H - Helgenleksikon
HALLVARD
norsk martyr. Død 1043. Festdag 15. maj. Den traditionelle historie om denne unge mand gengiver intet om hans liv, men kun om hans død. Han var søn af en grundejer i Husaby i Norge. En dag, da han var ved at krydse Drammenfjorden i båd, blev han bønfaldt af en kvinde, formodentlig en træl. Hun var falskelig blevet anklaget for tyveri og frygtede for sit liv. Hallvard tog hende ombord, men blev indhentet af kvindens forfølgere. De kaldte på ham for at få hende udleveret, men det ville han ikke, for hun svor, hun var uskyldig. Derpå skød en af forfølgerne Hallvard og kvinden med en bue og dræbte dem begge. Hallvard blev dyrket af befolkningen som martyr, fordi han døde i forsvar for en uskyldig. Hans lig blev senere skrinlagt i Kristkirken i Oslo, og han betragtes stadigvæk som skytshelgen for byen.
HEDVIG
hertuginde. Født i Bayern 1174. Død i Schlesien 1243. Kanoniseret 1267. Festdag 16. oktober. Skt. Hedvig var datter af grev Berthold III af Andechs og gennem en søster tante til Skt. Elisabeth af Ungarn. Hun ægtede hertugen af Schlesien, Heinrich I den Skæggede, en from mand, som opmuntrede og hjalp sin hustru i hendes talrige karitative foretagender. Det første og bedst kendte af disse var abbediet for cisterciensernonner i Trebnitz, lidt nord for Breslau (nu Wroclaw). Parret havde seks børn, af hvilke nogle var årsag til stor sorg for deres forældre, men hun overlevede dem alle med undtagelse af datteren Gertrud, som blev abbedisse i Trebnitz. Skt. Hedvigs yndlingsresidens var tæt ved, og efter sin husbonds død 1238 levede hun selv med i klostret, men blev ikke formelt nonne. Fra nu af ofrede hun sig for det åndelige og timelige velfærd hos folk rundt omkring og brugte sin formue på at lindre fattigdom og lidelse. Hertug Heinrichs og Skt. Hedvigs statskunst og grundlæggelser blev vigtige i den schlesiske historie gennem den voksende tyske indflydelse, som de bragte til landet. I Danmark fortsætter hendes karitative arbejde for syge, gamle og børn hos Hedvigsøstrene på Dalum kloster, i Kolding, Haderslev og Åbenrå.
HELENA
kejserinde. Født ca. 255. Død i Nikomedia ca. 330. Festdag 18. august. Det blev længe troet, at Konstantin den Stores mor var født i Storbritannien, men der er ingen historisk bekræftelse på det. Hun var temmelig sikkert født i Drepanum (Helenopolis) i Lilleasien af jævne forældre. Kejser Konstantin Chlorus gjorde hende til sin hustru, og Konstantin fødtes dem i 274; men 292 forskød Konstantin Chlorus Helena af politiske årsager. Det er ikke sikkert, hvornår hun blev kristen; men hendes søn, som blev proklameret kejser (af den romerske armé i York 306), behandlede sin mor med den største respekt. Da toleranceediktet var udstedt til kristenheden efter 312, ofrede Helena al sin indflydelse på at fremme det. På sine ældre dage foretog hun en længere rejse til Det hellige Land, hvor hun blandt mange gode gerninger også uddelte store summer til de fattige og hjalp til grundlæggelse af kirker på de hellige steder. Skt. Helenas navn er især knyttet til fundet af det kors, hvorpå Frelseren led, som var begravet nærved Golgata. Et sådant fund var sikkert blevet hævdet på den tid, men de tidligste skribenter nævner ikke, at Helena havde noget som helst med det at gøre; tværtimod synes hun at have været død, før det skete. Men siden slutningen af det fjerde århundrede forbindes Skt. Helena altid med dette fund. Hvorvidt det træ, som blev fundet, virkelig var det sande kors, er et andet spørgsmål, som det nu er urimeligt at søge at finde ud af. Skt. Helenas attribut e
HEMMING AF ÅBO
finsk biskop. Død 1366. Saligkåret 1499 af pave Alexander VI. Skrinlæggelse i Åbo domkirke 1514, hvor hans skrin endnu står. Festdag: hans dødsdag 21. maj (?). Skt. Hemming var født i Bälinge sogn, nord for Uppsala, i slutningen af 1200-tallet. Han gik i Uppsala katedralskole og forsatte, efter sin præstevielse formodentlig, sine studier ved universitetet i Paris. Her havde han bl.a. den kommende pave Klemens VI som lærer. I 1329 blev han udnævnt til kannik og domherre i Åbo (den finske del af Sveriges rige). Den 15. november 1338 blev han enstemmigt valgt af kannikerne til biskop af Åbo stift - "på den Hellige Ånds indgivelse", siges det. Senere modtog han bispevielsen, formodentlig i Storkirken i Stockholm. Domkirken i Åbo var i 1318 blevet hærget af russerne og trængte til istandsættelse. Men han oprettede også nye kannikembeder, til gavn for finske præstekandidaters uddannelse. Biskop Hemming rejste rundt på visitats i Finlands kirker og klostre, førte tilsyn med præsternes embedsudøvelse og firmede de unge. O. 1347 rejste han for anden gang til Frankrig, på opfordring af sin gode ven Skt. Birgitta, for dels at opsøge sin tidligere lærer, nu pave Klemens VI, og få ham til at flytte sin residens fra Avignon tilbage til Rom, dels forsøge at stifte fred mellem Frankrigs og Englands stridende konger. Ingen af delene lykkedes, men venskabet mellem Skt. Hemming og Skt. Birgitta bestod, som det fremgår af hendes "Åbenbaringer". På et trefløjet alterskab fra Urdiala (Urjala) kirke i Finland, fra o. 1500, (opbevaret i Tavastlands museum i Tammerfors), er de begge afbildet på en vinrød baggrund på den ene fløj: Skt. Hemming, på hvis hoved en engel sætter en biskopsmitra og ved hvis fod en pilgrim knæler (den eneste sikre afbildning af Skt. Hemming, som er bevaret) og Birgitta med sit vanlige attribut: en bog og en pen. På den anden fløj findes Skt. Henrik af Uppsala (med sin morder under fødderne) og Maria med Jesusbarnet; og i alterskabets midte: Hellig Olav af Norge med trolden Skalle under sine fødder.
HENRIK II
kejser. Født i Bayern 973. Død nær Göttingen 1024. Kanoniseret 1146. Festdag 13. juli. Han efterfulgte sin far som hertug af Bayern 995, blev valgt til romernes konge i Mainz 1002 og kronet som hellig romersk kejser i 1014. Hans karriere som Otto III's efterfølger hører til den almindelige historie. Henriks hovedanliggende var konsolideringen af det tyske monarkis magt og reform og reorganisering i Kirken, som skulle være underordnet statsmagten. Som ung havde han som lærer haft Skt. Wolfgang af Regensburg; Skt. Odilo af Cluny og Richard af Saint-Vanne var blandt hans venner. Men at han selv ønskede at blive munk og at han levede i et cølibat-ægteskab var rygter, sat i gang af kejserens partitilhængere efter hans død; de synes klart ikke at have noget holdepunkt i kendsgerningerne. Skt. Henrik var lægmand og hersker, og hans religiøse liv var ikke noget klosterliv. Hans vigtigste kirkelige grundlæggelse var bispesædet i Bamberg, som blev et centrum for uddannelse og kultur. Det var i Bamberg Domkirke han blev begravet, ligesom sin hustru Kunigunde, som også blev kanoniseret (død 1033; kanoniseret 1200; festdag 3. marts). Sine år som enke tilbragte hun i det søsterkommunitet, hun havde grundlagt i Kaufungen i Hessen. Både mand og hustru var ivrige støtter af benediktinsk klosterliv.
HENRIK AF UPPSALA
Finlands apostel og værnehelgen. Død som martyr i Finland ca. 1160. Festdag 19. januar. Ifølge traditionen var han englænder. Måske er han blevet inspireret af en anden englænder, Nicolaus Breakspear, til nordisk mission. Nicolaus Breakspear var en fattig engelsk munk, men blev med tiden kardinalbiskop og senere en stærk og energisk pave: Hadrian IV (1154-59). Ham tillægges de ord, at siden han forlod sit kloster i England havde han ikke haft en glad dag, fordi han havde måttet se så megen ulykke. I 1152 blev han sendt til Norge og Sverige som pavelig legat. Han skulle besøge Nidaros i anledning af det nyoprettede ærkebispesæde dér (se Øystein) og overrække den første norske ærkebiskop John Birgersson palliet, det ærkebiskoppelige værdighedstegn (se Agnes), som bl.a. betød, at Norge og Island nu kom ind under Nidaros og fri af det danske ærkebispesæde i Lund (se Eskil af Lund). Herfra fortsatte han rejsen over Anslo = Oslo (hvor han indviede katedralskolen) til Linköping i Sverige i anledning af det samme. På et kirkemøde her blev det besluttet at oprette et ærkebispesæde i Uppsala; det blev dog, på grund af de svenske stormænds indbyrdes stridigheder, først til noget i 1164. Det er nærliggende at antage, at Henrik har befundet sig i kardinal Breakspears følge og inden kardinalens afrejse er blevet bispeviet af ham og knyttet til domkirken i Uppsala. Her har han også kunnet slutte venskab med den svenske konge Erik, der ligeledes havde sin residens i Uppsala; og herfra skal de to så i 1157 have begivet sig på korstog til Finland, som dengang var Sveriges østlige provins. Deres formål har uden tvivl været dels at styrke de svenske interesser i området, dels at gøre en missionsindsats der.
Finland blev kristnet både fra øst og vest. Fra øst gennem handelsfolk og munke fra Novgorod, fra vest altså gennem Sverige. De to påvirkninger havde ikke nogen reel mulighed for at mødes, fordi Finland var så tyndt befolket. Det har derfor utvivlsomt været et hedensk område i det sydvestlige Finland, Erik og Henrik har stævnet imod. Finnerne blev overvundet, og Henrik skal have fortsat sit arbejde som missionsbiskop der. En sekvens til Henriksmessen fra o. 1300 beretter om de tre etaper i hans liv: Født i Britannien, drager han som missionsbiskop til Uppsala og derfra til Finland "for at dø i strid på Finlands jord for det godes sag".
Hans martyrium gjaldt den kristne morallære (det 5. bud: Du må ikke slå ihjel). Legenden fortæller, at en bonde havde begået et drab. Henrik pålagde ham en bod som betingelse for, at han igen kunne få adgang til den hellige nadver. Herover blev bonden så rasende, at han slog Henrik ihjel. Det var den 20. januar o. 1160. Legenden giver imidlertid morderen hans fortjente straf: Bonden tog nemlig den døde biskops hue på og pralede, da han kom hjem, med at han havde skudt en bjørn (det skal nok have været en bjørneskindshue). Men da han forsøgte at tage den af, blev den hængende ved hans hud og hår, så han måtte beholde den på for ikke at blive flået.
Henrik blev begravet i en lille kirke Nousis. Efterhånden som kristendommen bredte sig, blev Finland et stift i Uppsalas kirkeprovins. Åbo blev bispesæde med domkapitel i slutningen af 1200-tallet, og Henriks relikvier overførtes fra Nousis til Åbo domkirke. I 1296 kaldes Åbo domkirke for Vor Frues og Sankt Henriks Kirke. Skrinlæggelsen (og dermed helgenkåringen) må altså have fundet sted noget tidligere. Omkring 1300 får man et officium til Henriks festdag og heri indgår Henrikslegenden, som er den vigtigste kilde til de biografiske oplysninger om hans liv. Nogle mirakelhistorier, udvirket på hans forbøn, er føjet til. Midtpunktet for Henrikskulten i Finland blev således Åbo Domkirke (det nuværende Turku). I 1420-tallet lod biskop Magnus II Tavast Skt. Henriks gamle gravsted i kirken i Nousis forsyne med et monument, bedækket med kobberplader, hvorpå hele Henrikslegenden er indgraveret. Der findes desuden talrige Henriksbilleder i Finland. Et svensk maleri på alterskabet i Amsbergs kapel i Dalarne viser Skt. Erik og Skt. Henrik side om side, og i baggrunden et landskab med en havbugt, hvor et sejlskib styrer ind - en hentydning til deres korstog til Finland.
HENRIK
dansk eneboer. Død 1127. Festdag 16. januar. Han slog sig ned på øen Coquet ved Northumberlands kyst, efter aftale med prioren i Tynemouth. Der havde været et kommunitet af munke på denne ø på Beda den Ærværdiges tid, og nu søgte Henrik et enebo, hvor han kunne leve i bod og bøn. Øen var under opsyn af en munk og havde en have, som Henrik passede. Traditionen fortæller, at nogle danskere forsøgte at få ham hjem til Danmark, hvor der også var plads til eneboere, men efter en nat i bøn og et syn af den korsfæstede Kristus besluttede han at blive. Efterhånden som rygtet om hans hellighed bredte sig, kom der mange besøgende, tiltrukket af hans særlige gaver for at profetere og læse i sjælene. Da Henrik blev alvorligt syg, ringede han først med klokken efter hjælp, da det var for sent. Munken fandt ham død, med klokkestrengen i den ene hånd og et lys i den anden. Trods stor modstand fra øens beboere begravede munkene ham i Tynemouth Kloster. Der er intet vidnesbyrd om offentlig dyrkelse af ham.
HIERONYMUS
kirkefader og -lærer. Født i Strido i Dalmatien ca. 342. Død i Betlehem 420. Festdag 30. september. Skt. Hieronymus (Eusebius Hieronymus) var den lærdeste af de latinske kirkefædre og en af de største bibellærde. Han fik en kristen opdragelse og studerede otte år i Rom, men blev ikke døbt, førend han var over atten år. Omkring 374 tog han til Syrien og tilbragte nogle år blandt eremitter i ørkenen øst for Antiokia. Her lærte han hebraisk af en rabbi og senere i Konstantinopel sad han ved Skt. Gregor af Nazianz' fødder. I Antiokia blev han ordineret til præst, men det var imod hans udtrykkelige ønske, og han udøvede ikke præstegerning, som han anså for uforenelig med hans eget kald. Fra 382 til 385 virkede han som sekretær for pave Damasus i Rom, som gav ham den opgave at revidere den latinske oversættelse af Det Ny Testamente. Hieronymus blev også leder af en gruppe romerske kvinder, der var tiltrukket af et asketisk studieliv. Men hans strenge indstilling og hidsighed bevirkede, at mange ikke kunne lide ham, og ved Damasus' død vendte han tilbage til Østen, fulgt af Skt. Paula, Skt. Eustachium og andre af hans disciple. I 386 slog de sig ned i Betlehem, og for Paulas formue erhvervede de nogle huse, hvor henholdsvis mænd og kvinder kunne leve et ordensliv i fred. Et gæstehus blev åbnet for rejsende og en gratis skole, hvor Hieronymus lærte børn fra omegnen græsk og latin.
Gentagne gange blev deres fred forstyrret af Hieronymus' stridigheder om cølibatet og om pelagianisme, især om Origenes' lære, som førte til en bitter strid med Rufinus, hans ven fra drengeårene. Alt dette nødte ham til at skrive mange breve og polemiske traktater foruden andre skrifter. Men år for år skred hans bibelværk frem med bistand af hans hengivne medarbejdere. Praktisk talt hele den latinske bibel - siden 13. århundrede kendt som Vulgata - blev enten oversat fra hebraisk og græsk eller bearbejdet af Hieronymus. Arbejdet blev afsluttet ca. 404, og snart efter begyndte Betlehem-refugiet at blive forstyrret af ydre begivenheder: flygtninge fra Rom efter Alariks plyndring, lokale plyndringstogter af hunner og isaurer, angreb på Hieronymus' ordenshuse af sekterere. "Nu", skrev han, "må vi omsætte Skriftens ord i handling; i stedet for at tale om hellige ting må vi føre dem ud i livet".
Skt. Hieronymus var på visse måder en modsigelsesfyldt karakter. Hans religiøse idealer var sat meget højt. Han bevarede sine venners og disciples hengivenhed. Han var hensynsfuld indtil svag og ydmyg. På den anden side var han ubehersket i strid, med foragt for modstandere, voldsom i mund og pen, med rasende og fornærmende ukvemsord. Kun at tilskrive dette en for stor troskab mod klassiske retoriske forbilleder er måske en smule naivt. En bemærkning, som tillægges pave Sixtus V, synes snarere at ramme plet. Da Sixtus så et maleri, der viste Hieronymus slå sig for brystet med en sten, siges han at have bemærket: "Med rette bruger du stenen på den måde; ellers ville du aldrig være blevet regnet blandt helgenerne". Men Skt. Hieronymus' plads som bibelforsker blandt de fire store latinske kirkelærere er hævet over enhver tvivl.
HIERONYMUS ÆMILIANI
- se Cajetan.
HILARIUS AF POITIERS
biskop og kirkelærer. Født i Poitiers ca. 315. Død sammesteds 367. Festdag 13. januar. Han tilhørte en velstående, hedensk familie, var en højt kultiveret mand og blev, da tiden var inde, kristen. Mens hans hustru endnu levede, blev han, i en alder af femogtredve år, valgt til biskop i sin fødeby Poitiers. Hilarius var den mest fremtrædende modstander af arianismen i Vesten. Skønt han var midaldrende, da det kom til strid, forfulgte han den med usvigelig energi og blev i 356 fordrevet til Frygien af den arianske kejser Konstantius II. Men dér fortsatte han sin kamp med dybtgående studier af den græske teologiske tankeverden, og 360 sendte arianerne ham tilbage til Gallien som en urostifter, der var til besvær for dem i Østen. Rettroenhedens sejr over arianismen var for biskoppen blevet en hjertesag, og han kæmpede for den, så længe han levede. Han var "Vestens Athanasius". Skt. Hilarius' omfattende værker, især bogen "Om Treenigheden", blev fremkaldt af den kamp, han deltog i. Men i omgangen med teologer, kejser og konciler overså han ikke behovet i sin egen hjord i Poitiers. Før Skt. Ambrosius - men uden dennes succes - gjorde han brug af metriske hymner til indlæring af kristne trossandheder, en praksis han havde lært i Østen. Han skrev også kommentarer til Mattæus-evangeliet og til Salmerne. Skønt han var en hårdnakket og kampglad polemiker, synes han dog at have været en sympatisk og venlig mand. Blandt dem, der kom under hans indflydelse, var Skt. Martin af Tours. Skt. Hilarius af Poitiers blev proklameret kirkelærer 1851.
HILDEGARD AF BINGEN
ordenssøster. Født i Bermersheim i Alzey i Rheinhessen 1098. Død på Rupertsberg ved Bingen 1179. Festdag 17. september. "Rhinens Sibylle" blev uddannet af en præst, Volmar, som var munk i et stort benediktinerkloster på Disbodenberg, og en adelskvinde ved navn Jutta von Spanheim, der levede som eneboerske i tilknytning til munkeklosteret. Omkring Juttas lille klausur voksede efterhånden et nonnekloster op, hvor Hildegard indtrådte og 1136 blev valgt til "magistra". Allerede i ung alder var hun i besiddelse af usædvanlige åndelige erfaringer som mystiker og profet. Hun levede i en vanskelig tid for den vestlige Kirke - det var midt i investiturstridens brydninger mellem pave og kejser - og i denne tumult så hun sig selv som Guds talerør med den opgave at rense og reformere Kirken. Hun korresponderede med mennesker af alle samfundslag over hele Europa, således med fire paver, kejser Frederik Barbarossa, kong Henrik II af England og fremtrædende kirkemænd som Skt. Bernhard af Clairvaux.
1147 blev hendes profetiske åbenbaringer fremlagt til bedømmelse på en synode i Trier under ledelse af pave Eugen III og Kirkens ledende teologer, deriblandt Bernhard af Clairvaux. Synodens resultat var, at Paven anerkendte Hildegards åbenbaringer som autentiske i pagt med Bibelen og Kirkens lære. Paven pålagde hende derfor i Kristi og Skt. Peters navn at offentliggøre, hvad Gud lod hende se og høre.
Omkring 1150 flyttede hun med sit kommunitet til Rupertsberg ved Bingen, hvor hun lod bygge et stort kloster. Fra 1141 nedskrev Hildegard med præsten Volmar som sekretær sine visioner i omfattende skrifter. Tre store teologiske værker, en naturlære og enbog om det menneskelige legeme, dets sygdomme og deres helbredelse (de to sidstnævte værker vidner om praktisk sans og realistisk iagttagelsesevne). Hun skrev også fortolkende værker om evangelierne og om Skt. Benedikts regel og lang række hymner, antifoner og andre liturgiske sange med musik. Hendes hovedværk er "Scivias", der er en stor dogmatik omhandlende hele troslæren: verdens skabelse, syndefaldet, menneskets synd og nød, Kirkens forfald, Kristus som verdens forløser, Kristi genkomst og de sidste tider. På sine gamle dage foretog hun lange rejser, hvor hun prædikede på offentlige steder, dels imod kætterne, som udefra underminerede den kristne tro, dels imod de folk blandt Kirkens egne mænd, som indefra nedbrød Kirken gennem verdsliggørelse og forfladigelse.
Skt. Hildegard hører til middelalderens mest fremtrædende kvinder, og visse træk i hendes skrifter har ført til sammenligning med Dante og William Blake. Verdensudviklingen i det 20. århundrede har givet hendes naturbevidste helhedstænkning fornyet aktualitet og medført en intensiv forskning i hendes skrifter.
Kirsten Kjærulff: Den ildfyldte kraft. Middelalderens mystik hos Hildegard af Bingen, Kbh. 1992; Kirsten Kjærulff: Hildegard af Bingen. En basun for Guds mund, Kbh. 1995.
HIPPOLYT AF ROM
teolog og martyr. Død på Sardinien ca. 235. Festdag 13. august. Enkelthederne i hans liv og arbejde er omgivet med usikkerhed. Der er dog ingen tvivl om, at han var en meget lærd mand og den romerske Kirkes betydeligste skribent i det tredje århundrede (han skrev på græsk og kan muligvis være født i Østen). Det er almindelig antaget, at Hippolyt kraftigt angreb biskopperne i Rom, Skt. Zephyrinus og Skt. Callistus I af doktrinære, disciplinære og personlige grunde; at han var opstillet som rival til Callistus, og, for så vidt, var den første "modpave"; at han under Maximinus Thrax' forfølgelse blev deporteret til stenbruddene på Sardinien sammen med pave Skt. Pontianus, som han dér blev udsonet med; at han døde i fangenskab, og at hans lig blev bragt til Rom til martyrbegravelse. Det mest fejrede af Hippolyts skrifter er "Philosophoumena", hvori han går i gang med at gendrive et antal gnostiske lærdomme som kætterske, hidrørende fra hedenske kilder. Han skrev det ældst kendte arbejde om bibelsk eksegese, en kommentar til Daniels Bog. Det var en lærd englænder, Dom Hugh Connolly, som til sidst viste, at Hippolyt var forfatteren til det arbejde, som tidligere kaldtes "Ægyptisk Kirke-Orden", nu kendt som "Apostolsk Tradition". Det er en meget værdifuld kilde til de kristnes gudsdyrkelse, disciplin og skik og brug i begyndelsen af det tredje århundrede i Rom.
HUGO AF CLUNY
abbed. Født 1024 i Semur. Død 1109 i Cluny. Kanoniseret 1120. Festdag 29. april. Skønt han var ældste søn af en betydningsfuld burgundisk adelsmand, fik Hugo som ung lov til at aflægge munkeløfte i Cluny i Burgund og blev i en alder af kun 25 år valgt til abbed. Embedet indebar lederskabet af det indflydelsesrige benediktinske forbund, der var afhængigt af Cluny, og gennem hele sit liv spillede Hugo en fremtrædende rolle på kirkemøder og i andre kirkelige sammenhænge. Han var en uforbeholden reformator. Pave efter pave, fra Leo IX til Paschalis II, henvendte sig til ham og bad om råd og hjælp og betroede ham ansvarsfulde missioner, der spændte fra Aquitanien til Ungarn. Han var et menneske med stor psykologisk indsigt og diplomatiske evner. Hans helstøbthed og gavmildhed var kendt af alle. Da Skt. Anselm blev uvenner med kong William II af England, var det med Skt. Hugo i Cluny han først rådførte sig; og helligheden i Skt. Hugos livsførelse gjorde indtryk på så forskellige skikkelser som Skt. Peter Damian, pave Gregor VII og Vilhelm Erobreren. Hugo fortsatte Skt. Odilos politik med at gøre klostrene i Cluny-kongregationen mere direkte afhængige af moderklostret. I løbet af de ca. 60 år, han var abbed, nåede Cluny kulminationen i sin magt og internationale indflydelse, dog næppe uden omkostninger for den åndelige glød.
HYACINTHUS AF KRAKOW
dominikaner. Født 1185 i Schlesien. Død 1257 i Krakow. Kanoniseret 1594. Festdag 17. august. Han var allerede præst, da han indtrådte hos prædikebrødrene i Rom. I 1221 blev han sendt til Krakow, hvor han grundlagde det første polske dominikanerkloster. Senere grundlagde han også et broderskab i Danzig og et andet, som ikke varede længe, i Kiev. Han fik ry som undergører og ved sine udstrakte missionsrejser. Således fortælles det, at han på en af dem også kom til Danmark og var den første dominikaner, der satte sin fod på dansk jord. Skt. Hyacinthus Kirke i Rønne er opkaldt efter ham. Den blev bygget af hollandske dominikanere i 1924. Skt. Hyacinthus har utvivlsomt været kendt af de mange polakker på øen. (Se Skt. Dominicus).