E - Helgenleksikon

 

EDITH STEIN

sr. Therese-Benedicte af Korset, karmelit, martyr. Født i Breslau 12. oktober 1891. Død i Auschwitz 9. august 1942. Saligkåret af pave Johannes Paul II den 1. maj 1987 i Køln. Hun var barn af en troende, jødisk familie, men kom som gymnasiast, til trods for sin etiske idealisme, til den overbevisning, at Gud ikke eksisterede: "Min søgen efter sandheden var min eneste bøn". Det førte hende til studier i psykologi, filosofi, historie og tysk litteratur i Göttingen og Freiburg. Hun kom under indflydelse af sin professor Husserls fænomenologi, valgte filosofien og fik hos den katolske filosof Max Scheler en første kontakt med den katolske tankeverden, et nyt univers, som hun kom til at beundre. Også venskabet med en kollega, professor Reinach og hans hustru, begge af jødisk afstamning og konverteret til protestantisk kristendom, fik betydning. Ved hans pludselige død mødte hun hos hans enke en holdning, der traf hende i hendes inderste: "Det var mit første møde med korset og den guddommelige styrke, det giver dem, der bærer det. For første gang så jeg Kirken for mig, Kirken født af Kristi forsonende lidelse, som er stærkere end døden. I det øjeblik brød min vantro sammen, jødedommen blegnede, og Kristus lyste op i korsets mysterium". Ved læsning af Teresa af Avilas selvbiografi kom det til gennembrud: "Her er sandheden", nemlig Gud i egen Person, som er kærlighed. Hun blev døbt 1. januar 1922. Trods den gensidige smerte i forholdet til hendes jødiske familie førte det til en dybere solidaritet med det jødiske folk, takket være Kristus, som hun følte sig bundet til med både åndens og blodets bånd. 

I ti år underviste hun i filosofi i Spire, senere i Münster, og levede allerede da et kontemplativt liv: "Videnskaben blev en gudstjeneste", fandt hun, belært af Thomas af Aquin, som hun studerede intensivt. Hendes udvikling førte hende imidlertid til den erkendelse, at den kristne eksistens ikke er i videnskaben, men i kærligheden. I 1933 indtrådte hun i Karmel i Køln i den faste beslutning at følge Kristus på hans korsvej: "Fra nu af skal min eneste opgave være at elske stadig mere". I klostret fuldførte hun sit hovedværk "Endliches und ewiges Sein", en konfrontation mellem Husserls fænomenologi og Skt. Thomas' filosofi, som blev trykt posthumt 1950. Overført til et karmelkloster i Echt i Holland skrev hun endnu et værk "Kreuzeswissenschaft", som hun afsluttede på dagen for sin arrestation 2. august 1942. Hun blev offer for nazisternes jødeforfølgelse: "Mit folks skæbne er også min", og fulgtes med sin egen søster Rosa, der også var blevet døbt, til gaskammeret i koncentrationslejren Auschwitz i Polen: "Kom, lad os gå for vort folk". Hun var født på den store jødiske forsoningsdag Jom Kippur, og hun forenede sine lidelser og sin død med den korsfæstede Kristus og hans forløsergerning i Kirkens tjeneste.

Anders Arborelius: Edith Stein. Biografi-tekster, Tågarp 1983.

 

EDVARD BEKENDEREN

konge af England. Født ca. 1004 i Islip. Død 1066 i Westminster. Kanoniseret 1161. Festdag 13. oktober. Han var søn af Ethelred II, englændernes konge, og Emma, søster til hertug Richard II af Normandiet, og han opholdt sig i Normandiet fra ca. sit tiende år, indtil han i 1041 blev kaldt til England. I det følgende år arvede han tronen, og han giftede sig i 1045 med Edith, datter af den ambitiøse og magtfulde jarl Godwin. Edwards regeringstid var udadtil fredelig, og han var et fredselskende menneske. Han måtte dog slås med Godwins trodsighed og andre store vanskeligheder, og dette gjorde han med en beslutsomhed, der står i kontrast til det billede, der oftest gives af ham, som en spagfærdig og ineffektiv regent. Hans anonyme biograf tegner et overbevisende portræt af ham som gammel, der til gengæld har fordunklet vidnesbyrdene om hans modne år. Efter hans død, der er rørende beskrevet af hans biograf, udviklede der sig kun langsomt en religiøs kult indtil efter hans faktiske kanonisation.

Forestillingen om Edwards helgenværdighed blev støttet af hans almindelige ry for fromhed og gavmildhed over for de fattige og svage, af beretninger om mirakler samt af den påstand, at han og hans hustru var så asketiske, at de altid havde levet sammen som bror og søster. Det er rigtigt, at Edward og Edith ikke fik nogen børn; men det er, omstændighederne ved deres bryllup taget i betragtning, usandsynligt at dette skyldtes livslang, frivillig afholdenhed, og påstanden støttes ikke af samtidige kilder. Skt. Edward blev begravet i kirken ved Westminster abbediet, der var et lille kloster, som han havde grundlagt på ny og skænket fyrstelige gaver. Med en usikker og obskur undtagelse er han den eneste engelske helgen, hvis jordiske rester stadig findes i det middelalderlige helgenskrin, hvis nuværende placering bag højalteret daterer sig til 1268. Hans tilnavn "bekenderen" sigter til hans livslange vidnesbyrd om Kristus. Hans attribut er en ring.

 

EFRAIM SYREREN

diakon og kirkelærer. Født i Nisibis ca. 306. Død i Edessa 373. Festdag 9. juni. Han var diakon hele sit liv, som han tilbragte i sit fædreland Mesopotamien. 363 flyttede han fra Nisibis til Edessa (nuværende Urfa i Irak), hvis betydningsfulde teologiske skole var berømt. Efraims berømmelse skyldes hans skrifter, især hans metriske prædikener beregnet til højtlæsning, og hans hymner til sang. De sidstnævnte især var tænkt til alment brug. De var af belærende karakter, ofte rettet mod falske doktriner, der var i omløb. Kompositioner af ham anvendes stadig meget i de syriske kirker, og hans anseelse havde allerede før hans død bredt sig til den græsktalende verden. Han skrev kommentarer til et betragteligt antal af de bibelske bøger og et personligt "testamente", som synes ham tillagt af senere hånd. Alle Skt. Efraims skrifter er i den høje stil, blomstrende i udtrykkene og fulde af billedsprog. Selv som teolog skrev han som en digter. Han er altid blevet betragtet som en stor lærer i de syriske kirker, og mange af hans arbejder er tidligt blevet oversat til græsk, armensk og latin. 1920 proklamerede pave Benedikt XV ham som kirkelærer.

 

ELISABETH AF PORTUGAL

dronning. Født 1271. Død i Estremoz 1336. Helgenkåret 1626. Festdag 8. juli. Hun var datter af kong Peter III af Aragonien og var opkaldt efter sin grandtante, Skt. Elisabeth af Ungarn. Tolv år gammel ægtede hun kong Denis af Portugal, og det ældste af deres 2 børn blev født 7 år senere. Denis var en stærk og effektiv hersker. Hans hustru fulgte ham med offentlig godgørenhed som f. eks. et hospital, et beskyttet hjem for kvinder og et vajsenhus for hittebørn. Men den gode hersker var en slet ægtefælle, og Elisabeth led meget og tålmodigt under hans forsømmelser og utroskab. Hun arbejdede hårdt for forlig, da deres søn, Alfonso, rejste oprørsfanen mod sin far; men Denis underkendte hendes motiver og forviste hende en tid lang til en borg. Ved andre lejligheder havde hun mere øjeblikkeligt held til at afvende eller afslutte stridigheder mellem sine kongelige slægtninge. Da Elisabeth blev enke, trak hun sig tilbage til et hus i Coimbra, i nærheden af et klarissekloster, som hun havde grundlagt, og ofrede sig ganske til tjeneste for Gud og omegnens fattige. Da hendes søn, kong Alfonso IV, 1336 gik i krig mod Alfonso XI af Kastilien, fulgte Elisabeth den portugisiske hær i marken med et sidste forsøg på at stifte fred. Hun havde held dertil; men prøvelserne overmandede hende. Hun døde, før hun kunne vende hjem.

 

ELISABETH AF UNGARN (THÜRINGEN)

prinsesse, franciskanertertiar. Født i Bratislava 1207. Død i Marburg 1231. Helgenkåret 1235. Festdag 17. november. Hun var datter af kong Andreas II af Ungarn og ægtede i sit 14. år landgreven af Thüringen, Ludwig IV. Politiske overvejelser lå til grund for ægteskabet; men det blev tillige et inklinationsparti, og parret levede lykkeligt sammen i seks år. Deres hjem var Wartburg Slot ved Eisenach, og de havde tre børn. 1227 sluttede Ludwig sig til korsfarerne i Apulien og døde pludseligt i Otranto. (Nogle steder i Tyskland kaldes han populært Skt. Ludwig). Det fortælles, at da budskabet nåede Elisabeth, løb hun vildt skrigende gennem slottet. Hvad der fulgte, er noget usikkert. Det hævdes, at hun midt om vinteren med et barn ved brystet blev smidt ud af Wartburg af sin egen svoger. I hvert fald gav hun få måneder senere afkald på denne verden efter at have sørget for sine børn. Hun iførte sig franciskanertertiarernes klædning og ofrede sig for pleje af de fattige og syge i Marburg i Hessen.

Elisabeth havde da stillet sig fuldstændigt under sin skriftefader, Konrad af Marburgs ledelse, en lærd og duelig mand, men mildest talt utrolig ufølsom. Han formørkede de sidste år af Elisabeths korte liv. Hans behandling af hende var ubarmhjertig, til tider brutal, og hun indrømmede, at hun var meget bange for ham. Men hans fremgangsmåde nedbrød ikke hendes ånd; hun var ydmyg og lydig og bøjede af for enhver storm, og når den var overstået, rettede hun sig op, stærk og ubeskadiget, som græs efter en voldsom regn (sammenligningen er hendes egen). Utrætteligt tjente hun dem, der var i nød, indtil hendes helbred svigtede. Prinsessen, som syede tøj til dem, drog også på fiskefangst for at skaffe dem føden. Hun har altid været en af de mest elskede helgener i det tyske folk.

Karl Harmer: Den hellige Elisabeth af Thüringen, Kbh. 1948.

 

ERASMUS eller ELMO

martyr. Død ca. 303 (?). Festdag 2. juni. Skt. Erasmus' kult kan stadfæstes til Formiae i Campania i det 6. århundrede. Hans falske levnedsbeskrivelse fortæller, at han var biskop i Syrien, og at han efter at være blevet forfulgt fra sted til sted under Diocletian omsider kom til Formiae, hvor han døde under sine lidelser. En senere legende beretter, at han blev slået ihjel ved at få sine indvolde trukket ud af kroppen på et håndsving. Måske på grund af ligheden mellem håndsvinget og et gangspil blev Skt. Erasmus æret som sømændenes værnehelgen. Udtrykket "Skt. Elmsild", der anvendes om de elektriske udladninger, der undertiden kan iagttages ved mastetoppen på et skib, henviser til ham, da Elmo er en afledning af Erasmus. Lyset opfattedes som et tegn på hans beskyttelse. Hans attribut i kunsten er en tarmvinde. Erasmus er en af de fjorten Nødhjælpere.

 

ERIK

Sveriges konge 1156-60 og værnehelgen. Festdag 18. maj. Om hans herkomst og valg til konge vides intet. Hans helligheds ry er første gang bevidnet i en kalender for bispedømmet Uppsala fra 1198, hvor festen for "Hericus Rex" den 18. maj (hans dødsdag) bliver nævnt.

Sverige blev betydeligt senere kristnet end Danmark og Norge. Efter Birka-missionens endeligt (se Skt. Ansgar) og ærkebiskop Unnes død i 936 sank landet tilbage i hedenskab. I tusindtallet startede engelske missionærer påny, med Skt. Sigfrid især, men endnu o. 1075 beretter Adam af Bremen om den store hedenske rigshelligdom i Uppsala med dens gudebilleder i templet og dens blodige menneske- og dyreofringer i lunden. Samtidig var dog flere svenske bispedømmer blevet oprettet af Bremens ærkebiskop. Først på kong Sverkers tid (o. 1130-56) slog kristendommen for alvor igennem, og det første kloster blev grundlagt. Sverker blev myrdet og til hans efterfølger valgtes Erik Jedvardson.

Fra kong Eriks regeringsår ved man, at han gav særlige privilegier til et cistercienserkloster, mens hans hustru Kristina havde en konflikt med et andet. Hans søn Knud Eriksson blev konge 1167-96, og hans datter Margareta blev gift med den norske kong Sverre (se Øystein). Denne beretter i sin saga o. 1220 om sin svigerfars helgenskrin i Uppsala. En skrinlæggelse må altså have fundet sted, dvs. en national helgenkåring, henimod slutningen af 1100-tallet, under Eriks søn Knuds regering. Til brug for liturgien på denne festdag er Erikslegenden sikkert blevet til som læsestykker til officiet. Hertil kom en pavebulle, som i 1256 knyttede en aflad til hans festdag 18. maj.

Erikslegenden blev indtil 1900 afvist af svenske historikere som det rene opspind, men vurderingen af den er i dag mere forsigtig. Et ældre tekst-lag synes at referere til historiske kendsgerninger. Ifølge dem er Eriks død et politisk drab, men hans personlige vidnesbyrd et eksempel til efterfølgelse. Han skildres som en kirkeligt sindet mand, med omhu for retfærdighed og almenvellet. Han arbejdede for kirkebyggeri og dannelsen af et domkapitel i Uppsala, der i 1164 blev Sveriges ærkestift. Og han arbejdede med sig selv. Han synes at have været en streng asket; hans hårskjorte fremvistes længe i domkirken. Hans retfærdige styrelse af sine undersåtter får senere denne karakteristik af biskop Nikolaus Hermansson (d. 1391, se Katarina af Vadstena): Han var dristigere end de tyranner, han betvang, og mildere end de milde, han bragte fred.

Den største begivenhed i hans kongetid var korstoget til Finland. Sammen med sin tro ven og medarbejder, biskop Henrik af Uppsala drog Erik derover med en hær, dels for at styrke den gamle svenske indflydelse i landet, dels for at fremme missionsarbejdet der. Finnerne forsvarede sig, men tabte slaget, og kong Erik siges at have grædt over sine døde fjender, fordi de måtte dø uden dåb. Ved hjemfærden til Sverige efterlod han Henrik som den første biskop af Åbo (det nuværende Turku). Erik af Sverige blev dræbt af et politisk fjendtligt parti, ledet af en danskfødt tronprætendent Magnus Henriksson, som overfaldt ham, ifølge legenden netop som han deltog i den hellige messe på Kristi Himmelfartsdag 1160 (den faldt imidlertid det år på den 5., ikke den 18. maj). Erik ville følge messen til ende, før han satte sig til modværge, men blev dræbt med et hug gennem halsen. På hans skelet er faktisk en halshvirvel gennemboret på denne måde.

Fra 1200-tallets midte stammer daterede øjenvidneberetninger, nedskrevet af domkirkens præster, om de undere, der skete ved hans grav. I senmiddelalderen blev han æret som Sveriges værnehelgen med smukke liturgiske tekster og talrige valfarter. Et nyt relikvieskrin blev bestilt i 1574 og skænket af den katolsk interesserede kong Johan III. Det befinder sig endnu bag højalteret i Uppsala domkirke sammen med en såkaldt gravkrone, hvormed man har villet hædre den døde konge.

 

ESKIL

biskop af Strängnäs og martyr. Død i Strängnäs ca. 1080. Festdag 12. juni. Eskil skal have været englænder og slægtning til Skt. Sigfrid, som han ledsagede på dennes mission til Sverige. Han prædikede evangeliet med noget held i Södermanland og blev viet til biskop af Strängnäs. En hedensk reaktion satte ind, og da han protesterede mod en afguderisk fest, blev han stenet til døde af folket. Skt. Eskil blev højt æret i Sverige, og stedet, hvor han blev begravet, Eskilstuna, blev opkaldt efter ham.

 

ESKIL

ærkebiskop af Lund. Født ca. 1100. Død som munk i Clairvaux i Frankrig 1182. Cistercienserordenen tæller ham blandt sine salige. Festdag 6. september. Af fornem dansk herkomst, beslægtet med kongehuset. Oplært i domkirke-skolen i Hildesheim, 1131 provst ved domkapitlet i Lund, 1134 biskop i Roskilde, 1137 ærkebiskop i Lund efter sin onkel Asser, der var Danmarks første ærkebiskop. Eskil sluttede venskab med Skt. Bernhard af Clairvaux, med hvem han korresponderede. Han opholdt sig også ofte og længe i Clairvaux. En mand af inderlig fromhed, glødende begejstring for Kirken og ivrig interesse for munkevæsnet, som han ønskede at fremme på enhver måde. Han indkaldte flere ordener til Danmark: cisterciensere, præmonstratensere, karteusere og johannitter. Han havde et konfliktfyldt forhold til kong Valdemar den Store, der på sin side havde en konflikt med pave Alexander III (han sluttede sig en tid til modpaven Viktor, der var valgt af den tyske kejser Frederik Barbarossa). Da Eskil blev gammel, fik han pavens tilladelse til at trække sig tilbage fra sit ærkebispesæde og tilbringe sin sidste tid som munk i Clairvaux. Her døde han, over 80 år gammel, og blev begravet ikke langt fra Skt. Bernhards hvilested i kirken: "Her hviler hr. Eskil, Danmarks biskop, derpå munk i Clairvaux". På ærkebispestolen efterfulgtes han af Absalon, som han selv havde udpeget. (Se også Knud Lavard).

 

EUGENE DE MAZENOD

biskop, stifter af Oblatfædrene og -brødrene. Født i en adelig familie i Aix-en-Provence 1. august 1782. Død i Marseille 21. maj 1861. Saligkåret 19. oktober 1975. Festdag 21. maj. Som dreng måtte han på grund af den franske revolution gå i landflygtighed med sin familie. 1802 vendte han tilbage til Frankrig fra Italien. 1808 indtrådte han i Séminaire St. Sulpice i Paris, og 1811 blev han præsteviet i domkirken i Amiens. Til sin mor, der ønskede, at hendes eneste søn skulle gifte sig, skrev han: "Dette er, hvad Gud ønsker af mig, at jeg på en særlig måde vier mig til hans tjeneste, for at genoplive troens glød, som er udslukt hos de fattige". I et år var han rektor for St. Sulpice-Seminariet. Derefter påbegyndte han sin præstegerning i sin fødeby Aix og sit arbejde for en pastoral fornyelse efter revolutionen. 1816 samlede han i Provence en gruppe præster, som også var indstillet på denne mission. Den udviklede sig til Oblatfædrenes og -brødrenes kongregation (la Congrégation des Missionaires oblats de Marie-Immaculée: Missionærer, ofret til tjeneste for Gud, under den uplettede Marias beskyttelse). Den blev godkendt af pave Leo XII 17. februar 1826. Eugene de Mazenod var i 1823 blevet kaldt til sin onkel, biskoppen af Marseilles, som hans generalvikar. 1837 efterfulgte han ham i bispestolen der. Som grundlægger forblev han generalsuperior for sin Kongregation indtil sin død 1861. Allerede i 1841 var de nye missionærer draget ud til alle fem verdensdele, indtil jordens fjerneste egne, "for at prædike Evangeliet for de fattige". Pius XI kaldte dem specialister i vanskelige missionsopgaver (foruden løfterne om lydighed, cølibat og fattigdom aflægger de et særligt løfte om udholdenhed). Og Paul VI karakteriserede ved saligkåringen i 1975 Eugene de Mazenod som en lidenskabelig discipel af Jesus Kristus og en ubetinget forsvarer for Kirken og dens rettigheder. 

Oblatfædrene gør i dag tjeneste i over 40 lande, heriblandt også Danmark (incl. Færøerne og Grønland), Norge og Sverige.

 

EUSEB AF VERCELLI

biskop. Født på Sardinien. Død i Vercelli 370. Festdag 2. august. Han blev opdraget i Rom, blev præst der og ca. 340 udnævnt til biskop af Vercelli i Piedmont. Fra sit episkopats første tid hengav Skt. Euseb sig til omsorgen for sin hjord. Han levede med sine klerikere i et organiseret fællesskab. Han hævdes at være den første biskop, som realiserede dette, og han bliver derfor særligt æret af de regelbundne kanniker. Men han var også en stærk forsvarer af rettroenheden mod arianismen og blev 355 forjaget af kejser Constantius, fordi han afslog at underskrive fordømmelsen af Skt. Athanasius på koncilet i Milano. I seks år var Euseb i landflygtighed i Palæstina, Lilleasien og Ægypten og led megen overlast af dem, der var sat til at passe på ham. Ved en lejlighed protesterede han med fire dages "sultestrejke". Efter sin frigivelse 361 besøgte han Alexandria og Antiokia, i et forgæves forsøg på at ordne kirkelige problemer dér, og vendte så tilbage til Italien. Her mødte han Skt. Hilarius af Poitiers, og de samarbejdede en tid på at bekæmpe arianismen. Han tilbragte tilsyneladende sine sidste år i fred. Blandt Vercellis klenodier findes et meget gammelt evangeliemanuskript, hvis latinske tekst er tidligere end Skt. Hieronimus' version; det lader til, at dette manuskript er fra Skt. Eusebs hånd. Han må ikke forveksles med kirkehistorikeren Euseb af Kæsarea og mange andre helgener af dette navn.