Ansgar-fejringer i bispedømmet
- Økumenisk vesper med kardinal Perolin i Vor Fru Kirke (Københavns domkirke) lørdag d. 24. januar 2026
- Festmesse i Sankt Ansgars Kirke (domkirken) søndag d. 25. januar 2026 kl. 10.00
- Økumenisk gudstjeneste 2, påskedag, mandag d. 6. april kl. 16.00
- Ansgar-valfart 12.-15. oktober 2026
Ansgar-jubilæet 2026
I 2026 fejrer vi 1200-året for Sankt Ansgars udsendelse til Danmark
Skrevet af Sebastian Olden-Jørgensen
Ansgar-jubilæet 2026 markerer 1200-året for Ansgars og hans medbroder Autberts udsendelse til Danmark i 826 sammen med Harald Klak. Harald blev hurtig fordrevet af sine fjender, så Ansgar og Autbert kom næppe længere end til grænsen. Først mange år senere, omkring 850, fik Ansgar lov til at bygge den første kirke i Danmark i Hedeby og siden omkring 860 en tilsvarende i Ribe. Jubilæet 826-2026 markerer derfor ikke etableringen af den organiserede kristendom i Danmark, men begyndelsen på det langvarige og udholdende missionsarbejde, som i 850’erne og 860’erne førte til skabelsen af de første permanente kristne menigheder i landet.
Sankt Ansgar - minibiografi
Ansgar blev født 801 i Nordfrankrig, sandsynligvis i en frankisk adelsfamilie fra Picardiet i det nuværende Nordfrankrig. Hans mor døde, da han var fem år, og faderen satte ham i skole i klosteret i Corbie (nær Amiens). Her indtrådte han nogle år senere som munk og virkede som lærer i klosterets skole. Fra han var barn, havde han visioner, der oplyste og støttede ham på hans livsvej. I 823 blev han sendt til klosteret Ny-Corbie (Corvey) i Sachsen, der var et datterkloster af Corbie. Også dér var han lærer, men tillige folkeprædikant.
I 826 kom den danske konge Harald Klak til kejser Ludvig den Frommes hof for at søge støtte i kampen om magten i Danmark. Han blev døbt og fik kejserens hjælp, og Ansgar meldte sig frivilligt til at ledsage kongen hjem til Danmark for at støtte ham i den kristne tro og missionere blandt danskerne. Hans medbroder Autbert tog med ham. Kong Harald havde ikke held til at genvinde magten, og Ansgar og Autbert kom aldrig længere end til grænsen og tilbragte sandsynligvis de følgende år med skolevirksomhed i Friesland, hvor kejseren havde givet Harald Klak lenet Rüstringen som en sikker base at trække sig tilbage til.
I 830 rejste Ansgar på kejserens befaling til Sverige og byggede den første kirke i Norden på handelspladsen Birka i Mälaren. I 831 vendte han tilbage til Tyskland og udnævntes til ærkebiskop af Hamborg og missionsansvarlig for Norden sammen med ærkebiskop Ebo af Mainz. Til støtte for missionen fik han tre år senere tildelt klosteret Turholt i Flandern. I 832 var han i Rom, hvor paven bekræftede hans udnævnelse. I Sverige fortsatte den positive udvikling, og ærkebiskop Ebos nevø Gauzbert kunne i 832 slå sig ned som biskop i Birka. I Danmark var Ansgar stort set henvist til at vise et godt eksempel og løskøbe slaver, som han lod uddanne til fremtidigt missionsarbejde.
Som konsekvens af delingen af Frankerriget i 1843 mellem Ludvig den Frommes tre sønner mistede Ansgar klosteret Turholt og dermed den økonomiske basis for missionen. I 845 plyndrede og afbrændte vikinger Hamborg, og Ansgar måtte flygte. Samme år blev biskop Gauzbert fordrevet fra Sverige og kirken i Birka lukket.
Efter i 847 at være blevet udnævnt til biskop af Bremen kunne Ansgar genoptage missionsarbejdet i Norden. Omkring 850 fik han kong Horik den Ældres tilladelse til at bygge en kirke i Slesvig (Hedeby), og i 852 rejste han til Sverige og fik genåbnet kirken i Birka. Allerede 854 måtte kirken i Slesvig dog lukke på grund af modvilje fra den nye danske konge Horik den Yngre. Han skiftede imidlertid mening omkring 860, og Ansgar kunne genåbne kirken i Slesvig, nu med kirkeklokke, og fik lov at etablere en kirke i Ribe.
Ansgar opretholdt som biskop så vidt muligt sin strenge levevis fra klosteret og helligede sig faste og bøn, når det var muligt. Han prædikede ofte og gjorde det både med kraft og mildhed. Han udnyttede alle muligheder for at udbrede kristendommen. I den sammenhæng påtog han sig gerne besværlige og farefulde rejser, og han forhandlede dygtigt med lokale magthavere og vandt deres tillid. Han nærede stor kærlighed til de fattige og sørgede for faste og rigelige indtægter til gavn for enker, faderløse, fattige og syge. Han løskøbte mange slaver og lod nogle af dem uddanne til missionsarbejde. Fra sin ungdom havde han længtes efter martyriet, men døde 64 år gammel af dysenteri den 3. februar 865 og blev begravet i Bremen.
Ansgars historiske betydning
Ansgar oplevede mange vanskeligheder i missionsarbejdet og et par regulære tilbageslag, men ved udholdenhed fik han etableret og senere genetableret kristne menigheder i Danmark og Sverige. Arkæologiske fund i 2008 fra Ribe (kristne grave fra 800-, 900- og 1000-tallet) dokumenterer, at menigheden ikke forsvandt ved hans død, men overlevede. Der var enkelte missionærer og kristne i Danmark og Sverige før Ansgar, mest handelsfolk og slaver, og først 100 år efter Ansgars død tog Harald Blåtand den endelige beslutning og ”gjorde danerne kristne”, men med Ansgar begynder den kristne kirkes historie i Danmark som en permanent tilstedeværelse med præst, menighed og kirke i Hedeby og Ribe. Fra Ansgars tid har kirkeklokkerne lydt i Danmark, og det er med rette, han kaldes Nordens apostel.
Tidstavle
(Ikke alle årstal er lige sikre)
801 Ansgar fødes i Picardiet, i Frankerriget, nær Amiens i det nuværende Nordfrankrig.
805 Ansgars mor dør, og faderen overlader ham til opdragelse i benediktinerklosteret i Corbie, hvor han senere indtræder som munk og arbejder som lærer.
823 Ansgar kommer til Corbies datterkloster Ny-Corbie (Corvey) nær Paderborn i Sachsen og virker som lærer og folkeprædikant.
826 Ansgar udsendes til Danmark sammen med sin medbror Autbert som ledsagere til den nydøbte danske konge Harald Klak. De kommer kun til grænsen, og kong Harald kan ikke klare sig i kampen om magten i Danmark.
826-828 Mission og skolevirksomhed, sandsynligvis mest i Rüstringen i Friesland.
830 Ansgar udsendes til Sverige, hvor Nordens første kirke bygges i Birka i Mälaren.
831 Ansgar vender tilbage til Tyskland, hvor kejser Ludvig udnævner ham til ærkebiskop af Hamborg med ansvar for missionsarbejdet blandt de nordiske folk. Klosteret Turholt (Torhout) i Flandern bliver tillagt Ansgar som økonomisk støtte for missionen (834).
832 Ansgar rejser til Rom og får pavelig godkendelse af sin udnævnelse og missionsopgave. Sammen med ærkebiskop Ebo af Reims, der siden 822 har haft ansvaret for missionen i Norden, deler han arbejdet, så han selv får Danmark, og Ebo Sverige. Ebos nevø Gauzbert sendes til Sverige som biskop.
835 Som konsekvens af politiske stridigheder mellem Ludvig den Fromme og hans sønner, bliver ærkebiskop Ebo af Reims afsat. Ansgar står herefter de facto alene med ansvaret for missionen.
843 Som led i Frankerrigets deling efter Ludvig den Frommes død (Verdun-traktaten) mister Ansgar klosteret Turholt i Flandern og dermed den økonomiske basis for missionen.
845 Hamborg plyndres og brændes af vikinger, Ansgar må flygte, og Gauzbert forjages fra Sverige.
847 Ansgar bliver biskop af Bremen, mens Hamborg tilfalder bispedømmet Verden.
848 Ansgar får Hamborg tilbage.
850 (ca.) Kong Horik den Ældre giver Ansgar tilladelse til at etablere kirke og præst i Slesvig (Hedeby).
851 Tidligere ærkebiskop Ebo af Reims (fra 844/845 biskop af Hildesheim) dør, og biskop Gauzbert overtager ansvaret for Sverige.
852 Ansgars anden rejse til Sverige, kirken genetableres i Birka.
854 Kong Horik den Ældre dør i kamp, kong Horik den yngre lukker kirken i Slesvig.
858 Bremen bispedømme bliver hærget af vikinger.
859 Efter biskop Gauzberts død er Ansgar alene om missionsopgaven i Norden.
860 (ca.) Kong Horik den Yngre skifter mening, kirken i Hedeby genåbnes, nu med klokke, og der gives tilladelse til en kirke i Ribe.
865 Ansgar dør 3. februar, dagen efter festen for Marias renselse (kyndelmisse).
Kort: Ansgars verden (med nuværende landegrænser)
Ansgar stammede fra Picardiet i den nordvestlige del af Frankerriget, der har navn efter det germanske folkeslag frankerne. Ansgar stammede sandsynligvis fra en frankisk adelsslægt, for hans navn, der betyder ”Guds spyd” (= nordisk Asger), er germansk. Frankerriget blev siden 751 regeret af de karolingiske konger, opkaldt efter Karl Martel, far til den første karolingiske konge Pipin den Lille. Under Pipins søn Karl den Store (771-814), som Ansgar så ved en lejlighed, opnåede Frankerriget sin største udbredelse bl.a. ved erobring af Sachsen (afsluttet 804). Karl den Store kronedes i 800 til romersk kejser i Rom. Efter Karls død i 814 overtog hans søn Ludvig den Fromme riget og kejserværdigheden, men efter hans død i 840 deltes riget mellem hans tre sønner.
Efter kejser Ludvig den Frommes død i 840 udbrød voldsom strid mellem hans tre sønner, og Karolingerriget endte med at blive delt ved Verdun-traktaten 843. Karl den Skaldede fik den vestlige del, der med tiden udviklede sig til Frankrig. Lothar fik midterriget og kejserværdigheden, og Ludvig den Tyske fik den østlige del, der udviklede sig til Det Tyske Rige. Sachsen med Ansgars bispesæde Hamborg lå i kong Ludvig den Tyskes østlige rigsdel (blå), mens klosteret Turholt, som var det økonomiske grundlag for Ansgars missionsvirksomhed i Norden, lå i kong Karl den Skaldedes vestlige rigsdel (grå).
Ansgars liv ifølge Rimbert
Indledning
Praktisk taget alt, vi ved om Ansgars liv og om den første systematiske kristne mission i Norden, stammer fra den anonyme biografi, Vita Anskarii (Ansgars liv). Den er skrevet i årene mellem Ansgars død i 865 og senest 876, hvor kong Ludvig den Tyske døde (han omtales som levende i kapitel 22). Biografien er stilet til munkene i Ansgars gamle kloster Corbie, 20 km øst for Amiens i Nordfrankrig. Det er tydeligt, at forfatteren har kendt Ansgar personligt, interesserer sig levende for svenske forhold og er dybt engageret i at forsvare ærkebispedømmet Hamborg-Bremens rettigheder, men ikke har ret meget information om den første halvdel af Ansgars liv. En senere tradition (Adam af Bremen) udpeger Rimbert, Ansgars efterfølger (865-888) i bispeembedet i Hamborg-Bremen, som hovedforfatter, og det er også sandsynligt. Det er også muligt, at det er den samme Rimbert, der optræder i teksten som danskfødt missionær i Sverige (Ansgars liv, 33). Det ville forklare mængden af svensk stof.
Troværdigheden i skildringen af Ansgars person er høj, ikke kun fordi Rimbert var tæt på begivenhederne, men især fordi han ikke tier om Ansgars problemer, modgang og afhængighed af andres hjælp. Selv Ansgars mirakler må betegnes som relativt beskedne. Så meget desto stærkere står personen Ansgar, som vi lærer at kende gennem hans handlinger, hans ord (som der godt kunne have været flere af) og hans visioner.
Om denne oversættelse
Oversættelsen er et fyldigt uddrag af Ansgars liv, der kun udelader følgende passager, hvor Ansgar så at sige glider ud af billedet:
- det meste af det højstemte indledningskapitel til munkene i Corbie (kap. 1).
- tre kapitler med rent svensk stof (kap. 18-20).
- et kapitel med kirkepolitiske forviklinger i forbindelse med bispedømmet Hamborg-Bremen (kap. 23).
- et kapitel om et svensk plyndringstogt til Kurland (kap. 30).
For ikke at skabe en unødvendig barriere mellem den moderne læser og den i grunden klare og gribende tekst er Rimberts højtidelige og nogle steder lidt indforståede stil i oversættelsen gjort mere ligefrem og entydig især i omtalen af personer. Af samme grund er teksten, der er helt uden årstal og med få stedsangivelser, suppleret med årstal og steder i kantet parentes.
Rimberts stil er præget af bibelsk sprogbrug og ekkoer fra skrifter af Gregor den Store (Dialoger), Sulpicius Severus (Martins liv), Benedikt af Nursia (Benedikts regel) og andre gejstlige forfattere, og der er også direkte citater. De vigtigste af dem er angivet i kantet parentes eller i noterne, men slår man efter, vil man se, at den præcise ordlyd af skriftstederne flere gange afviger fra den nugældende danske bibeloversættelse. Det skyldes dels, at Rimbert selvfølgelig citerede efter den latinske Vulgata, og at skriftstederne ofte er beskåret for at passe ind i sammenhængen.
Teksten er i almindelighed let forståelig, men flere steder er der i fodnoter tilføjet supplerende stof om geografiske, sociale og politiske forhold samt et par krydshenvisninger. I øvrigt henvises til kortene ovenfor. De løbende tal i teksten er den oprindelige kapitelinddeling, men mellemoverskrifterne og afsnitsinddelingen skyldes oversætteren. Oversættelsen er foretaget på grundlag af den latinske grundtekst i Werner Trillmich & Rudolf Buchner (udg.): Quellen des 9. und 11. Jahrhunderts zur Geschichte der hamburgischen Kirche und des Reiches, Darmstadt 1961, der gengiver den såkaldte A-version, som siden 1829 (Dahlmann) har været anset for den oprindelige tekst.