I - Helgenleksikon

 

IGNATIUS AF ANTIOKIA

biskop og martyr, kirkefader. Død i Rom ca. 107. Festdag 17. oktober. Denne meget tidlige martyr, også kaldet "Theoforos", gudsbæreren, er berømt for syv breve han skrev, hvis tekst er nået til os. Kun lidt vides om hans liv. Han var muligvis af syrisk oprindelse. Legenden identificerer ham med det barn, som Kristus fremstillede for disciplene (Matt 28, 1-6). Mere pålidelige er kilder, der hævder, at han var discipel af apostlene Peter og Paul eller af Johannes. I hvert fald blev han den anden eller tredje biskop i det store kristne centrum i Antiokia i Syrien. Her blev han som aldrende dømt til døden og sendt til Rom for at kastes for de vilde dyr i de offentlige "lege". Det var under denne rejse, han skrev sine breve. I et af disse siger han, at han var i en gruppe soldaters vold: "ti leoparder, hvis opførsel bliver værre, jo bedre de bliver behandlet". De standsede op en tid i Smyrna, hvor Ignatius havde et møde med Skt. Polykarp, som da var en ung mand. Her blev de første fire breve skrevet, til de kristne i Efesos, Magnesia, Tralles og Rom. Endnu tre breve skrev han i Lystra, før de krydsede over til Europa, adresseret til de kristne i Filadelfia og Smyrna samt et afskedsbrev med råd og formaninger til biskop Polykarp.

Disse breve er af den største værdi og interesse ved det lys, de kaster over kristen tro og praksis mindre end et hundrede år efter Kristi Himmelfart. Ignatius tilskynder igen og igen sine læsere til at holde fast ved enheden mellem dem, når de sammen mødes for at fejre Eukaristien, præsideret af deres biskop. Det bedst kendte brev er det, som forud er sendt til de romerske kristne. I det beder han dem indtrængende om ikke at søge at få ham benådet. Det åbenbarer indtrykket af en tålmodig og sagtmodig mand, så lidenskabeligt hengivet til Kristus, at han ikke kunne bære at miste chancen for at dø en voldsom død for hans skyld: "Lad mig følge min Guds eksempel på lidelse". Da tiden var inde, blev Skt. Ignatius kastet for vilddyrene i Rom, muligvis i det amfiteater, der nu er kendt som Kolosseum. Der kendes ingen yderligere detaljer fra hans liv og martyrium. Ganske vist foregiver senere beretninger at fortælle os mere, men de har ingen historisk værdi.

Niels Jørgen Cappelørn m.fl.: De apostolske fædre, Kbh. 1985; Søren Giversen: De apostolske fædre, bd. 1-2, Kbh. 1985.

 

IGNATIUS AF LOYOLA

stifter af Jesu Selskab. Født i Loyola ca. 1491. Død i Rom 1556. Kanoniseret 1622. Festdag 31. juli. Jesuiterordenens stifter var yngste søn af en baskisk adelsmand af gammel slægt. Som ung var han soldat og blev såret under slaget om Pamplona af franskmændene. Under en lang rekonvalescens læste han meget om Kristi og helgenernes liv, og omsider besluttede han sig til at overgive sit liv fuldstændigt til Guds tjeneste. Efter et års tilbagetrukkethed i Manresa i Catalonien, som fik indflydelse på hele hans liv, drog han på pilgrimsfærd til Jerusalem og helligede sig derpå 1524 til 1534 studierne. Han begyndte med den latinske grammatik blandt Barcelonas skoledrenge og sluttede med magistergraden ved universitet i Paris. Fra tid til anden gjorde han evangelisk arbejde blandt folk, et lægmands-initiativ, der vakte mistænksomhed hos de spanske kirkelige autoriteter.

I Paris blev Ignatius (Inigo) en inspiration for en gruppe på syv studenter (en af dem var Skt. Frans Xaver, som i 1534 med begejstring forpligtede sig ved et løfte til at blive missionærer blandt muslimerne i Palæstina). Tre år senere mødtes denne gruppe, som var øget til ti, i Venedig, og da de fandt ud af, at krig gjorde rejsen til Palæstina umulig, tilbød de pave Paul III deres tjenester til hvad som helst. Ignatius, som da var 47 år, og flere andre blev nu ordineret til præster, og forskellige opgaver blev anvist gruppens medlemmer. Snart blev det foreslået, at de skulle organiseres i en regelbundet religiøs orden med de traditionelle løfter og et tillægsløfte om at stå til pavens rådighed når som helst og hvor som helst. I 1540 gav Paul III sin formelle godkendelse, og således kom Jesu Selskab til verden.

I de femten år, der var tilbage af hans liv, styrede Skt. Ignatius sin orden fra Rom. Han udvidede dens konstitutioner og så den vokse fra ti medlemmer til tusind og brede sig fra land til land i Europa og hinsides havet til fjerne lande. Fra først af var den virksom på missionsmarken, og 1547 begyndte dens arbejde med uddannelse i skoler og universiteter. Ligeledes begyndte den at møde udfordringen fra den protestantiske Reformation, et anliggende, hvor Ignatius fastholdt, at der skulle gives et eksempel på kærlighed og mådehold, "uden hårde ord eller foragt for folks vildfarelser".

Skt. Ignatius af Loyola var en fængslende personlighed med en bemærkelsesværdig gave for venskab. Han var fremfor alt en bønnens mand, som modtog dyb åndelig oplysning. Han efterlod en berømt bog, "Exercitiebogen" (da. udg. 1938), påbegyndt i Manresa og til sidst offentliggjort 1548. Denne bogs indflydelse gennem de sidste fire århundreder har været uoverskuelig og er ikke begrænset til katolikker.

I Danmark har jesuitter fra den nordtyske provins siden 1872 påtaget sig et omfattende arbejde med udgangspunkt i København og Århus. Det har drejet sig om skolearbejde på alle alderstrin, sogne- og sjælesorg og videnskabeligt arbejde med dertil hørende publikationer.

St. Ignatius af Loyolas Exercitiebog. Med Indledning og forklarende Noter af Fr. Küpferle S.J., Kbh. 1938; Ignatius af Loyola: Pilgrimens berättelse, Uppsala 1981; Viktor Kolb: Sankt Ignatius af Loyola. Jesuiterordenens Grundlægger, Kbh. 1950.

 

IRENÆUS AF LYON

biskop, kirkefader. Født i Smyrna (?) ca. 130. Død i Lyon ca. 202. Festdag 28. juni. Denne kirkefader var en af de mest betydelige teologer i det andet århundrede. I sin ungdom var han stærkt påvirket af Skt. Polykarp, hvis lære han skattede "ikke på papiret, men i mit hjerte, for de ting, vi har lært i barndommen er en del af vor sjæl". Men han forlod Lilleasien, og under Markus Aurelius' forfølgelse var han præst i Lyon. Ved sin tilbagevenden fra en sendelse til Rom, efterfulgte han martyren Skt. Potinus som biskop af Lyon. En senere tradition forfægter, at Skt. Irenæus selv endte sit liv som martyr, men vidnesbyrdet herom er langtfra sikkert. Hans hovedværk er en afhandling mod gnostikernes falske lærdomme: "Adversus haereses". Hans ry bygger på hans teologiske værk, som understreger Bibelens kanoniske skrifter, bispedømmet og de kirkelige traditioner. Hans "Bevis for den apostolske forkyndelse" er blevet bevaret gennem en armensk oversættelse af den græske tekst. Kun lidt er kendt om Skt. Irenæus' liv, men han var tydeligvis en meget samvittighedsfuld biskop, som blev skribent, fordi pligterne i hans pastorale arbejde krævede det.

Irenæus fra Lyon: Bevis for den apostolske forkyndelse. Oversættelse fra armenisk, indledning og noter ved Jes P. Asmussen, Kbh. 1970; Irenæus: Mod Kjætterne, udv. steder, Kbh. 1854.

 

ISAAK JOGUES

jesuit, martyr. Født 1607 i Orléans. Død 18. oktober 1646 i Ossernenon. Kanoniseret 1930. Festdag 19. oktober. Han indtrådte i Jesuiterordenen i 1624 og blev 12 år senere sendt til Canada som missionær. Han forkyndte evangeliet for mohawkerne og trængte i forbindelse med sit missionsarbejde som den første europæer helt frem til Lake Superiors østre munding, 1000 miles ind i landet. I 1642 blev fader Jogues sammen med en medbroder taget til fange af irokeserne. Han blev holdt fangen i et år og blev underkastet så grusom tortur, at han mistede sine hænders brug. Hollænderne i Fort Orange hjalp ham til at undslippe; men mindre end tre år efter var han tilbage på stedet for sin tilfangetagelse (Ossernenon, det nuværende Auriesville i staten New York), denne gang som missionær. Men Bjørneklanen, der anså ham for at være en troldmand, skød skylden for et sygdomsudbrud og for en fejlslagen høst på ham, og en eftermiddag blev han pågrebet sammen med Skt. Jean Lalande. De blev slået og mishandlet med knive, og samme aften blev Isak Jogues dræbt med en tomahavk. Næste dag blev Lalande dræbt på samme måde. Deres hoveder blev hugget af og spiddet på bopladsens palisadeværk, og deres kroppe blev smidt i Mohawk Floden. (se Jean de Brébeuf).

 

ISIDOR

biskop og kirkelærer. Født i Cartagena ca. 560. Død i Sevilla 636. Festdag 4. april. Han efterfulgte sin ældre bror Skt. Leander som biskop af Sevilla ca. 600. Gennem et langt episkopat styrkede han den spanske Kirke med organisation af konciler, oprettelse af skoler og ordenshuse og ved at omvende vestgoterne fra arianismen. Han søgte også at omvende de lokale jøder, men med højst tvivlsomme metoder. Det er imidlertid gennem sine skrifter, at Isidor nåede berømmelse. Han var en forfatter af forbavsende flid til religiøse, historiske og videnskabelige emner. Hans sidste og mest omfattende værk hed "Etymologi", et leksikon over hans tids kundskaber, som vedblev at være i brug gennem hele middelalderen. Men hans "Goternes og Vandalernes historie" er mere værdifuld i dag. Skt. Isidor var ingen original eller kritisk skribent, men på grund af sine kirkelige værker blev han 1722 ophøjet til kirkelærer af pave Innocent XIII. Hans store indflydelse gennem middelalderen bevidnes af mængden af manuskripter med hans skrifter. Dante nævner ham i "Paradiso" sammen med Beda den Ærværdige og den skotske Richard af Saint-Victor.