kirke i Danmark burde ledes af en biskop født i Danmark. Trods sit rent polske navn er Czeslaw Kozon født og opvokset på Lolland-Falster.

Mange opgaver af administrativ, økonomisk, kirkepolitisk, pastoral, liturgisk og praktisk art pressede sig på. I et historisk perspektiv har en af de fremtrædende udfordringer været omstillingen fra en situation, hvor det handlede om at forene "dansk" og "katolsk" uden at blive fremmed i sit eget land eller forråde verdenskirken, til en situation, hvor det handler om at skabe enhed og fællesskab blandt sprogligt og kulturelt forskellige katolikker i et stadig mere multikulturelt og sekulariseret samfund. Samtidig er behovet for nyevangelisering fortsat en central udfordring for Den katolske Kirke i Danmark.

Se også: Den katolske Kirkes ledelse i Danmark siden reformationen >

Kilder:

Andreas Rude (red.):
Efter moden overvejelse. Sankt Ansgar Kirkes Domkirkejubilæum 1953-2003.
Kbh. 2003.

Johannes Metzler:
“Die apostolischen Vikariate des Nordens”
Paderbom 1919.

Sebastian Olden-Jørgensen:
Sankt Andreas Kirke 1873-1998. Strejflys over livet i og omkring kirken i 125 år, Ordrup 1998.

Kaspar Kallan m.fl. (red.):
Crux probat omnia. Festskrift til biskop Hans L. Martensen, Kbh. 1990.

Stig Holsting:
Efterkonciliære strømninger i den katolske kirke i Danmark 1965-90, Gjerrild 1991.

Johannes Metzler:
Biskop Johannes von Euch, Kbh. 1910.

Karl Harmer:
Biskop Josef Brems, Kbh. 1935.

St. Ansgar. Jahrbuch des St.-Ansgarius-Werkes.

 

[Denne side er under udvikling.]