J - Helgenleksikon
JACOB DEN DANSKE (JACOBUS DE DACIA)
franciskanerpræst og missionær. Født ca. 1484 i Danmark. Død i Tarecuato, prov. Michoacan, Mexico, ca. 1566. Ikke kanoniseret, men optaget i franciskanske martyrologier som "salig" og fejret årlig af lokalbefolkningen i Michoacan den 29. oktober. Som ung indtrådte han i franciskanerordenens reformerede (observantiske) gren, der i disse år bredte sig kraftigt i Danmark - ikke mindst støttet af kong Hans og dronning Christine, der valgte Gråbrødrekirken i Odense som deres gravplads. Han fik tidens bedste uddannelse, formentlig ved et udenlandsk universitet. Han beherskede latin, græsk og hebraisk og var en habil teolog. Da reformationsrøret begyndte at true de danske klostres eksistens, overdrog de danske franciskaneres provincialminister ca. 1533. til broder "Jacobus Johannis" (=Jakob, søn af Johannes/Jens/Hans) sammen med nogle medbrødre at affatte "Uddrivelseskrøniken". Med juridisk sigte skildres franciskanernes fordrivelse fra 15 af deres danske klostre. Jakob skildrede her også sin egen indsats som vicegardian for klostret i Malmø 1528-30. Men kampen var forgæves. Efter Grevens Fejde kunne kong Christian III afskaffe den katolske Kirke i Danmark, og i "Kirkeordinansen" 1537 blev tiggerordnerne forbudt. Jakob hørte til dem, der gik i eksil i Mecklenburg, hvis hertug Albrecht VII under Grevens Fejde havde kæmpet for den fangne Christian II's sag, og som stadig fastholdt den katolske tro. Her blev Jakob valgt som den sidste provincialminister for franciskanerprovinsen "Dacia". I officielle dokumenter benyttede han denne titel og navneformen "Jacobus Gottorpius".
I 1539 opgav Jakob håbet om tilbagevenden og besluttede sig til at blive missionær i Den nye Verden. I Spanien autoriserede kejser Karl V ham til at virke i spansk Amerika, og 1542 sejlede han med nogle medbrødre fra Sevilla til Vera Cruz i Mexico, hvorved han blev historiens første kendte dansk-amerikaner. I Mexico lærte han flere indianersprog og gik med iver ind i sjælesorgen for de talrige nye kristne. Hans virkefelt blev tarasker-indianernes gamle kongerige, Michoacan. Her virkede han som missionær, døbte, tog til skrifte, læste messe, gav katekismusundervisning, byggede kirker og oprettede klostre. Særlig bemærkelsesværdigt var, at han med mod og klarsynethed tog stilling til et hovedproblem i al oversøisk europæisk mission fra dens begyndelse til vor tid. Han forlangte, at de nye, indianske kristne principielt skulle nyde samme kirkelige rettigheder som europæerne. Men her mødte han hård modstand, endog fra sine egne franciskanske medbrødre, der i overensstemmelse med koloniherrernes politiske interesser ville behandle de kristne indianere som primitive og umyndige og dermed underordnede børn. Kirkeligt betød dette, at man nægtede dem retten til, skønt døbte, at modtage visse andre sakramenter. Jakob fik dog gennemført, at taraskerne fik adgang til den hellige kommunion. Men da han forlangte, at egnede også fik lov til at blive præster og ordensfolk, indkaldte hans ordensprovins til en officiel debat om emnet, som Jakob dømtes til at have tabt. Derefter måtte han gøre kirkebod for sin "fejltagelse".
Først i forbindelse med afkoloniseringen i vort århundrede har Jakobs standpunkt, som han begrundede med Det nye Testamente (Kol 3,11), fået den fortjente fulde oprejsning. Udadtil måtte Jakob bøje sig for dommen, men han fortsatte i øvrigt ufortrødent arbejdet for sine kære indianere. Der fortælles om mirakler, han udvirkede, og hans ry som en hellig mand lod sig ikke undertrykke.
Han døde ca. 1566 i klostret i Tarecuato i bispedømmet Zamora, hvis gardian (leder) han da var. Hans relikvier holdtes siden højt i ære af den lokale indianerbefolkning, der vidste, at han var deres sande ven, og som stadig i folkelige former fejrer hans årlige festdag. Hans legemlige rester eksisterer ikke længere. En mexicansk tradition lader Jakob den danske være kongesøn. Det måtte i givet fald være en ukendt søn af kong Hans og dronning Christine. Visse andre kilder støtter denne tradition, der også ligger til grund for Henrik Stangerups roman "Broder Jakob" (Kbh. 1991).
Jørgen Nybo Rasmussen: Broder Jakob den Danske, kong Christian II.s yngre broder, Odense 1986.
JAKOB DEN YNGRE
apostel. Død i Jerusalem år 62 (?). Festdag 3. maj sammen med apostlen Filip. Jakob, Alfæus' søn, er optaget i listen over Kristi tolv apostle i evangelierne. Undertiden siges han at være den samme som Jakob "Herrens bror", der omtales adskillige gange i Det Ny Testamente. Hvis denne identifikation er rigtig (derom hersker der megen tvivl), skulle det være Jakob den Yngre, som ledede den kristne menighed i Jerusalem og dér led martyrdøden. Den samtidige jødiske historiker Josefus fortæller, at biskop Jakob blev stenet til døde. Et århundrede senere beretter en konverteret jøde, Hegesippus, at Jakob først blev ført op på templets tinde og indtrængende bedt om at opfordre de forsamlede folk til ikke at tro på Kristus. Han gjorde det modsatte og blev derpå kastet ned fra templets tinde, stenet og slået til døde, som han lå dér. Jakobs Brev i Det Ny Testamente tillægges i almindelighed Jakob, Herrens bror.
JAKOB DEN ÆLDRE
apostel. Død i Jerusalem år 44. Festdag 25. juli. Han var bror til apostlen Johannes, som han havde fiskerbåd sammen med, og kaldes "den Ældre" til forskel fra den anden apostel Jakob "den Yngre". Sammen med Peter og Johannes blev han udvalgt af Kristus til at være vidne til hans forklarelse og til hans dødsangst i Getsemane have (Matt 17,1-9; 26,36-46), og ligesom disse to havde han en vis forrang blandt de tolv. Han var den første af apostlene, der led martyrdøden, idet han blev halshugget med sværd på kong Herodes Agrippa I's ordre for at tækkes de jødiske modstandere af kristendommen (ApG 12,1-2). En tidlig beretning fortæller, at den, der anklagede ham, pludselig angrede, erklærede sig som kristen og blev halshugget sammen med ham. Ifølge spansk tradition rejste Skt. Jakob til Spanien og prædikede evangeliet dér. Beretningen stammer først fra 7. århundrede, og sandsynligheden taler så vægtigt imod, at den nu uden for Spanien afvises helt. Det blev endvidere hævdet, at Skt. Jakobs legeme efter hans martyrium blev bragt fra Jerusalem til Spanien. I den senere middelalder var hans relikvieskrin i Santiago de Compostela et af de største valfartssteder i kristenheden (se Birgitta), og det er stadig meget besøgt. Der er imidlertid ingen som helst sandsynlighed for ægtheden af de relikvier, der blev fundet i Galicien tidligt i det 9. århundrede, og som hævdedes at være apostlen Jakobs. Jakob bliver ofte fremstillet i kunsten som en pilgrim med en muslingeskal.
JANUARIUS
biskop og martyr. Død 305 (?). Festdag 19. september. Efter traditionen var Januarius (Gennaro) biskop af Benevento og led martyrdøden sammen med seks lidelsesfæller i Pozzuoli, men nøjagtigt er han ikke blevet identificeret. I katedralen i Neapel er der bevaret et lille glas med noget, som siges at være størknet blod fra Skt. Januarius. Denne relikvie vises frem tre gange om året, når substansen på forskellige tidspunkter bliver flydende. Dette fænomen er blevet omhyggeligt undersøgt og synes utvivlsomt at finde sted. Tildragelsen er der blevet berettet om i de sidste 500 år, men der er ingen kendt omtale af det formodede blodrelikvie før 1389, over tusind år efter det formodede tidspunkt for Januarius' død.
Et lignende fænomen tillægges blodrelikvier fra andre martyrer andre stedet. De findes næsten alle i Syditalien, og nogle af relikvierne er klart forfalskede, f. eks. dem af Johannes Døberen og Stefanus. På den anden side er fænomenet blevet iagttaget fra tid til anden i de autentiske blodrelikvier af Skt. Bernardin Realino i 200 år efter hans død i 1616. Han var jesuit, og hele hans lange tjeneste fandt sted i Neapel og i Lecca i Apulien (kanoniseret 1947, festdag 3. juli).
JEAN DE BREBEUF
jesuit, martyr. Født 1593 i Normandiet. Død 16. marts 1649 i Canada. Kanoniseret 1930. Festdag 19. oktober. Han var blandt de tre første jesuitter, der i 1625 blev sendt fra Frankrig til Canada, og den første til at forkynde evangeliet blandt Huron indianerne, omend uden umiddelbar succes. Hans anden missionsperiode begyndte i 1633 og varede i 15 år under ugunstige og hårde betingelser, men netop som man begyndte at gøre indtryk på huronerne, begyndte irokeserne at optrappe deres plyndringstogter. Skt. Jean de Brébeuf og Skt. Gabriel Lalement blev taget til fange, og i landsbyen Saint-Ignace i Ontario blev de underkastet nogle af de værste lidelser, der kendes fra beretninger om martyrer og umenneskelig grusomhed. Brébeuf, der var en stærk mand og meget udholdende, overlevede kun få timer. Lalement, der var sart og nervøs, udholdt sine lidelser hele natten, før også han døde. (Se Isaak Jogues)
JEANNE D'ARC
Jomfruen af Orléans. Født i Domrémy ca. 1412. Død i Rouen 1431. Kanoniseret 1920. Festdag 30. maj. Jeanne la Pucelle, pigen Jeanne, kaldet Jeanne d'Arc, var analfabet, men en meget intelligent bondepige fra Champagne. Tronfølgeren Karl af Frankrig var i krig med de samlede styrker fra England og Burgund, og fra omkring trettenårs alderen oplevede Jeanne indre åbenbaringer, hendes "stemmer", der tilskyndede hende til at frelse Frankrig fra dets angribere. Tidligt i 1429 opnåede hun en audiens hos tronfølgeren, som hun vandt for sin plan. Efter at kirkens mænd indgående havde undersøgt sagen, blev hun udstyret med en rustning og et følge og sluttede sig til hæren ved Blois. Ti dage senere slog den englænderne, der havde belejret Orléans. Det efterfulgtes af en anden sejr ved Patay; Troyes overgav sig, og Jeanne overtalte tronfølgeren til at lade sig krone i Reims som kong Karl VII. Virkningen af denne triumf for Jeanne d'Arcs moralske lederskab var enorm; men franskmændene udnyttede ikke deres fordel. I 1430 drog Jeanne derfor på egen hånd afsted for at undsætte den belejrede by Compiègne. Dér fangede burgunderne hende, da hun ledede et udfald, og solgte hende til englænderne. Kong Karl overlod hende til hendes skæbne.
Efter ni måneders brutalt fangenskab blev Jeanne stillet for biskoppen af Beauvais, Peter Cauchons kirkelige domstol under anklage for hekseri og kætteri. Femten gange kom hun for retten og modstod sine lærde anklagere, frygtløst, med godt humør og medfødt dristighed. Altid afslog hun at svigte sin samvittighed, sine "stemmer" fra himlen. Hun blev fundet skyldig, og universitetet i Paris stadfæstede dommen. En kort tid vaklede Jeanne ved udsigten til en truende og frygtelig død, men så stod hun fast igen. Hun blev overgivet til de civile myndigheder og brændt på torvet i Rouen. Hun var endnu ikke 20 år gammel.
Skt. Jeanne d'Arc blev dømt af en domstol af Kirkens folk, der uden skrupler tjente deres engelske herrers politiske planer. For at styrke sin egen position tog kong Karl VII to gange skridt til at få omstødt dommen; men det var pave Callistus III, som nedsatte en kommission, der i 1456 erklærede, at domfældelsen var kommet i stand ved list og bedrag, og som fuldstændig rehabiliterede den domfældtes eftermæle. Fire og et halvt århundrede senere blev Jeanne kanoniseret, ikke for sin patriotisme eller militære indsats, men på grund af hendes høje moral og hendes troskab mod Guds nådes tilskyndelse.
Vita Sackville-West: Jeanne d'Arc, Kbh. 1985.
JOAKIM OG ANNA
Festdag 26. juli. Intet er kendt om Jomfru Marias forældre. Traditionelt kaldes de med disse navne, som stammer fra et tidligt apokryft skrift, kaldet Jakobs Protoevangelium, som foregiver at berette om Marias komme til verden (og andre begivenheder i forbindelse hermed). Denne historie har stor lighed med den bibelske fortælling (1. Samuels Bog kap. 1) om den barnløse Hanna, der undfangede Samuel. (Ann, Anna er det samme navn som Hanna).
JOHANNE FRANCISKA CHANTAL
ordensstifter. Født i Dijon 1572. Død i Moulins 1641. Kanoniseret 1767. Festdag 12. december. Jeanne-Françoise Frémyot ægtede som tyveårig baron Christophe de Rabutin-Chantal. Ægteskabet var meget lykkeligt, men efter kun otte år blev Johanne Franciska enke med fire børn. I nogle år var hun tvunget til at leve hos sin svigerfar, der behandlede hende ydmygende, men i 1604 mødte hun Skt. Frans af Sales, der indvilgede i at være hendes åndelige vejleder. Der fulgte nu et venskab mellem dem, som er et af de mest fuldkomne i helgenernes historie. I 1607 åbenbarede Frans sin plan om en ny religiøs orden for kvinder, og hun gik ind i et samarbejde. I 1610, efter en melodramatisk episode med hendes eneste søn Celse-Bénigne (der blev far til Mme de Sévigné), tog hun ledelsen af det første ordenskonvent i Annecy i Savoien. I begyndelsen var det let nok at styre aspiranterne, der indtrådte i ordenen; men senere, da døtre fra adelsfamilier indtrådte, blev Mme de Chantals dygtighed og takt virkelig sat på prøve; mange af dem var overforfinede, nærtagne og ignorante. Besøgelsesordenen blev bestemt for enlige kvinder og enker, som på grund af deres alder eller af andre grunde ikke var egnede til andre ordenssamfunds strengere liv, og det vakte megen kedelig kritik. Skt. Johanne Franciska var fuldt ud i stand til at klare dette og gik videre med at grundlægge flere klostre. Før hendes død var der over 80 huse i Besøgelsesordenen. Hun forenede et dybt religiøst liv med stor administrativ dygtighed og karakterstyrke. Frans af Sales døde i 1622, og hendes søn blev dræbt i kampen mod englænderne fem år senere. Men hun kom sig over disse og andre tab såvel som over sine religiøse prøvelser og var aktiv til det sidste. Hendes egen død indtraf, da hun var på vej hjem fra et besøg hos Anna af Østrig i Paris. Skt. Vincent af Paul, der kendte hende personligt og godt, sagde om Johanne Franciska Chantal: hun var "et af de helligste mennesker, jeg nogensinde har mødt på denne jord".
JOHANNES
apostel og evangelist, kaldet "Den Guddommelige", dvs. teolog. Død i Efesos (?) ca. 100. Festdag 27. december. Han var fisker fra Galilæa, og han og hans bror Jakob den Ældre, sønner af Zebedæus, fik, medens de bødede deres garn, kaldet til at følge Jesus Kristus (Mark 1, 19-20). Brødrene var nok af temperament letbevægelige og opfarende (Mark 10, 35-41; Luk 9, 54-56). Jesus gav dem tilnavnet "Tordensønnerne". På den anden side valgte han dem til, sammen med Peter, at være med sig ved betydningsfulde lejligheder: hans forklarelse og hans kamp i Getsemane. Endvidere har traditionen altid identificeret Johannes med den ubenævnte "discipel, som Jesus elskede", der lå op til Herrens bryst ved den sidste Nadver; ham som Jesus på korset betroede sin mor; han som løb foran Peter til graven opstandelsesmorgenen, og som troede, da han så den tom; han, som først genkendte den opstandne Herre ved Tiberias Sø. I Apostlenes Gerninger optræder Johannes igen sammen med Peter ved helbredelsen af den lamme mand ved den skønne tempelport; han deler hans fangenskab og drager sammen med ham til de omvendte i Samaria. Paulus kalder Johannes sammen med Peter og Jakob for søjler i Kirken i Jerusalem (Gal 2,9).
I sine senere år var Johannes i landflygtighed på øen Patmos, "fordi jeg havde prædiket Guds ord og båret vidnesbyrd om Jesus" (Åb 1,9). Johannes siges at have tilbragt sine sidste år i Efesos og at være død dér i høj alderdom. Skt. Hieronymus skrev, at Johannes, da han var for gammel til at prædike, ganske enkelt plejede at sige til de forsamlede folk: "Elsk hinanden. Det er Herrens befaling; og hvis I adlyder den, er det i sig selv nok". Historien om, at han kom til Rom og dér uskadt slap ud af en stor kedel med brændende olie er apokryf. Apostlen Johannes' fest "i den latinske port" (6. maj), som senere blev sat i forbindelse med denne begivenhed, blev udeladt i den officielle romerske kalender 1960.
Det fjerde evangelium, tre bibelske breve og Åbenbaringens Bog (Apokalypsen) bærer efter traditionen Skt. Johannes' navn som forfatter. I moderne tid er forfatterskabet og den historiske værdi af disse værker gjort til genstand for alvorlige overvejelser blandt bibeleksperterne; nogle af dem mener ikke, man kan vide, hvem der skrev dem. Men den traditionelle opfattelse, som tillægger ham forfatterskabet, er på ingen måde afskrevet. Johannes' symbol i kunsten er en ørn.
JOHANNES I
pave og martyr. Død 526. Festdag 19. maj. Han var først ærkediakon i Rom; en ven og fortrolig af Boethius. 523 blev han valgt til biskop af Rom efter Hormisdas, til trods for sin alder og svigtende helbred. En konflikt med den arianske kejser Theodoric bragte ham i fængsel i Ravenna, hvor han kort efter døde. Han indførte den alexandrinske fastsættelse af påskehøjtiden i Vestkirkens kalender.
JOHANNES BOSCO
ordensstifter. Født i Piedmont 1815. Død i Turin 1888. Kanoniseret 1934. Festdag 31. januar. Don Bosco var opvokset i en bondefamilie, opdraget af sin mor, som var enke. Tidligt blev han tiltrukket af arbejdet blandt drenge og unge mænd, et arbejde han begyndte straks efter sin præstevielse i 1841. Han slog sig ned i Valdocco, en forstad til Turin, hvor han en tid havde hundreder af unge, som kom i hans kapel og aftenskole. Med sin mor som husholderske åbnede han et pensionat for lærlinge, senere oprettedes værksteder til oplæring af skræddere, skomagere og andre håndværkere. Denne virksomhed voksede og førte i 1854 til grundlæggelse af en kongregation, der kunne fortsætte arbejdet. Don Bosco nærede stor beundring for Frans af Sales' spiritualitet, og han kaldte sine medarbejdere for salesianere. Fra Turin er de blevet spredt over hele jorden. Deres huse rummer almindelige skoler på alle trin, landbrugs- og håndværksskoler og desuden hospitaler og missionsvirksomhed i andre verdensdele. Heller ikke pigernes behov blev overset. I 1872 stiftede Don Bosco sammen med en bondekone fra omegnen af Genua, Skt. Maria Mazzarello (død 1881, kanoniseret 1951, festdag 14. maj) en ny kongregation for lignende arbejde blandt piger; han kaldte dem Mariadøtre, De Kristnes Hjælp, og de fik også omgående succes.
Don Bosco, der engang skrev, at han ikke huskede nogensinde virkelig at have straffet en dreng (skønt nogle af hans protegéer var det, der nu kaldes ungdomsforbrydere), var en fremtrædende skikkelse i den opblomstring af heroisk hellighed, som fandt sted i Norditalien i 19. århundrede. Hans arbejde var forbundet med mange vanskeligheder, nogle af dem helt grundløst forvoldt af både antiklerikale civile autoriteter og kirkemænd, som ikke havde sympati for ham. Hvad han udrettede, er en hel katalog over hans liv og karakter. Hans enestående evne til at omgås drenge var delvis medfødt, delvis resultatet af erfaringer. Han hævdede, at han ikke havde noget undervisningssystem, idet han lagde vægt på, at hans metoder var forebyggende fremfor tvang. Han søgte at gøre tingene tiltrækkende, hvad enten det var skolefag eller religiøs praksis, og i adskillige henseender var han en strålende fornyer. Et stort antal tilsyneladende mirakuløse begivenheder - f. eks. mangfoldiggørelse af føde - fortælles om Don Bosco, nogle af dem meget veldokumenterede. "Gud skal nok hjælpe os", gentog han, og hans tro var ikke forgæves. Han var en virkningsfuld prædikant, rolig og behersket i sit væsen, men hans skrifter var få. Blandt dem er biografier af Skt. Joseph Cafasso (død 1860, kanoniseret 1947, festdag 23. juni) og Skt. Dominic Savio (død 1857, kanoniseret 1954, festdag 9. marts). Don Cafasso, en præst i Turin, var Don Boscos lærer, rådgiver og religiøse vejleder i over tyve år og havde en afgørende indflydelse på hans liv såvel som på mange unge præsters, som han underviste i Skt. Frans' Institut i Turin. Dominic Savio var en af de elever, som Don Bosco håbede at oplære til medarbejder i sit arbejde; men drengen døde kun 15 år gammel. Ingen nærede tvivl om hans ualmindelige godhed, men kanonisationen af en så usædvanlig ung mand var ikke uproblematisk; bortset fra unge martyrer synes tilfældet at være enestående.
Johannes Jørgensen: Don Bosco, Kbh. 1929.
JOHANNES AF CAPESTRANO
missionær. Født i Capestrano 1386. Død i Villach 1456. Kanoniseret 1724. Festdag 23. oktober. Skønt han var guvernør i Perugia og gift, følte Johannes sig i en alder af 30 kaldet til at blive franciskanerbroder; det blev han efter først at være løst fra sine ægteskabsløfter. I 30 år efter sin ordination i 1420 var han missionsprædikant med stort held op igennem hele Italien. Han spillede en indflydelsesrig rolle i anstrengelserne for at hele spaltningerne i franciskanerordenen, og han blev sendt på mission i udlandet af paverne. I 1451 blev han sendt ud for at tage sig af hussitterne i Østrigs egne, hvor hans fremgangsmåde mod dem, der var genstridige, vakte senere tiders misbilligelse. Til sidst blev Johannes kaldet til at prædike korstog mod tyrkerne, der i 1453 havde indtaget Konstantinopel. Han ledsagede den ungarske general Hunyadi i felten, og hans nærværelse gav tropperne mod i den store sejr ved Belgrad i 1456. Inden for få måneder døde både han og Hunyadi af pest.
Skt. Johannes af Capestrano arbejdede i Italien i nær kontakt med Skt. Bernardin af Siena og også med Skt. Jacob af Ancona (død 1476, kanoniseret 1726, festdag 28. november), en anden missionspræst. Også han forenede medlidenhed med de fattige og modarbejdede med den største strenghed dem, som han anså for skyldige i vildfarelse.
JOHANNES CHRYSOSTOMUS
biskop, kirkefader og -lærer. Født i Antiokia ca. 347. Død på Comana i Pontus 407. Festdag 13. september. Johannes Chrysostomus ("Gyldenmund") var eneste søn af en general i den kejserlige hær og blev opdraget som kristen af sin mor, der var enke, skønt han ikke blev døbt før som voksen. Det var meningen, at han skulle studere jura, og han studerede under den berømte hedenske taler Libanius. Men efter at have levet som asket i bjergene i nogle år sluttede Johannes sig i 381 til præsteskabet i Antiokia. Her vandt han stadig voksende berømmelse som prædikant gennem tolv år, og i 398 blev han valgt til ærkebiskop af Konstantinopel. Chrysostomus var en helhjertet reformator, meget åbenhjertig og temmelig taktløs, og han fik hurtigt fjender fra to sider, der forenede sig imod ham. Hans angreb på misbrug af rigdom og andre synder bragte ham i modsætningsforhold til de rige og mægtige, i særdeleshed til den ondskabsfulde Eudoxia, kejser Arcadius' hustru; og ærkebiskoppen af Alexandria, Theophilus, havde kirkelige og personlige grunde til at modsætte sig ham. I 403 bragte Theophilus' intriger et møde i stand mellem de fjendtlige ægyptiske og syriske biskopper ved stedet "Egen" uden for Konstantinopel. De behandlede en række - nærmest ligegyldige - anklager mod Johannes og erklærede ham for afsat fra sit embede. Kejseren sendte ham i eksil, blot for straks at kalde ham tilbage igen; men mindre end et år senere sørgede hans fjender for, at han blev endelig forvist til Cucusus i Armenien. Chrysostomus' breve fortæller os meget om tre strenge år dér, i hvilken tid de, der støttede ham, forgæves arbejdede for hans sag. Af sikkerhedshensyn blev der i sommeren 407 givet ordre til, at han skulle flyttes længere bort, til Pityus i Iberien; han døde af udmattelse på vejen.
Skt. Johannes Chrysostomus æres som en af de fire store græske kirkefædre og frem for alt som prædikant. I hans prædikener udlægger han Gamle og Ny Testamentes bøger, især Pauli breve, og der er mange prædikener til særlige lejligheder, f. eks. lovtaler over martyrer og den berømte skriftserie "om statuer", fremkaldt af farlige optøjer i Antiokia. Chrysostomus' prædikener er meget veltalende og lange, men konkrete og helt igennem praktiske. Det var hans agt at udlægge Bibelen på en sådan måde, at hans tilhørere, almindelige mennesker, kunne kende og forstå dens belæring og praktiske anvendelse. I sine moralske formaninger appellerer han, truer, sympatiserer, karikerer og behandler konkrete emner og eksempler frem for ligegyldige abstraktioner; afsnit efter afsnit i hans prædikener og breve er lige så relevante for det 20. som for det 5. århundrede. I en analyse af hans karakter udtalte kardinal Newman, at det tiltrækkende ved Chrysostomus lå i hans "dybe sympati og medlidenhed med hele verden, ikke blot i dens kraft, men også i dens svaghed; med åbent blik betragter han alt, hvad han støder på".
JOHANNES AF DAMASKUS
kirkefader og -lærer, salmedigter. Født i Damaskus ca. 675. Død nær Jerusalem ca. 749. Festdag 4. december. Denne sidste af de græske kirkefædre var søn af en indflydelsesrig kristen embedsmand ved kaliffen Abdul Maleks hof i Damaskus. Han siges at være opdraget af en græsk munk fra Calabrien, som muslimerne havde taget til fange. Johannes, også kaldet Mansur, efterfulgte faderen i hans stilling og varetog den i nogle år. Da kejser Leo III beordrede ødelæggelse af hellige billeder, kunne Johannes, under beskyttelse af den muslimske arabiske regent, i skrift og tale tage billederne i forsvar uden at blive straffet og med stor virkning. Det var sandsynligvis før dette, at Johannes blev munk og præst i klostret Mar Saba i den vilde bjergegn mellem Jerusalem og Dødehavet; der levede han indtil sin død. De vigtigste skrifter af Johannes af Damaskus er "Kundskabs Kilde", hvis tredje del "Den rette tro" er den mest omfattende fremstilling af den kristne tro, som er givet af de græske kirkefædre; den blev meget brugt og øvede stor indflydelse på Vesten i middelalderen. Tre af hans prædikener handler om Jomfru Marias legemlige optagelse i himlen efter hendes bortgang. Hans salmer synges endnu i den græske liturgi, selv om det antal, der tilskrives ham, uden tvivl er blevet overdrevet. I 1890 erklærede pave Leo XIII Skt. Johannes af Damaskus for kirkelærer.
JOHANNES DØBER
Død ca. år 29. Festdag 24. juni. Forløber og herold for Jesus Kristus. Om ham sagde Kristus selv: "Blandt kvindefødte er der ingen større profet" (Luk 7,28). Johannes' forældre var Zakarias, præst i Jerusalem, og Elisabeth, en slægtning til Jomfru Maria. Hans fødsel i deres høje alderdom blev forudsagt af en engel under særlige omstændigheder (Luk 1,5-23). Ca. år 27 trådte Johannes frem som vandreprædikant og forkyndte: "Omvend jer, for Guds Rige er kommet nær!" Og de, der bekendte deres synder, døbte han i Jordans vand. Han vandt sig mange tilhængere, herunder adskillige, som skulle blive udvalgt til at være Kristi apostle, og Jesus kom selv for at blive døbt af ham. Derefter udpegede Johannes Jesus som "Guds lam, der borttager verdens synd" (Joh 1,29-36). Snart derefter blev Johannes kastet i fængsel: han havde irettesat Herodes Antipas for at tage Herodias, sin halvbrors hustru, til ægte. Fra fængslet var han i stand til at følge Jesu offentlige virksomhed, og han sendte bud for at stille ham spørgsmål (Luk 7,19-29). Men Herodes lovede i et øjebliks dårskab at give Herodias' datter Salome hvad som helst hun måtte ønske; og Herodias sagde til pigen, at hun skulle bede om Johannes Døbers hoved. Det blev givet hende (Matt 14,1-12). Således blev, som Skt. Augustin siger, en ed, der rask var givet, overholdt med en forbrydelse. Det er meget muligt, at Johannes tilbragte nogen tid i det samfund, hvis dokumenter og bygninger siden 1947 er blevet fundet i Qumran, nær Det Døde Hav. Modsat almindelig sædvane holdes Johannes Døbers festdag på hans fødselsdag (24. juni). Desuden fejres hans lidelse og død ved halshugning den 29. august.
JOHANNES EUDES
ordensstifter. Født i Ri i Normandiet 1601. Død i Caen 1680. Kanoniseret 1925. Festdag 19. august. I 20 år var Johannes Eudes præst i det franske oratorianersamfund og udmærkede sig som missionær og ved sit arbejde for de syge under to epidemier. I 1643 forlod han Oratoriet og grundlagde en kongregation af præster ("Eudisterne") til at drive seminarier; den blev reetableret efter Den franske Revolution. Han havde allerede organiseret en gruppe nonner af Besøgelsesordenen til at tage sig af kvinder, der skulle resocialiseres efter et umoralsk liv, og fra denne gruppe udviklede sig Søster-Kongregationen af Vor Frue for Kærlighed og Tilflugt. Det var Eudes, der tog de første skridt til, at Jesu Hjerte-andagten som udtryk for Jesu kærlighed vandt almindelig udbredelse i den romersk-katolske Kirke.
JOHANNES AF GUD
ordensstifter. Født i Portugal 1495. Død i Granada 1550. Kanoniseret 1690. Festdag 8. marts. Han levede et udsvævende liv som soldat og som tjener på et gods i Spanien, men angrede det, da han var omkring fyrre år. Hans omvendelse gav sig så ekstreme udslag, at han blev indespærret en tid som sindssyg. I 1539 besluttede han at hellige sig de syge og nødlidende, medens han tjente til livets ophold som sælger af træ. Med hjælp fra ærkebiskoppen af Granada lejede han et hus, og i ti år gav han husly og omsorg til nødlidende, prostituerede og vagabonder ikke undtaget, og for denne hjælp blev han undertiden kritiseret. Men han fik støtte af mere oplyste folk og blev højt agtet i Granada for sin fordringsløse karakter og opofrende gerning. Det var først efter Johannes' død, at hans disciple blev organiseret i en hospitalsorden, Johannes af Guds brødre, hvis virke spredtes vidt og bredt. Han er skytshelgen for sygeplejersker og syge.
Wilhelm Hünermann: Tiggeren fra Granada. En levnedsbeskrivelse af den hellige Johannes af Gud, Kbh. 1952.
JOHANNES AF KENTY
præst. Født nær Oswiecim 1390. Død i Krakow 1473. Kanoniseret 1767. Festdag 23. december. Denne helgen, der undertiden kaldes Johannes Cantius, er særlig æret i sit hjemland Polen. I en periode var han sognepræst - tvunget dertil, siges det, på grund af akademisk misundelse - men ellers synes han at have levet sit liv som lærer ved universitet i Krakow, til sidst som professor i Den Hellige Skrift. Han understregede over for sine studenter nødvendigheden af at vise selvbeherskelse og god opførsel i kontroverser, og han var kendt for sin grænseløse godgørenhed mod de fattige i byen.
JOHANNES AF KORSET
mystiker, teolog og digter. Født nær Avila 1542. Død i Ubeda 14. december 1591. Kanoniseret 1726. Festdag 14. december. Johannes af Yepes, en spanier af god familie i beskedne kår, var karmelitbroder. Han kom til at kende Skt. Teresa af Avila, og i 1568 sluttede han sig til det første af mandsordenens reformerede huse, i Duruelo. Han arbejdede ihærdigt for at sprede reformen, og i 1577 blev han sat i fængsel i Toledo efter ordre fra karmeliternes generalprior. Han blev udsat for den mest brutale og nedværdigende behandling. Det var da, han skrev sine første digte. Efter ni måneder undslap han og blev udpeget til forskellige hverv blandt de reformerede brødre og blev ved med at skrive. Da der opstod uenighed i den reformerede ordensgren, støttede Johannes den moderate fløj. Da de yderliggående vandt magten, blev han sat fra bestillingen og sendt til et fjernt kommunitet i La Penuela. Han blev syg og flyttet til Ubeda, hvor han igen blev behandlet umenneskeligt indtil tre måneder før sin død. Først efter sin død blev Johannes af Korset behørigt anerkendt som medstifter af de reformerede (barfods) karmeliter; han er en af de mest tiltrækkende kristne mystikere.
Johannes af Korset skrev om de guddommelige ting ud fra sine egne erfaringers dyb og med en litterær skønhed, som er helt hans egen. Hans hovedværker er tre digte med tilhørende kommentarer: "Sjælens mørke nat", "Den åndelige salme" og "Kærlighedens levende flamme" med endnu en kommentar til det første af dem: "Bestigningen af Karmels bjerg". Alle hans skrifter er blevet oversat til mange sprog. De har haft ikke så lidt tiltrækning selv på dem, der ikke bekender sig til kristendommen. Johannes af Korset blev erklæret for kirkelærer af pave Pius XI i 1926.
Johannes av Korset: Bestigningen av berget Karmel, Tågarp 1978; Johannes av Korset: Själens dunkla natt, Tågarp 1972; J. Theeuwes: Johannes av Korset. Mystiker - diktare - reformator. Stockholm 1972.
JOHANNES LEONARDI
- se Cajetan.
JOHANNES AF NEPOMUK
martyr. Født i Nepomuk i Bøhmen ca. 1345. Død i Prag 20. marts 1393. Kanoniseret 1729. Festdag 16. maj. Denne præst var kannik i Prag, og det siges almindeligvis, at han blev myrdet efter ordre fra kong Wenceslas IV, fordi han afslog at røbe, hvad kongens hustru havde sagt i skriftemål. Tidligere vidnesbyrd viser, at mordet i virkeligheden fandt sted som led i en række voldsomme konflikter mellem Wenceslas og ærkebiskoppen af Prag; Johannes af Nepomuk støttede sin ærkebiskop og blev derfor genstand for kongens fjendskab. Han blev, bundet og kneblet, kastet i floden Vltava. At skriftemålshistorien er forkert, blev officielt erkendt i Rom 1961.
JOHANNES BAPTIST DE LA SALLE
pædagog og ordensstifter. Født i Reims 1651. Død i Rouen 1719. Kanoniseret 1900. Festdag 7. april. Han fik et kannikembede i Reims 11 år førend han blev ordineret til præst i 1678, men gav afkald på et sorgløst liv for at hellige sig opdragelsen af fattige folks sønner. Efter en mislykket begyndelse indså han, at det første problem var at skaffe lærere. Han opgav sit kannikembede og sin personlige formue og tog fat på at uddanne en gruppe unge mænd, de første Skolebrødre. Det blev definitivt besluttet, at de alle skulle være lægbrødre og ikke præster. Dette arbejde skred frem i takt med åbning af skoler. La Salle overtog en friskole i Paris i 1688, hvor han også begyndte at holde søndagsskole, og han blev senere indbudt af den landflygtige kong Jakob II af England til at sørge for opdragelsen af adelssønner i hans følge; i 1700 åbnede brødrene en skole i Rom. Den nye kongregations fremgang og vækst fremkaldte voldsom modstand fra professionelle skolelærere og andre, og i 1702 afslog ærkebiskoppen af Paris at anerkende La Salle som dens leder, men han blev ikke egentlig afsat. Kongregationen fortsatte med at udvide sin virksomhed, og i dag tæller den over 17.000 brødre i alle dele af verden. Dens institutioner rækker lige fra grundskolen til lærerseminarier og universitetskollegier.
Johannes Baptist de la Salle var den første til at oprette seminarier for egentlig læreruddannelse, og han søgte at inspirere sine lærere med en fars kærlighed til deres elever, rede til at ofre al deres tid og alle deres kræfter på dem såvel for at frelse dem fra det onde som for at fordrive deres uvidenhed. Den slags lærere fandtes ikke for de fattige. Hans opdragelsessystem, der er beskrevet i bogen "Om at drive kristne skoler" var en milepæl i skolens undervisning af de unge, med dens brug af "simultanmetoden" (klasseundervisning) og undervisning på modersmålet frem for på latin. La Salle, som havde studeret ved Saint-Sulpice under Louis Tronson, skrev også adskillige værdifulde bøger om bøn og meditation.
JOHANNES BAPTIST VIANNEY
sognepræsten i Ars. Født i Dardilly nær Lyon 1786. Død i Ars 1859. Kanoniseret 1925. Festdag 4. august. Johannes Vianney var bondesøn. Hans præstestudium varede fra 1806 til 1815, afbrudt i 14 måneder, da han var skjult for at undgå militærtjeneste. Hans fremskridt i studiet var meget langsomme og ikke lovende, og langt om længe blev han viet til præst mere på grund af sin fromhed og gode vilje end på grund af andre kvalifikationer. I 1818 blev han sendt som sognepræst til Ars-en-Dombes, en ensom og forsømt landsby. Han blev der i 40 år indtil sin død og ofrede sig helt og fuldt for sine sognebørn og deres behov. Men ikke for dem alene. Han blev kendt som præst og skriftefar; forunderlige historier hørtes om denne landsbypræsts evner og kraft, og den isolerede landsby blev et valfartssted. Titusinder kom dertil fra Frankrig og udlandet, og år efter år måtte Vianney tilbringe op til 18 timer daglig i skriftestolen. Nogle af hans præstekolleger så skævt til ham; han var, sagde de, overdrevent nidkær, uvidende, en charlatan, endog mentalt forstyrret. Deres biskop, Mgr. Devie, svarede dem: "Jeg kunne ønske, mine herrer, at alle mine præster var ramt af den samme galskab".
Især i sine tidligste embedsår var pastor Vianney meget streng og "puritansk"; men hans strenghed på prædikestolen opvejedes af hans helt ualmindelige indsigt og magt til at omvende mennesker i skriftestolen. De klareste vidnesbyrd om hans usædvanlige evner viste sig i forholdet til hans skriftebørn, f. eks. hans viden om, hvad der skete andre steder eller i fremtiden. På den anden side var de manifestationer, som han selv betragtede som angreb af Satan i egen person, et vanskeligt problem. Skt. Johannes Vianneys egen uskyldige enfold viste sig i alt, hvad han gjorde. Sagt i korthed: han gav kernefuld vejledning til dem, der søgte hans råd; han bekæmpede overdreven fromhed; han prædikede meget ligefremt: "Der var ingen affekterede gebærder, ingen "oh" og "ah" ved ham; når han blev dybest bevæget, smilede han bare - eller græd". Pilgrimmenes vrimmel, det evindelige krav til hans energi, embedspligterne, strengheden i hans egen livsførelse sled ham lidt efter lidt op. I det mindste 3 gange forlod han Ars i den hensigt at skjule sig i et kloster; hver gang fik man ham til at vende tilbage, og han døde, mens han endnu passede sin gerning. I 1929 udpegede pave Pius XI Johannes Vianney til skytshelgen for sognepræster.
Cay Benzon: Sognepræsten i Ars, Kbh. 1927.
JOHN FISHER
biskop og martyr. Født i Beverley 1469. Død i London 1535. Kanoniseret 1935. Festdag 22. juni sammen med Thomas More. John Fisher var lige udmærket som humanistisk lærd, som den, der fremmede den sunde lære, og som samvittighedsfuld biskop. Hans far var manufakturhandler i Yorkshire, og John blev undervist på Michaelhouse i Cambridge, hvor han blev forstander på kollegiet og i 1501 prorektor for universitetet. Han havde nær kontakt med Lady Margaret Beauforts velgørenhedsarbejde i Cambridge, og selv stiftede han legater, sørgede for græsk og hebraisk i studieordningen og ansatte Erasmus som professor i teologi og græsk. I 1504 blev Fisher rektor i Cambridge og biskop af Rochester, og han helligede sig lige så vel sit bispedømmes som sit universitets anliggender. Han erkendte fuldt ud det brændende behov for stadige reformer inden for Kirken, gældende alle, lige fra paver og biskopper til menighederne og den enkelte katolik, men var en modstander af de lutherske reformideer og skrev imod dem, alt imens han foretrak bøn og eksemplets magt frem for kontroverser.
Fra 1527 fastholdt han energisk gyldigheden af Katarina af Aragons ægteskab med Henrik VIII og blev som følge heraf mødt med kongens krav på at være overhoved for Church of England. Ulig de andre engelske biskopper afslog Fisher at aflægge ed på den tronfølgelov, som gav Elizabeth I arveret, med den begrundelse, at hun var datter af kongens 2. ugyldige ægteskab, og at hendes arveret derfor betød et brud med paven: "Ikke at jeg fordømmer noget andet menneskes samvittighed", skrev han, "deres samvittighed må frelse dem, og min må frelse mig". I april 1534 blev han fængslet i Tower, og medens han sad dér, udnævnte pave Paul III ham til kardinal. Kong Henrik blev rasende, og inden en måned blev Fisher stillet for en domstol i Westminster Hall, anklaget for forræderi, fordi han havde benægtet kongens overherredømme over Kirken; han blev fundet skyldig og dømt til døden. Han havde haft dårligt helbred i nogen tid og var så svag, at han måtte bæres til henrettelsesstedet på Tower Hill. Medens han ventede ved porten til Tower, åbnede han sit Ny Testamente for sidste gang og hans øjne faldt på Skt. Johannes' ord i hans evangelium kap. 17, 3-5. "Der er belæring nok deri", bemærkede han, "til resten af mit liv". En halv time senere blev han halshugget. Hans ven Thomas More skrev om ham: "Jeg finder ikke nogen i dette rige, som kan måle sig og sammenlignes med ham i visdom, lærdom og længe prøvet dyd".
JON ÃGMUNDARSON FRA HOLAR
islandsk bekender, biskop. Født 1052. Bispeviet i Lund 29. april 1106. Død i Holar 23. april 1121. Skrinlæggelse 3. marts 1200. Han blev født på sydlandet og nedstammede på mødrene side fra de sydlandske høvdingeslægter. Han blev sat i skole hos biskop Isleif i Skalholt. Efter sin diakonvielse foretog han en pilgrims- og studierejse til Rom, hvor han blev i nogen tid. På tilbagerejsen over Paris fandt han sin frænde Sæmund og tog ham med sig hjem. Det var o. 1076/78. På hjemrejsen besøgte han Svend Estridsøn i Danmark (kongens mor spåede ham, at han skulle blive biskop). Hjemkommet til Island overtog Jon og Sæmund hver deres fædrenegård og blev viet til præster. Omkring 1104/05 gav biskop Gizur i Skalholt efter for nordlændingenes stærke ønske om at få deres egen bispestol (de havde tidligere haft en missionsbiskop, som blev biskop i Selje (se Sunniva)). Jon blev valgt til det nye bispesæde på Nordisland, men måtte til Rom for at få pavelig stadfæstelse af det og dispens, fordi han havde været gift to gange. Han blev bispeviet af ærkebiskop Asser i Lund den 29. april 1106. Derefter byggede han sin domkirke i Holar, og en præst skænkede ham sin fædrenegård til bispebolig, i håb om løn i "den evige salighed, som med rette kan kaldes gode mænds fædrenearv". Jon stiftede også en katedralskole og indforskrev to udenlandske lærere. Om dens betydning som et centrum på Island for religiøs kultur, "en højskole i europæisk stil", vidner dette udsagn: "Her er det, at Gisli underviser i latinsk grammatik og franskmanden Rikinni i musik og verskunst. Her er det, at Kløng, som senere bliver biskop i Skalholt, skriver sine vakkert udstyrede liturgiske bøger. Her er det, at den unge Ingunn hjælper de andre elever med latinen og fortæller legender, samtidig med at hun udfører håndarbejder, hvor hun fremstiller "hellige mænds sagaer", således "forkyndende Guds herlighed, ikke bare med munden, men også med sine hænders gerning". Det gør et underligt indtryk at møde dette billede af en ny tid, vel hundrede år efter Egil Skallagrimssøns død - at genfinde det katolske Europa bag dønnende hav og nøgne fjælde".
Biskop Jon oprettede også det første islandske kloster og har formodentlig indkaldt munke hertil fra kontinentet. De to biskopper, Gissur og Jon, blev enige om en række bestemmelser til gavn for Kirken på Island. Og Jon drog på visitats og indskærpede de troende dem: søndagspligten i kirken, morgen- og aftenbøn med trosbekendelsen og Fadervor; korstegn før og efter måltiderne osv. Han forbød trolddom og overtroiske skikke, som islænderne havde en tilbøjelighed til. Han forandrede de gamle hedenske navne på ugedagene: Odins-dag og Tors-dag til midtugedag og femtedag. Med faste, bøn og godhed mod de fattige gik han selv foran i fromhed og vandt sig efterhånden ry for hellighed. Mirakler, både før og efter hans død, blev der også talt om. Jon døde efter længere tids sygdom og 15 års bispegerning 1121. 1198 blev graven åbnet og skelettet vasket og lagt i ny kiste. Den 3. marts 1200 foregik den højtidelige skrinlæggelse i domkirkens kor. Hans dødsdag skulle være almindelig messedag. Hermed var Jon erklæret for lokalhelgen. Nogen pavelig bekræftelse eller indsigelse foreligger ikke. Hans levned (vita) blev skrevet kort efter på latin af en benediktinermunk Gunlaug Leifsson. To bevarede oversættelser vidner om en historisk tradition, omend med stærkt legendarisk præg (se Torlak).
JOSAPHAT
biskop og martyr. Født i Vladimir ca. 1580. Død i Vitebsk 1623. Kanoniseret 1867. Festdag 12. november. Efter at have været abbed i et kloster i Vilna blev Josaphat Kunsevich biskop af Polotsk i Hviderusland i 1617. Dette og andre ortodokse bispedømmer i provinsen Kiev var i 1595 blevet uneret (forenet) med den hellige Stol i Rom, og Josaphat helligede sig den gerning at bevare og udbrede denne enhed. Hans dyder og sunde fornuft skaffede ham stor sympati og støtte. Men situationen var meget vanskelig, for verdslige interesser var indblandet, og der var megen bitterhed og vold fra begge sider. Under en visitats i Vitebsk blev Skt. Josaphat myrdet af pøblen under råbene: "Dræb papisten"!
JOSEF
Jomfru Marias mand. Festdage 19. marts og 1. maj. Alt, hvad der kendes om Jesu Kristi fosterfar, findes i evangelierne. Han var af Davids hus, en tømrer eller håndværker af fag, en "retskaffen" mand, og der er ingen grund til at antage, at han var andet end en ung mand, da han blev trolovet med Maria. Hans bekymring, da han fandt, at hun var med barn, blev fjernet ved et syn af en engel, og han tog hende til hustru. Efter Jesu fødsel i Betlehem blev Josef advaret fra himlen i en drøm, først om at flygte med Maria og barnet til Ægypten for at undslippe Herodes, og senere, da Herodes var død, om at vende tilbage til Israels land. Men han frygtede Herodes' efterfølger i Judæa og tog videre til Galilæa, hvor de bosatte sig i Nazaret (Matt 1, 18-25; 2, 13-23). Episoden om den tolvårige Jesus (Luk 2, 41-48) viser igen Josef som den trofaste i hans egenskab af vogter og hjælper. Det vides ikke, hvornår han døde, men det er klart, at det var før Jesu korsfæstelse (jfr. Joh 19, 26-27). De få bibelske småfortællinger giver indtryk af en retfærdig, venlig, værdig og fornuftig mand, rede til handling, men selvudslettende. Dette var ikke nok for dem, der skrev apokryfe fortællinger, og nogle af deres mere fantasifulde fortællinger gælder Skt. Josef. Det skyldes disse skribenter, at han så længe har været afbildet af kunstnerne som en gammel mand. Dyrkelsen af Skt. Josef synes at være begyndt i Ægypten; i Vesten begyndte man først sent at dyrke ham, men nu dyrkes han i stigende grad.
JOSEF AF CALASANZ
pædagog og ordensstifter. Født i Peralta de la Sal ca. 1557. Død i Rom 1648. Kanoniseret 1767. Festdag 25. august. I grundskolens historie er Josef af Calasanz forløber for Skt. Johannes Baptist de la Salle. Efter at have studeret ved tre spanske universiteter og taget akademiske grader i jura og teologi blev han ordineret til præst i 1583 og rejste senere til Rom. Her blev han chokeret over folks uvidenhed og moralske og fysiske elendighed, og i 1597 begyndte han en friskole i et slumkvarter på den anden side af Tiberen. Den voksede hurtigt, andre præster sluttede sig til arbejdet, og i 1617 blev de organiseret som Ordenspræster for Religiøse Skoler (i daglig tale "piarister"), de første præster, der underviste i barneskoler.
Josef af Calasanz stilede imod et fuldt udbygget system af grundskoler og videregående skoler. Hans undervisningsplaner var omhyggeligt udarbejdede, og han foregreb simultanmetoden (klasseundervisning). Han ønskede, at børn skulle elske godhed: "Hvis et barn", skrev han, "er oplært i religion og litteratur, kan man med god grund håbe på, at dets liv vil blive lykkeligt". Piarist-skoler blev oprettet i Spanien, Bøhmen og Polen så vel som i Italien; men grundlæggerens sidste år blev formørket af alvorlige konflikter, som skyldtes en underordnets ærgerrighed. Han bar dem med "styrke som en anden Job" (ordene er pave Benedikt XIV's), men tilliden til hans orden blev ikke genoprettet før efter hans død, som først indtraf, da han var over 90 år gammel.
JUDAS
apostel. Det 1. århundrede. Festdag 28. oktober sammen med apostlen Simon. Denne Judas var ikke Iskariot; han kaldes også Thaddæus eller Lebbaeus (Joh 14,22; Matt 10,3). Han identificeres efter traditionen med Judas, Jakobs bror, forfatteren til Judas' brev i Ny Testamente, men dette er ikke helt sikkert. Et apokryft skrift hævder, at apostlen Judas prædikede evangeliet og led martyrdøden i Persien sammen med sin medapostel Simon. Som Skt. Thaddæus er han blevet forvekslet med Skt. Addai i Mesopotamien. Apostlen Judas nyder stor popularitet som virkningsfuld forbeder for dem, der er i fortvivlende vanskeligheder.
JUSTIN
martyr. Født i Nablus ca. 100. Død i Rom ca. 165. Festdag 1. juni. Skønt han fødtes på det sted i Palæstina, der i oldtiden kaldtes Shechem, tilhørte Justinus en hedensk græsk familie. Efter at have studeret det ene filosofiske system efter det andet, kom han til sidst til kristendommen gennem platonismen, da han var omkring 33 år. Han forblev lægmand, men "det er vor pligt", sagde han, "at gøre vor lære kendt", og han rejste fra sted til sted for at forkynde evangeliet. Han var den vigtigste kristne apologet, dvs. forsvarer af troen, i 2. århundrede, og den tidligste apologet, fra hvis skrevne værker vi har bevaret anselige dele. Det er de to apologier, der fremstiller kristendommens moralske værdier, og Dialog, der demonstrerer dens sandhed for jøden Trypho. Disse skrifter er vigtige på grund af den oplysning, de giver om kristen tro og praksis på den tid. Justinus opholdt sig to gange i Rom; den anden gang blev han angivet som kristen og blev dømt til døden ved halshugning sammen med fem andre mænd og en kvinde. Den samtidige beretning om deres forhør hos Roms præfekt, Rusticus, er et originalt historisk dokument. Da han til slut blev beordret til at ofre til guderne, svarede Justinus: "Intet retsindigt menneske svigter sandheden til fordel for usandhed", og de øvrige talte i samme retning: "Gør med os, som I vil. Vi er kristne og kan ikke ofre til afguder".