C - Helgenleksikon

 

CAJETAN

præst. Født i Vicenza ca. 1480. Død i Napoli 1547. Kanoniseret 1671. Festdag 8. august. Skt. Cajetan (Gaetano) var en fremtrædende skikkelse blandt reformkatolikkerne før Tridentinerkoncilet.Han læste ved universitetet i Padua og fik et kirkeligt embede i Rom, men blev ikke præsteviet, førend han var fyldt 36 år. I Rom og i adskillige norditalienske byer deltog han med stor energi i det religiøse og godgørende arbejde blandt folk, og han blev meget bevidst om den udbredte uorden inden for Kirken. Sammen med biskop Johannes Peter Caraffa (senere pave Paul IV) grundlagde han i 1524, med det formål at tilvejebringe bedre præster, en kongregation af regelbundne præster, kaldet Theatinerne efter det latinske navn for Caraffas bispesæde i Chieti. Disse præster blev særligt uddannet med bl.a. speciel vægt på bibelstudier. Da Rom blev plyndret af de kejserlige tropper i 1527, blev Theatinernes hovedkvarter flyttet til Napoli, hvor Skt. Cajetan tilbragte størstedelen af resten af sit liv. Det var hårde år, for Theatiner-kongregationen fik kun langsomt medgang, og Napoli befandt sig i en rystende tilstand. En af de måder, hvorpå Cajetan hjalp befolkningen, var ved at etablere pantelånerbutikker - ikke med henblik på fortjeneste, men for at hjælpe dem, der var i midlertidige vanskeligheder.

Skt. Cajetan bør ikke forveksles med den samtidige kardinal Cajetan (Thomas de Vio), en anden fremtrædende reformkatolik, der dog ikke er kanoniseret.

Andre grundlæggere af regelbundne præsteordener var Skt. Ignatius af Loyola, Skt. Joseph Calasanz, Skt. Kamillus af Lellis, Skt. Antonius Zacharia (død 1539, kanoniseret 1897, festdag 5. juli), der grundlagde Skt. Paul-Kongregationen ("Barnabiterne"), Skt. Hieronimus Æmiliani (død 1537, kanoniseret 1767, festdag 8. februar), der grundlagde Somaschiordenen, Skt. Johannes Leonardi (død 1609, kanoniseret 1938, festdag 9. oktober), der grundlagde Gudsmoderordenen, og Skt. Frans Caracciolo (død 1608, kanoniseret 1807, festdag 4. juni), der grundlagde en orden for kanniker. Med undtagelse af Loyola og Calasanz er de alle italienere.

 

CALLISTUS I

pave og martyr. Død ca. 222. Festdag 14. oktober. Callistus' første leveår var ikke lovende. Han var slave hos en kristen herre i Rom og blev indblandet i forskellige finansielle transaktioner og uregelmæssigheder, der førte til, at han blev idømt hårdt strafarbejde i stenbruddene på Sardinien. Da han blev løsladt, blev han samtidig også løst fra slaveriet og diakonviet. Pave Zephyrinus lod ham føre tilsyn med den kirkegård og katakombe på Via Appia, der stadig bærer hans navn. Han var en dygtig mand, og da Zephyrinus døde i 217, blev Callistus valgt som ny biskop af Rom. Valget stødte dog på voldsom modstand fra meget strenge kredse, bl.a. fra Skt. Hippolyt (hvorfra det meste af det vi ved om Callistus stammer). Disse kredse protesterede både af disciplinære og af doktrinære grunde. De var f. eks. uenige med Callistus i hans milde behandling af syndere. Få år senere døde Callistus imidlertid. Fra det fjerde århundrede blev han æret som martyr. Der var dog ingen organiserede kristenforfølgelser på hans tid, og han blev formentlig dræbt under pøbeloptøjer. Interessant nok blev Skt. Callistus ikke begravet i San Callisto-katakomberne, men ved Via Aurelia.

 

CASIMIR

prins. Født 1458 i Krakow. Død 1484 i Grodno. Kanoniseret 1521. Festdag 4. marts. Casimir var næstældste søn af kong Casimir IV af Polen og havde som huslærer den store polske historiker Johannes Dlugosz, af hvem han lærte sømmelighed og fromhed. I 1471 mislykkedes et forsøg på at sætte drengen på Ungarns trone, hvad der glædede Casimir; men hans far blev rasende og forviste ham for en tid til en borg i nærheden af Krakow. Han blev senere vicekonge i Polen, mens kongen var i Litauen, men hans virkelige interesse lå i et religiøst tilbagetrukket liv og fredens tjeneste. I 1483 afviste han, efter at have besluttet sig for et liv i cølibat, at gifte sig med en af kejser Frederik III's døtre. Det følgende år døde han af svindsot. Han ligger begravet i Vilna, og der forekom mirakler ved hans grav. Skt. Casimir blev udråbt til Polens værnehelgen i 1602.

 

CELESTIN V

pave. Født ca. 1214 i Abruzzerne. Død 1296 nær Anagni. Kanoniseret 1313. Festdag 19. maj. Efter pave Nicolaus IV's død gik der mere end to år, uden at man kunne enes om en efterfølger. Endelig i 1294 søgte kardinalerne i fortvivlelse at komme videre ved at vælge en "overgangsfigur". De valgte en 81-årig eneboer: Peter af Morrone. Han kom fra en bondefamilie og havde aflagt munkeløfte som benediktiner, men havde i mange år levet på Monte Morrone i Abruzzerne som leder af en gruppe eneboere. Peter blev rystet over kardinalernes valg, man han adlød, tog navnet Celestin og blev viet til biskop af Rom i Aquila. Resultaterne var katastrofale, for med undtagelse af sin hellighed var Celestin på alle måder uegnet til at beklæde paveembedet.

I sin enfoldighed og uvidenhed begik han de mest elementære fejl og blev et uskyldigt redskab for kong Karl II af Napolis politiske intriger. Da han var sig sin fiasko bevidst og ulykkelig i sine nye omgivelser, valgte han at abdicere foran et kirkeråd af kardinaler i Napoli. Han havde været pave i fem måneder. Få dage senere blev den barske og strenge Bonifatius VIII valgt i hans sted, men Bonifatius frygtede, at hans modstandere skulle gøre brug af Celestin til deres egen fordel. Den gamle mand forsøgte at slippe væk over havet eller ud i bjergene, men han blev fundet og på Bonifatius' ordre spærret inde i en beskeden bolig i borgen i Fumone, nær Anagni. "Jeg ønskede intet andet i verden end en celle", sagde Skt. Celestin, "og en celle har de givet mig". Ti måneder senere døde han, og denne den mest patetiske skikkelse i pavedømmets historie blev begravet i Aquila.

 

CHANTAL 

- se Johanne Franciska Chantal.

 

CHRISTINE

martyr. Intet fødsel- eller dødsår. Festdag 24. juli. Skt. Christine blev æret ved Bolsena søen i Latium, og hendes legende er ganske simpelt den om Skt. Christine af Tyre, importeret fra Østkirken og tilpasset lokale forhold. Begge legender beretter om gennemlevede lidelser og overnaturlige hændelser, men er uden historisk værdi. Der findes rester af en tidlig kristen kirkegård ved Bolsena, men de beviser, der eksisterer for, at det skulle være stedet for den martrede Christine, er ikke tilfredsstillende.

 

CHRYSOSTOMUS

- se Johannes Chrysostomus.

 

CLEMENS I

pave. Død i slutningen af det 1. århundrede. Festdag 23. november. Apostlen Peters første efterfølger på Roms bispesæde var Skt. Linus (festdag 23. september), formodentlig efterfulgt af Skt. Cletus (festdag 26. april), der er den samme som Skt. Anacletus. Intet vides om nogen af dem, men de æres begge som martyrer. Linus kan være identisk med manden af samme navn, der nævnes i 2. Tim 4,21. Clemens I regnes almindeligvis for Peters tredje efterfølger. Det er heller ikke meget, vi ved om hans liv. Ifølge Skt. Irenæus havde han "mødt og omgåedes de hellige apostle", og nogle identificerer ham med den Clemens, der nævnes af Paulus i dennes brev til Filipperne (4,3). Men Clemens er berømt for sit brev fra Kirken i Rom til Kirken i Korinth, der skyldtes, at nogle kristne i Korinth havde gjort oprør mod deres ledere. Det er det først kendte eksempel på, at Roms biskop griber ind over for en anden Kirke, og det er forbilledligt i sin pastorale omsorg og faste faderlige formaning. Det indeholder bl.a. også værdifulde historiske oplysninger. Brevet blev godt modtaget af korintherne, der i mange år plejede at få det læst højt i deres kirkelige forsamlinger. Et andet brev (egentlig en prædiken) og andre skrivelser bar Clemens' navn, men i dag ved vi, at de ikke er hans.

På baggrund af det autentiske brev regnes Skt. Clemens som den første af de apostoliske fædre. Han æres som martyr, men der er intet bevis for, at han var det. Beretningen om, at han blev dømt til hårdt strafarbejde på Krim, og at han blev bundet til et anker og smidt i havet, er legendarisk, men den blev populær, og den rummer forklaringen på, hvorfor Skt. Clemens' navn på forskellig vis er knyttet til havet. Hans attribut er et anker.

 

CLEMENS MARIA HOFBAUER

redemptoristpræst. Født 1751 i Mähren. Død 1820 i Wien. Kanoniseret 1909. Festdag 15. marts. Han var tjekkisk af fødsel (hans oprindelige navn var Jan Dvorak) og bager af erhverv. Men han tragtede efter at blive eneboer, og i nogle år førte han en omvandrende tilværelse mellem Rom og Wien, indtil han i en alder af 34 år blev præsteviet i Skt. Alfons Liguoris Redemptorist-kongregation. Han arbejdede tyve år i Polen og var den første, der etablerede redemptoristerne nord for Alperne. Hans meget frugtbare religiøse og sociale arbejde sluttede i 1808, da Napoleon Bonaparte opløste de religiøse ordener i Polen. Resten af sit liv tilbragte Hofbauer i Wien, hvor han utrætteligt kæmpede imod statens kontrol over Kirken og religiøse anliggender. Han var ikke begunstiget af en fornem herkomst, ej heller af nogen særlig uddannelse, men han fik et stort ry for visdom i religiøse og sociale anliggender, og det lykkedes ham at grundlægge et nyt præstekollegium i byen. Bag kulisserne havde han sågar en vis indflydelse i kirkelige anliggender på Wienerkongressen 1814-15. Han udmærkede sig ved stor og dyb forståelse af årsagerne til den protestantiske reformation og af de religiøse motiver, der lå til grund herfor i det tyske folk.

F.F. Maurer: Johannes Clemens M. Hofbauer, Kbh. 1941.

 

CLUNY

- se Hugo; Mayeul; Odilo; Odo.

 

COLUMBAN

abbed og missionær. Født ca. 540 i Leinster i Irland. Død 615 i Bobbio i Italien. Festdag 23. november. Columban havde fra sin ungdom været munk. Som 45-årig fik han lov af sin abbed i det irske Bangor kloster til at drage til det europæiske fastland, hvor han skulle blive den største og mest indflydelsesrige af de irske munke. Han havde tolv ledsagere med og fik hurtigt grundlagt tre klostre i hhv. Annegray, Luxeuil og Fontaine i Vogeserne. Efter nogen tid blev stivheden i Columbans klosterregel og hans trodsige fastholden ved et irsk fromhedsliv dog udsat for kritik, og han blev nødsaget til at forsvare sig i breve til paven, Skt. Gregor den Store. Dernæst pådrog han sig dronning Brunhildes fjendskab, fordi han havde bebrejdet hendes barnebarn, Thierry II af Burgund, hans letfærdige liv. Omsider blev abbeden og de af hans munke, der var irskfødte, i 610 beordret deporteret hjem til Irland.

Visse omstændigheder satte dem dog i stand til at undvige og fortsætte deres mission på forskellige steder, og til sidst nåede de Bregenz ved Bodensøen. Herfra krydsede Columban 612 Alperne og drog ind i Lombardiet. Han var da mindst halvfjerds, men blev snart inddraget i en livlig kirkelig polemik, i løbet af hvilken han skrev et berømt brev til pave Bonifatius IV, hvori han forenede dyb respekt med lidenskabelig oprigtighed og mangelfuld indsigt i de berørte forhold. Efter at have fået overdraget noget jord mellem Genua og Piacenza begyndte han i 614 med grundlæggelsen af det store abbedi i Bobbio, hvor han døde det følgende år. Den regel, Columban affattede for sine munke, var streng og formentlig inspireret af Bangor og andre irske klostre. Gennem det eksempel som klostrene i Luxeuil og Bobbio og hans munkes virksomhed gav, fik hans regel dog stor udbredelse i bl.a. Frankrig og Tyskland, indtil den til sidst blev fortrængt af de mere overkommelige forordninger i Skt. Benedikts regel. Skt. Columbans attribut er en bjørn.

 

CORNELIUS

pave og martyr. Født i Rom. Død juni 253 i Civitavecchia. Festdag 16. september. Efter Skt. Fabians martyrium i 250 tog det over et år, før den romerske gejstlighed så sig i stand til at vælge en biskop, dvs. Cornelius, i hans sted. Dette skyldtes fortsatte forfølgelser af de kristne og uenighed mellem de kristne selv. Et parti, ledet af præsten Novatian, hævdede således, at apostasi var en utilgivelig synd, og at Kirken ikke havde nogen magt til at tilgive og genindlemme mennesker, der var faldet fra under forfølgelserne og siden havde fortrudt det. Cornelius afviste denne lære, og Novatian opkastede sig som mod-biskop af Rom. Cornelius blev især støttet af Skt. Cyprian i Afrika og Skt. Dionysius af Alexandria, og Novatian og hans lære blev fordømt på koncilerne i Kartago og Rom. Bevarede breve fra Cyprian vidner om Cornelius' godhed og gavmildhed. Da forfølgelserne tog til igen, blev han forvist til Centumcellae (Civitavecchia). Han døde kort efter og æres traditionelt som martyr. Han kan være bukket under for strabadserne i sit eksil, men der er intet historisk belæg for senere udsagn om, at han skal være blevet halshugget.

 

COSMAS OG DAMIAN

martyrer. Intet fødsels- eller dødsår. Festdag 26. september. Meget tyder på, at der var to tidligere martyrer med disse navne, der blev slået ihjel i Cyrrhus i Syrien, men herudover vides intet om dem. Deres kult blev meget udbredt fra det 5. århundrede, for kun få martyrers ry spredte sig så hurtigt og så langt. De blev kaldt "de hellige uden penge" og blev anråbt som værnehelgener for læger, for kernen i deres legende er den, at de var tvillingebrødre, der praktiserede som læger uden at tage noget for det. Under en kristenforfølgelse blev de dræbt for deres tro. Enkelthederne i denne legende, de lidelser de gennemgik og de mirakler, der forekom, er meget farverigt beskrevet. På et vist tidspunkt blev der gjort et hæderligt forsøg på at bevise, at Cosmas og Damian aldrig havde eksisteret, og at de blot var en kristen udgave af de hedenske Dioskurer, Zeus' tvillingesønner Castor og Pollux. Det er nu ikke tilfældet, skønt det er indlysende, at den folkelige overtro undertiden satte dem i forbindelse med Dioskurerne. En side af deres kult var således en tillempning af den hedenske skik, kaldet "inkubation": at et sygt menneske sov i helgenernes kirke i håb om at få en drøm, der kunne føre til deres helbredelse

 

CYPRIAN

biskop og martyr. Født ca. 200 i Tunesien. Død 258 i Kartago. Festdag 16. september. I størstedelen af sit liv var Cyprian advokat og lærer i retorik i Kartago, men da han var omkring 46 år, blev han kristen, og kun to år senere blev han biskop af Kartago. Da kejser Decius begyndte at forfølge de kristne i 249, gik Cyprian i skjul, hvad der blev ham meget bebrejdet; men på den måde kunne han fortsætte med at tage sig af sin hjord. Efter Decius' død i 251 var Cyprian sammen med pave Cornelius blandt de fremmeste kritikere af Novatians rigorisme. Senere havde han dog en alvorlig uoverensstemmelse med pave Stefan I. Når kættere blev udsonet med Kirken, var det i Afrika skik at gendøbe dem. Det gjorde Stefan indsigelser mod, siden den romerske Kirke, alt andet lige, anså dåb, meddelt af kættere, for gyldig. Den tradition, som paven stod for, sejrede til sidst, men Cyprian levede ikke længe nok til at se enden på striden. Under pesten i 252 i Kartago hjalp han utrætteligt de syge. Dette forhindrede dog ikke den hedenske befolkning i at skyde skylden for pesten på de "ugudelige kristne" og deres leder. Hans hjord elskede ham for hans godhjertethed, og han gjorde det til en regel ikke at træffe nogen afgørelse uden at rådføre sig med sine præster og få menighedens tilslutning. Han skrev en række afhandlinger, af hvilke den bedst kendte drejer sig om enheden i Kirken. Cyprian levede ikke altid op til det høje ideal om tålmodighedens dyd, som han havde fremhævet i en prædiken. På den anden side opfyldte han sin egen "Tilskyndelse til martyriet" til sidste bogstav. (Se Lucius I)

Da forfølgelserne tog til igen i 258, under kejser Valerian, var Skt. Cyprian et af de første ofre. Der eksisterer en beretning om, hvad der skete, som bygger direkte på samtidige kilder. Cyprian blev først forhørt af prokonsulen, og da han bekræftede sin tro på den ene sande Gud og nægtede at røbe navnene på sine præster, blev han forvist til Curubis. Da en ny prokonsul tiltrådte, blev Cyprian stillet for retten i Kartago. Han nægtede atter at ofre til de romerske guder og blev dømt til døden. Ledsaget af en oprørt menneskeskare blev han ført til Sextus-marken. Der knælede han i bøn. Han gav sin bøddel en rundhåndet gave, bandt sig selv for øjnene og fik hovedet hugget af. I de to forhør af Skt. Cyprian er det bemærkelsesværdigt at iagttage den hensynsfuldhed, næsten ærbødighed, der blev ham til del, og hvor høflige biskop og prokonsul var mod hinanden. Dette står i skarp modsætning til den højrøstede skælden ud, der så ofte udmales i mindre autentiske skildringer af sådanne forhør.

 

CYRILLUS OG METHODIUS

missionærer; Europas værnehelgener. Født ca. 827 og ca. 815 i Saloniki. Død 869 og 885. Festdag 14. februar. Disse to brødre er kendt som "slavernes apostle". Tidligere havde den yngste, Cyrillus, der dengang blev kaldt Konstantin, været en højt værdsat lærer ved det kejserlige universitet i Konstantinopel, mens Methodius var guvernør over en provins. De blev begge præster, og omkring 863 blev de udsendt for at prædike evangeliet i Mähren, hvad de havde stort held med, bl.a. på grund af deres kendskab til det slaviske sprog. Til gengæld afstedkom tyske missionærer på samme sted et religiøst-politisk sammenstød. I 869 var brødrene i Rom, hvor Cyrillus døde. Pave Hadrian II bispeviede Methodius, men da han vendte tilbage til sin mission, tilskyndede tyske biskopper til at fængsle ham. To år senere fik pave Johannes VIII ham løsladt, og han fortsatte med at forkynde evangeliet indtil 879, da han blev kaldt tilbage til Rom for at svare på sine modstanderes anklager. Han var i stand til at rense sig, og Johannes VIII stadfæstede hans rang af ærkebiskop for Panonien og Mähren med tilladelse for hans præsteskab til at fejre liturgien på slavisk. Methodius blev dog stadig udsat for alvorlige ærgrelser, særligt fra biskop Wiching af Nitra, der var skruppelløs nok til at forfalske et brev fra paven til sin egen fordel. Skt. Methodius døde i 885, formentlig i Velehrad i det nuværende Tjekkiet. Wiching jog hans vigtigste tilhængere ud, og disse søgte tilflugt i Bulgarien.

Skt. Cyrillus' udarbejdelse af et slavisk alfabet, det der nu kaldes det glagolitiske, satte brødrene i stand til at oversætte liturgien og store dele af Bibelen, og således lagde de fundamentet til den slaviske litteratur. Det såkaldte cyrilliske alfabet er måske skabt af deres disciple i Bulgarien, men Cyrillus kan selv have udarbejdet begge alfabeter. SS. Cyrillus og Methodius æres af tjekkerne, kroaterne, serberne og bulgarerne, men i den senere tid er de blevet tillagt en større betydning som repræsentanter for kreativ østlig kristen kultur. I 1981 blev de af pave Johannes Paul II udråbt til Europas værnehelgener sammen med Skt. Benedikt.

Konstantinos (Kyrillos) og Methodios. Slavernes Apostle, Kbh. 1969.

 

CYRILLUS AF ALEXANDRIA

biskop og kirkelærer. Født ca. 380 i Alexandria. Død 444 sammesteds. Festdag 27. juni. Han var nevø af den Theophilus af Alexandria, der foranstaltede afsættelsen af Skt. Johannes Chrysostomos, som Cyrillus selv tog del i. I 412 efterfulgte han sin onkel på Alexandrias bispesæde og udøvede snart efter sin embedsautoritet med en overilethed og voldsomhed, der førte til megen uro. Han lukkede de skismatiske novatianisters kirker; han jog jøderne bort; han skændtes med den kejserlige præfekt, Orestes, og ophidsede munkene mod ham. Den neo-platoniske filosof Hypatia, en kvinde af ædelt sind og en ven af Orestes, blev brutalt myrdet af en pøbel, og skønt det ikke er påvist, at Cyrillus direkte havde noget med denne forbrydelse af gøre, så blev den ikke desto mindre udført af mennesker, der så op til ham som deres leder. Alt dette var en lidet lovende begyndelse på løbebanen for den mand, der gennem sin lærdom og sit energiske forsvar af Kristi ene person, både guddommelig og menneskelig, mod Nestorius' lære, ydede kristendommen en så stor tjeneste. Cyrillus tog føringen på kirkemødet i Efesos i 431, hvor Nestorius' doktriner blev fordømt og han selv fjernet fra sædet i Konstantinopel.

I årene efter koncilet var Cyrillus moderat og forsonlig i sin søgen efter forlig med de mindre yderligtgående nestorianere, hvad der måske er overraskende for en mand med hans temperament. Han efterlod sig et anseligt antal værker, mest bibel- og andre fortolkninger eller afhandlinger med udgangspunkt i polemikken med nestorianerne. Han var virkelig en fremragende teolog, og det er som teolog snarere end som biskop, at han æres. I Østkirken har han længe været "Kirkefædrenes segl". I Vesten er han blevet regnet blandt kirkelærerne, siden pave Leo XIII udnævnte ham i 1882.

 

CYRILLUS AF JERUSALEM

biskop og kirkelærer. Født ca. 315 i Jerusalem. Død 386 sammesteds. Festdag 18. marts. Denne Cyrillus blev udnævnt til biskop af Jerusalem omkring 349. Det var midt under urolighederne i forbindelse med arianismen, og af de omtrent 35 år han var biskop, tilbragte han i tre omgange i alt næsten 16 år i eksil fra sit bispesæde. Sidste gang var fra 367 til 378, hvor han var blevet forvist af den arianske kejser Valens. Da han endelig vendte tilbage efter Valens' død, så han en by, der var henfaldet til korruption og uorden, og han viede de sidste år af sit liv til at få den på fode igen. Cyrillus huskes væsentligst for sine "Katekeser", atten vejledende taler, der blev holdt til dåbskandidater i fastetiden, og fem der blev holdt til nydøbte efter Påske. Disse sidste, der er af stor interesse, kaldtes "mystagogiske", da de handler om mysterierne, nemlig dåbens, firmelsens og eukaristiens sakramenter. I den romersk-katolske Kirke æres Skt. Cyrillus som kirkelærer siden 1883.

 

CÆCILIE

jomfru og martyr. Intet fødsels- eller dødsår. Festdag 22. november. På et ikke nærmere fastlagt tidspunkt grundlagde en dame ved navn Cæcilie en kirke i Roms Trastevere-kvarter. Da hun døde, blev hun begravet på et særligt ærefuldt sted på Skt. Callistus-kirkegården. Mere vides ikke om hende. Men omkring år 545 kaldtes hun Skt. Cæcilie og blev æret som martyr, og en lidelseshistorie om Skt. Cæcilie blev affattet. Ifølge dette skrift var hun en kristen pige af patricierrang, der var trolovet med en ung hedning ved navn Valerian. På sin bryllupsdag meddelte hun ham, at hun havde viet sin jomfruelighed til Gud og overtalte ham til at affinde sig med det og blive døbt. Hans bror Tiburtius blev ligeledes kristen. Til sidst blev de to brødre arresteret og henrettet som uforbederlige kristne sammen med en mand ved navn Maximus. Dernæst blev Skt. Cæcilie stedt for præfekten, og da hun nægtede at gennemføre en hedensk ceremoni, blev hun dømt til at lide kvælningsdøden i sit eget badeværelse. Dampen og heden kunne dog ikke kvæle hende, så en soldat blev sendt ind for at halshugge hende. Han huggede tre gange uden virkning, og hun holdt sig i live tre dage, før hun døde. Senere blev hendes hus omdannet til en kirke.

Valerian, Tiburtius og Maximus er historiske skikkelser. De var romerske martyrer og blev begravet på Prætextatus-kirkegården, men andet vides ikke om dem. Den historie, der ovenfor er gengivet i hovedtrækkene, må anses for konstrueret, omend det først var relativt sent, at forskerne kunne afsløre det. Fra det 6. århundrede og fremover blev Skt. Cæcilie, jomfru og martyr, fejret med store æresbevisninger af kristne i Vesten. Siden det 16. århundrede er hun blevet regnet som musikernes værnehelgen, for hendes legende beretter, at hun i sit hjerte "sang til Gud", mens musikken spillede til hendes bryllup, og således må idéen være opstået. Et orgel ses ofte som hendes attribut. Historien om Skt. Cæcilies påståede relikvier er også fuld af gåder, men den har givet os en berømt og smuk statue.