D - Helgenleksikon
DAMASUS I
pave. Født i Rom ca. 304. Død sammesteds 384. Festdag 11. december. Var romersk diakon, søn af en præst - måske af spansk herkomst. Da han 366 blev biskop af Rom, blev hans valg voldsomt anfægtet af tilhængerne af en anden kandidat, Ursin, og den verdslige magt greb ind til fordel for Damasus. Vanskelighederne varede størstedelen af hans pontifikat; hans modstandere brugte plagsomme anklager mod ham for vold og slet levned. Han måtte også bekæmpe arianismen og andre kætterier; men 380 blev den rettroende kristendom anerkendt som romersk statsreligion af kejserne Gratian og Theodosius I. Skt. Damasus' vigtigste indsats for Kirken var hans opmuntring af Skt. Hieronimus, som en tid lang var hans sekretær, til bibelarbejde. Han huskes også særligt for sin restaurering af katakomberne og sin omhu for martyrernes hvilesteder. Damasus skrev selv versificerede indskrifter til gravene, og mange af disse indskrifter er bevaret. Desværre har de ringe historisk værdi, for de sande historier om mange romerske martyrer var allerede da helt eller delvis glemt.
DAMIAN
- se Cosmas og Damian
DIONYSIUS, eller DENIS AF PARIS
biskop og martyr. Død 258 (?). Festdag 9. oktober. Blev længe almindeligt betragtet som Frankrigs skytshelgen og derfor bedre kendt under sit navns franske form: Denys eller Denis. Det hævdedes i det sjette århundrede, at han var missionær, sendt til Gallien år 250 og få år senere halshugget på det sted i Paris, som nu kaldes Montmartre, "martyrernes høj". En præst, Rusticus, og en diakon, Eleutherius, formodes at have lidt døden med ham.
DOMINICUS
præst, stifter af prædikebrødrenes (dominikanernes) orden. Født i Calaruega 1170. Død i Bologna 1221. Kanoniseret 1234. Festdag 8. august. Prædikebrødrenes grundlægger blev født i en kastillansk familie, og hans tidlige år var uden særlige begivenheder. Da han var omkring 26 år, blev han regelbundet kannik ved domkapitlet i Osma. 1206 kom vendepunktet i hans liv, idet hans biskop, Diego, blev uofficiel leder af en pavelig mission til de kætterske Albigensere, som havde sat sig fast i Languedoc. Biskoppen valgte Dominicus til sin fælle. De levede enkelt og i fattigdom og indledte med deres modstandere diskussioner, som de forberedte meget omhyggeligt. Denne fremgangsmåde stod i modsætning til de officielle missionærers formalisme og stillen sig til skue, og et nonnekloster, grundlagt i Prouille, blev centret for de nye prædikanter. Biskop Diegos død, sidst i 1207, faldt sammen med Albigensernes drab på den pavelige legat Peter de Castelnau, og pave Innocens III beordrede militær magt sat ind mod deres fører, grev Raymund af Toulouse. Der fulgte fem års blodig borgerkrig, massakrer og vildskab, under hvilke Dominicus og hans få fæller fortsatte deres mission med at tale til Albigensernes hjerte og sind.
1215 var Dominicus i stand til at opslå sit hovedkvarter i Toulouse, og tanken om en orden af prædikanter begyndte at tage form: et korps af højtuddannede præster på monastisk basis, forbundne ved højtideligt løfte med vægt på fattigdom, men viet det aktive arbejde med at prædike og undervise hvor som helst og hvem som helst. Initiativet blev officielt godkendt i Rom 1216, og det følgende år sendte grundlæggeren elleve af sine medbrødre, over halvdelen af dem alle, til universitetet i Paris og til Spanien. Selv oprettede han broderskaber i Bologna og andetsteds i Italien og rejste utrætteligt for at inspicere den nye orden, prædikende hvor han kom frem. Skt. Dominicus så altid betydningen af samarbejdet med kvinder. Et af hans sidste foretagender var oprettelse af nonneklostret San Sisto i Rom; et andet at sende tretten af sine medbrødre til Oxford.
Alle vidneudsagn går ud på, at Skt. Dominicus var en mand af bemærkelsesværdig tiltalende karakter og vid horisont. Han havde den dybeste medynk med enhver form for menneskelig lidelse. Han så det nødvendige i at bruge alle forråd af menneskelig lærdom i Kristi tjeneste. Hans stadige læsning var Mattæus-evangeliet, Pauli breve og Skt. Johannes Cassians "Collationes". Den orden, han grundlagde, var en skabende faktor i senmiddelalderens religiøse og intellektuelle liv; nu er den udbredt over hele jorden. Da dominikanernes (sortebrødrenes) kirke i Roskilde blev nedbrudt i 1670, fandt man en gravsten med flg. indskrift: "Her hviler broder Rano, prædikebrødrenes første provincial i Danmark, engang dekan i Roskilde". Rano eller Renaldus døde i Roskilde 1233. Ordenen tæller ham blandt sine salige. Dominicus' attribut er en stjerne og en hund med en fakkel i munden. I Danmark arbejdede hollandske dominikanere på Bornholm 1916-72 (se Hyacinthus) og franske dominikanere havde et kloster i Ordrup 1953-76 med sjælesorg og apostolisk virksomhed i skrift og tale. En 3. orden af lægfolk findes også (se Katarina af Siena; Rosa af Lima).
H.D.T. Kiærulff: St. Dominikus. En Hovedskikkelse i et Tidehverv, Kbh. 1935; Dominikus och dominikanerna. Med en essay av Anselm Hertz OP och 48 färgfotografier av H.N. Loose. Zürich, 1981; Gun Jeanne Wreden: Dominikanerne. Klosterliv i Norge, Oslo 1989.