B - Helgenleksikon
BARBARA
Intet fødsels- eller dødsår. Festdag 4. december. Kernen i Skt. Barbaras historie, som den bl.a. fortælles i Legenda aurea, beretter, at hun var en meget smuk ung pige, hvis far, Dioscurus, lukkede hende inde i et tårn for at tage modet fra hendes mange tilbedere. Da Dioscurus opdagede, at hun var blevet kristen, forsøgte han at dræbe hende, men hun blev på mirakuløs vis reddet fra ham. Derpå angav han hende til myndighederne, der underkastede hende tortur. Hun nægtede at afsværge sin tro, hvorpå hendes far blev beordret til selv at slå hende ihjel. Det gjorde han, men blev straks selv ramt af lynet og brændt til aske. De forskellige udgaver af Skt. Barbaras legende stemmer ikke overens m.h.t. tid og sted for hendes martyrium og varierer mellem år 235 og 313, i Ægypten, Rom, Toskana eller andre steder. Legenden optræder også først i det 7. århundrede og synes at være opdigtet i en from hensigt. Hendes kult blev meget udbredt fra det 9. århundrede. Som følge af sin fars skæbne anråbtes Barbara som værn mod lynnedslag, og som en udvikling heraf er hun senere blevet værnehelgen for kanonerer og minearbejdere. Artilleriregimenter i mange lande, incl. Storbritannien, anser hende således som deres værnehelgen. Hendes attribut er et tårn.
BARNABAS
apostel. 1. århundrede. Festdag 11. juni. Barnabas, "en god mand, fuld af Helligånd og tro" (ApG 11,24), kaldes "apostel", skønt han ikke var en af de tolv. Han var cypriotisk jøde og huskes for sit tætte samarbejde med Paulus, lige fra den gang han sagde god for Paulus over for de ængstelige kristne i Jerusalem indtil deres uenighed om Johannes Markus (se Markus). Det var Barnabas, der blev sendt til den voksende kristne menighed i Antiokia, og han fik Paulus fra Tarsos til at hjælpe sig. Senere besluttede lærerne i Antiokia, inspireret af Helligånden (ApG 13,2), at sende Barnabas og Paulus til Cypern på deres første missionsrejse; Barnabas anses for grundlægger af Kirken dér. Han opholdt sig stadig på Cypern, da Paulus skrev sit første brev til menigheden i Korinth, men formentlig døde han kort efter. Han siges at have lidt martyrdøden i den cypriotiske havneby Salamis, men Det ny Testamente beretter intet herom. Det såkaldte Barnabasbrev er ikke skrevet af ham.
BARTHOLOMÆUS
apostel. 1. århundrede. Festdag 24. august. Ud over at han var en af de tolv apostle vides intet sikkert om ham. Det er dog muligt, at han er identisk med Nathanael, "en israelit, i hvem der ikke er svig", hvis møde med Kristus der er en bemærkelsesværdig skildring af i Johannes Evangeliet (1,45-51, jfr. 21,2). Senere forfattere sætter Skt. Bartholomæus i forbindelse med evangeliseringen af Lykaonien, Indien og særligt Armenien, hvor han siges at have lidt martyrdøden ved at blive flået levende, uden at dette dog vides med sikkerhed. Hans attribut inden for kunsten er en slagterkniv.
BASILIUS DEN STORE
biskop, kirkefader og -lærer; Klostervæsnets grundlægger i Østkirken. Født ca. 330 i Cæsarea i Cappadocia. Død 1. januar 379 sammesteds. Festdag 2. januar. Basilius stammede fra en rig og fremtrædende gammel kristen familie med en i religiøs henseende særegen historie. Hans bedstemor, Macrina den Ældre, hans far, Basilius den Ældre, hans mor, Emmelia, hans storesøster Macrina og to yngre brødre, Gregor af Nyssa og Peter af Sebastea, tælles alle blandt helgenerne. Han blev uddannet i Cæsarea, Konstantinopel og Athen, hvor han kom i nært venskab med Skt. Gregor af Nazianz, med hvem han har fælles festdag. Omkring år 357 besøgte han de vigtigste klostre i det østromerske rige og slog sig derefter ned som munk i Annesi ved floden Iris i Pontus. Basilius boede kun i sit kommunitet i ca. fem år, men han anses med fuld ret som grundlæggeren af klostervæsnet i Østkirken. Han var ikke lovgiver, som Skt. Benedikt var det i Vesten, men hans indflydelse var udbredt, og den ortodokse Kirkes klostervæsen bygger stadig på hans principper.
Efter at være blevet præsteviet var Skt. Basilius fra 365 i realiteten ansvarlig for bispedømmet i Cæsarea, og i 370 blev han viet til byens biskop. I denne egenskab måtte han forsvare de rettroende kristne mod den arianske kejser Valens' forfølgelser. Basilius blev stævnet for den lokale præfekt for at retfærdiggøre sig, og han var så hårdnakket, at præfekten forbløffedes over hans dristighed: "Måske har du aldrig haft at gøre med en rigtig biskop", svarede Basilius. Episoder som denne forstyrrede hans embedsførelse og vanskeliggjorde hans samarbejde med Kirken i Vesten og pave Skt. Damasus. Kejser Valens frygtede ham og søgte administrativt at begrænse hans autoritet, hvilket medførte et brud mellem Basilius og hans ven Gregor af Nazianz (et venskab Basilius satte meget højt). Ved Basilius' begravelse vidnede grædende folkeskarer om hans popularitet som biskop. En af Basilius' store fortjenester var grundlæggelsen af en bebyggelse ved Cæsarea med boliger, kirke, hospital, herberg for rejsende, en stab af læger, sygeplejersker og håndværkere; det hele i et sådant omfang, at det antog karakter af en ny by.
Meget af det vi ved om Skt. Basilius' levned stammer fra hans egne breve og prædikener, der giver et levende indtryk af hans mangesidige personlighed og talrige gøremål. Han havde ægte sympati for de fattige og undertrykte og var skånselsløs over for de riges overflod. Han havde dog også en egensindig og taktløs side, der var medvirkende til nogle af hans vanskeligheder. "Alt mislykkes for mig for mine synders skyld", skrev han engang mismodigt. Hans værker indbefatter en afhandling, hvori han tilråder sine nevøer at erhverve sig dybtgående klendskab til den klassiske hedenske litteratur, men at gøre det med omtanke for at få en dybere forståelse af kristendommen, et synspunkt der ikke var særlig almindeligt på hans tid. Hans indflydelse var medvirkende til at afslutte stridighederne om arianismen to år efter hans død, og han regnes blandt de fire store græske kirkefædre.
BEDA DEN ÆRVÆRDIGE
præst og kirkelærer. Født 673 i Northumbria. Død 735 i Jarrow. Festdag 25. maj. Han gik i skole i det dengang nyligt grundlagte kloster i Wearmouth og kom senere til dettes søsterhus i Jarrow. Her blev han munk og præst, og her tilbragte han hele sit liv og kom formentlig aldrig sydligere end York eller nordligere end Lindisfarne. Beda skrev selv: "Jeg har viet mine kræfter til studiet af Den hellige Skrift, til overholdelse af klosterreglen og til dagligt at synge i liturgien i kirken. At studere, undervise og skrive har altid været min store glæde". Bedas bibelske afhandlinger var omfattende og af stor betydning på hans egen tid, men det er som historiker han er kendt. Hans mest værdifulde arbejde er "Den Engelske Kirke og det Engelske Folks Historie", hvortil han senere tilføjede en beretning om fem tidligere abbeder i Wearmouth og Jarrow. Han forfattede tillige grammatikker, tidstavler, salmer og anden poesi, breve og prædikener og udfærdigede det første martyrologium med historiske noter. Selv om Beda skrev på latin, er han den første, vi kender, der også skrev på engelsk. Desværre er hans skrifter på dette sprog og hans oversættelser gået tabt. Mens han lå på sit dødsleje, oversatte han Johannes Evangeliet og uddrag af Skt. Isidor af Sevillas skrifter. Den sidste sætning dikterede han lige før sin død, siddende på gulvet i sin celle, omgivet af de munke, han havde levet iblandt.
Blandt Vesteuropas forfattere i tiden fra Skt. Gregor den Store til Skt. Anselm er Skt. Beda nok den bedst kendte og den mest indflydelsesrige, især i sit hjemland. Ved kirkemødet i Aachen i 836 blev han allerede omtalt som "den ærværdige". Det var dog først i 1899, at han officielt af pave Leo XIII fik titel af kirkelærer. Skt. Bonifatius kaldte Beda "et Kirkens lys, tændt af Helligånden", og for Alcuin, der selv var "sin tidsalders læremester", var han "den salige Beda, vor læremester". Han er den eneste englænder, som Dante nævner i "Paradiset".
BELLARMIN
- se Robert Bellarmin.
BENEDIKT
abbed, patriark for Vesterledens munkevæsen. Født i Nursia i Umbrien ca. 480. Død på Monte Cassino ca. 547. Festdag 11. juli. Det er ikke meget, vi ved om den mands liv, hvis munkeregel sammen med de munke, der levede efter den, har haft så stor indflydelse på den vestlige verden. Det lidt vi ved, stammer fra Gregor den Stores "Dialoger", der bruger overordentlig megen plads på en beskrivelse af Benedikt som en mand der udvirkede mirakler. Benedikt blev sendt til Rom for at studere, men byens hektiske og lastefulde liv drev ham ud i ødemarken, og da han var omkring 20 år gammel, slog han sig ned som eneboer i Subiaco. Han brød dog op, da et samfund af munke opfordrede ham til at blive deres abbed. Nogle af munkene var dog utilfredse med de hårde krav, han stillede, og det berettes, at de forsøgte at forgive ham. Han vendte tilbage til Subiaco og grundlagde efterhånden tolv små klostersamfund på forskellige steder; ca. 529 oprettede han klostret på Monte Cassino med sig selv som leder. Der er intet vidnesbyrd om, at Skt. Benedikt nogensinde blev præst, hvad kun få munke var på den tid. På Monte Cassino udfærdigede han sin munkeregel, idet han gjorde brug af tidligere regler, særligt Skt. Johannes Cassians og Skt. Basilius'. Benedikts ry nåede vidt omkring, og da han var en gammel mand, fik han endog besøg af goterkongen Totila. Et besøg af en anden art havde han engang, da han stod og bad ved sit vindue; da "syntes det som om hele verden samledes i een solstråle og åbenbarede sig således for hans øjne".
Da Skt. Benedikt var døende, blev han båret ned i kapellet, hvor han modtog kommunionen og døde stående, støttet af sine disciple. Han blev begravet i samme grav som sin søster Skt. Scholastica. Et klart indtryk af hans personlighed får man ved at læse hans "Hellige Regel", der findes på dansk. Han var målbevidst, præget af sindsro og retskaffenhed, fredselskende og mådeholdende. Han var en kærlig far, der forenede disciplin med respekt for den enkeltes personlighed og anlæg, og han var et gennemført praktisk menneske. Han omtalte sin regel som en regel for begyndere, en "oplæring i Guds tjeneste, hvori vi håber ikke at befale noget, der er hårdt eller strengt". Dette enkle og dybtgående dokument kom til at spille en stor rolle i Europas historie, ligesom den gør det den dag i dag i talrige munke- og nonneklostre: Skt. Benedikt "taler stadig, skønt han er død". Pave Paul VI udråbte Benedikt til Europas værnehelgen (se også SS. Cyrillus og Methodius). Hans attribut er et skåret bæger og en ravn.
I Danmark er Vor Frue Kloster i Birkerød et benediktinerinde-kloster. Hertil er knyttet en 3. orden for lægfolk: benediktineroblater. (Se også Skt. Lioba).
Benedikt af Nursia (Ånd og liv. Ny serie, nr. 9), Kbh. 1980; Ildefons Herwegen: Den helige Benedikt, Stockholm 1945; Peter Schindler: Den hellige Benedikt af Nurcias Munke-Regel, Kbh. 1929.
BERCHMANNS, JOHANNES
- se Aloysius Gonzaga.
BERNADETTE
seer. Født 1844 i Lourdes. Død 1879 i Nevers. Kanoniseret 1933. Festdag 16. april. Marie Bernarde (Bernadette) Soubirou var en fattig møllers ældste barn. Som 14-årig var hun skrantende og lille af vækst, følsom og nem, men efter alt at dømme også noget tilbagestående. Mellem den 11. februar og 16. juli 1858 havde hun en række bemærkelsesværdige oplevelser i en lavvandet grotte på bredden af floden Gave. Ved 18 forskellige lejligheder så hun en meget ung og smuk kvinde, der talte til hende om forskellige ting. Hun udpegede bl.a. et ukendt kildevæld og pålagde Bernadette bøn og bod. Omsider gav kvinden sig til kende som jomfru Maria, under titlen "Den Uplettede Undfangelse". Nogle af disse hændelser fandt sted, mens der var mange mennesker til stede, men ingen ud over Bernadette påberåbte sig senere at have set eller hørt "damen", og der var ingen uro eller hysteriske udbrud. Da åbenbaringerne var endt, blev området imidlertid oversvømmet af falske seere, og sygelig religiøs overspændthed bestyrkede de kirkelige myndigheder i deres reserverede holdning til Bernadettes oplevelser. I nogle år led hun meget under både mistænksomhed og taktløs begejstring og påtrængenhed, men hun bar sine prøvelser med imponerende tålmodighed og værdighed. I 1866 indtrådte hun hos De Barmhjertige Søstre i Nevers. Her var hun mere beskyttet mod offentlighedens prøvelser, men hun undgik ikke bedreviden fra sine overordnede og led under sin astma, der blev stadigt værre. "Jeg passer mit arbejde", kunne hun sige. "Hvad mener du?", var der en, der spurgte. "Med det at være syg", var svaret. Således fuldendte hun sit selvudslettende liv og døde som 35-årig.
Begivenhederne i 1858 gjorde Lourdes til et af de største valfartssteder nogensinde i hele den kristne verden. Men det var en udvikling, som Bernadette ikke tog del i. Det var heller ikke for sine visioner, hun blev kanoniseret, men for den ydmyge enfoldighed og tillidsfulde tro, der kendetegnede hele hendes liv.
Franz Werfel: Sangen om Bernadette, Kbh. 1949.
BERNHARD AF CLAIRVAUX
cistercienserabbed og kirkelærer. Født 1090 i Fontaines nær Dijon. Død 1153 i Clairvaux. Kanoniseret 1174. Festdag 20. august. Skt. Bernhard af Clairvaux var ikke blandt de tre grundlæggere af abbediet i Citeaux, men han må betragtes som en grundlægger af den cistercienserorden, der udgik fra det. Han var en af seks højtbegavede sønner af en burgundisk adelsmand, og efter i nogen tid at have tøvet besluttede han sig i 1113 til at indtræde i det nye kloster i Citeaux. Han overtalte fire af sine brødre og 27 af sine venner til at indtræde sammen med sig. To år senere blev han udsendt for at grundlægge et nyt kloster i Clairvaux i Champagne. Det blomstrede og voksede, og fra det udgik ikke mindre end 68 datterhuse. På den måde blev viden om cisterciensernes klosterreform spredt vidt omkring, og i Danmark var der i middelalderen i hvert fald 13 cistercienserklostre (se Eskil, ærkebiskop). Bernhards ry bredte sig også hurtigt og på trods af egen modvilje og et meget dårligt helbred blev han snart inddraget i offentlige anliggender, bl.a. en konflikt mellem cistercienserne og munkene fra Cluny, i stridigheder om pavevalget i 1130 og i polemikken med Pierre Abelard, hvis lære Bernhard modsatte sig med ubøjelig energi. På trods af sin kærlige omsorg og mange tiltrækkende egenskaber var Skt. Bernhard en hård modstander, som det viste sig i hans angreb på kleresiets vellevned eller forfølgelse af jøderne.
I 1145 blev en tidligere munk fra Clairvaux valgt til pave under navnet Eugenius III. Til ham skrev Bernhard en bemærkelsesværdig afhandling om paveembedets pligter ("De Consideratione"), i hvilken han revsede den romerske kuries magtmisbrug og udlagde de hellige mysterier, en pave altid bør holde sig for øje. Eugenius havde stor tiltro til Bernhard, som han sendte til Languedoc for at prædike mod albigenserne (dog uden varigt resultat), og han fik også overdraget det hverv at agitere for det andet korstog i Frankrig og Tyskland. Da det endte i en militær katastrofe, blev det bebrejdet Bernhard, der så ivrigt havde talt for det. Samtidigt med alle disse aktiviteter og på trods af et meget dårligt helbred fortsatte Skt. Bernhard sit frodige forfatterskab. Hans breve og afhandlingen "Om Guds Kærlighed" findes på mange sprog ligesom hans prædikener til sine munke "Om Højsangen", der nok er hans kendteste værk. Han gjorde flittigt brug af Bibelen i sine skrifter og prædikener, "ikke så meget for at udlægge teksten, som for at nå menneskenes hjerter", som han sagde. Denne affektive side af Skt. Bernhards forfatterskab og fromhed appellerer stærkt til mange i dag. Mange mennesker af meget forskellig overbevisning og temperament har fremhævet ham, og han fik tidligt tilnavnet "Doctor mellifluus", den honningsøde lærer. Pave Pius VIII indregnede ham blandt kirkelærerne i 1830. Som teolog tilhører han tiden før skolastikken, og han omtales undertiden som den sidste kirkefader. Hans attribut er en bikube.
I dag findes et lille munkekloster på Bornholm: Myrendal Kloster ved Allinge. De er cisterciensere af streng observans, såkaldte trappister. Et cistercienserindekloster findes på Sostrup ved Grenå. Det har refugium samt gæste- og rekreationshjem.
C.P.O Christiansen: Bernhard af Clairvaux. Hans Liv fortalt af samtidige og et Udvalg af hans Værker og Breve, Kbh. 1926.
BERNARDIN AF SIENA
franciskanerpræst. Født 1380 i Massa di Carrera. Død 1444 i Aquila. Kanoniseret 1450. Festdag 20. maj. Som ung mand overtog Skt. Bernardin ledelsen af La Scala hospitalet i Siena, da størstedelen af sygeplejerne var døde under en epidemi, og senere tog han sig af sin sengeliggende tante, indtil hun døde.
I 1402 blev han franciskanermunk og snart en kendt prædikant. I mange år rejste han til fods og prædikede over hele Italien - i kirker og i det fri, til store forsamlinger og ofte i timevis, og resultaterne af hans prædikener stod mål med hans anstrengelser. Han brugte meget Jesu navn og bogstaverne IHS i det græske monogram som symbol på Herren selv. Noget af hans undervisning blev kritiseret af universitetet i Bologna, men den otte år lange strid, der fulgte, faldt ud til hans fordel. Han var ivrig modstander af åger og fordømte partistridighederne i de italienske byer som et særligt onde i tiden. Han bekymrede sig på den anden side ikke meget om jødeforfølgelser og heksetro, der også var kendetegnende for hans tid.
Man har sagt om Skt. Bernardin, kaldet "folkets prædikant", at han indvarslede "en af disse sjældne perioder i historien, hvor Kristi lov gjorde synlige fremskridt i samfundet". Han var en af lederne i den bevægelse blandt franciskanerne, der søgte at genetablere en strengere observans af deres regel, og antallet af disse "observanter" øgedes stærkt i hans levetid. Han deltog i koncilet i Firenze og drog i 1444 ud på sin sidste prædikenrejse. Han begyndte i sin fødeby og havde tænkt sig at forsætte til Napoli. Men hans helbred svigtede i Aquila i Abruzzerne, hvor han døde og ligger begravet.
BIRGITTA AF VADSTENA
seer og ordensstifter. Født i Uppland ca. 1303. Død i Rom 23. juli 1373. Kanoniseret 1391. Festdag 23. juli. Hendes far var Upplands lagmand (lovkyndige og talsmand hos kongen) og rig godsejer. Hendes mor var også af lagmandsslægt og beslægtet med det regerende kongehus. På begge sider var det stormandsslægter med politisk indflydelse, høj kultur og dertil kirkeligt sindede, som deres mange donationer til kirker og kirkelige institutioner viser. Som 14-årig blev Birgitta bortgiftet til den 4 år ældre lagmandssøn Ulf Gudmarsson. De bosatte sig på Ulvåsa-gård i Ãstergötland og levede de første år i afholdenhed, religiøst engageret og fysisk umodne som de var. Senere fik de 8 børn i et lykkeligt samliv. Ulf synes at have bestemt børnenes uddannelse og giftermål. Birgitta varetog sine huslige og repræsentative pligter i det store hjem, kulturelle interesser med studier i latin og bibelkundskab, en udstrakt velgørenhed og familiens religiøse liv: fællesbøn og valfarter, bl.a. til Hellig Olavs grav i Nidaros. En anden valfart i 1341/42 fik afgørende betydning, nemlig til apostlen Jakob den Ældres grav, som man dengang mente befandt sig i Santiago de Compostela i Spanien. Rejsen gennem Tyskland og Frankrig blev et møde med situationen ude i Europa: 100-årskrigen mellem Frankrig og England, som truede Europas enhed, og pavernes babylonske fangenskab i Avignon, som truede Kirkens enhed. Efter denne valfart omgikkes de to ægtefæller med tanker om at gå i kloster. De levede i afholdenhed og bøn. Ulf gæstede Alvastra klostret og her døde han i 1344.
Det blev vendepunktet i Birgittas liv. Hun tog ringen af sin finger; fordelte, hvad hun ejede, på sine børn, de fattige og nogle kirker, beholdt kun det nødvendigste til sig selv og hengav sig til et liv i bod og bøn. Nu kom så de mange åbenbaringer, som skulle gøre hende kendt, og hvis nedskrift betegnes som svensk middelalders litterære hovedværk. Hun blev indført i Guds rådslutninger med besked om at offentliggøre dem. Hun skulle være en profetisk røst i tiden, ikke mindst over for sine egne standsfæller, som havde så stor indflydelse, og over for kongehuset. En tid var hun hovmesterinde hos dronning Blanka, og kong Magnus fik løbende underretning om Guds mening om hans regering. Som sekretær for Birgitta meldte subprioren sig, den senere prior for Alvastra cistercienserkloster, Petrus Olovsson. Hun berettede sine åbenbaringer for ham, og han oversatte og nedskrev dem på et enkelt og smukt latin, som hun kontrollerede, når hun ikke selv dikterede på latin. De gjorde stærkt indtryk på munkene der og på de teologer i Birgittas vennekreds, hvis kontrol hun udbad sig: kanniken Mattias, biskop Hemming af Åbo o.a. biskopper. Der opstod en kreds omkring hende, såkaldte "birgittinske helgener", som levede på et højt åndeligt niveau og gjorde Birgitta kendt. Hendes tiltrækningskraft skyldtes ikke nogen lyst til at dominere. Hun skildres af alle som et taktfuldt og sagtmodigt menneske.
Hendes åbenbaringer var ikke teologiske i systematisk forstand og ikke spækket med bibel- og kirkefædrecitater. De er ikke "forbedret" af teologisk skolede sekretærer, som nogle har hævdet. De er praktiske og konkrete, ofte med udgangspunkt i aktuelle misforhold i samfund og Kirke, præget af hverdagen i kvindens, husfruens og adelsdamens liv og oplevet umiddelbart i sammenhæng med en åndelig virkelighed. Som regel er det enten Kristus, Maria eller en helgen, hun hører tale til sig, og ofte ser hun også hændelser i den overnaturlige verden i tilknytning hertil. Det skete især, når hun var alene i bøn, i ekstatisk tilstand, med sanserne koblet fra; men sommetider også ved bordet, enkelte gange endog på en ride- eller vandretur. Mange domsscener over afdøde venner og bekendte indgik i dem, men også bestemte faser i Kristi og Marias liv. Et helt Maria-officium blev til i samarbejde med Petrus fra Skänninge, beregnet for nonnerne i det dobbeltkloster hun ønskede at stifte. Hertil gav hun o. 1345 en klosterregel, der havde Skt. Augustins regel som udgangspunkt og fik prioren i Alvastra som den endelige redaktør. Som byggegrund valgte Birgitta Vadstena og bad kong Magnus skænke denne grund og støtte foretagendet med penge og arbejdskraft. Det gjorde kongen, indtil han blev træt af Birgittas åbenbaringer, der var blevet stadig mere kritiske over for ham og hans styre (Birgitta lagde, i tidens stil, ikke fingrene imellem). Det kom til et brud mellem dem og byggeriet gik i stå.
Birgitta havde fået sine venner biskop Hemming af Åbo og magister Mattias til at foretage en rejse til Frankrig for at mægle mellem den franske og den engelske konge i den lange krig og overtale paven i Avignon til at vende tilbage til Rom. Missionen mislykkedes, og det fik Birgitta til at tage den store beslutning selv at drage til Rom og virke for disse vigtige anliggender og frem for alt for pavens stadfæstelse af hendes klosterregel og -grundlæggelse, som hun, ifølge et guddommeligt tilsagn, skulle modtage i Rom. I efteråret 1349 brød hun op, fulgt af nogle venner; Petrus af Skänninge blev den åndelige leder af den lille svenske koloni i Rom. Året efter stødte hendes datter Katarina til (s.d.) og også Petrus fra Alvastra. De boede på Piazza Farnese i (det nuværende) Casa di Sta Brigida, som en romersk veninde havde stillet til hendes rådighed. Her levede hun et klosterlignende liv med sine husfolk, besøgte Roms kirker og dyrkede Roms helgener, som havde "gjort byens gader røde med deres blod". Den aktuelle situation: kirkebygningernes og præsteskabets forfald og lægfolkets religiøse ligegyldighed derimod harmede hende. Hun ivrede for en reform. Hun studerede latin, sov kun lidt og på en hård briks, fik fortsat åbenbaringer og dikterede dem til en ny sekretær, en spansk biskop Alfons af Jaén, som havde trukket sig tilbage til et liv som eremit, men nu sluttede sig til hende. Hun deltog i jubelåret 1350, men måtte stadig vente på pavens tilbagevenden. 1367 kom omsider pave Urban V til Rom, og Birgitta fik hans godkendelse af sin klosterregel i 1370, kort før han igen vendte tilbage til Avignon, hvor han døde samme år. Birgittas indtrængende brev til hans efterfølger Gregor XI om at komme til Rom for at blive førte ikke til noget. (Det lykkedes imidlertid for Katarina af Siena i 1377). 1371 valfartede Birgitta med sine venner til det hellige land. I Neapel fik dronning Johanna og hendes ærkebiskop et budskab fra hende om at højne det moralske niveau i byen. På Cypern bad dronning Eleonora af Aragon om hendes råd. Efter 4 måneder i det hellige land vendte hun tilbage til Rom, udmattet af rejsen og hjemsøgt af tørhed i bønnen. Endnu engang åbenbarede Kristus sig for hende og trøstede hende, og nogle dage efter døde hun. Det var den 23. juli 1373 i "Casa di Sta Brigida", som i dag er kloster for Birgittinerinder (Elisabet Hesselblads gren). Hendes lig blev bragt hjem til Sverige af hendes datter Katarina, hendes søn Birger og de nærmeste venner, og modtagelsen i Ãstergötland blev et sandt triumftog. I Vadstena, hvor Birgitta havde ønsket at blive gravsat, var, efter pave Urbans stadfæstelse, allerede begyndelsen gjort til et kloster, som hendes datter Katarina straks overtog ledelsen af. Som nonnekloster eksisterer det endnu. Birgittinermunke findes ikke mere.
Efter Birgittas død sørgede hendes venner og medarbejdere for hendes litterære efterladenskaber: Åbenbaringerne med magister Mattias' prolog, ordensreglen, Maria-officiet samt nogle afsluttende åbenbaringer, redigeret af Alfons. Den latinske original blev trykt i Lübeck 1492 og hurtig oversat til svensk. Få måneder efter hendes død havde Petrus fra Alvastra og Petrus fra Skänninge hendes biografi færdig til en kanonisationsproces. Den blev suppleret af biskop Nikolaus af Linköpings protokol over mirakler ved hendes grav.
Ægtheden og ortodoksien i hendes åbenbaringer blev genstand for teologernes uenighed under processen og senere også på koncilerne i Konstanz og Basel (1114, 1431). Hun er, som andre helgener (Bernadette f. eks.) kanoniseret ikke for sine åbenbaringers, men for sine dyders skyld. Ikke desto mindre fremhæves hendes litterære efterladenskaber som en religiøs og kirkehistorisk bedrift i svensk middelalder.
Johannes Jørgensen: Den hellige Birgitta af Vadstena, bd. 1-2, Kbh. 1941-43; Sven Stolpe: Birgitta, bd. 1-2, Stockholm 1973; Den heliga Birgitta: Himmelska Uppenbarelser. I översättning av Tryggve Lundén, bd. 1-4, Malmö 1957-59; Den heliga Birgitta: Himmelske Uppenbarelser. I urval och översättning af Tryggve Lundén. Med förord och inledning af Sven Stolpe, Malmö 1957.
BLASIUS
biskop og martyr. Intet fødsels- eller dødsår (316?). Festdag 4. februar. Der siges at have været en biskop af Sebastea i Armenien ved navn Blasius, der led martyrdøden, muligvis under kejser Licinius, men denne legende er meget sen og drejer sig mest om forskellige mirakler og hans martyrium, uden nærmere historisk belæg. Hans kult blev meget udbredt fra det 8. århundrede både i øst og vest, og han blev særlig anråbt ved både husdyrs og menneskers sygdomme på grund af arten af de mirakler, der tilskreves ham. Herfra stammer den stadigt eksisterende skik, der kaldes "Blasius-velsignelsen", hvor man beder Vorherre om beskyttelse mod hals-onder og andre sygdomme. Hans attribut er en kam og to lys over kors. (Se Nødhjælperne).
BONAVENTURA
franciskaner, biskop og kirkelærer. Født 1218 i Bagnorea. Død 1274 i Lyon. Kanoniseret 1482. Festdag 15. juli. Bonaventura forlod Italien for at læse ved universitetet i Paris, hvor en af hans lærere var englænderen Alexander af Hales, som han fulgte ind i franciskanerordenen. Bonaventura underviste og prædikede selv i mange år i Paris og koncentrerede sig om at opklare nogle af de spørgsmål, der i særlig grad optog folk på den tid. Sammen med Thomas af Aquin forsvarede han tiggermunkene, og i 1257 blev han valgt til ordensgeneral for franciskanerne. Han bestred dette hverv så fremragende, at han i dag regnes for den største franciskaner næst efter Frans af Assisi, og i en vis forstand ordenens anden grundlægger. I 1265 afslog han at blive ærkebiskop af York, men otte år senere blev han udnævnt til kardinal-biskop af Albano, i rette tid til på fremtrædende vis at tage del i det andet koncil i Lyon, hvor den græske Kirke kortvarigt blev genforenet med den latinske. Han døde under koncilet og ligger begravet i Lyon.
Skt. Bonaventura var en første klasses intellektuel, men han understregede selv, at en tåbes kærlighed og kundskab om Gud kunne være langt større end menneskelig visdom. Hans egen enkle livsførelse illustreres af historien om, hvorledes han, da de pavelige legater bragte ham kardinalhatten, bad dem om at hænge den på et træ i nærheden, al den stund han var ved at vaske op, og hans hænder var våde og fedtede. Han efterlod sig mange vigtige arbejder om filosofi, teologi og mystik, der har haft stor indflydelse. Fremhæves skal særligt hans biografi om Frans af Assisi og hans "Sjælens vej til Gud". Han blev kendt som den serafiske lærer. I 1588 indregnede pave Sixtus V ham blandt kirkelærerne. Hans attribut er en kardinalhat.
BONIFATIUS
biskop og martyr. Født ca. 675, sandsynligvis i eller nær ved Crediton. Død 754 eller 755 i Friesland. Festdag 5. juni. Bonifatius blev døbt Wynfrith, men omtales altid som Bonifatius, det navn han senere brugte. Han var munk, indtil han blev fyrre år, først i Exeter og siden i Nursling nær Southampton. Hans væsentligste beskæftigelse var da studier og undervisning. Han udlagde Bibelen og skrev den første latinske grammatik i England. I år 718 forlod Bonifatius sit hjemland, hvortil han aldrig vendte tilbage, for at forkynde evangeliet for de hedenske stammer i Tyskland. Han gjorde et stærkt og kraftfuldt indtryk, og hans mission bar varig frugt. Skt. Bonifatius besøgte Hessen, Bayern, Westfalen, Thüringen og Würtenberg. Tre gange rejste han til Rom for at rapportere sine fremskridt til paven, og på sin anden rejse blev han gjort til biskop og oprettede omsider sit bispedømme i Mainz. Til hjælp i arbejdet rekrutterede han andre engelske missionærer fra Wessex, både mænd og kvinder, bl.a. Lull, Willibald, Walburga og Lioba.
Tekster fra de mange breve, der er skrevet om og af Bonifatius, har overlevet til vor tid; de udgør både et værdifuldt historisk materiale og tegner et billede af en stor og elskelig personlighed. Pave Gregor III gjorde ham til ærkebiskop, formentlig år 732. Hans senere år var travlt optaget af at organisere Kirken i det vestlige Tyskland og reformere den frankiske Kirke i forståelse med kong Pipin den Lille. Han arbejdede stadig hårdt, da han var over halvfjerds, og rettede sin opmærksomhed mod Holland. Dér led han martyrdøden. På et sted, der kaldtes Dokkum, blev han sammen med sine ledsagere angrebet af hedenske frieslændere og slået ned med sværd. Da de angreb ham, sad han stilfærdigt og læste i sit telt. Kort tid efter skrev ærkebiskop Cuthbert af Canterbury til St. Lull, at "vi i England med stor kærlighed regner Bonifatius blandt de bedste og største forkyndere af troen" og blandt vore særlige værnehelgener. Skt. Bonifatius er en vigtig skikkelse i Vesteuropas historie, men i dag huskes han bedre i Tyskland end blandt sine landsmænd. Hans grav i Fulda (hvor han grundlagde et kloster) regnes for en helligdom.
BORGIA
- se Frans Borgia.
BORROMÆUS
- se Karl Borromæus.
BOSCO
- se Johannes Bosco.
BOTOLPH (Botulf)
abbed. Død ca. 680. Festdag 17. juni. Botolph var i middelalderen en meget populær helgen i England, men man ved ikke meget om ham. Sammen med sin bror Skt. Adulf blev han munk uden for England, men grundlagde i 654 et kloster i Icanhoh, der almindeligvis opfattes som identisk med Boston ("Botolphs sten") i grevskabet Lincolnshire. Skt. Ceolfrid siges at have rejst hele vejen fra Wearmouth for at tale med denne mand "med et så bemærkelsesværdigt liv og så stor lærdom". Hans kirke blev ødelagt af danske vikinger. Dyrkelsen af ham nåede imidlertid til Danmark, og i Ålborg er domkirken, Budolfi Kirke, opkaldt efter ham.
BRUNO
præst, stifter af Karteuserordenen. Født i Køln ca. 1033. Død 1101 i Calabrien. Festdag 6. oktober. Karteuserordenens grundlægger var adelsmand af fødsel. Han læste ved katedralskolen i Reims, blev præsteviet og begyndte fra ca. 1056 at undervise i teologi i Reims, hvad han med stor dygtighed fortsatte med de næste tyve år. Så ragede han uklar med sin ærkebiskop, en mand, der gennem handel med kirkelige embeder (simoni) havde opnået bispesædet i Reims. Bruno fordømte ham og blev afskediget fra sit embede ved skolen. I 1084 trak han sig med seks ledsagere tilbage til et vildt og øde sted i bjergene nær Grenoble, der kaldes Grande Chartreuse. Her byggede de en lille kirke med spredte hytter, som de boede i, og begyndte hermed på den kombination af eneboertilværelse og kommunitetsliv, der også i dag kendetegner karteusermunkene; "Chartreuse" har lagt navn til alle deres klostre. Deres liv i tilbedelse, arbejde og bod var (og er) meget hårdt, men de tiltrak novicer, og alt gik godt, indtil deres leder efter seks år blev kaldt til Rom.
Pave Urban II, der var en af Brunos tidligere elever, kaldte ham til Italien som sin rådgiver. Bruno var ked af at blive "kaldt tilbage til verden", og der gik ikke lang tid før paven tillod ham at grundlægge et kloster magen til Grande Chartreuse, men i La Torre i Calabrien, ikke så langt fra Rom. Han så aldrig sine brødre i Frankrig igen, men han holdt forbindelsen ved lige, og et brev til dem, som han skrev til opmuntring, har overlevet. Et andet brev til en gammel ven er også bevaret. Heri skriver han om den ro og hvile der overgår sjælen ved synet af naturens skønhed: "Kun de, der har oplevet det, kan kende nytten og glæden ved stilheden og ensomheden i et enebo". Ligesom i La Torre var også et andet karteuserkloster blevet grundlagt i San-Stefano-in-Bosco, og det var under et besøg her, at Skt. Bruno døde.