Paven – Peters efterfølger
Paven er biskop af Rom – og dermed Sankt Peters efterfølger. Med dette embede følger både ansvaret for bispedømmet Rom og det samme, historisk udviklede og tilpassede embede, som apostlen Peter modtog af Jesus (Matt 16,18-19), som Jesus bad for (Luk 22,32), og som han efter opstandelsen bekræftede (Joh 21,15-19).
Ifølge katolsk forståelse gælder Jesu ord ikke kun den galilæiske fisker Simon Peter, der blandt apostlene havde en særlig lederrolle. Ligesom apostlenes embede fortsætter i bispeembedet, fortsætter Peters embede i biskoppen af Rom, som regnes som Peters efterfølger, fordi Peter led martyrdøden i Rom.
Pavens opgave er – ud fra de nævnte bibelsteder – at styrke sine brødre i troen (Luk 22,32) og vogte de troende, Jesu får (Joh 21,15-19). Til dette har han fået den såkaldte nøglemagt (Matt 16,18-19): myndigheden til at binde og løse på Guds vegne. Det andet Vatikankoncil beskriver denne myndighed sådan, at paven har den “fuldstændige, øverste og altomfattende myndighed over Kirken, og han kan altid udøve den frit” (Lumen Gentium 22).
Paven er kaldet til at udøve sit embede af kærlighed til Kristus (Joh 21,15-19). Jesus lover selv at styrke ham ved sin bøn (Luk 22,31) og give ham en fasthed, som intet ondt kan overvinde (Matt 16,18-19). Peters særlige rolle understreges ved, at Jesus giver ham navnet Peter – “klippen” (Matt 16,18) – og erklærer, at på denne klippe vil han bygge sin Kirke. Derfor kan man, i katolsk forståelse, ikke adskille paven og Kirken.
Gennem historien har paveembedet udviklet sig til den form, det har i dag. Set udefra kan det virke stærkt – ja, næsten magtfuldt – især når man medtænker dogmet om pavens ufejlbarlighed: at han, i afgørende spørgsmål om tro og moral, når han taler på hele Kirkens vegne, ved Helligåndens hjælp er beskyttet mod at tage fejl.
Men Den katolske Kirke er ikke en organisation som et firma, et politisk parti eller en moderne stat. Paven er hverken en global topchef eller en statsleder, der bruger sin magt efter forgodtbefindende. Hans embede og hans fuldmagt er bundet af troen og Traditionen.
I al sin myndighed er han måske den mest bundne leder i verden: Hans opgave er ikke at finde på nyt, men at udlægge, bevare og beskytte den tro, Kirken har modtaget – og når det er nødvendigt, at sætte grænser, rette misbrug og gribe ind i konkrete sager.
Se også videoen nedenfor, hvor p. Daniel Nørgaard forklarer paveembedet.
Kurien – pavens administration
Paven bistås i sit arbejde af en række rådgivere og medarbejdere, som tilsammen kaldes kurien. Kurien er Den katolske Verdenskirkes centralforvaltning og består af Statssekretariatet, en række dicasterier (tidligere kaldet kongregationer og pavelige råd), domstole, kommissioner samt flere institutioner som Schweizergarden, Peterskirkens ejendomsforvaltning, Vatikanets boghandel og trykkeri m.m. Med den apostoliske konstitution Praedicate evangelium fra 2022 omorganiserede pave Frans kurien og samlede de tidligere kongregationer og råd under den fælles betegnelse dikasterier.
Kurien kan på mange måder sammenlignes med ministerier, departementer og direktorater i en moderne stat – og historisk set er det faktisk omvendt: Den pavelige administration satte engang standarden, som senere blev efterlignet af verdslige regeringer.
De øverste embeder i kurien besættes af biskopper og kardinaler (den kreds, der vælger en ny pave). Men der arbejder også præster, ordensfolk og lægfolk – både mænd og kvinder. Hvor kurien tidligere var næsten udelukkende italiensk, afspejler den i dag Kirkens globale mangfoldighed.
Statssekretariatet
Statssekretariatet fungerer som kurien hovedkontor og koordinerende organ. Det arbejder desuden som Vatikanets “udenrigsministerium”, da Pavestolen har diplomatiske forbindelser med de fleste nationer og mange internationale organisationer.
Dikasterierne
Blandt dikasterierne er det tidligere Troslærekongregation – nu Dikasteriet for Troslæren – det mest kendte. Det har til opgave at værne om troens og moralens integritet.
Dikasteriet for Østkirkene fører tilsyn med de Østkirker, der anerkender paven, men har egne liturgier og kirkeret.
Dikasteriet for gudstjeneste og sakramenter arbejder med liturgien, herunder godkendelse af oversættelser og nye ritualer.
Dikasteriet for salig- og helgenkåringer koordinerer og kontrollerer de processer, der fører til, at personer bliver erklæret salige eller hellige.
Dikasteriet for evangelisering har ansvar for missionens arbejde og blev med reformen et af de mest centrale dikasterier.
De pavelige domstole
De tre domstole – Pønitentiariatet, Signaturet og Rotaen – håndterer blandt andet sager forbeholdt paven og fungerer som appelinstanser for de kirkelige domstole i bispedømmerne, eksempelvis i disciplinær- og ægteskabssager.
Kommissioner
Blandt de vigtigste kommissioner er Bibelkommissionen og Den internationale teologkommission, som begge rådgiver Dikasteriet for Troslæren.
Schweizergarden
Schweizergarden er Vatikanets hær og politistyrke. Den er ansvarlig for ro og orden i Vatikanstaten og for pavens personlige sikkerhed.
Læs mere på Vatikanets hjemmeside: vatican.va >
