Helgener

Det danske ord "sankt" er afledt af den latinske betegnelse sanctus. Ordet blev anvendt om Gud selv, om mennesker og om ting. Når det drejede sig om mennesker og ting, betød de indviet, helliget, reserveret til et helligt formål eller embede, gjort "helligt for Gud". Når ordene blev anvendt om en person, omfattede betydningen ikke nødvendigvis, at der var tale om en høj moral, sådan som det nu er tilfældet. Den oprindelige brug er fortsat i visse sammenhænge: Paven i Rom er ikke den eneste biskop, der omtales som "hans hellighed" i kraft af sit embede; Jerusalem er den "hellige by"; domkirken eller ethvert andet gudshus kaldes et helligt sted.

Hellighed som en tilstand af helligelse til at tjene Gud, betegnes af de tidligste kristne med: den eller de hellige. F.eks. henvender Paulus sig til de hellige i Akaja, i Efesos, i Filippi, i Kolossæ. Med "helige" mener han de troende, alle medlemmerne af de kristne menigheder på disse steder, Guds hellige folk, det nye Israel. De gode gerninger, kyskheden og afvisningen af det onde, som blev krævet af dem (1. Kor 6,9-11; Kol 3,5-8) er en konsekvens af deres tilstand af hellighed, at de er blevet kaldet til at tjene Gud: De skal leve, "som det sømmer sig for hellige" (Ef 5,3).

Paulus og de andre tidligste kristne forfattere omtaler kun helgenerne kollektivt, og ordet blev efterhånden anvendt specielt om særlige grupper af troende: om dem, som var "døde i Herren", om martyrerne, og om de første munke. På samme tid begyndte "hellig" i ental at blive anvendt som en individuel udmærkelse eller som en slags officiel titel, især for en biskop. Endelig blev "hellig" den agtværdige ærestitel, som blev anvendt om enkeltpersoner, der var fremtrædende blandt deres medkristne for deres grad af hengivelse til Kristus og som en anbefaling til offentligt at ære vedkommende.

Helgenkulten

I Bibelen omtales alle mennesker som lever og dør i troen på Jesus Kristus som "hellige" (2 Kor 1,1). Ud fra dette synspunkt er alle kristne hellige mennesker. Men allerede i den tidlige kirke begyndte man at ære mennesker, som på en særlig måde havde levet et helligt og gudfrygtigt liv. Helgenkulten voksede frem af martyrkulten. Martyren som gik i døden for sin kristne tro var længe prototype på en helgen, og det som "gjorde" martyren til en helgen var den kultus som opstod spontant ved vedkommendes grav. Efterhånden dukker andre trosvidner end martyrerne op, og helgenkulten tager til.

Gennem historien har der været forskellige måder, hvorpå en afdød person blev erklæret som helgen (kanoniseret). De mest kendte helgener er Jomfru Maria og apostlene, som faktisk aldrig er blevet direkte kanoniserede. I den unge Kirke var det i høj grad et spørgsmål om spontane, lokale og folkelige reaktioner. Dette gælder også mange af de lokale danske helgener.

Først i 1300-tallet blev det almindeligt med kanoniseringer fra central kirkeligt hold. Dette viste sig efterhånden nødvendigt, da man nogle steder havde kåret "helgener" udfra andre motiver, end de som burde ligge til grund for en kult. I dag er det Paven, som helgenkårer - som regel efter en meget lang proces, hvor man nøje har gransket den berørte persons lære og levnet.

Hvad er en helgen?

Hvad er så en helgen, og hvilken rolle spiller en helgen i Kirkens liv? I liturgien synger vi "Du alene er Hellig, Jesus Kristus". Dette er det centrale i hele kristendommen. Alt anden hellighed er blot en delagtighed i og en afglans af Kristi hellighed. Men Kristus har selv ønsket en sådanne hellighed for os mennesker: "så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!" (Matt 5,48). Vi mennesker er skabt i Guds billede (2 Kor 3,18), og vi er kaldet til lighed med Guds egen Søn. Lighed med Gud forudsætter nåden, og nåden er at have del i Guds liv.

En helgen er et menneske som erkender sin "organiske" afhængighed af Gud, og som helhjertet følger Kristus. Mennesker, som således "satser" på Gud med hele deres væsen, åbner sig for Gud, således at hans nåde kan virke uhindret i dem. Det er i dette lys vi må forstå helgenerne. De er ikke først og fremmest vidner om, hvad mennesker kan klare men om Gud. Hvis vi med helgener mener sande Kristi efterfølgere, kan vi sige, at kirkens egentlige opgave er at helliggøre menneskene. Således forstod de første kristne det, og således har man haft helgener i kirken lige så længe, kirken har eksisteret.

Det andet Vatikanerkoncil (1962-1965) forkyndte at "alle i Kirken" er kaldet til hellighed, som apostlen siger med ordene "Guds vilje er at I skal blive hellige" (1 Tess 4,3)" og under pave Johannes Paul II's pontifikat har der været flere helgenkåringer end under nogen anden pave.

Enhver tid har sine hellige, og ikke alle appellerer til hver enkelt af os. Bredden i de forskellige helgener tillader os som troende at finde vores egen helgentype. Det kan være et menneske, der selv er nået langt på en vej, hvor man selv kun er nybegynder, og derfor har brug for en vejleder. Den troende kan selv frit vælge, hvem man vil hente inspiration hos, og hvem man vil bede om forbøn. At bede til en helgen betyder ikke at tilbede en helgen, men at bede om deres forbøn hos Gud på samme måde som man kan bede en nulevende person om forbøn.

Til trods for misbrug og overdrivelser af helgenkulten op gennem historien, repræsenterer helgenerne først og fremmest en rigdom i Kirken. Det er og forbliver en støtte og en opmuntring at vide, at der altid blandt de kristne er nogle mennesker, der lever som troværdige vidner om evangeliet, og at der altid i kirken vil findes nye profeter, som drives af evangelisk ildhu og repræsenterer en autentisk kristendom.

Katolsk tro