F - Helgenleksikon
FABIAN
pave og martyr. Død 250. Festdag 20. januar. Skønt lægmand og fremmed blev han, iflg. kirkehistorikeren Euseb, valgt til pave i 236. Cyprian priste ham for hans ærefulde død, der stod mål med helligheden i hans liv. Iflg. "Liber Pontificalis" var det ham, der inddelte Rom i 7 diakonater. Han var det første offer i Rom for Decius' forfølgelse. Han blev begravet i San Callisto katakomberne og senere overført til kirken San Sebastiano, med hvem han har fælles festdag.
FIDELIS AF SIGMARINGEN
franciskaner OFMCap og martyr. Født 1578 i Sigmaringen (Hohenzollern) som søn af borgmesteren dér. Død 1622 i Schweiz. Kanoniseret 1746. Festdag 24. april. Studerede i Freiburg-in-Breisgau og blev doktor i filosofi og jura. 1604-10 var han lærer for nogle unge adelsmænd på deres rejser i Frankrig, Spanien og Italien. 1612 blev han præsteviet og indtrådte hos Kapucinerne i Freiburg. Han blev superior for tre huse i træk 1618-22 og blev især berømt for sin omsorg for syge og som prædikant. Som sådan blev han sendt på mission for at prædike blandt zwinglianerne i Schweiz. Her blev han slået ned af ophidsede bønder i kirken i Seewis. Hans "Exercitia spiritualia" (Åndelige Øvelser) er ofte udgivet og oversat.
FILIP
apostel. Første århundrede. Festdag 3. maj sammen med apostlen Jakob den Yngre. Han var fra Betsaida, og efter at han var kaldet til apostel, bragte han Natanael (se Skt. Bartolomæus) til Kristus (Joh 1,43-49). Da nogle grækere ønskede at se Jesus, var det Filip, som de henvendte sig til (Joh 12,20-22); og det var hans bøn ved den sidste Nadver "Herre, vis os Faderen", som fik Kristus til at erklære: "Den, der har set mig, har set Faderen ... Jeg er i Faderen og Faderen er i mig" (Joh 14,8-9). Det er muligt, at Filip prædikede evangeliet i Frygien og døde - som martyr eller ikke - i Hierapolis, som hævdede at have hans og hans døtres grav.
FILIP NERI
reformator og Oratorianernes stifter. Født i Firenze 1515. Død i Rom 1595. Kanoniseret 1622. Festdag 26. maj. Den mand, der skulle blive kaldt "byen Roms apostel", var søn af en notar i Firenze af god familie. Filip fik en god uddannelse og derefter sat i lære i en slægtnings forretning. Men han var kommet under indflydelse af dominikanerne ved San Marco, hvor Savonarola endnu huskedes at have været munk, og af benediktinerne på Monte Cassino, og i attenårsalderen forlod han forretningen og drog til Rom. Dér levede han 17 år som lægmand, idet han først skaffede sig sit udkomme som lærer, skrev poesi og studerede filosofi og teologi. Rom var på den tid i en meget demoraliseret tilstand, og fra 1538 begyndte Filip Neri at hellige sig arbejdet blandt byens unge mænd. Han grundlagde et broderskab af lægmænd, der mødtes til andagter og som hjælp til pilgrimme og rekonvalescenter, hvad der lidt efter lidt udviklede sig til det store Treenighedshospital. Han tilbragte megen tid i bøn, særlig om natten og i Skt. Sebastians katakombe, hvor han i 1544 oplevede en ekstase i guddommelig kærlighed, som man mener har haft en varig fysisk virkning på hans hjerte.
I 1551 blev Filip Neri viet til præst og kom til at leve i San Girolamos præstekollegium, hvor han snart fik ry som skriftefar, idet man tiltroede ham den gave at kunne læse i hjerterne. Men hans hovedbeskæftigelse var stadig arbejdet blandt unge mænd. Et kapel (oratorium) blev bygget oven over kirken. Dér talte og diskuterede man om religiøse spørgsmål og organiserede pleje af de syge og nødlidende. Dér holdtes også for første gang gudstjenester, der bestod af musikalske kompositioner over et bibelsk eller andet religiøst emne, sunget af solostemmer og et kor (heraf navnet oratorium). Andre yngre præster hjalp Filip Neri, og i 1575 organiserede han dem til Oratorianernes kongregation. Til dette fællesskab, hvis medlemmer ikke aflægger de løfter, som binder munke- og nonneordener og kongregationer, byggede han en ny kirke, Chiesa Nuova, ved Sta Maria in Vallicella. Han blev kendt over hele Rom, og hans indflydelse på datidens romere fra den højeste til den laveste var umådelig.
Men Skt. Filip Neri undgik ikke kritik og modstand: nogle var forfærdede over det ukonventionelle i hans tale og handlinger og hans missionsmetoder. Han søgte stille og fredeligt at genvinde de romerske kristnes sunde og stærke liv ved at arbejde indefra. Han var ikke klerikal - fuldkommenhedens vej var lige så vel for lægfolk som for præster, munke og nonner. Han prædikede mere om kærlighed og åndelig helstøbthed end om fysisk strenghed. De dyder, som han udstrålede, virkede smittende på andre: kærlighed til Gud og næsten, ydmyghed og proportionssans, blidhed og munterhed. "Latter" er et ord, der optræder hyppigt, hvor det drejer sig om Filip Neri. Ligesom Skt. Thomas More er et afgørende karaktertræk et godt humør, som forventes at udmærke enhver helgen, men som er mere iøjnefaldende hos nogle end hos andre.
Peter Schindler: Filip Neri og Roms reformation, Kbh. 1966.
FILIPPINERNE OG JAPAN
Laurentius Ruiz og fæller, 16 martyrer i Nagasaki mellem 1633 og 1637. Kanoniseret i Rom 18. oktober 1987. Festdag 28. september. Lorenzo Ruiz er Filippinernes første kanoniserede helgen. Født ca. 1600 i Binondo, den kinesiske bydel i Manila, Filippinernes hovedstad. Hans mor var fra Manila. hans far var kineser. Selv blev han som ung familiefar med 3 børn en fast medarbejder for dominikanerne dér, både i klostret som skønskriver af dokumenter og i kirken Skt. Gabriel i Binondo som sakristan. Desuden var han ivrigt medlem af deres kongregation for Vor Frue af Rosenkransen. Blandt martyrerne var desuden 9 japanere, 4 spaniere, 1 franskmand og 1 italiener, både kvinder og mænd, lægfolk og præster. De fleste var på forskellig vis knyttet til dominikanerordenen som præster eller kateketer, heraf også nogle til deres Kollegium de Santo Tomas i Manila. Det blev i 1645 ophøjet til det nuværende pavelige universitet, det ældste og største katolske universitet i Fjernøsten. Filippinerne er den eneste nation i Asien, som er overvejende katolsk.
Sammen med nogle af dominikanerne i Manila (universitetets rektor og en anden professor samt 2 andre præster) og en spedalsk japaner som guide og tolk drog Lorenzo Ruiz i 1636 på en hemmelig mission til Japan. Hans motiv var et andet: Han var på flugt fra spanske soldater, som han havde haft en konflikt med, og søgte nu et job i udlandet, f. eks. Macao, hvor han håbede, de ville mellemlande. Det lod sig ikke gøre. Han måtte følge med til Japan og blev nu langsomt forberedt af dominikanerne på deres mission - og martyrium. I Japan var Kirken døende som følge af kristenforfølgelser. Den lille ekspedition fra Manila blev da også hurtigt arresteret og sad i fængsel et år, før de blev ført videre til domstolen i Nagasaki (se også Maximilian Kolbe). Byen var grundlagt af jesuitter 1571-87, en kendt handelsby og næsten helt kristen, med 50.000 troende og mange katolske kirker og institutioner, da forfølgelserne i 1614 satte ind. De voksede i intensitet, så byen var fyldt med krypto-katolikker og apostater (frafaldne, der havde unddraget sig martyriet ved at afsværge deres tro).
I september 1637, da Manila-missionærerne ankom, havde myndighederne besluttet at udrydde kristendommen totalt. Det var i egentlig forstand en religionskrig, dvs. det var frafaldet, de tilsigtede, ikke henrettelserne. Derfor spillede torturen en vigtig rolle (nåle blev stukket op under neglene og maven blev gentagne gange fyldt med vand indtil bristepunktet, hvorefter det blev trampet ud af dem gennem alle fysiske udgange). Forhørsdommerne lod sig betjene af frafaldne som tolke og sekretærer, der tog sig af forhørsprotokollen.
"Vi er kommet til Japan kun for at forkynde troen på Gud og undervise om frelsen, de små og uskyldige såvel som de voksne og frafaldne", sagde missionærerne. To japanere iblandt dem bukkede under for torturen og afsvor deres tro, men lod sig omvende igen af deres fæller i fængslet. Ruiz for sit vedkommende tøvede et øjeblik: "Hvis jeg fornægter min tro, vil de så skåne mit liv?" spurgte han tolken. Men uden at vente på svar erklærede han straks efter: "Jeg er kristen, og dette bekender jeg indtil min dødstime. Og skønt jeg ikke kom til Japan for at blive martyr, men fordi jeg ikke kunne blive i Manila, så vil jeg som kristen give mit liv til Gud. Så gør med mig, hvad I vil". Efter torturen gentog han sin korte historie i nøje overensstemmelse med sandheden og sluttede: "Jeg er kristen og parat til at dø for Gud. Om jeg så havde tusind liv, ville jeg give dem alle til Ham. Så gør med mig, hvad I vil".
Henrettelserne fandt sted på et højtliggende plateau mellem byen og bugten. Her var også de første martyrer i Japan, Paul Miki og 25 fæller blevet korsfæstet i 1597. Kanoniseret 1862. Festdag 6. februar. Paul Miki var japansk jesuit; blandt hans fæller var 6 europæiske franciskaner-missionærer og en koreansk lægmand Skt. Leo Karasuma (se Korea). Resten var japanske lægfolk, deriblandt 3 unge drenge. Her på martyrhøjen i Nagasaki var også 57 kristne blevet brændt eller halshugget i 1622, og ligeledes 67 kristne i 1634. Manila-ekspeditionen blev dømt til hængning. Dødsprocessen var langsom og strakte sig over 3 dage. De blev hængt med hovedet nedad i et tildækket hul. Og dog fortsatte præsterne uforstyrret deres korbøn fra fængslet, alternerende med hinanden. "Te Martyrum candidatus laudat exercitus: Dig priser martyrernes hvidklædte hær!" Pave Johannes Paul II citerede denne linje fra Te Deum (se Lovsang nr. 816), da han saligkårede dem under sit besøg i Manila i 1981. Det var den første pavelige saligkåring uden for Rom i Kirkens historie.
Den filippinske helgen fremstilles gerne med en rosenkrans, som stadig spiller en stor rolle i filippinernes fromhedsliv, jfr. den udbredte brug af familierosenkrans-bønnen om aftenen.
FRANCISCA AF ROM
enke og ordensstifter. Født i Rom 1384. Død sammesteds 1440. Kanoniseret 1608. Festdag 9. marts. Skt. Francesca Romana tilhørte det romerske aristokrati og ægtede i en alder af 13 år Lorenzo Ponziani. De havde adskillige børn, hvoraf i hvert fald to døde tidligt. Fra de unge år var Francesca disponeret for askese, med en stærk følelse for andres lidelser, og tilbagevendende pestepidemier og borgerkrig gav hende vidt spillerum for næstekærlig aktivitet. Ponzianos ejendom blev plyndret 1409 af Ladislaus af Neapels tropper; Lorenzo måtte søge tilflugt andetsteds og efterlod alt i Francescas varetægt. Da han 1414 kunne vende tilbage fra udlændigheden, var han en knækket mand, som hans hustru med frisk mod drog omsorg for. En del romerske damer samledes om hendes ideal af selvfornægtelse og gode gerninger "i verden", og Francesca organiserede dem i et fællesskab i 1425. Otte år senere oprettede hun et kommunitet i forening med benediktinermunkene på Monte Oliveto. Deres medlemmer blev kendt som oblater af Tor de' Specchi, det hus, hvori de boede.
I 1436 døde Lorenzo efter 40 års ægteskab uden et eneste skænderi. Francesca var nu uden familiære bånd. Hun trak sig tilbage til Tor de' Specchi, hvor hun ledede kommunitetet de sidste fire år, hun havde tilbage. Hendes biografer beretter om mange specielle oplevelser i hendes liv: Mystiske erfaringer, åbenbaringer, besøg af værneengle - nogle af dem rejser historiske og teologiske problemer af ikke ringe vanskelighed. Hun har uomtvisteligt været en religiøs kraft i Rom, og pave Eugenius IV især havde stor respekt for hende. Det kommunitet, hun grundlagde, blomstrer stadig, og det tidligere Palazzo Ponziano er blevet et center for pilgrimme.
FRANS AF ASSISI
stifter af franciskanerordenen. Født i Assisi 1182. Død i Portiuncula 1226. Kanoniseret 1228. Festdag 4. oktober. Francesco Bernardone var søn af en velhavende klædehandler og førte som ung et overfladisk, sorgløst liv sammen med andre unge lapse. Erfaringer fra sygdom og borgerkrig gjorde ham mere besindig, og en dag syntes han i kirken San Damiano at høre et Kristus-billede sige til sig: "Frans, du skal rejse mit hus, det er ved at falde sammen"! Karakteristisk for ham tog han ordene bogstaveligt og begyndte at sælge klæderuller fra sin fars varehus for at betale reparationerne på San Damiano. Resultatet var, at hans far gjorde ham penge- og arveløs, og Frans gik sin vej uden en øre for at "ægte fru Fattigdom". Tre år senere, i 1210, bemyndigede pave Innocens III ham og hans 11 fæller til at være Kristi omvandrende prædikanter i al enkelhed og ydmyghed. Således begyndte Mindrebrødrene. Deres hovedkvarter var Portiuncula-kapellet ved Santa Maria degli Angeli i udkanten af Assisi. Det myldrede ind med nye medlemmer, og et nyt broderskab påbegyndtes i Bologna. Overalt på den italienske halvø kaldte brødrene folk, høj og lav, til tro og bod. De forsagede endogså fælles ejendom, menneskelig lærdom og kirkelige embeder (Frans selv blev aldrig præst). 1212 grundlagde han med Skt. Klara det første fællesskab af fattige kvinder, og to gange forsøgte han i denne periode at blive missionær blandt muslimerne. Dette ønske blev delvis opfyldt i 1219, da han ledsagede korsfarerne under Gautier de Brienne til Ægypten. Han gjorde et godt personligt indtryk på Sultan Malek al-Kamel, men havde ikke held med hverken saracener eller korsfarere, og efter at have besøgt Det hellige Land vendte han hjem til Italien.
Allerede 1217 var den ny bevægelse begyndt at udvikle sig til en religiøs orden. Den havde så mange medlemmer, at den var opdelt i provinser, og brødrene blev i grupper sendt til andre lande, deriblandt Danmark (gråbrødrene). De blev venligt modtaget af biskoppen i Ribe og fik efterhånden klostre i 28 danske købstæder. Kort efter sin tilbagevenden fra Østen gav Frans afkald på ledelsen. Men under hans fravær havde der været visse fornyelsestendenser blandt brødrene. Følgelig lod han, støttet af sin gode ven, kardinal Hugolin, i 1221 udfærdige en revideret udgave af ordensreglen, som gentog den fattigdom, ydmyghed og evangeliske frihed, som han altid selv havde været et eksempel på. Men før den endelige godkendelse måtte denne regel delvis modificeres og bringes i en endelig form for at imødekomme forskellige meninger i ordenen. 1224, mens han bad på bjerget La Verna i Appenninerne, viste der sig på Skt. Frans' legeme sår, svarende til vunderne på den korsfæstede Kristus (såkaldte stigmater). De forlod ham aldrig, og de var en af årsagerne til den fysiske smerte og svaghed han til stadighed led af, indtil han bød "søster Død" velkommen to år senere.
Gennem de sidste 100 år især har beundringen for Frans af Assisi bredt sig spontant blandt kristne af alle trossamfund og også blandt andre. Der er en uimodståelig tiltrækning i hans "Solsang" og i, hvad der fortælles om ham i "Fioretti" og "Fuldkommenhedens Spejl": om hans enkelhed, umiddelbarhed og enfold og de lyriske kvaliteter i hans liv. Men han var andet og mere end en inspireret individualist: Han var en mand af umådelig åndelig indsigt og kraft, hvis fortærende kærlighed til Jesus Kristus og forløsende kreativitet fandt udtryk i alt, hvad han sagde og gjorde. Skt. Frans afbildes ofte med stigmaterne. 1979 gjorde pave Johannes Paul II ham til skytshelgen for økologer.
I Danmark har franciskanerkonventualer indtil for få år siden varetaget sjælesorgen i Roskilde og i to sogne på Lolland-Falster. Franciskanersøstre har kloster, skole, børnehave og vuggestue i Torshavn. Franciskanertertiarer, den franciskanske lægorden findes også (jfr. Elisabeth af Ungarn).
G.K. Chesterton: Mørk Middelalder. Den hellige Frans af Assisi og den hellige Thomas af Akvin, Kbh. 1945; Murray Bodo: Frans af Assisi. Drømmen og rejsen, Kbh. 1982; Frans af Assisi: Fioretti, det er: Smaablomster fra den hellige Frans af Assisis Urtegaard, Ved Johannes Jørgensen. 2. udg. Kbh., 1944; Hubert Hodzelmans (udg.): Be med Frans av Assisi. Bønner med kilder og ettertanker, Oslo 1988; Johannes Jørgensen: Den hellige Frans af Assisi, Kbh. 1976 (optryk af 5. udg., 1956).
FRANS BORGIA
jesuit. Født i Gandia 1510. Død i Rom 1572. Kanoniseret 1671. Festdag 10. oktober. Navnet Borgia (Borja) har naturligvis en dårlig klang, men Frans var fremtrædende blandt dem, der bragte det i ære. Han var barnebarnsbarn af den berygtede pave Alexander VI, og hans far var hertug af Gandia i den spanske provins Valencia. Frans ægtede Eleanor de Castro, med hvem han havde otte børn, og i 1539 blev han udnævnt til kejserlig vicekonge af Katalonien. Han viste sig at være en forbilledlig guvernør, men ikke acceptabel for alle og enhver på grund af sine energiske anstrengelser for at undertrykke korruption i retsudøvelsen hos adel og magistrat. Hans hustru døde 1546; i det følgende år blev han privat optaget i Jesu Selskab. Og efter at have overdraget sine titler og godser til sin ældste søn og sørget for sine øvrige børn, blev han præsteviet i 1551. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at folk skulle glemme hans fine fortid; men hans kapacitet kunne ikke skjules. Han prædikede med held i Spanien og Portugal, og i 1554 gjorde Skt. Ignatius af Loyola ham til kommissær for disse lande. I dette embede gjorde Frans det endnu kun lidet kendte Jesu Selskab populært, grundlagde adskillige huse og kollegier og tiltrak mange gode rekrutter.
1561 kaldtes Frans Borgia til Rom, og fire år senere udnævntes han til ordensgeneral for jesuitterne. Ordenen gjorde store fremskridt under hans korte ledelse; han er endda blevet kaldt dens anden grundlægger. Han sørgede især for at forbedre Det romerske Kollegium (det nuværende universitet Gregoriana), som han allerede delvis havde betænkt. 1571 bad Skt. Pius V Frans Borgia ledsage en mission til adskillige europæiske hovedstæder. Hans ry var løbet forud for ham; folk stimlede sammen under råbet: "Vi vil se helgenen" og forlangte højlydt at høre ham prædike. Men anstrengelserne undergravede hans svigtende helbred, og han døde få dage efter hjemkomsten til Rom. I sine sidste øjeblikke udtalte han, da hans bror Thomas havde gentaget deres navne, en velsignelse over hvert af sine børn og børnebørn. Han var typen på en aristokratisk helgen: selvudslettende, beslutsom, foretagsom. Han vandt folk af enhver stand ved sin venlighed og høflighed.
FRANS AF PAOLA
eneboer, stifter af Mindstebrødrene. Født i Paola ca. 1436. Død i Plesis-lez-Tours 1507. Kanoniseret 1519. Festdag 2. april. I sin ungdom var Frans af Paola en kort tid hos Mindrebrødrene, men forlod dem for at leve som eneboer i en hule ved havet, tæt ved hans fødested, Paola i Kalabrien. I tidens løb sluttede andre sig til ham; et regelbundet religiøst hus blev åbnet og fællesskabet udviklede sig til en brødreorden, kaldet Mindste-Brødrene (Minimi Fratres). Deres livsform var påfaldende streng, og grundlæggeren blev kendt for sin åndskraft, især for sine gaver til at læse i sjælene. Hans ry nåede Frankrig, og 1482 blev han opfordret til at komme til Plesis-lez-Tours for at hjælpe kong Ludvig XI, der på sit dødsleje var grebet af overtroisk rædsel. Frans boede i Frankrig resten af sit liv og udbredte sin orden til Plesis, Amboise, Paris og andre steder ved hjælp af Ludvigs søn, Karl VIII. Hans Mindstebrødre-orden eksisterer endnu, men i modsætning til sin navnebror fra Assisi satte Frans af Paola ikke noget bemærkelsesværdigt præg på sin tid eller siden hen.
FRANS AF SALES
biskop og kirkelærer. Født nær Annecy 1567. Død i Lyon 29. december 1622. Kanoniseret 1655. Festdag 24. januar. Denne store biskop var fra Savoyen, født på Château de Sales ved Thorens. Han studerede i Annecy, Paris og ved universitetet i Padua og blev 1593, efter nogen modstand fra sin far, ordineret til præst. Hans første mission var hård og endogså fysisk farlig, nemlig til folket i hans hjemegn Chablais, som var gået over til calvinismen. Den ånd, hvori Frans henvendte sig til dem, fremgår af hans egen udtalelse: at den, som prædiker med kærlighed, prædiker effektivt. Ved slutningen af de fire år var størstedelen af folket vendt tilbage til den romersk-katolske Kirke. 1602 blev Frans biskop af Genève og kastede sig ud i reformer og genrejsning af dette meget vanskelige bispedømme. Han prædikede utrætteligt, og det var under en fasteretræte i Dijon 1604, at han første gang mødte Skt. Jeanne de Chantal, med hvem han seks år senere grundlagde Besøgelsesordenen. Det var i denne ordens kloster i Bellecour i Lyon, at han døde i en forholdsvis ung alder. En calvinistisk præst i Genève sagde om ham: "Såfremt vi ville ære noget menneske iblandt os som helgen, kender jeg ingen siden apostlenes dage, der var mere værdig til det end denne mand"!
Skt. Frans af Sales erklærede engang: "Jeg hader falskhed, som jeg hader døden". I modsætningsforhold var han et mønster på god holdning. Han var følsom for andre, mådeholden i sin dom, klar i sin udtryksform, værdig og beskeden: "Jeg må være biskop af Genève officielt, men Frans af Sales i privatlivet". Hans skrifter blev til som følge af hans arbejde, især som åndelig vejleder for enkeltpersoner. Psykolog og humanist, som han var, foresatte han sig at vise, hvordan et almindeligt liv "i verden" kan blive helliggjort og det uden særhed og overdrivelse. "Religiøs iver", skrev han, "ødelægger ikke, det fuldkommengør". "Det er en fejl, et kætteri, at ville udelukke fromhed fra soldaterliv, fra butikker og kontorer, fra hoffet, fra familielivet". Skønt hans opbyggelige skrifter i virkeligheden blev skrevet for de privilegerede, der havde tid til det, læses de stadig viden om. Både "Vejledning til et gudfrygtigt liv" og "Traité de l'Amour de Dieu" blev tidligt oversat til fremmedsprog, den første af dem påskønnet af så forskellige personligheder som kong Jakob I og John Wesley. Den anden, som er historien om Guds kærlighed i menneskets hjerte og liv, er den mest betydningsfulde i Frans' forfatterskab. Hans interesse for videnskab og kunst og for det franske sprog tilskyndede ham til at grundlægge Académie Florimontane i Annecy, tredive år før Académie Francaise blev oprettet. I den romersk-katolske Kirke æres Skt. Frans af Sales som kirkelærer, og pave Pius XI udnævnte ham til skytshelgen for journalister og andre skribenter. I sine yngre dage havde han skrevet mange flyveskrifter, "traktater", mens han arbejdede blandt calvinisterne.
Frans af Sales: Philothea, eller Vejledning til et gudfrygtigt Liv, Kbh. 1930.
FRANS XAVER
missionær. Født i nærheden af Pamplona 1506. Død på Shangchwan 1552. Kanoniseret 1622. Festdag 3. december. Den store missionærpioner i Ostindien og Japan tilhørte en god baskisk familie fra den spanske del af Navarra. Mens han studerede ved Pariseruniversitetet, kom han under påvirkning af Skt. Ignatius af Loyola, og han var en af de første syv jesuitter, som på Montmartre viede sig til Gud i 1534. Han blev med to fæller 1541 sendt til portugisisk Indien. Efter en rejse på tretten måneder landede de i Goa, og de næste syv år arbejdede Xaver i den by, blandt de indfødte på Indiens sydspids, på Ceylon, på Malaya-halvøen og på Molukkerne, idet han besøgte sit hovedkvarter i Goa fra tid til anden. Lidelserne, som de indfødte folkegrupper tilføjede hinanden eller døjede under fra portugiserne, efterlod, sagde han, "et varigt mærke i min sjæl". Den undertrykkende udnyttelse fra europæernes side og det slette liv for så manges vedkommende voldte missionærerne de største forhindringer; herom skrev Xaver udførligt til kongen af Portugal. Antallet af dem, han døbte, er sommetider blevet voldsomt overdrevet, ligesom de mirakler, der er tilskrevet ham. Men han bevirkede talrige konversioner blandt lavkastefolk, skønt han ingen forståelse havde for Indiens religioner og ingen succes havde med Braminerne.
Skt. Frans forlod Malakka 1549 for at drage til Japan. Efter at have lært lidt japansk i Kagoshima drog han med sine kammerater, af hvilke tre var japanske kristne, af sted til Kyoto og Yamaguchi, hvor han som repræsentant for den portugisiske konge fik en god modtagelse og tilladelse til at undervise. Efter to år i Japan overlod han sine konvertitter til en portugisisk præst og besøgte igen sin mission i Indien. I 1552 rejste han til Kina, et land som på den tid var lukket for udlændinge. Han blev sat i land fra et portugisisk skib på øen Shangchwan, nær udmundingen af Canton-floden. Mens han ventede der på en kinesisk junke, hvis ejermand var gået med til at landsætte ham på fastlandet, blev han syg. 14 dage efter døde han, alene i en hytte med en ung kinesisk kristen, som havde ledsaget ham fra Goa. Han blev kun 46 år. Hans lig blev ført tilbage til Goa, hvor det stadig befinder sig. En hovedkilde til Skt. Frans Xavers liv er hans breve, hvoraf mange er bevaret; nogle af dem er meget lange og detaljerede. De giver et levende billede af en mand og de betingelser, han så fordringsløst og uselvisk levede under. Han er værnehelgen for romersk-katolske missionærer i fremmede verdensdele.
F.F. Maurer: Den hellige Frans Xaver. Hedningemissionens Banebryder i Østen, Kbh. 1923.